Dette bliver nok en lidt grænseoverskridende post, for mit vedkommende. Men here goes:

Bloggalicious fik mig lokket ind på det her dating site, og selvom jeg ikke har gjort stort væsen af mig der, har det sat lidt overvejelser igang. Og så teaser CityGirl jo...

Blandt andet omkring hvad der egentlig skulle stå i sådan en datingprofil. Og det er dette så et forsøg på - at beskrive mig selv som vare. Og jeg vil så også bruge den til at linke til, fra diverse sites, så jeg ikke behøver skrive det hele igen.

Jeg er født i de sidste dage af 1968, hvilket - når jeg skriver dette - gør mig til 41 år gammel. Jeg er mand - men det med køn er nu ikke noget jeg fokuserer synderligt på.

Det skal dog ikke forstås som at jeg er bøsse - selvom der er mange der har troet det gennem mit liv - jeg er kun til kvinder.

Har to børn; to drenge. én på 10 og én på 4½. Har været "skilt" fra deres mor i 3 år. (Gåseøjne fordi vi aldrig var lovformeligt gift.) Og jeg føler jeg har hvad jeg skal have på den front. Ikke at jeg aldrig nogensinde kunne overtales til én mere - men er du skruk er det nok ikke mig du skal satse på!

Jeg er grundliggende smuk, i den androgyne del af spektret. Har altid været det, er det stadig - selvom alderen bestemt sætter sine spor. Ligesom psoriasis og depressioner har gjort. Du kan gå ind under label billeder, hvis du vil se hvad jeg har turdet smide op. Eller gå over på xxx delen, hvis du vil se mere... (og skrev CityGirl ikke noget om tvivlsomme billeder taget af sig selv i et spejl... nå; whatever.)

Jeg er en sky person, har mange sociale hangups - meget af det skyldes nok min skoletid. Men hvis jeg lærer folk at kende, føler mig tryg, kan jeg være ret underholdende at være sammen med, ihvertfald hvis man kan lide ordspil og platte vittigheder.

Politisk hører jeg til venstrefløjen, uden at hænge mig fast på noget. Jeg stemmer som regel Enhedslisten, men ville bestemt ikke ønske at de havde absolut flertal - men jeg føler de har en vigtig opgave som vagthund.

Hvad jeg for alt i verden forsøger, er at have et åbent sind - og fordomme er det jeg prøver at bekæmpe.

Når jeg ikke har været mere aktiv på datingfronten er det fordi jeg - helt ærligt - ikke ved hvad jeg vil. I virkeligheden har jeg det fint som single. Og er egentlig ikke ude efter et forhold. Men samtidig kunne det et eller andet sted være meget fedt. Så det jeg er på udkig efter, er nok noget med niveauet lige over en bolleveninde.

Seksuelt er jeg givende, og tænder på din nydelse; ikke særlig meget min egen. Det kan måske lyde meget fedt, men hvis du er af samme type, kan det hurtigt blive til en fuser, hvor ingen af os tænder - so beware. Jeg er ferm med fingre, hænder og tunge - og igen må jeg henvise til xxx delen, hvis du ønsker yderligere information...

Karriere/arbejdsmæssigt - der taler vi nok om en katastrofe. I øjeblikket prøver jeg at finde ud af hvad jeg vil og kan. Og lever af penge jeg har sparet op, men snart ikke længere har. Min højeste nedskrevne uddannelse er en eksamen fra 9. klasse i folkeskolen. Gik så ½ år i gymnasiet, hvorefter jeg droppede ud. Positivt vil du dog sikkert synes det er, at jeg som regel tjener rigtigt godt, når jeg får løn for det jeg gør.

Men det er ikke fordi jeg mangler grundviden, som jeg også håber fremgår af bloggen her. Ligesom jeg godt vil sige direkte, at jeg er hamrende intelligent. Men kompliceret.

Alt er relativt, selvfølgelig. Også intelligens. Stephen Hawking er muligvis mere intelligent end jeg er. Tilgengæld er jeg mere mobil - jeg er faktisk ganske god danser. Og jeg elsker dans - når jeg danser er jeg for alvor i pagt med mig selv. Hvilket også er grunden til at jeg er Superhelt hver anden weekend.

