Når England og Argentina havner i pulje med hinanden i VM, eller bare som i dag, spiller kampe samme dag - kommer jeg uvægerligt til at tænke på Falklandskrigen.

Denne meget mærkelige krig, som pludselig brød ud, da Argentina invaderede og gjorde krav på Falklandsøerne - eller Maldiverne som Argentina kaldte dem.

Og man kan sige, det er med en vis ret, Argentina vil have dem - geografisk giver det jo unægteligt en del mere mening, at de forblæste rev i Sydatlanten skulle høre til dem, end til Storbritannien - de er en rest af det verdensomspændende britiske imperium. Og er jo bestemt ikke interessante i sig selv, men giver adgang til en masse dejlige råstoffer i havet omkring dem.

Men der stod vi pludselig i 1982 med en krig som involverede et europæisk land. Og det var ikke sådan en pussenusset krig som dem vi har nu, hvor det altid gøres for befolkningens skyld eller af bedste mening. Nej, den her krig handlede om territorier og råstoffer, og om at Storbritannien fandeme ikke ville lade sig træde på, af sådan nogle lommeoberster, som dengang styrede Argentina.

Og fyldt med had var den. Margaret Thatcher rullede sig ud, med fråde om munden. Og alle feministerne, som gennem 70'erne havde præket, at hvis bare kvinder var ved magten, var der ikke mere krig, stod med skægget i postkassen.

Det var også en gammeldags krig i en anden forstand, for der var søslag af den rigtige slags, hvor skibe blev sænket - først var der er større argentinsk krigsskib der røg, siden et britisk.

Men der hvor jeg bedst kan huske krigen og hadet var på fodboldbanen. Dengang spillede den lille argentiner, Osvaldo Ardiles, for Tottenham - hvor han var ganske populær indtil udbruddet af krigen - men efter det måtte han rejse hjem, hadet og bagtalt i England. (Og så blev hans fætter dræbt i løbet af krigen, så den var virkelig god for ham...) Han kom tilbage et par år efter, men det blev aldrig det samme.

Og som skæbnen ville det, mødtes England og Argentina til VM i '86 - i en fantastisk kvartfinalekamp, som først og fremmest huskes for Maradonas scoring "med Guds hånd", som englænderne vist aldrig har tilgivet ham. Hvilket nu er lidt synd, for han spillede storartet i det hele taget.



Så, jo, det sætter altid ting i gang i hukommelsen, når de mødes.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.