Som jeg har truet med er jeg i et retrospektivt hjørne for tiden; så lad os få dækket de 9 år, der har mærket mig mest fra barndommen - på godt, men især ondt. Vær advaret, beretningen vil til tider virke som én lang jammer, men det er svært at komme udenom.

Og den slutter positivt...

Den begynder en augustdag midt i 70'erne, i solskin. Jeg er spændt, men først og fremmest nervøs og skræmt, for det er min første skoledag. Men det går jo fint, og det gør den første tid også; og jeg finder ud af der ikke er noget at være bange for (tror jeg), og at jeg godt kan lide at lære, og at jeg godt kan lide at lege i skolegården.

Jeg kan huske vi leger meget hele klassen, også meget på tværs af piger/drengeskel - meget mere end det er mit indtryk det sker i min søns skole i dag.

Vores klasselærerinde er en sød, ældre dame, hedder Frk , så det er trygt og godt. Og min matematiklærer - som jeg kommer til at have længe, og er den lærer jeg har de bedste minder om, har et mega langt rødt skæg, og ryger pibe når han er gårdvagt.

Jeg lærer hurtigt - som jeg husker det havde jeg ikke rigtigt nogen skolefærdigheder inden skolen (i modsætning til for eksempel mine egne børn i dag), men det er som det skal være. Jeg kan huske, at jeg er meget stolt, da jeg vinder den kolosale musetrappe vi har lavet i fællesskab i klassen til jul; vi skal gætte på et tal mellem 1 og 21, og jeg tager det bogstaveligt og regner ud at tallet midt imellem er 11, så det gætter jeg på. Og gætter rigtigt (Frk siger ganske vist det ikke var sådan ment, men det er resultatet der tæller.)

Men efter nytår er der ikke mer Frk - hun går på pension. I stedet for vi en ung lærer (og nu er det ike længere lærerinde, selvom hun også er hunkøn). Hun er som sådan også god nok - men ikke den samme afslappede, jeg-ved-hvordan som Frk . Og efter vi har haft hende et par år, ser vi hende næsten ikke mere - hun er konstant på barsels- eller sygeorlov.

Men indtil engang i 3. klasse, er alt sådan set storartet. Det fungerer godt socialt; fagligt er jeg den bedste i klassen på alle punkter bortset fra idræt, men det er nu ikke fordi jeg er dårlig der; er altid en af de første valgte i fodbold, og er tredjebedst i løb og den bedste i længdespring. (Kast er dog altid min akilleshæl, der er jeg klart dårligst).

Men derfra begynder det at skride - af forskellige årsager. Men til at starte med, er det nok, at jeg får en ny interesse - bøger. Jeg gennemtrawler det lokale børnebibliotek for alt hvad de har; til at starte med klassikere som De 3 Detektiver, og Enid Blytons samlede værker; ikke kun De 5, men det hele S.O.S (syv og Sofus), "Den Hemmelighedsfulde "-serien og hvad de hedder allesammen. Min rekord er at læse syv (7) bøger på en dag. (Men det var vist også S.O.S bøger og de var ret korte, og med store bogstaver; egentlig under min værdighed på det tidspunkt, men hvad - det var ord på et papir).

Gik senere over til Science Fiction og mere esoteriske bøger.

Og det var jo fint nok - bortset fra, at jeg jo så ikke havde lyst til at deltage i socialt liv uden for skolen, jeg ville hellere bare hjem og læse.

En anden ting var at jeg begyndte at blive nærsynet; hvilket jeg først ikke var klar over, og jeg kom vist ikke til sundhedsplejersker nogle år. Men i tilbageblik kan jeg se, at mit idræt (fodbold!) begyndte at blive dårligere og dårligere - af den simple årsag, at jeg efterhånden ikke anede hvem jeg skulle aflevere til. Og det betød forbandet meget socialt dengang.

En anden ting der skete, var at flere elever begyndte at forlade skolen; og de hørte allesammen til de både fagligst og socialt mest velfungerende i klassen; jeg ved ikke måske havde deres forældre allerede opdaget noget var galt, eller måske skulle de bare flytte og det var tilfældigt det var sådan det ramte (til at starte med - sidenhen er der ingen tvivl om det var med vilje).

(En af dem der forlader klassen, midt i 4., er i øvrigt den pige jeg er forelsket i; og det var ikke fordi vi var kærester eller talte om det, men jeg tror faktisk det var gensidigt; hende tænker jeg stadig på indimellem - ville meget gerne finde ud af hvad der er blevet af hende.)

Det betød at skellet mellem mig, som altid havde været den bedste, og de som blev tilbage, blev mere og mere udtalt.

Så der er jeg: den mindste i klassen, den mere og mere udpræget klogeste i en mere og mere dysfunktionel klasse, som selvvalgt har skippet en del af det sociale liv udenfor skolen - det kræver ikke den store hovedregning at se, at der står mobbeoffer skrevet på min ryg og pande med meterhøje flammende bogstaver.

Hvad der hjælper en del, er at jeg i starten af 4. klasse for en ven - han går i parralelklassen - som er min totale soulmate. Vi har samme interesser, samme... alt muligt. Vi er bare som skabt for hinanden. (Og hans situation er meget lig min i hans klasse - som er om muligt endnu mere dysfunktionel end min; det var efterhånden en helt igennem forfærdelig skole.)

