Leoparddrengens
Public Key
Viser opslag med etiketten andelsboligforening. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten andelsboligforening. Vis alle opslag

tirsdag den 8. februar 2011

Generalforsamlingen, fortsat

Ingen kommentarer
(fortsættelse af referat fra generalforsamlingen i A/B Paradisæblevej 22-28)

Lars (26, 1tv): Jeg skal bare gøre opmærksom på, at jeg nu er her i stedet for Lene, som havde et vigtigt møde med nogle arabere.

Lars (24, 1mf): Vel mødt, Lars.

Lars (26, 1tv): Og så skal jeg gøre opmærksom på, at forslaget om at nedlægge vaskekælderen er mit forslag!

Brian (28, 2th): Jeg stemmer på Lars!

Villy (24, 4tv): Hvilken af dem?

Brian (28, 2th): Lars... Lille-Lars!

Helle (22, 2th): De er sgu da ret små begge to...?

Maglehøj (ordstyrer): Nu er vi ret beset slet ikke nået til punktet om formandsvalg endnu. Næste punkt er Ledig lejlighed i 26, 1th. Johanne, du har bedt om at punktet kom på, vil du lægge ud.

Johanne (22, st.tv): Efter Henriette meldte hun ville flytte ud af 26, 1th har den stået tom i flere uger. Men nu hørte jeg fra Birthe i sidste uge at den er gået til en børnefamilie fra Hellerup.

Maglehøj (ordstyrer): Jamen det lyder da glimrende.

Johanne (22, st.tv): Nej, for jeg havde et ungt par fra Nørrebro skrevet op øverst på ventelisten, og de har slet ikke fået besked om at lejligheden var ledig. Og det synes jeg er skidestrengt.

Maglehøj (ordstyrer): Birthe, er det noget du vil forklare? Birthe?

Tom (26, 4th): Birthe gik vist lige på toilettet...

Maglehøj (ordstyrer): ...

Tom (26, 4th): Jeg foreslår, når nu Birthe ikke er her til at svare på spørgsmålet, at det tages op på førstkommende bestyrelsesmøde, eller måske senere, hvis det passer Birthe bedre.

Johanne (22 st.tv): Det må da være...

Maglehøj (ordstyrer): Videre til næste punkt, godkendelse af regnskab

Margrethe (24, 3th): Vi har haft råd i kælderen i 8 år, og bestyrelsen har stadig ikke gjort noget ved det.

Anders (26, 2mf): Det er fordi Lars er en hængerøv. Og det er Lars også. Vi skal nedlægge den vaskekælder og få sat boligafgiften ned. Med tilbagevirkende kraft!

Brian (28, 2th): Det er kun Lars som er en hængerøv.

Pia (28, st.th): Hold nu kæft, altså.

Ole (22, 3tv): Jeg vil godt vide hvorfor regnskabet ikke er revisorpåtegnet.

Maglehøj (ordstyrer): Revisor har sagt han ikke kunne godkende regnskabet, der er papirer han aldrig har modtaget.

Claus (26, st.th): Hvis Ole kommer i bestyrelsen vil han sætte varmeafgiften op!

Ole (22, 3tv): Hvornår har jeg sagt det Claus? Hvorfor siger du det? Det er jo løgn, Claus!

Claus (26, st.th): Det er da fordi det er det eneste fornuftige at gøre. Vi bruger jo mere varme end vi betaler i øjeblikket. Men jeg vil selvfølgelig ikke sætte den op hvis jeg bliver i bestyrelsen.

Maglehøj (ordstyrer): Vi er stadig ikke ved punkt om formandsvalg eller valg til bestyrelse. Du kan tage en ny Ramlösa i kassen, Claus, den flaske må have været dårlig. Anders har bedt om det blev drøftet at vi skifter bank, for eksempel til Saxo Bank, fordi der går rygter om at vores nuværende Amagerbanken måske lukker. Brian, du er kasserer, hvad siger du til det?

Brian (28, 2th): Vi kan trygt beholde vores penge i Amagerbanken. Det vil også være alt for dyrt at flytte.

Anders (26, 2mf): Hvor ved du det fra Brian?

Brian (28, 2th): Fordi jeg personligt har undersøgt det.

Maglehøj (ordstyrer): Så kommer vi til næste punkt...

