Da jeg for et par uger siden skrev et indlæg om Mubarak under overskriften En gal mand, havde jeg ærligt talt ikke regnet med, at jeg nu kort efter er nødt til at overtrumfe den overskrift, med en ny leder fra Mellemøsten.

Men de sidste dages billeder af Gaddafi levner desværre ikke meget tvivl om, at manden er bindegal.

Først billederne igår, hvor han sidder i en faldefærdig pickup-truck i en faldefærdig garage og en paraply, og regnen der drypper ned mellem huller i taget - og taler om at han da gerne ville passiare med de unge mennesker, men at det jo regner.

Og så billederne i dag, fra hvad der ligner en faldefærdig svømmehal, hvor han i 1½ time skælder ud på alt og alle - og mest af alt ligner en mellemting mellem en parodi på en lommediktator optaget til et lowbudget satireprogram og en scene fra Der Untergang.... (jeg er da også sikker på at den optagelse i fremtiden vil blive tekstet på mange kreative måder, ligesom med Der Untergang.)

Det ville være forrygende morsomt, hvis det ikke samtidigt var så tragisk. Især hvis historierne om de importerede lejesoldater fra det sorte Afrika er sande, hvad de desværre nok er. For under normale omstændigheder må man formode, at en hær ville sige fra, hvis den blev sat til at nedslagte egen befolkning - men det kan man ikke regne med med lejesoldater, som hvis Gaddafi har valgt dem omhyggeligt, sikkert endda nærer et had til arabere.

Så i Libyens tilfælde er det ikke nok at militæret forholder sig passivt, eller desserterer. De er simpelthen nødt til at gå over på befolkningens side, og imod den gale diktator, Gaddafi.

Der som tingene ser ud nu, om meget få dage vil få sit eftermæle. Og på den positive side, kan man sige at han ihvertfald ikke pralede af sin luksus - for det har godt nok været ydmyge omgivelser han har ladet sig fotografere i de sidste par dage.

På den negative side, vil han nok fremstå som Afrikas galeste diktator og slagter siden Idi Amin - og det er en bedrift, for der er for eksempel også en Robert Mugabe at konkurrere med.

Og med brugen af lejesoldater og bombninger af egen befolkning kan man godt frygte at han kommer til at overgå Idi Amin.

(Som afslutning ville jeg jo gerne finde en af de to taler - men jeg allerede kun finde ting i satiriseret version - jeg er ikke sikker på jeg ville have valgt klippet herunder, ellers, situationens alvor taget i betragtning. Men det er sådan set ramt meget godt på kornet.)

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Man skal stå tidligt op, for at være på forkant med DFs indlæg i debatten. Det er til tider lykkedes mig delvist - for eksempel havde jeg forudset DFs ønske om flashede bryster med videre i min konkretisering af pointsystemet.

Men det seneste argument DF har lanceret i deres medlemsblad, som skal beskrive hvor samfundsskadelige indvandrere er - det havde jeg godt nok ikke set komme. Jeg kan huske i min barndom, at noget af det der blev brokket over omkring fremmedarbejderne var, at de tog vores piger! Og det er jo et klassisk argument, når man er bange for blod udefra.

Men nu er det ikke længere vores piger der er i fare - nej, nu er det vores saftevand og småkager som er i fare! For - ifølge DF - vælter det ind med indvandrere i venteværelser på hospitaler og i venteværelser, hvor de plyndrer løs af lækkerierne. I et sådant omfang, at hele sundhedssystemet tilsyneladende har været ved at knække halsen på det, og nu har måttet indstille at have den slags goder i venteværelserne.

Alt er naturligvis uden hold i virkeligheden, men vidner om et gennemparanoidt syn på verden. Og jeg ser frem til næste forslag fra DF - at der skal serveres saftevand på hospitaler og i lægers venteværelse - men der skal tilsættes alkohol, så det har en alkoholprocent på mindst 4,6 - så vi dansksindede kan have saften i fred!
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Da jeg nu for første gang fortalte om den i går, in person, kan jeg vel nu også tage skridtet at beskrive den her.