Så det at være isoleret bemærkes ikke så meget; vi finder sammen i hvert frikvarter. Godt det samme for timerne er ikke sjove længere. Jeg er noget for langt, og de andre er nået for kort. Det er blevet sådan, at jeg på de første dage af skoleåret laver samtlige opgaver for resten af året, og så er den prut slået, fagligt. (Da vi får engelsk i 5. giver det selvfølgelig for en stund lidt udfordring igen.)

Parolen for skolen i 70'erne er jo Ritt Bjerregaards berømte, kulturrevolutionsinspirerede: Det, ikke alle kan lære, skal ingen lære. Og sådan virkede min skoletid faktisk langt henad vejen, fra 4. til midt i 8. klasse.

Dog var min matematiklærer ok, han sørgede for at fylde bøger på mig, fra gamle systemer for højere klasser, som jeg så kunne sidde og arbejde med selv. Det var godt for mig, men gjorde jo sit til at jeg ikke hørte til i klassen.

Så da min vens mor efter et års tid, fandt ud af at hun skulle prøve at gen-finde sammen med sin mand - som uheldigvis arbejdede på Grønland - og hev ham med derop, stod jeg pludselig fuldstændig alene i en skole der ikke sagde mig noget, hverken socialt eller fagligt. Og hvor de andre elever - som heller ikke havde det for godt - jo så kunne bruge mig som offer.

Det var ikke fordi jeg fik bank, men der var verbale ydmygelser ret konstant.

Så - jeg finder det ikke så underligt at jeg var syg en del; noget af det sikkert reelt, noget andet psykosomatisk, men langt det meste decideret pjæk. Hvilket jeg fik lov til af både skole og min mor, for fagligt havde jeg jo ingen problemer.

(En note her, om min mor: for mange vil sikkert have stillet sig spørgsmålet, hvorfor hun dog ikke hev mig ud; det spørgsmål stiller jeg mig da også selv, nogle gange. Men langt henad vejen må jeg forsvare hende med, at jeg var skidegod til at skjule hvor galt det stod til; og jeg havde en eller anden underlig loyalitetsfølelse i forhold til klassen, så jeg ikke ville "bagtale" dem.)

Min ven kommer tilbage fra Grønland efter 1 år eller så, og det hjælper selvfølgelig noget; men ikke meget, for nu får vi ikke længere lov til bare at isolere os.

Efter et år - til starten af 8. klasse - bliver han flyttet over på en anden skole, hvilket får min verden til at bryde sammen. Samtidig får vi ny klasselærer, skolens skræk - med krop, stemme og udseende som Birthe Rønn Hornbech; hun skal vist sætte skik på klassen. Frygteligt, frygteligt synes jeg.

Men hun er ikke så dum; ved den første forældrekonsultation fortæller hun min mor meget direkte, at jeg skal skifte skole, og at jeg ville blive ødelagt hvis jeg blev dér. Det er et chok for mig at få at vide, men i løbet af et øjeblik forvandles det til en usigelig lettelse.

Og det går ret stærkt, så efter nytår skal jeg begynde i den nye skole, som ligger ca 100 meter længere væk end den gamle. Jeg kan huske, da jeg går hjem fra skole inden juleferien og lykkelig for mig selv synger Stones sangen This Could Be the Last Time.

Og jeg begynder i den nye skole, og det er herligt; en klasse med almindelige børn/unge som er åbne og venlige. Jeg får nogle rigtigt gode venner der - den ene ser jeg endnu, ligesom jeg også stadig ser min ven fra den gamle skole, som flyttede.

I modsætning til den gamle klasse er alle drengene her kommet i puberteten, hvilket jeg ikke er; så jeg er endnu mere den mindste end før; men det betyder ikke noget, for de har ikke noget at bevise.

Og en dejlig forårsaften kort før sommerferien er vi på fælles tur til Bakken, og på vej hjem til Klampenborg Station løber jeg forbi/ind i en gruppe af pigerne som går foran, og jeg råber eteller andet i stil med "Hvad så smukke" til den ene af pigerne - som jeg ikke kan huske jeg har bemærket før det øjeblik, og hun kigger på mig med sine smukke dybe brune øjne, og fra det øjeblik er jeg forelsket.

Ulykkeligt, ganske vist, og der kommer til at gå ganske mange år, inden jeg så meget som tør betro hende mine følelser - men ulykkelig kærlighed er bedre end ingen kærlighed. (Hende er jeg iøvrigt stadig på mail med; og helt tror jeg aldrig den kærlighed forsvinder.)

I det hele taget sker der utroligt meget det år jeg går i 8. klasse; det er også der jeg lærer at programmere, og der jeg begynder at spille Dungeons & Dragons; begge ting der betyder meget for mit senere liv.

Og 9. klasse fortsætter på mange måder, 8. sluttede - godt, godt, godt føles det for mig, som har været vant til noget ganske andet. Jeg er dog stadig syg en del, og kan huske jeg en periode er syg i 2-3 uger uden egentlig påviselig grund; for jeg var jo stadig glad for skolen. I dag er jeg ret sikker på det var en depression, og jeg er ganske sikker på de er blevet "indpodet" i mig de tidligere skoleår.

Fagligt hører det med, at jeg selvfølgelig stadig var god; men ikke længere ubetinget den bedste til alt, der er en eller 2 der kan konkurrere med mig. Og geometri er jeg decideret bagefter i starten, en helt underlig følelse.

Nogle ting vender jeg måske tilbage til i nærmere detaljer - men det var grundlæggende den skoletid...

Tweet

Ceterum censeo Facebook esse delendam.