[fortsættes]

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

torsdag den 6. januar 2011

Fra generalforsamlingen i A/B Paradisæblevej 22-28

6 kommentarer
Som ordstyrer valgtes Johannes (26, 2tv) og som referent Leo (22, 3th).

Formand Lars (24, 1mf) startede med at få ordet:
Kære alle -

Som I nok er klar over har det været et forfærdeligt vejr på det sidste, og kommunen har jo privatiseret vores vej. Det har altsammen betydet en betragtelig merudgift for foreningen. Vi er simpelthen nødt til at gøre noget ved vores økonomi, ellers kan vi forudse over en årrække, at vi kommer til at sælge legehuset, eller skære ned på trappevasken. Og det er der jo ikke nogen der ønsker!

Derfor mener jeg ikke der er andet at gøre, som ansvarlig formand, end at foreslå at vi nedlægger den fælles vaskekælder. Der er alligevel ikke ret mange der bruger den, og den koster os en frygtelig masse penge. Og de fleste af de der bruger den har selv vaskemaskiner. Desuden kan man se at den ikke er nødvendig, for de der bruger den, har ligeså rent tøj, som de der vasker hjemme.

Og de der virkelig har behov for den kan stadig få vasket tøj, det skal vi nok finde på en løsning til, bare rolig.

Helle (22, 2th): Hvad helvede er det Lars, du sagde sgudda, da vi købte nye maskiner for 4 år siden, at nu kunne de ihvertfald holde længe? Og hvad er det for en løsning du taler om for dem der ikke har vaskemaskine? Jeg synes altså vi skal hæve boligafgiften, istedet!

Lene (26, 1tv): Der er jo møntvasken nede på hovedgaden. Den er god-fin. Men iøvrigt synes jeg vi skal have sat boligafgiften ned - jeg har altså vildt brug for en tur ned sydpå, jeg kan ikke holde det her mørke og kulde ud!

Pia (28, st.th): Jeg synes altså vi skal beholde vaskerummet, gamle fru Knudsen får svært ved at slæbe sit vasketøj helt ned på hovedgaden. Hvis nu Hassan begyndte at betale sin boligafgift ville det nok skæppe lidt mere i kassen, siger jeg bare!

Boligadministrator Maglehøj: Der ses ikke at være nogen beboere i restance i øjeblikket, heller ingen "Hassan".

Villy (24, 4tv): Jeg kan godt se hvor det her bærer henad, Lars vil sløjfe vaskerummet, så Lene kan få sat boligafgiften ned.

Lene (26, 1tv): Gu vil jeg da ikke bruge pengene fra vaskerummet til at sætte boligafgiften ned!

Brian (28, 2th): Nej, det er da meget enkelt: Vi sløjfer vaskerummet, det ordner vores økonomi. Og så sælger vi legehuset og dropper trappevasken og sætter boligafgiften ned for de penge. Så kom ikke her Villy, de penge fra vaskerummet har intet med boligafgiften at gøre!

(Generalforsamlingen fortsatte længe endnu. Jeg skal nok få skrevet referat færdig inden længe, promise. Leo Drängen.)

[Opdatering, her fortsætter referatet af generalforsamlingen.]

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

lørdag den 16. maj 2009

En stille aften

Ingen kommentarer
Som sagt så gjort, jeg iførte mig anonyme gevandter - nærmere bestemt det turkise jakkesæt, en gulgrøn skjorte og rødt silkeslips, da jeg gik i byen. Vejen gik mod Floss, hvor jeg ikke har været siden kuppet i ølkælderen.

Jeg havde forventninger om, at møde en vis dukkepige samt hendes Companion in Crime, og blev ikke skuffet. Købte den obligatoriske guldøl (ok, skulle det være det obligatoriske køb, var det vel 2 guldøl), og satte mig hos dem. De kendte ikke Floss, udover at have gået forbi, så det følte jeg jo i sig selv var en stor gerning, at kunne sprede det kulturelle lys og åbne de unges øjne for et kulturelt monument af den størrelse. Eller noget. Fik ihvertfald fortalt om ølkælderen og fremvist den.

Hvor vi blev budt op til snak af en meget entusiastisk bager- og kokkelærling. Som af en eller grund syntes jeg adskilte mig på grund af mit tøjvalg - mærkeligt, jeg havde netop forestillet mig jeg ville gå i et med væggen. Men måske var det fordi stemningen var lidt mindre autonom, end sidst jeg var der? Vi blev enige om, at de nok var ude og træne på fælleden.