Jeg har holdt mig tilbage, da den på en eller anden måde stempler mig som skør - det ville jeg ihvertfald selv tænke, hvis jeg læste om det. Men jeg ved også det er en ting jeg må fortælle hvis jeg skal leve op til mit ønske.

Det var en aften i tidlig sommer for et par siden. Jeg havde for første gang købt mad fra "Det Sunde Køkken" på H.C. Ørstedsvej, og maden, især deres hummus, slog benene væk under mig. Jeg drak også noget - hvidvin tror jeg - men ikke i vanvittige mængder. Jeg følte mig bare naturligt opstemt.

Jeg tror det var en torsdag. Jeg bestemte mig for at gå en tur i min by, og gjorde det. Jeg har altid elsket at gå, men denne aften skete der noget specielt, mine skridt blev længere end normalt, og foregik med ca dobbelt hastighed.

Og jeg følte hvad jeg kun kan kalde en tilstedeværelse i mit hovede.

Og det her komer til at lyd underligt, fordi det vil lyde som en samtale - en samtale med mig selv, eller stemmer i hovedet. Men sådan var det ikke, det er blot den eneste måde jeg kan beskrive det på.

Det var ikke en samtale, men en fælles bevidsthed. Eller rettere, jeg var pludselig en underlagt bevidsthed. Og jeg vidste den anden bevidsthed var Gud.

Hvilket er meget besynderligt, når man er agnostiker, og sådan set ikke rigtig tror på den slags. Og stadig ikke gør det.

Ikke destor mindre blev jeg denne aften forvandlet til Guds værktøj. Og jeg/Han/vi gik ind til byen, hvor jegstødte på en tror jeg ny natklub på Amagertorv som var stort set tom, men spillede udmærket tekno. Og jeg/Han/vi gik ind og dansede, og min krop leverede nok det bedste jeg endnu har leveret.

Og stedet lukkede og jeg/Han/vi gik/blev ført tilbage, nu mod Vesterbro, stadig med disse forunderlige svævende syvmileskridt. Og jeg befandt mig ved Buddha Bar på Vesterbros Torv.

Ikke ligefrem et sted jeg plejer at opsøge, har været der en eller to gange før, men det er et af de mere underlige, sumpede og bumsede værtshuse i København, stort set kun befolket af alkoholiske grønlændere og Tom Cruise 4th of July agige kørestolsramte folk.

Men jeg/Han/vi gik ind der, uden nogen som helst grund, og gik op i baren og købte en Tuborg. Og ved siden af sad en kvinde, som faldt uden for resten, fordi hun var dansker.

Hun var nok lidt yngre end mig, men havde tydeligvis prøvet lidt af hvert - ikke ment som junk, men hun var mærket af tidens tand.

Og vi faldt i sank. Og det viste sig vi havde en fælles forbindelse, hvorfor jeg tror hun stolede på mig. Og begyndte at fortælle mig ting hun egentlig ikke måtte fortælle.

Og første troede jeg hun var sindssyg, elelr fuld af løgn. Men jeg er ret vidende om verden, og de ting hun fortalte hang sammen på en forunderlig, hæslig måde. Og hun virkede meget sandfærdig, og vi var jeg både jeg og Ham.

Og vi snakkede og hun fortalte. Og da Buddha Bar lukkede, gik vi og købte nogle øl og sad ved søen og snakkede videre og hun fortalte, og senere gik vi hjem til mig. Og snakkede videre og hun fortalte.

Og jeg er svoret til tavshed omkring hvad hun fortalte, men det var ikke mærkeligt at hun havde det mærkeligt i hovedet. Men jeg følte, at mens vi snakkede, og hun for føste gang fik muligheden for at fortælle sin historie til en fremmed, en udenforstående, at hun løsnede op. At hun fik det bedre.

Hun endte med at sove hos mig. Og på det tidspunkt forlod Gud mig, og jeg kunne agere på en fremmed kvinde i min seng, så det prøvede jeg. Men det havde hun ikke lyst til, og så meget havde Gud ikke forladt mig at jeg ikke respekterede det.

