Leoparddrengens
Public Key
Viser opslag med etiketten korruption. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten korruption. Vis alle opslag

lørdag den 3. december 2011

Pis i kilten

3 kommentarer
Igår var en god dag!

For det første fik jeg endelig i tredie forsøg skovlen under @koefoed i Wordfeud i et spil hvor vi nåede 987 point totalt.

Og for det andet var det dagen, der gav startskuddet til det juridiske opgør med, hvad jeg opfatter som, den mest korrupte regering i min levetid.

At det - i første omgang - skulle være en Troels Lund Poulsen, som måtte stå for skud, er nok det eneste der er en anelse overraskende i den sag. Jeg har egentligt altid opfattet ham som værende for enfoldig til at være decideret korrupt - og det kan da også stadig vise sig at være tilfældet. Det kan "blot" være folk omkring ham.

Men havde jeg på forhånd havde skullet pege på oplagte emner ville det have været hans forgænger som miljøminister (nej, ikke Connie Hedegaard - før hende), eller hans efterfølger som skatteminister.

Men, Troels - jojo, ham tager vi gerne med. Som starten på et opgør med en magtarrogance uden sidestykke. Som ikke kom snigende gennem en ti-års periode, men tværtom startede med et tidligt crecendo i form af Irak-krigen. Hvor man nok ikke skal regne med Anders Fogh nogensinde ender i Haag, men man kan da stadig ønske det.

For nu at opsummere Trolde-sagen, efter at Niels Krause Kjær i aftes var i deadline og lægge seneste pind til ligkisten, så handler den om, at de berømte vandtætte skotter har været alt andet end eksisterende - faktisk har de gennempisset deres kilt* i abnorm grad, mere end de gjorde på Titanic, så det har sejlet fra BT til Venstres Pressetjeneste, til Skatteministeriet. Her er pisset endeligt blevet inddæmmet, fordi SKAT i København tilsyneladende ikke har været modtagelige.

Eller specificeret lidt ud: BT opfinder (egenhændigt?) en sag mod Helle Thorning-Schmidt('s mand), som SKAT i København så tager sig af, ganske efter bogen. Men skatteministeriet kan tilsyneladende ikke finde ud af at blande sig udenom, som de ellers skal. Og på et tidspunkt "dukker" dette notat så pludseligt op (i en version hvor BT ikke figurerer), ingen ved hvorfra, og ryger ind i dessinerne til SKAT i København.

I sig selv ganske uhørt at et notat, som sådan bare er dukket op, kan ryge ind i sagskompleks - som jeg forstår papirgangene i et ministerium dokumenteres det hvor alt kommer fra, og hvor det bliver af, og et brud på det er sandsynligvis et brud på lov om offentlig forvaltning.

Heldigvis får selve notatet dog ikke den store effekt, det er et stykke pseudojura konstaterer SKAT i København, og tilsidesætter det. Så vi undgår russiske tilstande herhjemme, det var ellers tæt på - hvis Peter Christensen nu havde kaldt Helle Thorning-Schmidt for oligark i stedet for skattespekulant havde billedet været perfekt.

Men det at notatet findes - og siden indgår i BTs afsindige indstilling af sig selv til Cavling-prisen for hvad der kan ende med at være den største journalistisk/redaktionelle skandale i Danmark, ever - det er i den grad belastende.

For hvadenten Notatet er lavet på BT - som de altså skriver i deres Cavling-indstilling - i Venstres Pressetjeneste, som departementschef Loft vist troede, eller er udfærdiget af Poulsen/Arnfeldt, så viser det alt, alt for tætte bånd mellem Ministeren/Venstre og BT - faktisk det stik modsatte af de berømte vandtætte skotter.

Og når dertil lægges, at årsagen til at hele denne sag overhovedet kommer frem, er at BT valgte at offentliggøre oplysninger fra endnu en læk, på det værst tænkelige tidspunkt for Helle Thorning-Schmidt i valgkampen...

Så kan jeg ikke lade være at tænke, at: ja, denne sag stinker. Af pis fra de inkontinente skotter. Og det ser ikke godt ud for Troelsen/Arnfeldt. Men der hvor det stinker allermest er på BT. Også selvom de muligvis ikke juridisk kan hænges op på noget.

Men det blad bør lukkes. Det er vores helt eget News of the World.



* Nej, jeg ved godt det ikke er den slags skotter. Men det giver et fint billede.