Og hvem skal du så være? Tja, min drømmepige må vel være et eller andet med en helt igennem glatbarberet, skaldet gerne indisk kvinde. På omkring 1½ meter, og 40 kg. Med små, men spændstige bryster. Dydig, men fræk. Eller noget....

Hvad får du ud af det? Tja. Grin og orgasmer, håber jeg. Det er hvad jeg satser på som mine kerneydelser. Samt viden. Jeg kan godt lide viden, og kan godt lide at dele den.

Jeg ved godt det er tyndt, men hvis du vil vide mere, er der lidt blogindlæg at læse. Og de beskriver allesammen - direkte eller indirekte - en facet af mig. God eller dårlig. Eller ligegyldig.

Sweet Dreams,
/Leoparddrengen


Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Jeg ved det er ypperligt banalt at skrive, men den her historie med manden der tager livet af først sin kone og (voksne!?) datter, og siden sin yngste. Uden at kunne finde ud af at slå sig selv ihjel. Den går mig på.

Jeg ved jo godt det ikke er første (eller sidste) gang noget lignende sker. Men jeg synes den her er lidt udover det sædvanlige.

Min første tanke var, da jeg læste om det, hvorfor, hvorfor den ældste datter?! Som 18-årig har hun været voksen, istand til at klare sig selv. Med eller uden skammen fra selvmord og mord på konen.

Og siden kommer oprulningen af det forfejlede drab på den yngste datter, så det måtte gentages. Først en fingeret trafikulykke, som ikke slår nogen ihjel, og dernæst skærer han halsen over på hende. Med en hobbykniv. Og hun er istand til at forsvare sig, viser snitsårene på armene.

At forestille sig denne 12-åriges sidste tanker først et trafikuheld, og så hendes far - som hun vel har set som sin beskytter og en pille i livet - angribe hende med en hobbykniv. Og det skulle blive det sidste hun kendte til denne jord. Den er sgu svær.

Og det er svært, men jeg har næsten mest medlidenhed med manden. Som nu må leve med hvad han har gjort, alt alt for længe. Når det eneste han i virkeligheden ønskede var at dø - men ikke havde modet til at efterlade skammen og savnet. Jeg går ikke ind for dødsstraf, men for en som ham er det ligefør det var på sin plads - af medlidenhed.

Jeg kan godt sætte mig ind i hans tanker - tildels. For som person, som i perioder lider af depression kender jeg til de grundliggende følelser. Og har fantaseret omkring ejet selvmord i utallige timer gennem tiden, i meget opfindsomme variationer. Men jeg har heldigvis aldrig, aldrig, aldrig haft fantasier om a tage nogen med mig.

Uh, jeg synes den er grim!
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

...Er langt henad vejen delt med salig Dennis Potter (uden sammenligning iøvrigt - men jeg synes han er noget af det største!), og beskrevet i dette klip.

I forhold til mig er der heldigvis tale om overdrivelse på alle planer, men jeg forstår Marlow så godt. Husk at se klippet til ende - både for skuespil og oplevelse.


Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Hvem kan finde på at sige et job op i disse krisetider? Et velbetalt, ikke kriseramt job? Med gode, søde kolleger? (Hvoraf én endda er én jeg godt kunne blive varm på, hvis hun altså ikke var gift?) Med et rimeligt meningsfuldt indhold? Med perfekt beliggenhed? Med det bedste fra det private og det offentlige blandet sammen? Et job som på alle mulige måder faktisk var mit ønskejob?

Well... det kan jeg åbenbart. Jeg har sagt det op i dag, gældende fra om et par måneder... uden egentligt at ane hvad jeg så skal lave.

Vanvid!

Den lidt længere historie er tildels min depression fra i foråret, som jeg fik et mindre tilbagefald a i sidste uge. Og de erkendelser jeg nåede til der.

