Jeg synes det er begrænset med info om VM jeg har set til ikke-deltagende, så her lidt om dette store stævne på dansk jord.
Kort info
Der deltager godt 600 bueskytter fra 96 lande; de er inddelt i 4 grupper: mænds recurve, mænds compound, kvinders recurve, kvinders compound; den største af disse grupper er mændenes recurve, her stiller 233 op. Hvert land kan stille med max 3 deltager i hver disciplin. Hertil kommer konkurrencer for landshold.
Stævnet er ekstra vigtigt, da det udover at være det største VM i Bueskydning nogensinde også er hovedkvalifikationsturneringen til OL i Rio næste år.
Det finder sted i Sundby Idrætspark indtil fredag, hvorefter finalerne afholdes på Christiansborg. På Christiansborg kræves billetter, men i Sundby kan man bare komme og kigge. Og med 80(!) baner til konkurrence, samt en del til træning/opvarmning er der en del at kigge på. Der er vist i Sundby også et sted hvor man selv kan prøve bueskydning.
Jeg vil anbefale at medbringer kikkert, for det er pænt stor afstande der bruges; recurve-skytterne skyder på 70 meter og compound på 50.
Hvordan
På førstedagen (idag) skydes kvalifikationsrunde, hvor der opnås så mange point som muligt (simpelthen efter hvor i skiven hver pil rammer). Antallet af point afgør om man går videre til elimineringsrunder — ok ligeså vigtigt, hvem man skal møde der; den der har scoret flest point møder den som har scoret færrest, den med næstflest den der har score næstfærrest, etc.
Elimineringsrunderne er for recurve inddelt i sæt; vinderen af hvert sæt får 2 point, hvis det står lige 1 point til hver. Den første der når 6 point har vundet; ender kampen 5-5 skal man i shootoff: bedste pil vinder! For compound er det simpelthen 5 runder af 3 pile — den der med de 15 pile har fået flest point vinder. Uafgjort resulterer i shootoff.
Buerne
Der skydes med to buetyper: Recurve er den der skydes med til OL (og den Maja Jager er mester i); det er den mest traditionelle af de to, men der skydes både med sigter og stabilisatorer, så den kan alligevel forekomme ret high-tech.
Compound er mindre, med et snoresystem og specielle trisser; dette gør at man bruger mere energi på at trække strengen tilbage i starten af trækket, tilgengæld ikke så meget tilsidst; den er derfor lettere at holde og dermed sigte. Desuden er der meget bedre sigtemuligheder tilladt med compound, så de forventes at ramme meget præcist!
Hvornår
Jeg har støvet dette program op; men om det holder i det vejr der bliver leveret må tiden vise:
27/7, mandag:
9-11:30: Kvinders recurve kvalifikationsrunde
13-15:30: Mænds recurve kvalifikationsrunde
16:30-19: Mænd & Kvinders compound kvalifikationsrunde
28/7, tirsdag:
8:45-18: Blandet holdturneringer op til og med semifinale; finaler er på Christiansborg.
29/7, onsdag:
09:15-18:00: Eliminieringsrunder, 1/48 og 1/24 finaler, først kvinders recurve, mænds recurve, kvinders compound, mænds compound.
30/7, torsdag:
09:00 - 18:40 Som 29/7, men 1/16, 1/8, kvart- og semifinaler. Rækkefølger som før, så først kvinders recurve.
31/7, fredag:
09:00-13:00 Sekondær kvalifikation til OL.
Hvem
Mestrene fra sidst er:
Maja Jager, Kvinders Recurve, Danmark
Lee Seungyun, Mænds Recurve, Sydkorea
Kristina Heigenhauser, Kvinders Compound, Tyskland
Mike Schloesser, Mænds Compound, Nederlandene
Danmark stiller med fuldt hold i alle discipliner.
Kvinders Recurve: Maja Jager, Carina Rosenvinge, Natasja Bech
Mænds Recurve: Jonathan Hindborg Ipsen, Casper Lauridsen, Johan Weiss
Kvinders Compound: Erika Anear, Tanja Jensen, Sarah Holst Sonnichsen
Mænds Compound: Martin Damsbo, Stephan Hansen, Patrick Laursen
På nettet:
Eventen på World Archery
Resultater mv, opdateres løbende
Jeg tror også nok at World Archery sender live på en YouTube kanal henad vejen. Og ellers sender TV2 i weekenden.
På twitter opdaterer @worldarchery, de bruger hashtag #WAC2015, men jeg kan se mange skytter bruger #archerycopenhagen. På dansk regner jeg med at bruge #buevm, det er dejligt kort.
Jeg har sikkert glemt en masse, spørg endelig hvis info savnes, så vil jeg finde ud af det og tilføje det.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.
Viser opslag med etiketten bueskydning. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten bueskydning. Vis alle opslag
mandag den 27. juli 2015
fredag den 9. november 2012
Et traume renses ud ...