Og vi vågnede op næste dag, og talte kort, og hun måtte skynde sig afsted (af forskellige grunde, som hang sammen med alt det andet), og vi sagde farvel. Og siden har jeg aldrig set eller hørt noget til hende, hvilket jeg var udmærket klar over ville være sådan da hun gik.

Jeg er sikker på til den dag i dag, at min/vores tale/lytning i forhold til hende hende hjalp hende - msåke et sted redede hendes liv. Og jeg er sikker på at Gud bragte mig/os/min krop derhen med det formål at det skulle ske.

Og jeg har det meget mærkeligt med det, for jeg er stadig agnostiker. Jeg tror grundlæggende ikke på det der med Gud, før der er beviser. Det absurde er, at Han "sagde" til mig, at det var helt okay, Han var sådan set ligeglad om jeg var troende eller ej.

Så jeg er efterladt med det mærkelige paradoks, at jeg ved hvad jeg følte var virkeligt, at det skete. Og at jeg ikke tror på Gud. Og at det er ok, for det har Han selv sagt.

Jeg ved det ikke giver meget mening. Men jeg lever med det, og det er ikke noget jeg er hjemsøgt af i det daglige. Men jeg har nok fået en del mere respekt for, når folk taler om diverse religiøse oplevelser.

Og jeg ved udmærket psykiatrien har en klar beskrivelse og diagnose af en oplevelse som min: religiøs mani. Og det skal de være velkomne til, ligesom I skal. Jeg ville selv være hurtig til at tænke sådan noget, hvis jeg ikke selv havde oplevet det.

Og det at jeg har oplevet det, betyder naturligvis ikke at jeg ikke har været ramt af sådan en mani. Nope. Men i min opfattelse af verden, kombineret med mine erfaringer vælger jeg stadig i dag at tro det var rigtigt, at det skete.

Selvom jeg stadig ikke tror på Gud. Og selvom det ikke giver mening - for andet end mit sind, for jeg ved hvad jeg oplevede.

(Iøvrigt, kort efter læste jeg Valley of Bones, hvori heltinden har nogle oplevelser jeg virkelig kunne forstå på grund af det her. Det er under alle omstændigheder en fantastisk bog, men ingen tvivl om at det slog hovedet på sømmet for mig.)

(Og jeg skal også lige slå fast at Gud ikke var en speciel gud fra en bestemt religion; det var ikke en jødsik/kristen/muslimsk eller whatever gud, det var ikke noget dogmatisk religiøst på den måde.)
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Hvem kan finde på at sige et job op i disse krisetider? Et velbetalt, ikke kriseramt job? Med gode, søde kolleger? (Hvoraf én endda er én jeg godt kunne blive varm på, hvis hun altså ikke var gift?) Med et rimeligt meningsfuldt indhold? Med perfekt beliggenhed? Med det bedste fra det private og det offentlige blandet sammen? Et job som på alle mulige måder faktisk var mit ønskejob?

Well... det kan jeg åbenbart. Jeg har sagt det op i dag, gældende fra om et par måneder... uden egentligt at ane hvad jeg så skal lave.

Vanvid!

Den lidt længere historie er tildels min depression fra i foråret, som jeg fik et mindre tilbagefald a i sidste uge. Og de erkendelser jeg nåede til der.

Sandheden er nemlig, at hvor jobbet måske på mange måder var perfekt for mig, var jeg det ikke for jobbet - i øjeblikket. Og det er medvirkende til at køre mig ned. Og jeg har sgu en ret høj moral et sted, så selvom jeg godt kunne blive ved at køre på frihjul længe endnu, er det ikke noget min psyke eller samvittighed holder til.

For jeg - som jeg altid har regnet som en af de bedste programmører i Danmark, og med en helvedes masse erfaring - kan ikke finde lysten til at sætte 2 linier kode sammen. I øjeblikket. Og det er vidst ikke ukendt i min branche, og jeg har mærket det før, men har altid fået lysten tilbage - ihvertfald i perioder som langt opvejede den del hvor jeg ikke lavede noget.

Ikke sådan dennegang. Fuck, jeg kan let fake det, og gå og lade som om jeg laver en hel masse, og i virkeligheden ville ikke mange ane om det var svære opgaver, eller der var andre problemer. Men problemet er mig.