Sandheden er nemlig, at hvor jobbet måske på mange måder var perfekt for mig, var jeg det ikke for jobbet - i øjeblikket. Og det er medvirkende til at køre mig ned. Og jeg har sgu en ret høj moral et sted, så selvom jeg godt kunne blive ved at køre på frihjul længe endnu, er det ikke noget min psyke eller samvittighed holder til.

For jeg - som jeg altid har regnet som en af de bedste programmører i Danmark, og med en helvedes masse erfaring - kan ikke finde lysten til at sætte 2 linier kode sammen. I øjeblikket. Og det er vidst ikke ukendt i min branche, og jeg har mærket det før, men har altid fået lysten tilbage - ihvertfald i perioder som langt opvejede den del hvor jeg ikke lavede noget.

Ikke sådan dennegang. Fuck, jeg kan let fake det, og gå og lade som om jeg laver en hel masse, og i virkeligheden ville ikke mange ane om det var svære opgaver, eller der var andre problemer. Men problemet er mig.

Så nu har jeg taget konsekvensen. Jeg er så i a-kasse nu, en luksus jeg ikke har prøvet før, hvilket jo vil betyde at jeg ikke behøver gå fra hus & hjem.

Men jeg er nødt til at genoverveje mig selv: kan jeg finde gnisten & lysten til at kode igen? Eller skal jeg gå efter en mere overordnet / designmæssig stilling, som er den vej mange går? Eller måske koncentrere mig mere om databaser? Eller måske prøve at satse på det mine lyster i virkeligheden går mere på i øjeblikket: skrivningen og dansen - den anden hjernehalvdel?

Svaret flagrer i vinden. Og jeg tror nok at dette er en beslutning jeg på et tidspunkt kommer til at fortryde. Men det var, da det først gik op for mig, ikke en beslutning, men en nødvendighed. Det var virkelig kun et spørgsmål om tid - og så hellere få en afklaring hurtigst muligt, og en venskabelig ordning med jobbet, så ingen føler den anden part er blevet udnyttet.

Og det sidste føler jeg ihvertfald jeg har opnået. Men lidt nervøs & spændt på hvad fremtiden vil bringe, og hvad jeg vil finde på, må jeg klart tilstå jeg er.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Jeg snakker om von Triers Antichrist.

Man bør da vel ellers være taknemmelig, når der kommer sådan en film med hård porno, som man nærmest er forpligtet til at se, hvis man gerne vil føle - eller lade som om - man er det mindste kulturelt indstillet.

Og det er ikke fordi jeg er nødvendigvis er skræmt af hverken sex, vold, voldsporno, klitorisafskæringer eller blodstyrtningsejakulationer. Fint nok.

Men jeg bliver sgu nervøs for de her omtaler af, hvordan filmen går ind og er en suggestiv surrealistisk billedeoplevelsesbudskab fra en depressiv hjerne, som mestrer det sprog.

Det kan - helt ærligt - godt bekymre mig om jeg kan holde til. Eller om det vil udløse en jekyll/hyde psykose; eller en total udfrielse; eller noget tredje.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Jeg har før været inde på hvordan jeg skriver denne blog; selvom det vist har udviklet sig lidt siden (inklusive skrivestil - men var så også stiv da jeg skrev det indlæg).

Jeg spekulerer jo så lidt på hvorfor. Til at starte med var det noget af et eksperiment. Og så hang det lidt sammen med mine optrædende på dansegulvet, hvor jeg fik så mange af de samme spøgrsmål, at det var meget fedt at kunne stikke en RTFM.

Men efterhånden må jeg jo nok sige det har udviklet sig til noget mere - en form for terapi med nogen ting, måske også en form for konkretisering af tanker, målrettethed? Jeg har aldrig skreveyt dagbog, udover en enkelt side da jeg var 7 år, så det her er på alle måder nyt for mig.

Men jeg tror jeg gradvis er kommet til den konklusion, at det jeg søger er en form for udødelighed - og hvis nok facetter af min personlighed kan blive fanget her, på denne blog, vil man om 100 år kunne genskabe min persona udfra den, og indprogrammere i en AI, som John Keats i Hyperion.

