Jeg er stadig ganske fortabt i Lost, hvor jeg nu er cirka midt i 3. sæson.

Men et afsnit jeg så i går, Exposé, gjorde specielt indtryk - og demonstrerede fuldt hvor ekvilibristisk de skriverkarle på serien kan flette historier sammen.

Afsnittets handling var revet fuldstændig ud af hovedhistorien - i sig selv modigt, da den selvfølgeligt befinder sig midt i en cliffhanger - og man følger pludseligt 2 biroller i serien, hvis beskedne input i de foregående mange afsnit pludseligt sættes i et ganske andet perspektiv, og danner en sort, sort fortælling - som kunne være skrevet af Shakespeare i samarbejde med Poe. Som samtidigt kommer med meta-agtige budskaber om TV-serien som medie.

Og en serie som Lost giver da også grund til overvejelser om TV-serien - den nye fortælleform, hvor man virkelig kan komme i dybden med fortællingen. Som kun er blevet mulig på grund af DVD'en. For, jo, naturligvis var der TV-serier før DVD'erne, men det giver helt andre muligheder at folk kan købe en hel årgang, og se dem i deres eget tempo - istedet for at hvert afsnit skulle ses med en uges mellemrum, på et bestemt tidspunkt.

Hvis det var setup'et er jeg ret sikker på, man ikke ville have vovet et afsnit som Exposé.

Og jeg må godtnok sige, at jeg elsker det med serier på DVD, som man kan bruge uger eller sågar måneder på, i fordybelse. Men jeg kan ikke lade være at tænke på, at det er synd at en fyr som Dennis Potter dog ikke kunne nå at få den tid med. Han arbejdede mest i hvad der i dag betegnes som miniserier - men jeg kan ikke lade være at forestille mig hvad han kunne få ud af en stor, smal produktion gående over et par sæsoner.

Det tror jeg kunne være blevet forfærdeligt interessant.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.