En sød lille samtale, som jeg kom i tanke om i dag - da jeg så en turists mistroiske ansigstudtryk, da hun blev spurgt hvad hun mente om at der fandt afghansk fredsmøde sted på "hendes" paradis-ø - udfoldede sig mellem mig om min yngste søn i zoologisk have i mandags.

Vi stod og så søløverne blive fodret, og en dyrepasser fik en af dem til at hoppe op på en høj sten for at få sin fisk.

LPD: Nøj, det var godt nok højt den kunne springe op ad vandet, hva'?
Y: Ja... tror du du kunne springe så højt op?
LPD: Nej. Og ihvertfald ikke hvis jeg sprang op af vandet!
Y: Tror du en hval kunne springe så højt?
LPD: Ja, det tror jeg godt! Delfiner kan ihvertfald!
Y: Og hvad med fisk?
LPD: Jo, nogen kan vel. Flyvefisk, for eksempel...
Y: Flyvefisk? Haha, det findes ikke!
LPD: Jo, det gør det faktisk!
Y: Du laver sjov med mig far!
LPD: Nej, det gør jeg faktisk ikke. Der findes flyvefisk...
Y: Nej, du laver sjov med mig...
LPD: Nej, de findes. De hopper op af vandet, og så har de nærmest nogle små vinger, så de kan flyve eller svæve et stykke...
Y: Nej, du laver fis. Der findes ikke flyvefisk.
LPD: Jomen, det gør der altså...
Y: Nej, du laver sjov med mig...

Og sådan fortsatte det lidt endnu. Alt sammen med godt humør, for han morede sig storartet over mine langt ude historier. Men det får mig jo til at overveje, om det nu også er så smart at jeg bruger min straight man humor overfor ham. Det er nu også mest hans bror jeg gør det med - men han ser det jo alligevel, så han ved godt at det ikke er alt han skal tro på.

Men det giver lidt et problem, når det fantastiske faktisk er virkeligt. Jeg må huske at vise ham en film med flyvefisk næste gang han er her!

Ceterum censeo Facebook esse delendam.