Som jeg for snart længe siden har været inde på, hader jeg at dumme mig. Hvilket jeg har gjort siden barndommen. Og nok mere end de fleste, vil jeg hævde, og jeg er ikke altid god til at tackle det når det sker - helt ubeskedent skyldes det sandsynligvis at det faktisk sker ret sjældent.
Men nu er en af barndommens hændelser dukket op. Og den skal selvfølgeligt så beskrives.
Som barn voksede jeg op i et kartoffelrække-lignende kvarter, og jeg holdt meget af at skyde med bue & pil. Jeg og drengene på vejen lavede selv nogle ud af min nabos bambushæk, men de var ærligt talt lidt slatne. Tilgengæld fungerede det storartet med en bure købt i en legetøjsforretning af træ, med 3 pile med sugekopper i stedet for spidser.
Jeg husker især at jeg holdt af, at stå nede på vejen og skyde pile ind af vores førstesals vindue, ind i stuen der - hvor de som nu var der kunne få lov at kaste pilene ud igen. Det har muligvis ikke været så sjovt at være i stuen, men jeg hyggede mig ganske godt med det. Og blev faktisk ganske god til at ramme det jeg sigede efter, med den der legetøjsbue.
Sceneskift: jeg var i Jylland med min mor, og har set nogle reklamer (sikkert bagerst i Anders And) for et sommerland - jeg tror det har været Faarup, men kan også have været et andet - hvor man kunne skyde med buer. Rigtige buer, ikke sådan en flad legetøjstingest.
Min fornemmelse siger mig jeg har været ca 10 år, og det ville jeg gevaldigt gerne prøve - så det har jeg i den grad plaget om vi ikke kunne. Kan ellers sagtens se for mig, at det bestemt ikke har været noget min mor havde lyst til, men det endte ihvertfald med at ske.
Højst sandsynlight har jeg fået styret os direkte hen til bueskydningen, hvor vi får udleveret en bue og nogle pile med en slags rund spids, og så kommer vi ind i en slags træaflukke, bare mig og min mor. Et stykke væk - det har nok været 5 og 15 meter - står nogle skydeskiver, nogle beregnet på børn, andre på voksne.
Jeg lægger en pil på den enorme bue vi har fået, og prøver at trække den tilbage - og den rokker sig ikke en millimeter, liegmeget hvor hårdt jeg trækker.
Det hører med at jeg bestemt ikke var jordens stærkeste dreng, var i det hele taget ganske spinkel. Men det står mig i dag helt klart, at jeg for det første har fået udleveret en voksenbue, og ikke bare det, men en som kræver gode kræfter, sikkert en 36 punds bue, eller sådan. Hvilket sikkert i Jylland blandt de voksne gårdmænd på brun sovs ville være meget fint, men ikke er noget man skal give til børn, slet ikke spinkle københavnerdrenge.
Jeg prøvede at gøre min mor opmærksom på at det ikke gik, men hun hang ud af træhuset og talte med nogen, og jeg kunne ikke få hendes opmærksomhed - højst sandsynligt flirtede hun med en eller anden.
Men jeg vil jo få skudt den bue, så jeg bruger den eneste måde jeg kan komme på - lægger pilen på buen, vender den om så pilespidsen trykker mod min mave, og prøver så at trække selve buen ud i nogenlunde spændt form med begge hænder. Hvordan jeg helt nøjagtigt har tænkt mig at komme fra den position, til en skydbar kan jeg ikke lige gennemskue - jeg er ikke sikker på jeg havde en plan til det. I første omgang handlede det om at få noget spænding på buestrengen.
Og det er jo set i mit voksenperspektiv ikke jordens bedste idé, med en pil hvilende op mod maven - jeg kan se tusinde ting der kunne gøre at jeg blev gennemboret af den pil. Men det prøvede jeg altså. Og min fornemmelse er at jeg stod og kæmpede med den streng i flere minutter.
Indtil en ansat fik øje på hvad jeg havde gang i, og ganske panisk fik stoppet mig. Desværre har jeg stadig lyst til at sige, får jeg var vildt forbandet over ikke at få den streng trukket ud - men det var jo nok meget godt, for meget kunne være gået galt. Han fik vist også sagt til min mor, at hun måtte holde øje med mig. Også meget fornuftigt, men ikke noget der normalt var nødvendigt at sige om mig.
Men en mere passende bue skaffede han mig ikke. Så efter et forsøgt skud med en streng som var trukket måske 2 millimeter tilbage, og faldt impotent ned en halv meters penge ude.
Så ville jeg ikke mere - jeg følte mig ydmyget, og vidste også godt det jeg havde haft gang i ikke var så smart. Men hvad jeg egentligt havde lavet holdt jeg for mig selv, det gik aldrig op for min mor.