Så nu har jeg taget konsekvensen. Jeg er så i a-kasse nu, en luksus jeg ikke har prøvet før, hvilket jo vil betyde at jeg ikke behøver gå fra hus & hjem.

Men jeg er nødt til at genoverveje mig selv: kan jeg finde gnisten & lysten til at kode igen? Eller skal jeg gå efter en mere overordnet / designmæssig stilling, som er den vej mange går? Eller måske koncentrere mig mere om databaser? Eller måske prøve at satse på det mine lyster i virkeligheden går mere på i øjeblikket: skrivningen og dansen - den anden hjernehalvdel?

Svaret flagrer i vinden. Og jeg tror nok at dette er en beslutning jeg på et tidspunkt kommer til at fortryde. Men det var, da det først gik op for mig, ikke en beslutning, men en nødvendighed. Det var virkelig kun et spørgsmål om tid - og så hellere få en afklaring hurtigst muligt, og en venskabelig ordning med jobbet, så ingen føler den anden part er blevet udnyttet.

Og det sidste føler jeg ihvertfald jeg har opnået. Men lidt nervøs & spændt på hvad fremtiden vil bringe, og hvad jeg vil finde på, må jeg klart tilstå jeg er.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Må lige runde weekenden af.

Endte jo - som også var planlagt - op med at gå på Amigo lørdag nat. Iført leopard-suiten. Det må snart være sidste gang ihvertfald i den inkarnation, den har efterhånden et kæmpehul på højrelår (især - der er flere huller). Så har den nu også tjent mig flittigt.

Der var nu ret dødt den lørdag, ihvertfald til at starte med; det gør godt nok man føler sig en smule mere idiotisk, når man så går igang med sit solotrip - men samtidig er kicket også lidt større.

Anyway, aftenen udviklede sig, og blev ganske vellykket - det gør den jo næsten altid iført leoparden.

Blev så også spurgt, af en pige der var ved at gå, om jeg var skingrende vanvittig, eller bare totalt exhibitionist. Svarede at det nok var en blanding, men det er da godt nok noget jeg også selv har spekuleret over, for egentlig føler jeg mig jo som ingen af delene - snarere tværtimod. Men det handler nok et eller andet sted om kompensation, da jeg i mange andre henseender er så modsat - eller måske er det simpelthen den gamle Dr Jekyll & Mr Hyde historie - så gad jeg bare vide hvad det udløsende serum er(?).

Anyway, for at gå et skridt videre i exhibitionismen havde jeg lavet hjemmelavede visitkort, som bl. a. henviste hertil - så hvis der er (nye?) læsere på den baggrund, så velkommen... Og har også linket hertil fra min LinkedIn profil, så bloggen er nu lidt mere exposed end jeg er helt sikker på jeg bryder mig om. Men det er jo så også del af eksperimentet - eller hvad det er.

Nå, aftenen/morgenen endte så med at en (svensk viste det sig) hev mig med i Taxa til noget der hedder Dunkel Bar i Vester Voldgade; et rimeligt - ja, dunkelt - sted, med en del Technomusik kørt af egne dj's. Hun mente jeg ville passe godt ind kostumemæssigt, eller også ville hun have mig med som fremvisbart trofæ.

Men det var da ikke helt forkert, der var en del interessant påklædning - men stort set kun hos de kvindelige gæster. Nå, hyggede mig nu meget godt, og vakte da en del opsigt - der blev også taget nogle billeder, som jeg mistænker for at være ret gode - var desværre løbet tør for "kort", ville ellers gerne have fået dem mailet. Men følte mig også meget gammel - og tror jeg var den eneste på stedet som ikke var på coke.

Endte med at gå hjem - alene, desværre, tror ellers godt ting kunne have udviklet sig, men endte op med at være for smadret - en "erhvervsrisiko" når man danser konstant (uden at være på stoffer), men sådan må det jo nødvendigvis være.

Totalt smadret i ben og især tæer om søndagen, og fik ikke lavet en skid. Men er da kommet mig nogenlunde.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.