Men det får mig til at tænke på en morgen i foråret 1989. Jeg var hjemme hos min far, som havde radioen kørende, mens han lavede morgenmad til os.I radioavisen lød det så pludseligt, som 3. eller 4. historie, at nogle amerikanske forskere tilsyneladende havde gennemført "kold fusion", nærmest på køkkenbordet. Gaaah?!?!
Det der blev præsenteret var en enkel, ufarlig, uddtømmelig energikilde, som ville kunne dække hele verdens energibehov. Uden forurening eller global opvarmning.
Og så bliver det fortalt henimod slutningen af radioavisen! (Grunden til lav-prioritering var ikke skepsis, for nyheden blev præsenteret som værende helt igennem god nok).
Jeg og farmand fik rundet mange hjørner af, hvad det ville betyde, hvis det var sandt den morgen. Hvis. For vi var trods alt skeptiske.
Der var en del skepsis indenfor videnskaben, men samtidig stor optimisme, for det var nogle ganske velrenommerede herrer, Martin Fleischmann og David Pons, der stod for nyheden. Desværre viste det sig over de næste måneder, at der var tale om en and: eksperimenterne kunne ikke genskabes af andre, og hvis der overhovedet var en reaktion var den ihvertfald af kemisk art, ikke kernemæssig. Og der kom ikke mere energi ud end der blev tilført.
Så de gode herrers navne var ødelagt indenfor videnskaben, og hele miseren står vist idag i videnskabelige kredse som en af de større fejltagelser man kan forestille sig. Vi andre er så efterladt med drømmene - for det kunne da være fantastisk med en verden, hvor energi bare var tilstede, uden problemer, uden begrænsninger.
Og Nordkorea drømmer højt. De har vist også brug for al den opmuntring de kan få. (For at finde et billede til indlægget har jeg været lidt rundt - og kan se at en del stadig optimister stadig forsker i det. Så drømmen lever.)
Ceterum censeo Facebook esse delendam.
0 kommentarer:
Send en kommentar