Lige en opdatering på hele demens-historien/forløbet. Det hører sig vel til, når nu jeg har luftet det her.

I en uge efter vi havde været på besøg hos min mor, så jeg tiden an, og håbede det bedste. Jeg skrev dog en mail til min bror og fortalte om weekenden, og hørte om han havde bemærket noget - det havde han ikke, men han havde heller ikke haft kontakt til hende nogle uger. Men så var han ihvertfald opmærksom.

I fredags modtog jeg så en lidt kryptisk mail fra min mor, om jeg kunne give besked om jeg og børnene kom lørdag. Hvad der ikke var nogen planer om, da børnene var hos deres mor. Normalt ikke noget jeg ville tænke nærmere over, hvis hun kom til at bytte rundt på ugerne, men i perspektiv fra ugen før noget der gjorde mig urolig igen.

Og så i mandags fik jeg en mail fra min bror, at han - eller rettere hans kone - også havde oplevet lignende hvad jeg havde. Samt at hun pludseligt ringede midt om natten, og troede at de lige havde ringet til hende.

Så jeg tog hjem til hende i tirsdags, og forelagde mine bekymringer og fortalte om mine oberservationer. Og det kom alt sammen meget bag på hende, for hun havde ikke bemærket noget. Siger hun.

Hun sagde at hun jo stolede på mig - men det var samtidigt også tydeligt, at hun havde svært ved at forstå, at virkeligheden ikke var som hun troede den var - og det kan jeg jo ganske udmærket forstå. Jeg synes det må være ganske forfærdeligt mareridtsagtigt. (Det var i øvrigt heller ikke særligt sjov for mig - selvom det nu ikke forløb så slemt som jeg havde frygtet.)

Men jeg kunne ikke få hende til lægen - hun måtte tænke lidt over det hele, sagde hun. (Og der havde jeg jo lidt lyst til at sige: ja, det er jo meget godt - men kan du huske at tænke over det? Men jeg holdt mig nu fra det.) Hun har cirka lige så meget imod at gå til lægen, som jeg har. Så den bliver ikke nem.

Men ud af snakken kom, at jeg ville skrive en mail til hende om hvad vi havde snakket om, og at hun tænkte over tingene, og at vi skulle hvae mere kontakt end vi ellers har - så jeg også ser hende når jeg har børnefri.

Og det er sådan ca der hvor den står nu - vi har mailet lidt siden, men de er lidt svære at tolke, de mails. Jeg ville forbandet gerne have hende til lægen - for det er stadig på et stadie, hvor der sagtens kan være tale om at det er noget vitamin/mineral mangel, eller dehydrering - og det ville jo altså være rart at få opklaret, ligesom det i det hele taget ville være godt med en diagnose.

Men nu giver jeg hende foreløbig en uge - jeg er ikke nået til det punkt hvor jeg trumfer noget igennem endnu.

(Der er i øvrigt også et praktisk problem - hun er Gruppe 2 medlem i sygesikringen - netop fordi hun ikke har villet være bundet op på læger - og hun har ikke nogen egen læge. Så jeg aner faktisk ikke hvordan jeg skal gribe den sag an, hvis jeg skal få hende afsted til et eller andet - om jeg skal lave en tid hos en neurolog, eller lignende. Der må jeg nok forespørge mig i regionen, hvordan man egentligt gør det?!)

Så, anyways, der er ikke meget dramatisk nyt, og heller ikke rigtigt nogen afklaring - selvom det var et godt første skridt at få talt med hende om det. Men det fylder en del hos mig - og selvom jeg faktisk havde tænkt på det inden, er der ingen tvivl om at formuleringen af for eksempel Damokles-implantatet også er drevet af de tanker.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.