Og jeg rørte i mage, mange år efter ikke en bue, er fornyligt gået op for mig. Jeg kan faktisk huske nogle år senere, da har jeg vel været 16 år, at jeg var sammen med en flok venner + nogle andre på Saltholm, og én havde en bue med derud, som nogle prøvede at skyde med - og den skulle jeg absolut ikke i nærheden af.
For ca 15 år siden begyndte min søsters bror (it's complicated) at gå til bueskydning en periode - jeg kan huske jeg var fascineret af det, tænk at man sådan kunne det. Og det tror jeg lagde en kim til noget, meget senere.
For i år har det virkeligt været et bueskydningsår, startende med den fremragende Hunger Games og sluttende af med OL og Brave. Og da jeg var på jagt efter en sport som jeg kunne lokke min ældste, computerfikserede søn på, kom jeg så til at tænke på bueskydning som en mulighed.
Dejligt individuelt og fokuseret - og uden alt for intense energiudladninger, som for eksempel fægtning som jeg ellers har prøvet at få ham lokket til - og som jeg stadig synes er fed sport.
Så for nogle måneder siden hev jeg ham til prøveskydning, og deltog selv. Og det har vi begge gået til siden. Og det er fedt, nærmest meditativt.
Og jeg kunne pludselig huske hvor meget sjov jeg havde med det som barn. Og spekulerede på, hvorfor jeg egentligt dog holdt op med det. Og kom så i tanke om den historie i det der sommerland, og hvordan den har gjort at jeg ikke ville røre ved buer mere, i skuffelse, vrede og skam.
Ikke at hændelsen var fotrængt - nej, jeg har altid kunnet huske den, som en mine dumheder.
Men jeg kan så heldigvis se i dag, fordi jeg kan se historien i lidt større perspektiv, at skammen er en tåbelig ting at have haft siddende - I was a kid, for fucks sake. Vreden synes jeg tilgengæld er velbegrundet - først og fremmest overfor et sommerland, som det fuldstændigt lykkedes at ødelægge min glæde ved noget jeg holdt meget af, og overfor min mor, som ved grød også burde have været mere opmærksom.
Men så kan jeg tilgengæld glæde mig over, at skuffelsen fik en ende, at jeg nu igen kan hygge mig med bueskydningen, og mærke glæden når pilen går ind i bullseye. Det er nemlig fedt. Og så kan jeg endda glæde mig over at gøre det sammen med min egen søn.
Og man kan selvfølgeligt ærgrer sig over den tid der gik tabt - men det gider jeg ikke i dag.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.
Men nu er en af barndommens hændelser dukket op. Og den skal selvfølgeligt så beskrives.
Som barn voksede jeg op i et kartoffelrække-lignende kvarter, og jeg holdt meget af at skyde med bue & pil. Jeg og drengene på vejen lavede selv nogle ud af min nabos bambushæk, men de var ærligt talt lidt slatne. Tilgengæld fungerede det storartet med en bure købt i en legetøjsforretning af træ, med 3 pile med sugekopper i stedet for spidser.
Jeg husker især at jeg holdt af, at stå nede på vejen og skyde pile ind af vores førstesals vindue, ind i stuen der - hvor de som nu var der kunne få lov at kaste pilene ud igen. Det har muligvis ikke været så sjovt at være i stuen, men jeg hyggede mig ganske godt med det. Og blev faktisk ganske god til at ramme det jeg sigede efter, med den der legetøjsbue.
Sceneskift: jeg var i Jylland med min mor, og har set nogle reklamer (sikkert bagerst i Anders And) for et sommerland - jeg tror det har været Faarup, men kan også have været et andet - hvor man kunne skyde med buer. Rigtige buer, ikke sådan en flad legetøjstingest.
Min fornemmelse siger mig jeg har været ca 10 år, og det ville jeg gevaldigt gerne prøve - så det har jeg i den grad plaget om vi ikke kunne. Kan ellers sagtens se for mig, at det bestemt ikke har været noget min mor havde lyst til, men det endte ihvertfald med at ske.
Højst sandsynlight har jeg fået styret os direkte hen til bueskydningen, hvor vi får udleveret en bue og nogle pile med en slags rund spids, og så kommer vi ind i en slags træaflukke, bare mig og min mor. Et stykke væk - det har nok været 5 og 15 meter - står nogle skydeskiver, nogle beregnet på børn, andre på voksne.
Jeg lægger en pil på den enorme bue vi har fået, og prøver at trække den tilbage - og den rokker sig ikke en millimeter, liegmeget hvor hårdt jeg trækker.