Man kan så undre sig over hvad jeg vil med udødelighed - jeg, som i depressive stunder har brugt mange timer på at forestille mig min egen død, på de mest opfindsomme måder? Men... there you are; der er ikke noget der er ligetil.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Nogen vil jo påstå at vi er trådt ind i foråret, i det vi er i marts. Den er jeg så ikke helt med på - jeg er blevet tilhænger af den (amerikanske?) metode efter hvilken årstiden først regnes som skiftet efter jævndøgn/solhverv. Den måde synes jeg langt henad vejen giver mere mening & passer bedre med livets barske realiteter.

Det eneste jeg ikke kan lide ved den metode - og det kan jeg så virkelig ikke lide! - er at det betyder jeg er født om efteråret, og ikke om vinteren. Det gælds altså ikke.

Men selvom jeg altså ikke rigtig synes det er blevet forår endnu, kan jeg da ikke sige mig fri for at bemærke at dagene er blevet lysere - og det selvom jeghar rodet i og på grænsen af depression den sidste uges tid; men jeg ser det så også som tegn på, at jeg vel er på vej ud af det, at jeg gik nærmest priapistisk rundt i går - og i dag, well, er ikke priapistisk, men er ihvertfald heller ikke langt fra at føle mig forårskåd.

Så kom bare igang, kvinder, med lidt god vilje er foråret lige om hjørnet - det rigtige. Drop det uformelige vintertøj, og lad os få noget livsglæde & looks på banen - så skal jeg nok forsøge på det samme. Jeg trænger ihvertfald til det!
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Jeg må have fløjet for højt, for nu er jeg styrtet - snurrende & kvalmende. Blot for at opdage at jeg stadig er i live - og have fornøjelsen af hver morgen at få serveret min lever, min milt og mit hjerte fint udskåret i mundrette stykker.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

[Opdatering 8/7 2009:] Ret skal være ret. Tingene er blevet meget bedre, så for at få nuanceret billedet, så læs venligst også dette indlæg.]

[Opdatering 7/10 2009:] Og for at give billedet nu, må dette indlæg også læses. :)


Af forskellige grunde var jeg og min ex blevet enige om at skifte børnehave for vor yngste søn, til en skovbørnehave. Det vil sige, hun var blevet enig, jeg blev overtalt; anerkendte at en skovbørnehave kunne være godt, men var skeptisk overfor den bestemte - og vi har faktisk været meget glad for den hidtidige.

Men den skulle være blevet så meget bedre på det sidste, og de havde fået nyrenoveret hus, og hun havde været nede og snakke med dem i deres lokale opsamlingssted, og en veninde havde barn der, og hun var meget positiv...og, jamen det lød meget positivt det hele. Men svar skulle gives samme aften jeg hørte om det, ellers ville pladsen gå til en anden.

Vi var så også nede og snakke med dem i torsdags, med både den yngste og ældste, og det gik godt, og god stemning. Så jeg skulle med i skoven om mandagen, til opstart, og hans mor, exen om tirsdagen.

Vi møder på opsamlingsstedet mandag morgen, og kommer fint med bussen, og kører deropaf. Et par hundrede meter inden ankomst taber bussen koblingen, men det er vist ikke så usædvanligt(?), og bussen triller videre til endestationen. Hvor vi stiger ud. Jeg er begyndt at opdage en underlig sløvhed i de fleste af børnenes øjne.

Oasen står der på en sten der markerer indgangen til stedet. Spaß Macht Frei kunne man have tilføjet, men det er jeg endnu ikke klar over.

Det er jo et lortevejr, den dag, så den meget store have skal ikke klandres for at være én stor mudderpøl, med forskellige gevækster i. Huset, det vidunderlige, nyrnoverede hus, er godtnok stort og aflangt. Fremstår vel nærmest som de barakker jeg husker fra besøg i Frøslev lejren, blot udført i beton og mursten, og mlet hvidt i stedet for rødt. Et højt hegn omgiver hele komplekset, inkluderer lige akkurat huset, og hele haven/al mudderet.

