Med alt den ballade der nu har været omkring den finhval, som forvildede sig ind i Vejle Fjord (og blev jokket rundt på i levende live - hvad helvede er der galt med folk?), kommer jeg til at tænke på min oplelvelse af sådan en.

Jeg var på Island med min mor, mener det har været i '83 eller '84, og vi er på en rundtur rundt i landet med en større flok danskere. Et af de første arrangementer af den slags, i en gryende islandsk turistindustri.

Billedet ligner meget godt hvor vi var

Et af de steder vi kom forbi var et hvalslagteri. For mig som tidligere dyrefanatiker og medlem af Pandaklubben, og dermed selvfølgeligt i mod hvalfangst, var det en noget speciel oplevelse. Men fascinerende, ingen tvivl om det.

Slagteriet - hvis det er den rigtige betegnelse - bestod af nogle slidsker ned i vandet, meget som ved et mindre bådværft. I en slidske var der hvad der må betegnes som et ådsel tilbage - et skelet kun lige dækket af kød.

Ved den anden slidske, den vi var nærmest, var en død finhval ved at blive trukket op. En han, kunne man ret tydeligt se. Og så begyndte de ellers på parteringen - med motorsave og andre interessante instrumenter blev huden skåret op og af i stykker som fik den til at ligne et puslespil. Og blodet flød, liter efter liter, ned ad slisken og ud i Atlanterhavet.

Fascinerende. Vi tog afsted efter ca den ene halvdel af huden på forkroppen var fjernet. Og mere var der sådan set ikke i det. Men det er nogle billeder jeg altid vil huske - nok også fordi det sandsynligvis er den eneste gang jeg kommer tæt på en af de store hvaler.

(Jeg har siden været i SeaWorld i San Diego og været tæt på delfiner og spækhuggere - i levende live - men det er ikke ganske det samme.)
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Når England og Argentina havner i pulje med hinanden i VM, eller bare som i dag, spiller kampe samme dag - kommer jeg uvægerligt til at tænke på Falklandskrigen.

Denne meget mærkelige krig, som pludselig brød ud, da Argentina invaderede og gjorde krav på Falklandsøerne - eller Maldiverne som Argentina kaldte dem.

Og man kan sige, det er med en vis ret, Argentina vil have dem - geografisk giver det jo unægteligt en del mere mening, at de forblæste rev i Sydatlanten skulle høre til dem, end til Storbritannien - de er en rest af det verdensomspændende britiske imperium. Og er jo bestemt ikke interessante i sig selv, men giver adgang til en masse dejlige råstoffer i havet omkring dem.

Men der stod vi pludselig i 1982 med en krig som involverede et europæisk land. Og det var ikke sådan en pussenusset krig som dem vi har nu, hvor det altid gøres for befolkningens skyld eller af bedste mening. Nej, den her krig handlede om territorier og råstoffer, og om at Storbritannien fandeme ikke ville lade sig træde på, af sådan nogle lommeoberster, som dengang styrede Argentina.

Og fyldt med had var den. Margaret Thatcher rullede sig ud, med fråde om munden. Og alle feministerne, som gennem 70'erne havde præket, at hvis bare kvinder var ved magten, var der ikke mere krig, stod med skægget i postkassen.

Det var også en gammeldags krig i en anden forstand, for der var søslag af den rigtige slags, hvor skibe blev sænket - først var der er større argentinsk krigsskib der røg, siden et britisk.

Men der hvor jeg bedst kan huske krigen og hadet var på fodboldbanen. Dengang spillede den lille argentiner, Osvaldo Ardiles, for Tottenham - hvor han var ganske populær indtil udbruddet af krigen - men efter det måtte han rejse hjem, hadet og bagtalt i England. (Og så blev hans fætter dræbt i løbet af krigen, så den var virkelig god for ham...) Han kom tilbage et par år efter, men det blev aldrig det samme.

Og som skæbnen ville det, mødtes England og Argentina til VM i '86 - i en fantastisk kvartfinalekamp, som først og fremmest huskes for Maradonas scoring "med Guds hånd", som englænderne vist aldrig har tilgivet ham. Hvilket nu er lidt synd, for han spillede storartet i det hele taget.



Så, jo, det sætter altid ting i gang i hukommelsen, når de mødes.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

BP siger nu, at det hidtidige estimat for udslippet i den Mexicanske Golf har været langt underdrevet. Man vidste vist efterhånden godt, at der var tale om en del mere end 5.000 tønder, som hidtil har været det officielle tal - men nu tales der om 60.000 tønder om dagen.

