Leoparddrengens
Public Key
Viser opslag med etiketten Ritt Bjerregaard. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Ritt Bjerregaard. Vis alle opslag

torsdag den 8. december 2011

Justitsministerens pressemøde

kl. 21.48 Ingen kommentarer
Det var et velbesøgt pressemøde den endnu nye justitsminister Morten Bødskov afholdt her sidst på eftermiddagen i dag. Rygterne havde svirret hele dagen: noget stort var på vej. Derfor havde jeg selvfølgeligt også sneget mig med, så jeg kunne referere:

Goddag allesammen - eller man skulle vel næsten sig godaften, det er jo allerede mørkt! Det er dejligt at se så mange fremmødte - det er også noget vigtigt jeg vil fremlægge, så jeg er glad for det får så god dækning!

Ser I... de fleste af jer er nok bekendt med, at jeg... det vil sige regeringen... har besluttet alligevel ikke at undersøge sager, som kunne svare til den sag, hvor Danmark - under den tidligere regering - blev dømt for brud på Menneskerettighedskonventionen overfor en somalisk pige.

Det har vi... jeg... fået en del kritik for. Fordi vi inden valget talte om, at sagerne selvfølgelig skal genåbnes.

Men folk har slet ikke forstået hvad sagen handler om. Forstår I... det der er sket er jo bunduretfærdigt overfor de 75, hvis deres menneskerettigheder er blevet krænket. Det kan der ikke være tvivl om. Det er noget svineri, og vi socialdemokrater mener jo at alle internationale konventioner skal overholdes! Det skal der ikke herske tvivl om.

Problemet er bare, at vi ikke kan være sikker på, at det kun drejer sig om de 75 sager. Der kan være et ukendt antal flere, som faktisk også - muligvis - er blevet afvist på konventionsstridigt grundlag. Og dem kan vi ikke finde frem til.

Så - og her er jeg sikker på alle vil give mig ret - det vil jo værre totalt uanstændigt overfor dette ukendte antal, hvis de 75 sager behandles - for så er de jo udover den første uretfærdighed, blevet udsat for endnu en, ved at deres sager ikke bliver undersøgt. En skændsel jeg simpelthen ikke vil være med til!

Derfor ser jeg ingen anden mulighed, end slet ikke at genoptage nogen sager. For retfærdighedens skyld!

Der er i virkeligheden tale om et godt, gammelt socialdemokratisk princip, som bedst blev formuleret af Ritt Bjerregaard i 70'erne, da hun var Undervisningsminister: Det ikke alle kan lære, skal ingen lære! Og det er det samme princip jeg og mine dygtige embedsmænd i ministeriet viderefører her: Hvis ikke alle kan få retfærdighed, skal ingen have retfærdighed! Et sundt princip for det lige samfund.

Og jeg troede egentligt sagen så ville stoppe der. Men efter kritikken har jeg taget mit standpunkt op til overvejelse. Og jeg kan godt se det indeholder en fejlagtig logik - som jeg heldigvis har fundet en løsning på.

Sagen er jo, at hvis disse mennesker ikke får deres ret, og andre i samfundet får deres ret - gennem domstolene, eller embedsværket - er det jo også uretfærdigt.

Man må se i øjnene, at ligemeget, hvor perfekt et system man laver, vil der altid være nogen som er så uheldige ikke at få deres ret. Selv hvis man forestiller sig et perfekt system, hvor alle sager belyses korrekt, vil der være nogen som stadig ikke får deres ret. For eksempel fordi de går hen og dør af naturlige årsager, inden deres sag kan behandles.

Og hvilken uretfærdighed - hvilken hån - er det ikke overfor disse mennesker, at alle andre mennesker i samfundet får deres ret?!

Jeg ser derfor ingen anden mulighed - udfra det overordnede lighedsprincip om, at hvis ikke alle kan få ret, skal ingen have ret - at nedlægge retsvæsenet i Danmark. Domstole, ankestyrelser, klageinstanser - det hele skal væk. Og det vil være effektueret fra i morgen - jeg kan simpelthen ikke længere stå model til denne vilkårlige retfærdighed!

Og, ja, det var sådan set det jeg havde at sige... Nogen spørgsmål?

Æh... er det ikke imod Grundloven?