Vi bliver gelejdet indenfor, hvor vi stadig i flyverdragter m.v, bliver delt op i mindre grupper. Jeg bemærker at det vidunderlige hus vægge og gulve er bare, og der stort set ingen møbler er, og i kombination med materialevalget betyder det at enhver lyd forstærkes tifold.

I den gruppe vi er kommet i, sætter vi os i rundkreds og en mandlig pædagog tager en harmonika frem, og begynder at spille børnesange på harmonika. Et par piger synger rent faktisk til, Mariehønen Evigglad, og den slags. Effekten er nogenlunde som det afsnit af Venner, hvor Ross har fundet ud af, at han vil spille Celebration på sækkepibe til Monica & Chandlers bryllup - hvis man forestiller sig det spillet på et badeværelse:



Jeg er skræmt, og det tror jeg også min søn er. Det eneste fornuftige formål jeg kan finde ved denne afstraffelse er, at nedbryde modstandskraften blandt de klientellet. Mens dette foregår skæres der frugt af børnenes medbragte frugter. Hvert barn har et stk frugt med, og en frugtskål går rundt hvorfra de må tage to stykker skåret frugt. Den smule der er tilovers bliver så fordelt blandt de som vil have mere. (Matematisk er det et mysterium, hvordan så lidt kan komme ud af så meget, men der er en forklaring, skal det vise sig.)

Efter en præsentationsrunde er rmorgensamlingen forbi, og vi går ud og leger lidt under den overdækkede terrase, hvor også pædagogerne holder til og drikker kaffe. Nogle få grupper af børn trodser regnen og begiver sig rundt i terrænet. Min søn får også leget i lidt mudder, men efter noget tid vil han gerne ind.

Så vi går indenfor, og tager for første gang flyverdragt af. Men larmen fra de mange børn indenfor, i det akustiske helvede sløver vores sanser. De voksne som er indenfor sidder og kigger apatisk - de eneste som ser ud til at vide hvad de skal gøre er de som kommer ind for at sætte kaffe over, eller fylde en kop.

Ingen snakker med børnene - det er iøvrigt også umuligt i larmen; som ingen i øvrigt prøver at gøre noget for at dæmpe.

Jeg læser en bog for min søn - en af de fem bøger jeg kan finde. Det er ikke nemt, for jeg må sidde med hans øre så tæt på mig, at mit udsyn er dækket - det er den eneste mulighed hvis jeg ikke skal råbe historien.

Herefter er der frokost, som i optakten er meget kaotisk, da ingen tilsyneladende ved hvem der skal sidde hvor. Tilgengæld er selve frokosten rar på den måde, at det er det eneste tidspunkt hvor personalet forsøger at holde nogenlunde ro, og der derfor ikke konstant bores syle af støj gennem hovedet på en. Det er så også her, det går op for mig hvor dårligt de fleste af børnenes sprog er. Mange af dem på 4 og sågar 5 år forstår jeg simpelthen ikke. Men hvis al kommunikation er nødt til at foregå i råb er det måske en forklaring.

Men i det hele taget virker børnene meget utilnærmelige, så det med at det skulle være godt socialt for min søn at komme her, har jeg svært ved at se. Meget svært ved. Jeg har faktisk efterhånden svært ved at se noget som helst godt ved noget som helst.

Efter frokost er det sovetid, for dem der har behov for det. Det har min søn indtil videre, da han har været vant til det hidtil. Men det tror jeg nu hurtigt bliver droppet. Jeg får ganske vist min søn puttet, men ikke uden besvær, og jeg tvivler på en anden vil kunne. Der skal nemlig ligge 7 børn i 5 senge og en lille madras på ca 4 kvm; og der er en konstant larm fra resten af huset, samt børn der vælter ind og ud, og de andre børn som ikke kan sove.