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

fredag den 22. januar 2010

Whistleblowers

Ingen kommentarer
En lakmusprøve for et demokrati er hvordan et land behandler sine whistleblowers - altså de mennesker der fortæller om inside viden, fordi noget er helt forkert - korrupt eller på anden måde undergravende for demokratiet. Ofte er det mennesker som i sagens natur må overtræde en form for tavshedspligt, fordi de ikke bare kan gå til deres chefer, som er del af problemet.

Således Alexei Alexandrovitch Dymovsky, som i en video lagt ud på YouTube anklagede det korps han var ansat i for korruption. (Advarsel, hvis I ønsker at se den herunder - han bruger sædvanlig russisk retorik, så den første halvdel af videoen siger han sådan set ingenting, der kan roligt springes et godt stykke ind.)

Nu er "den afhoppede" politimand så selv blevet anholdt og sigtet for korruption og bedrageri - et modus operandi der ikke kommer bag på kendere af det russiske retssystem.

Vi kender det jo også lidt herhjemmefra - fra dengang Frank Grevil stillede sig frem, og fortalte hvordan Forsvarets Efterretningstjeneste leverede bestilte rapporter til regeringen som optakt til Irak-krigen, som ikke havde noget hold i fakta.

Hvor Forsvaret og Regeringen kvitterede med et karaktermord i pressen, samt anklager, der kan sammenfattes som:
  1. Der var intet holdt hemmeligt i forbindelse med Irak-krigen
  2. Det Frank Grevil sagde var løgn og latin
  3. Det Frank Grevil offentliggjorde var dybt fortroligt
Som bekendt endte Frank Grevil i fængsel, mens Anders Fogh Rasmussen endte på en toppost i NATO. Og de efterladte sørger stadig for at vi ikke får en undersøgelse af hvad der faktisk skete - og hvorfor mon.

Jeg er i aften kommet hjem fra en dobbelt familie-fødselsdag, hvorfor jeg er en anelse tipsy: og vil derfor gerne udbringe en skål for whistleblowers over hele verden. I fortjener det!


Ceterum censeo Facebook esse delendam.

tirsdag den 22. september 2009

Et hårdt miljø

2 kommentarer
Kontant handlede til aften om metoderne indenfor Studerhue & Blåbog-branchen... og det var godt nok hårde sager: rygtespredning, korruption, kickback-kommision, dårlig kvalitet og manglende levering.

Hårde sager. Jeg er glad for jeg aldrig har skullet have sådan en hue - sikke noget snavs man ville kunne komme ud i.

Og så sætter det jo tanker i gang, om det ikke ville være en idé med et forbud mod studenterhuer, så den slags kriminalitet kan forhindres - og vi kan forhindre vores børn & unge at blive involveret i den slags?

Eller vil det bare resultere i et sort marked for studenterhuer på Christiania, med bandekrige og skuddrab til følge?

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

mandag den 7. september 2009

Om korruption og Danmark

2 kommentarer
Kyllyan leverede en kommentar til mit indlæg om gratis kaffe & politiet. Om at vi er "søde" på det punkt, sammenlignet med andre lande i Europa.

Og det er jo sandt nok - og heldigvis for det. Det er nok den allerstørste fordel der er ved at bo og/eller have business i Danmark - at korruption er stort set ikke eksisterende.

Men det gav mig også et flashback til første gang jeg for alvor mærkede, eller rettere bemærkede, forskellen til visse andre lande.

Det var i den første tid jeg var sammen med min ex; hun stammer oprindeligt fra et land i Europa væsentligt længere mod øst, og skulle til en snak på kommunen (præcist om hvad kan jeg ikke huske).

Og hun spurgte mig så, hvad der ville være passende at have med?

Jeg kiggede uforstående på hende.

Ja, altså en æske fin chokolade, eller hvad ville være passende?

Jeg fortalte hende, at det måtte hun absolut ikke gøre, og det ville virke direkte imod hensigten, og endda kunne få hende i store problemer.

Men altså, det var jo ikke bestikkelse, det var bare en gave som viste at man satte pris på hvad hende på kommunen gjorde for én?

Jeg endte med at få hende fra tanken, og hun gik tomhændet derop - men det var tydeligt at hun syntes det var helt forkert.

Vi kom så til at tale om hændelsen for et par år siden - hvor hun altså har været i Danmark en del længere - og nu kunne hun klart forstå hvorfor jeg havde set sådan på hende; og hun havde svært ved at forestille sig at hun kunne tænke på den måde i dag; men dengang var det altså den eneste og helt naturlige måde at tænke på.

Det er et danskhedscivilisationstræk jeg håber vi kan bevare. På trods af indflydelse fra de fremmede - multinationale firmaer, oprindeligt fra USA.

Ceterum censeo Facebook esse delendam.