Mit første møde med
Ayn Rand var i sig selv lettere eventyrligt:
Det er ca 20 år siden; jeg var af Østerbrogade på vej hjem fra en fest i Brumleby, og passerede forbi Park Café-komplekset, da en vildt udseende mand kommer kravlende ud af en UFF-container, med et par affaldssække fyldt med stjålent genbrugstøj. Vi falder (af en eller anden grund?) i snak med hinanden, og jeg finder hurtigt ud af, at han er lidt mere end meets the eye.
Så jeg ender med at følges med ham hjem til hans lejlighed på Nørrebro, mens vi snakker om lidt af hvert; han er satanist & junkie, og lettere gal, men samtidigt meget vidende, så bestemt interessant at snakke med. Jeg kunne samtidig min Neutzsky-Wulff og kendte en del til okkultisme & diverse mytologier fra D&D - han var udover satanismen meget optaget af Ægyptisk mytologi, så han har jo nok følt at han havde fundet en mulig acolyt i mig.
Anyway, efter noget tid føler jeg jo det er tid for at komme hjemad, og udover at insistere på jeg tager noget af genbrugstøjet med(?), giver han mig også en mursten af en bog, med ordene "den kan du lære meget af".
Bogen var Atlas Shrugged af Ayn Rand, og jeg må give ham ret, jeg lærte meget af den.
For hurtigt at give en kort anmeldelse er den skide god. Og er det sådan set ligegyldigt om man deler hendes holdninger eller ej - jeg kan dog sagtens forestille mig folk som simpelthen ikke kan læse den, fordi alt i den er for modstridende af hvad de står for (eller de måske genkender sig selv lidt for meget), men det er nu en skam, for de ville også kunne lære noget; om ikke andet hvordan andre tænker.
For bogen er, udover altså at være en utrolig flot roman, et filosofisk/ideologisk manifest; Ayn Rand kalder det selv for objektivisme, jeg synes det bedst kort kan beskrives som en naiv rendyrket kapitalisme, hvor Adam Smith møder Nietzsche. (Jeg kommer tilbage til det naive.)
Mit ståsted da jeg læste bogen - og er det vel langt henad vejen også i dag - er en grundlæggende anarkistisk holdning, med en hvis venstredrejning. Anarkismen harmonerede sådan set meget godt langt henad vejen med filosofien dér, men venstredrejningen kom unægtelig under skarp beskydning, og måtte ihvertfald revurderes på en del punkter.
Rands syn kan nemlig kort skitseres som stammende fra den totale modstand af Marx' sætninger om "from each according to his abilities, to each according to his needs." Som hun mener uundgåeligt fører til slaveri (og hun har mærket det på egen krop, udvandrede fra sovjet under Stalin.) Faktisk er ethvert forsøg på opfyldelse af andres behov, uden selv at få noget for det, en slavegørelse af sig selv, og ydmygelse af modtageren.
Hendes andet store hade-objekt er Robin Hood, og hele tanken om at tage fra de rige, og give til de fattige. For i hendes optik er rigdom lig at have gjort sig fortjent til noget, og fattigdom kommer enten af mangel på kompetence, eller dovenskab. (Og der kan man nok diskutere om det holder vand i et feudalt England i det 12. århundrede, men det er også mest konceptet hun bekriger.)
Da hun i 50'erne skriver Atlas Shrugged ser hun USA (og resten af verden) som værende på vej i et socialistisk, moralsk forfald og bogen kan ses som et opråb imod dette. Og med eksempel på eksempel, som man unægteligt godt kan genkende fra verden omkrings os, demonstrerer hun hvordan folk, med påberåbelsen af deres behov og andres pligt til at opfylde dem, suger kraften ud af samfundet, og ikke mindst hvordan de, som virkelig har evnerne, trælbindes.
(Jeg vil ikke gå nærmere ind på hvad der iøvrigt så sker, for jeg håber da at nogle kan få lyst til at læse bogen, og jeg vil ikke komme med spoilers.)