Det er det nok. Og hvad så... Du vil måske trække mig for retten? Held og lykke med det. Haha...

Og her kunne jeg ikke vente på at høre resten, jeg måtte vidererapportere de store nyheder...

Ceterum censeo Facebook esse delendam.
Etiketter: , , , ,

tirsdag den 15. september 2009

Kommissærens Dagbog II

kl. 22.21 Ingen kommentarer
Jeg synes som sådan Politiken har udmærket og fine argumenter for at trykke den her Jægersoldat-bog i morgen. Som, så vidt jeg kan tolke ikke indeholder det store hemmelige; jeg har selv kendskab til nogle væsentligt mere interessante oplysninger, som jeg desværre ikke kan komme nærmere ind på.

Men jeg synes det er mærkeligt, at TV2 i Nyhederne her til aften slet ikke berørte det faktum, at Politiken jo har gjort det før - nemlig da de udgav Ritt Bjerregaards "Kommissærens Dagbog" i 1995. Og sindenhen blev dømt for at gøre dette uden forfatterens tilladelse - en brøde de jo gentager nu, så vidt jeg kan forstå.

Ikke at jeg skal gøre mig til dommer over, om det Politiken gør er forkert; men det er da trods alt et aspekt mere, udover ytringsfrihed og rigets sikkerhed: nemlig ophavsret.

Men jeg skal da ud og have Politiken imorgen. Ikke fordi jeg tror jeg gider læse bogen, men min ældste var straks fyr & flamme da han hørte den indeholdt hemmeligheder, Forsvaret ikke ville have ud. "Den vil jeg læse!" udbrød han straks. Så kan han få god fornøjelse med den....

Ceterum censeo Facebook esse delendam.
Etiketter: , , , ,

onsdag den 20. maj 2009

Min skoletid

kl. 22.43 2 kommentarer
Som jeg har truet med er jeg i et retrospektivt hjørne for tiden; så lad os få dækket de 9 år, der har mærket mig mest fra barndommen - på godt, men især ondt. Vær advaret, beretningen vil til tider virke som én lang jammer, men det er svært at komme udenom.

Og den slutter positivt...

Den begynder en augustdag midt i 70'erne, i solskin. Jeg er spændt, men først og fremmest nervøs og skræmt, for det er min første skoledag. Men det går jo fint, og det gør den første tid også; og jeg finder ud af der ikke er noget at være bange for (tror jeg), og at jeg godt kan lide at lære, og at jeg godt kan lide at lege i skolegården.

Jeg kan huske vi leger meget hele klassen, også meget på tværs af piger/drengeskel - meget mere end det er mit indtryk det sker i min søns skole i dag.

Vores klasselærerinde er en sød, ældre dame, hedder Frk , så det er trygt og godt. Og min matematiklærer - som jeg kommer til at have længe, og er den lærer jeg har de bedste minder om, har et mega langt rødt skæg, og ryger pibe når han er gårdvagt.

Jeg lærer hurtigt - som jeg husker det havde jeg ikke rigtigt nogen skolefærdigheder inden skolen (i modsætning til for eksempel mine egne børn i dag), men det er som det skal være. Jeg kan huske, at jeg er meget stolt, da jeg vinder den kolosale musetrappe vi har lavet i fællesskab i klassen til jul; vi skal gætte på et tal mellem 1 og 21, og jeg tager det bogstaveligt og regner ud at tallet midt imellem er 11, så det gætter jeg på. Og gætter rigtigt (Frk siger ganske vist det ikke var sådan ment, men det er resultatet der tæller.)

Men efter nytår er der ikke mer Frk - hun går på pension. I stedet for vi en ung lærer (og nu er det ike længere lærerinde, selvom hun også er hunkøn). Hun er som sådan også god nok - men ikke den samme afslappede, jeg-ved-hvordan som Frk . Og efter vi har haft hende et par år, ser vi hende næsten ikke mere - hun er konstant på barsels- eller sygeorlov.

Men indtil engang i 3. klasse, er alt sådan set storartet. Det fungerer godt socialt; fagligt er jeg den bedste i klassen på alle punkter bortset fra idræt, men det er nu ikke fordi jeg er dårlig der; er altid en af de første valgte i fodbold, og er tredjebedst i løb og den bedste i længdespring. (Kast er dog altid min akilleshæl, der er jeg klart dårligst).