Billede fra NASA - fra den 29/4.

Det vil sige liger under 10 millioner liter olie, om dagen!! For at sætte det i perspektiv regner man med at Exxon Valdez, verdens hidtil værste olieudslip, i sin tid lækkede i alt 42 millioner liter olie.

Altså, for hver 4½ dag der går, uden udslippet lukkes, er det en ny Exxon Valdez katastrofe, set på mængden af olie; og der er ikke nogen snarlig udsigt til at det kan blive lukket.

Da olien kommer fra undergrunden, vil den blive ved at strømme ud, til der ikke længere er overtryk, hvis den ikke på anden vis stoppes - det har jeg ikke set nogen estimater på, hvor meget det kan dreje sig om. Men med de udsigter er spørgsmålet om der "blot" er tale om en regional katastrofe - eller om den kan ende med at sprede sig tværs over Atlanterhavet, trukket ud af Golfstrømmen.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Der kører i øjeblikket i medierne 3 sager, som på en eller anden måde er forbundne, ihvertfald på den måde at en del af persongalleriet det samme.

Jeg skal gerne indrømme, at jeg ikke har fulgt helt så meget med i dem som jeg måske burde eller plejer. Men jeg føler efterhånden et behov for at skrive nogle ord omkring dem, om ikke andet for at prøve at få et overblik over hvad der er gang i.

Den første sag handler om Lars Hedegaard, og dermed Trykkefrihedsselskabet, som han er formand for. Han har sagt noget med, at muslimer får masser af børn for at kunne dyrke incest med dem og voldtage dem, eller noget i den stil. Og det mente han så ikke helt, men han mente det nu alligevel.

Det har sådan set ikke overrasket mig, for jeg har i den tid jeg har kendt til manden ment at han havde knald i låget. Men nogle medlemmer af det der Trykkefrihesselskab syntes åbenbart det var for meget, og meldte sig ud - eller blev meldt ud. (Jeg kan så undre mig over at de udtalelserne kommer bag på dem, men det må være deres hovedpine).

En af de som meldte sig ud/blev meldt ud, er sognepræste Katrine Lilleør. Som gav et ultimatum til næstformand i Trykkefrihedsselskabet, navnesøster Katrine Winkel Holm - som sørgede for at hun blev slettet som medlem.

Katrine Winkel Holms far, Søren Krarup, + fætter og resten af DF er stabile støtter for Trykkefrihedsselskabet og Lars Hedegaard, også i denne sag.

Sag nr 2, som jeg undrede mig over, var Venstres medieordfører Ellen Trane Nørby, som pludseligt var ude og lufte en tanke om at P3 skulle fjernes fra det analoge signal og flyttes over på DAB. Og så skulle den ledige programplads udbydes til en kommerciel kanal.

Nu hører jeg stort set aldrig radio, så det rager mig et eller andet sted en høstblomst. Hvad jeg ikke fatter er forslaget om at udlicitere frekvensen - for mig bekendt har de hidtidige udliciteringer resulteret i den ene konkurs efter den anden - så det er vel ikke en kommerciel kanal mere der er brug for?

Og så til den sidste sag. Hvor Ellen Trane Nørby igen er ude, dennegang for at foreslå at DR skal have en ikke politisk-udvalgt bestyrelse. Med den begrundelse at bestyrelsen er begyndt at blande sig for meget i de enkelte programmer. Især to bestyrelsesmedlemmer fremhæves for deres indblanding, nelig DFs udvalgte bestyrelsesmedlem Ole Hyltoft og Katrine Winkel Holm (der var hun igen, præstedatteren).

Og - ja, igen - jeg har altså lidt svært ved at blive helt klog på hvad der foregår med nogle af de folk de her dage. Måske er det bare for meget gløgg eller altervin, eller for mange baner i weekenden. Men et eller andet har de gang i. For eksempel:

Ole Hyltoft og Katrine Winkel Holm har blandet sig umådeholdent for at give Ellen Trane Nørby et alibi for at foreslå en ikke-politisk udvælgelse af DRs bestyrelse, som så på en eller anden måde gør at Lars Hedegaard bliver formand og nedlægger P3.

Ja, altså, der er nogle huller, det indrømmer jeg gerne - men jeg tror der kan være noget i det, som manden sagde da han pissede i Atlanterhavet.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.