Jeg kan ikke med ord her sige hvor dygtigt og effektivt det gøres, men det er fantastisk godt gjort. En tour-de-force, og det er forståeligt at bogen/filosofien har fået en del
followers verden over, dog vel især i USA.
Og jeg mener også at have lært en del af hende, som jeg bruger i min daglige tilgang til tingene. Der er for eksempel nok ingen tvivl om, at en af grundende til at jeg godt kan lide konceptet i
MyC4 netop er, at det er noget for noget, og ikke en almisse - men en måde at skabe levedygtig kapital til Afrika. Og noget sund egoisme kan man også få ud af hende.
Når det så er sagt, er jeg altså ikke Ayn Rand fanatiker - langtfra. For hendes filosofi holder fint indenfor et bogunivers, hvor hun selv kan sætte parametrene, men i praksis er der lidt for mange steder hvor jeg kommer til at måtte stå af - kan ikke leve op til den kynisme der er nødvendig for at gennemføre filosofien - hvis man tager medfødt handicappede, for eksempel.
Desuden er der så en del områder, hvor hun (som andre grundlæggere af økonomiske 'ismer) er nødt til at tro på den absolutte, uhæmmede vækst - der er ikke plads til tanker om forurening med videre. Og det er ærlig talt lidt svært at se hendes ideelle statsdannelse - som grundlæggende udelukkende tager sig af beskyttelsen af suveræniteten (altså via et forsvar), og opretholdelse af den personlige frihed og private ejendomsret (via et politi) - fungere i en moderne verden.
Lidt paradoksalt i forhold til hendes anti-slave tilgang, er det måske også, at billedet man (jeg?) har af heltene og heltinderne fra hendes bøger, er noget stærkt, smukt, stoisk og hårdt - som måske bedst er udtrykt i stalinistiske eller nazistiske skulpturer.
Hendes tilgang til sex fortjener også et afsnit for sig selv: grundlæggende tror hun jo på kønnenes ligeberettigelse (i et for 50'erne nærmest uhørt omfang), men hun mener samtidig det er manden der i forhold til sex skal være den dominerende og aggressive, og kvinden den underkastende; hvilket i hendes bøger fører til at den bedste sex fremkommer ved noget der er meget svært at adskille fra voldtægter - som hun prøver at forklare med hendes grundfilosofier og ikke at give, uden at få noget igen, etc. Jeg har aldrig helt kunnet finde hoved og hale i det - tror egentlig bare grunlæggende det er sådan hun kan li' det.
Atlas Shrugged er så ikke hendes eneste bog, men den stærkeste. Før Atlas Shrugged kom The Fountainhead, som lægger grunden - også en storartet bog (og iøvrigt filmatiseret, hvad Atlas Shrugged af en eller anden grund aldrig er blevet.) Jeg har også læst We the Living, som kan læses mere eller mindre selvbiografisk, om en kvindes opvækst og undertrykkelse i og flugt fra Sovjet.
Men kan altså anbefale Atlas Shrugged (på dansk
-og jorden skælvede, men læs den dog på engelsk). Først og fremmest fordi det er en god bog, men også fordi man kan blive en del klogere på både sig selv, andre og verden - uden nødvendigvis at være enig.
Så har hun jo i øvrigt været en del omtalt på det seneste - partiejer Lars "Det er heeelt vildt" Seier har jo udtalt sin store beundring for hende (tror nu ikke det ville være gensidigt), og hans trofaste stik-i-renddreng, Anders Samuelsen, har i den anledning udtalt at "ham [Ayn Rand] har jeg hørt om."
Og hvorfor så dette essay-lignende indlæg? Jo,
kom til at tænke på hende i går - og har egentlig nok i lang tid følt at jeg måtte have afklaret mit eget forhold til hende. Jeg har på nettet set rigtig mange diskussioner mellem folk jeg respekterer, der kan ryge i nærmest religiøse slagsmål for eller imod hende. Men jeg mener faktisk godt man kan være pragmatisk omkring hende, selvom hun selv ville have afskyet en sådan tanke.
Til afslutning:
Who's John Galt?
Ceterum censeo Facebook esse delendam.