Floss lukker jo kl 2; hvilket overraskede mine meddrikkere - selv bliver jeg også stadig overrasket, men det er over det ikke længere er kl 12 - og mætte af indtryk(?) valgte de at tage hjemad.

Jeg besluttede mig for trods alt at besøge Amigo, hvilket var meget sundt, for jeg kom i tanker om hvorfor jeg sjældent er meget for det i lige uger. Musikken er alt for lav! I forvejen er musikken jo ikke høj der, men når man er på dansegulvet, og skal gætte sig til bare at finde rytmeslagene, er det altså et problem. Og et andet problem er, at den lave musik gør at dansegulvet ikke bliver brugt; til at danse på altså, hvorfor det bliver inddraget til almindelig øldrikning og bagagestilningssted. (Hvorfor helvede er der altid folk der har store rygsække med i byen? - er hele livet en stor Roskildefestival for dem?).

Hvilket altså levner mig ca 1/4 kvadratmeter at danse på. Og det gjorde jeg så, efter hvad jukeboxen nu havde valgt at bringe (en anden effekt af den lave musik - ingen proppede penge i jukeboxen; ville også være spild et sted). Hvilket så betød at folk begyndte at klappe og danne ring omkring mig - jeg havde helt glemt den effekt, når jeg er i dragt har folk det med at fokusere på den, og dansen kommer i anden række.

Nå, men gad ikke ritigt være der i længere tid under de forhold, og besluttede mig for at stikke snuden mod Andys Bar, som jeg fornylig er blevet mindet om eksisterer endnu; ville tjekke om det ser ud som det plejer. Efter lidt vandring kunne jeg konstatere, at det gør det, dog havde de skruet lidt op for lyset (hvilket jeg ikke er sikker på er en god idé), og klientellet er blevet noget yngre; nok en naturlig følge af at baren siden min tid er overtaget af næste generation.

Jeg var der som en flue på væggen, men var frygteligt tørstig, så kom til at inhalere en del øl. Men konstaterede at jueboxen stadig er der, men er sat ud af funktion: så det traditionelle Louis Armstrong og Laura Brannigan er ikke at finde der mere; en skam! Så vendte snuden hjemad på et tidspunkt.

Snuden kom dog til at bringe mig forbi Cozy Bar, men der skete nu ikke det store, så kom hurtigt på ret kurs igen.

Kom hjem og nuppede en godnatøl (eller godmorgen?). Vågner på et eller andet tidspunkt i løbet af formiddagen nøgen i min sofa, og vælter ind i seng; kan se på sengen at jeg ikke er nået til den tidligere, men har ikke rigtigt idé om hvad der er sket, eller rettere ikke sket.

Og vågner så igen her for en time side; larm i gården fordi min ABF har havedag; man burde jo gå og joine dem, men jeg føler mig ikke lige socialt anlagt i øjeblikket. Bestemt ikke.

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

tirsdag den 5. maj 2009

Sådan en vil jeg også ha'!

Ingen kommentarer
Vores naboejendom, som vi deler gård med, har i de seneste uger fået udført noget arbejde på deres gårdfacade - først nedspuling og maling, men vi kunne jo godt se der foregik noget mere. Og idag kom de så op, altanerne.

Ret store, noget med 1½ x 3 meter, tror jeg - måske endda lidt mere. Og det går jo op for mig at sådan én vil jeg da godt have!

Kunne godt lige forestille mig at komme ud dér sen formiddag, med nattens erobring. Med en Bloody Mary eller Vodkasmoothie, og en brunch/tapas platte. Iført solbriller og silkeslåbrok/kimono sidder vi og læser avis (Financial Times eller International Herald Tribune), eller går på nettet og tjekker aktiekurser. Eller noget; et eller andet. Mens en let sommerbrise leger med vores endnu trætte og lidt ømme kønsdele.

(Og der er det så filmen knækker lidt, eftersom min ex bor i samme abf, og deler gård med mig; hvilket muligvis kan komplicere det hele lidt.)

Det gode er, at der vist ikke er nogen i min forening, der er bange for vores hus skal synke, og jeg sporer generel interesse for altaner, nu hvor det så tydeligt er blevet demonstreret hvor hurtigt det kan gøres, og hvor rart det ser ud. Så mon ikke det faktisk kommer til at ske relativt snart? Håbet er der ihvertfald!

Ceterum censeo Facebook esse delendam.