Men det lykkes som sagt at få ham til at sove, og jeg bliver tilbudt at sidde i personalestuen "og slappe lidt af". Det prøver jeg så - det er indrettet med en lille sofa, og et lille skrivebord - mest iøjenfaldende er den kæmpe skål med frugt der står derinde, mysteriet om hvor frugten bliver af er løst. At slappe af er nu ikke muligt på nogen måde, skrigene genlyder gennem hele huset, og jeg føler mig som er jeg på et svineslagteri. Mest af alt har jeg lyst til at tage mit sovende barn under armen, og finde den nærmeste offentlige transport og komme hjem.

Jeg går nogle ture i huset, for sidde stille i det lille aflukke kan jeg ikke, men skrigene forfølger mig også ude. På gangene i huset ser jeg grædende børn, deres øjne er tomme; søge hjælp hos en voksen prøver de ikke, og der er da heller ingen voksne der ser ud til at have øje for noget som helst.

Min søn vågner, virker lidt betuttet, men ikke grædende. Jeg får ham i tøjet og uden for - jeg vil gøre alt for at komme ud, men heldigvis er det også hvad han helst vil. Vi bevæger os rundt i terrænet, heldigvis er det klaret op, så der er nu næsten inen regn. Rundt omkring ligger legetøj som er i stykker, en institutionsstol som er gået i stykker, samt lidt affald. Grupper af børn leger, men mange går rundt ensomme med tomme øjne - enkelte går og græder stille. De voksne holder sig udelukkende for sig selv, i nærheden af deres overdækkede terrasse, og deres kaffe.

Klokken halv-4 kommer bussen, og vi kører hjem. Jeg forlader stedet i tavshed.

Dette er observationer. Mine tanker er ubeskrivelige. Det er et forfærdeligt sted, og indeni er jeg i chok. I mine drømme og mareridt siden er det gået sammen med billeder fra KZ-lejre, mest af alt fordi så mange af børnene går rundt som zombier. Andre er hyperaktive, og atter andre er sprogligt underudviklede; nogle er kombinationer. Enkelte børn lod til at trives fint, men det var for mig at se undtagelsen. Og det er ikke mærkeligt - mangel på interesse for børn fra voksnes side, skal man lede længe efter, og de bliver endda betalt for det. Jeg så én voksen (en medhjælper, naturligvis) der en halv time gik rundt med nogle børn uden for halvtaget, ellers ingen. Og jeg så på intet tidspunkt nogen voksne i nogen form for fordybende samtale med børnene. Og trøst virker som et ukendt begreb.

Og jeg kan ikke stoppe tankerne nejnejnej, og hvadharjeggjorthvadharjeggjort fra at køre rundt i mit hovede. Vil bare ikke have han skal gå der, men har netop fået afslag fra kommunen på at få ham ført tilbage.

Jeg føler et raseri ifht hende der anbefalede stedet - men som jeg forstod på min ex igår har hun faktisk heller ikke anbefalet det så meget, som ex'en gav indtryk af overfor mig. Så mit raseri ifht hende er kolonormt, men ligger under overfladen, for kan ikke lade det bryde ud nu - og er iøvrigt også for lammet til det.

Min eneste tanke er at få min søn væk derfra, men jeg ved ikke hvordan. Og jeg ved ikke hvordan jeg skal komme videre, og jeg ved ikke om jeg vil tillade mig at komme videre, for at acceptere det her er et forræderi i forhold til ham.

Da min ældste søn gik i institution han ikke var så glad for, var det tingenes tilstand, og det var hvad vi kunne få. Men her har jeg selv været med til at tage min yngste fra institution vi faktisk var ret glade for, til det her mareridt. Og jeg ved ikke hvordan jeg skal tilgive mig selv, når jeg skal til at aflevere et grædende barn, eller endnu værre, et barn med tomme øjne, ved bussen hver morgen.

Jeg ved det ikke.

[Opdatering 8/7 2009:] Ret skal være ret. Tingene er blevet meget bedre, så for at få nuanceret billedet, så læs venligst også dette indlæg.]

[Opdatering 7/10 2009:] Og for at give billedet nu, må dette indlæg også læses. :)
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Fik mindre depressions-flashback idag, så kom til at tænke på at denne sang fortjener en plads her.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.