Men derfra begynder det at skride - af forskellige årsager. Men til at starte med, er det nok, at jeg får en ny interesse - bøger. Jeg gennemtrawler det lokale børnebibliotek for alt hvad de har; til at starte med klassikere som De 3 Detektiver, og Enid Blytons samlede værker; ikke kun De 5, men det hele S.O.S (syv og Sofus), "Den Hemmelighedsfulde "-serien og hvad de hedder allesammen. Min rekord er at læse syv (7) bøger på en dag. (Men det var vist også S.O.S bøger og de var ret korte, og med store bogstaver; egentlig under min værdighed på det tidspunkt, men hvad - det var ord på et papir).

Gik senere over til Science Fiction og mere esoteriske bøger.

Og det var jo fint nok - bortset fra, at jeg jo så ikke havde lyst til at deltage i socialt liv uden for skolen, jeg ville hellere bare hjem og læse.

En anden ting var at jeg begyndte at blive nærsynet; hvilket jeg først ikke var klar over, og jeg kom vist ikke til sundhedsplejersker nogle år. Men i tilbageblik kan jeg se, at mit idræt (fodbold!) begyndte at blive dårligere og dårligere - af den simple årsag, at jeg efterhånden ikke anede hvem jeg skulle aflevere til. Og det betød forbandet meget socialt dengang.

En anden ting der skete, var at flere elever begyndte at forlade skolen; og de hørte allesammen til de både fagligst og socialt mest velfungerende i klassen; jeg ved ikke måske havde deres forældre allerede opdaget noget var galt, eller måske skulle de bare flytte og det var tilfældigt det var sådan det ramte (til at starte med - sidenhen er der ingen tvivl om det var med vilje).

(En af dem der forlader klassen, midt i 4., er i øvrigt den pige jeg er forelsket i; og det var ikke fordi vi var kærester eller talte om det, men jeg tror faktisk det var gensidigt; hende tænker jeg stadig på indimellem - ville meget gerne finde ud af hvad der er blevet af hende.)

Det betød at skellet mellem mig, som altid havde været den bedste, og de som blev tilbage, blev mere og mere udtalt.

Så der er jeg: den mindste i klassen, den mere og mere udpræget klogeste i en mere og mere dysfunktionel klasse, som selvvalgt har skippet en del af det sociale liv udenfor skolen - det kræver ikke den store hovedregning at se, at der står mobbeoffer skrevet på min ryg og pande med meterhøje flammende bogstaver.

Hvad der hjælper en del, er at jeg i starten af 4. klasse for en ven - han går i parralelklassen - som er min totale soulmate. Vi har samme interesser, samme... alt muligt. Vi er bare som skabt for hinanden. (Og hans situation er meget lig min i hans klasse - som er om muligt endnu mere dysfunktionel end min; det var efterhånden en helt igennem forfærdelig skole.)

Så det at være isoleret bemærkes ikke så meget; vi finder sammen i hvert frikvarter. Godt det samme for timerne er ikke sjove længere. Jeg er noget for langt, og de andre er nået for kort. Det er blevet sådan, at jeg på de første dage af skoleåret laver samtlige opgaver for resten af året, og så er den prut slået, fagligt. (Da vi får engelsk i 5. giver det selvfølgelig for en stund lidt udfordring igen.)

Parolen for skolen i 70'erne er jo Ritt Bjerregaards berømte, kulturrevolutionsinspirerede: Det, ikke alle kan lære, skal ingen lære. Og sådan virkede min skoletid faktisk langt henad vejen, fra 4. til midt i 8. klasse.

Dog var min matematiklærer ok, han sørgede for at fylde bøger på mig, fra gamle systemer for højere klasser, som jeg så kunne sidde og arbejde med selv. Det var godt for mig, men gjorde jo sit til at jeg ikke hørte til i klassen.

Så da min vens mor efter et års tid, fandt ud af at hun skulle prøve at gen-finde sammen med sin mand - som uheldigvis arbejdede på Grønland - og hev ham med derop, stod jeg pludselig fuldstændig alene i en skole der ikke sagde mig noget, hverken socialt eller fagligt. Og hvor de andre elever - som heller ikke havde det for godt - jo så kunne bruge mig som offer.