Det hører med at jeg bestemt ikke var jordens stærkeste dreng, var i det hele taget ganske spinkel. Men det står mig i dag helt klart, at jeg for det første har fået udleveret en voksenbue, og ikke bare det, men en som kræver gode kræfter, sikkert en 36 punds bue, eller sådan. Hvilket sikkert i Jylland blandt de voksne gårdmænd på brun sovs ville være meget fint, men ikke er noget man skal give til børn, slet ikke spinkle københavnerdrenge.
Jeg prøvede at gøre min mor opmærksom på at det ikke gik, men hun hang ud af træhuset og talte med nogen, og jeg kunne ikke få hendes opmærksomhed - højst sandsynligt flirtede hun med en eller anden.
Men jeg vil jo få skudt den bue, så jeg bruger den eneste måde jeg kan komme på - lægger pilen på buen, vender den om så pilespidsen trykker mod min mave, og prøver så at trække selve buen ud i nogenlunde spændt form med begge hænder. Hvordan jeg helt nøjagtigt har tænkt mig at komme fra den position, til en skydbar kan jeg ikke lige gennemskue - jeg er ikke sikker på jeg havde en plan til det. I første omgang handlede det om at få noget spænding på buestrengen.
Og det er jo set i mit voksenperspektiv ikke jordens bedste idé, med en pil hvilende op mod maven - jeg kan se tusinde ting der kunne gøre at jeg blev gennemboret af den pil. Men det prøvede jeg altså. Og min fornemmelse er at jeg stod og kæmpede med den streng i flere minutter.
Indtil en ansat fik øje på hvad jeg havde gang i, og ganske panisk fik stoppet mig. Desværre har jeg stadig lyst til at sige, får jeg var vildt forbandet over ikke at få den streng trukket ud - men det var jo nok meget godt, for meget kunne være gået galt. Han fik vist også sagt til min mor, at hun måtte holde øje med mig. Også meget fornuftigt, men ikke noget der normalt var nødvendigt at sige om mig.
Men en mere passende bue skaffede han mig ikke. Så efter et forsøgt skud med en streng som var trukket måske 2 millimeter tilbage, og faldt impotent ned en halv meters penge ude.
Så ville jeg ikke mere - jeg følte mig ydmyget, og vidste også godt det jeg havde haft gang i ikke var så smart. Men hvad jeg egentligt havde lavet holdt jeg for mig selv, det gik aldrig op for min mor.
Og jeg rørte i mage, mange år efter ikke en bue, er fornyligt gået op for mig. Jeg kan faktisk huske nogle år senere, da har jeg vel været 16 år, at jeg var sammen med en flok venner + nogle andre på Saltholm, og én havde en bue med derud, som nogle prøvede at skyde med - og den skulle jeg absolut ikke i nærheden af.
For ca 15 år siden begyndte min søsters bror (it's complicated) at gå til bueskydning en periode - jeg kan huske jeg var fascineret af det, tænk at man sådan kunne det. Og det tror jeg lagde en kim til noget, meget senere.
For i år har det virkeligt været et bueskydningsår, startende med den fremragende Hunger Games og sluttende af med OL og Brave. Og da jeg var på jagt efter en sport som jeg kunne lokke min ældste, computerfikserede søn på, kom jeg så til at tænke på bueskydning som en mulighed.
Dejligt individuelt og fokuseret - og uden alt for intense energiudladninger, som for eksempel fægtning som jeg ellers har prøvet at få ham lokket til - og som jeg stadig synes er fed sport.
Så for nogle måneder siden hev jeg ham til prøveskydning, og deltog selv. Og det har vi begge gået til siden. Og det er fedt, nærmest meditativt.
Og jeg kunne pludselig huske hvor meget sjov jeg havde med det som barn. Og spekulerede på, hvorfor jeg egentligt dog holdt op med det. Og kom så i tanke om den historie i det der sommerland, og hvordan den har gjort at jeg ikke ville røre ved buer mere, i skuffelse, vrede og skam.
Ikke at hændelsen var fotrængt - nej, jeg har altid kunnet huske den, som en mine dumheder.
Men jeg kan så heldigvis se i dag, fordi jeg kan se historien i lidt større perspektiv, at skammen er en tåbelig ting at have haft siddende - I was a kid, for fucks sake. Vreden synes jeg tilgengæld er velbegrundet - først og fremmest overfor et sommerland, som det fuldstændigt lykkedes at ødelægge min glæde ved noget jeg holdt meget af, og overfor min mor, som ved grød også burde have været mere opmærksom.
Men så kan jeg tilgengæld glæde mig over, at skuffelsen fik en ende, at jeg nu igen kan hygge mig med bueskydningen, og mærke glæden når pilen går ind i bullseye. Det er nemlig fedt. Og så kan jeg endda glæde mig over at gøre det sammen med min egen søn.
Og man kan selvfølgeligt ærgrer sig over den tid der gik tabt - men det gider jeg ikke i dag.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.
Etiketter:
barndomsminder,
bueskydning,
traume
Abonner på:
Opslag (Atom)
