Nu ligger det åbenbart alligevel ikke fast, om sagen mod Camilla Broe bliver anket eller ej.
Tilgengæld har amerikanerne nu fundet noget hun ihvertfald er skyldig i, og som ikke er forældet. Hun er simpelthen blevet taget på fersk gerning i at opholde sig i USA uden visum eller indrejsetilladelse!
Skide være med at det på ingen måde er frivilligt hun er i landet, at det rent faktisk er den amerikanske forbundsstat som har krævet hun kom til Florida - hun må ihvertfald ikke være i landet. Så det der med at sætte hende ud mod kaution - det bliver nok ikke en mulighed - man kan jo ikke have sådan en illegal alien gående frit rundt?!
På den anden side kan hun vel heller ikke blive bag tremmer, hvis dommeren mener det er ok, hun kommer ud, mens sagen står på. Og man kan heller ikke sende hende til Danmark, for så tager det sikkert en masse år før hun kommer igen - og så er sagen om ulovligt ophold sikkert også forældet.
Men løsningen ligger jo lige for: hun er nu i Florida, det er jo knapt et stenkast fra Guantanamo ovre på Cuba - og der kan man jo netop holde fanger som giver problemer i forhold til det amerikanske retssystem, det er rigtig smart fundet på - faktisk en af Cheney og Rumsfelds lyseste idéer.
Og ganske vist har det mest været brugt til illegale kombatanter (og ikke illegal aliens), men det er jo sådan noget terror noget, og Camilla Broe er jo også nærmest terrorist, det er ihvertfald en terrorlov hun er udleveret på baggrund af... og det der terror, det er jo sådan en frygtelig forbrydelse, så der er det fint nok at man ser stort på de anklagedes rettigheder*, så sagen er oplagt. Send hende med første millitærfly til Guantanamo!
* Det er nemlig et interessant princip, som har vundet indpas i juraen de sidste ca 10 år: des værre forbrydelse du anklages for, des færre rettigheder har du og des mindre beskyttelse. Jeg syntes sådan set nærmest det burde være omvendt, men hvad ved jeg om den slags. Der findes heldigvis klogere folk - som Lene Espersen, Brian Mikkelsen og de førnævnte udenlandske + selvfølgeligt mange flere.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.
Din Adresse til Sex og Erotik Qloo.dk
2 måneder siden
0 kommentarer:
Send en kommentar