Det var ikke fordi jeg fik bank, men der var verbale ydmygelser ret konstant.

Så - jeg finder det ikke så underligt at jeg var syg en del; noget af det sikkert reelt, noget andet psykosomatisk, men langt det meste decideret pjæk. Hvilket jeg fik lov til af både skole og min mor, for fagligt havde jeg jo ingen problemer.

(En note her, om min mor: for mange vil sikkert have stillet sig spørgsmålet, hvorfor hun dog ikke hev mig ud; det spørgsmål stiller jeg mig da også selv, nogle gange. Men langt henad vejen må jeg forsvare hende med, at jeg var skidegod til at skjule hvor galt det stod til; og jeg havde en eller anden underlig loyalitetsfølelse i forhold til klassen, så jeg ikke ville "bagtale" dem.)

Min ven kommer tilbage fra Grønland efter 1 år eller så, og det hjælper selvfølgelig noget; men ikke meget, for nu får vi ikke længere lov til bare at isolere os.

Efter et år - til starten af 8. klasse - bliver han flyttet over på en anden skole, hvilket får min verden til at bryde sammen. Samtidig får vi ny klasselærer, skolens skræk - med krop, stemme og udseende som Birthe Rønn Hornbech; hun skal vist sætte skik på klassen. Frygteligt, frygteligt synes jeg.

Men hun er ikke så dum; ved den første forældrekonsultation fortæller hun min mor meget direkte, at jeg skal skifte skole, og at jeg ville blive ødelagt hvis jeg blev dér. Det er et chok for mig at få at vide, men i løbet af et øjeblik forvandles det til en usigelig lettelse.

Og det går ret stærkt, så efter nytår skal jeg begynde i den nye skole, som ligger ca 100 meter længere væk end den gamle. Jeg kan huske, da jeg går hjem fra skole inden juleferien og lykkelig for mig selv synger Stones sangen This Could Be the Last Time.

Og jeg begynder i den nye skole, og det er herligt; en klasse med almindelige børn/unge som er åbne og venlige. Jeg får nogle rigtigt gode venner der - den ene ser jeg endnu, ligesom jeg også stadig ser min ven fra den gamle skole, som flyttede.

I modsætning til den gamle klasse er alle drengene her kommet i puberteten, hvilket jeg ikke er; så jeg er endnu mere den mindste end før; men det betyder ikke noget, for de har ikke noget at bevise.

Og en dejlig forårsaften kort før sommerferien er vi på fælles tur til Bakken, og på vej hjem til Klampenborg Station løber jeg forbi/ind i en gruppe af pigerne som går foran, og jeg råber eteller andet i stil med "Hvad så smukke" til den ene af pigerne - som jeg ikke kan huske jeg har bemærket før det øjeblik, og hun kigger på mig med sine smukke dybe brune øjne, og fra det øjeblik er jeg forelsket.

Ulykkeligt, ganske vist, og der kommer til at gå ganske mange år, inden jeg så meget som tør betro hende mine følelser - men ulykkelig kærlighed er bedre end ingen kærlighed. (Hende er jeg iøvrigt stadig på mail med; og helt tror jeg aldrig den kærlighed forsvinder.)

I det hele taget sker der utroligt meget det år jeg går i 8. klasse; det er også der jeg lærer at programmere, og der jeg begynder at spille Dungeons & Dragons; begge ting der betyder meget for mit senere liv.

Og 9. klasse fortsætter på mange måder, 8. sluttede - godt, godt, godt føles det for mig, som har været vant til noget ganske andet. Jeg er dog stadig syg en del, og kan huske jeg en periode er syg i 2-3 uger uden egentlig påviselig grund; for jeg var jo stadig glad for skolen. I dag er jeg ret sikker på det var en depression, og jeg er ganske sikker på de er blevet "indpodet" i mig de tidligere skoleår.

Fagligt hører det med, at jeg selvfølgelig stadig var god; men ikke længere ubetinget den bedste til alt, der er en eller 2 der kan konkurrere med mig. Og geometri er jeg decideret bagefter i starten, en helt underlig følelse.

Nogle ting vender jeg måske tilbage til i nærmere detaljer - men det var grundlæggende den skoletid...

Ceterum censeo Facebook esse delendam.
Etiketter: , , , , , , , , , ,
Abonner på: Opslag (Atom)