Det er egentlig ikke for at hænge Gyldendal eller deres bogklub ud, men jeg synes altså de er lidt langt ude. Og måske kan det tjene til at andre kan finde ud af, at det er dumt at lukke helt af for mail, så her kommer historien:

Da jeg skrev anmeldelsen af Lone Franks Mit smukke genom den anden dag, skulle jeg finde et link til hvor man kunne købe bogen. Og det første Google gav mig var Gyldendals Bogklub - et link jeg ville have brugt, hvis ikke det var fordi jeg så, at alle æ'er, ø'er og å'er var forkerte på siden (+ andre specialtegn) - de fremstod som hide spørgsmålstegn på sort baggrund i min Chrome-browser. Det ved jeg godt hvad betyder - men jeg gjorde ikke noget ved det på det tidspunkt, linkede istedet til Saxo.com.

Jeg kom så i tanker om det idag, og syntes da egentligt det var synd at de skulle have sådan en html-fejl på deres site. Så jeg gik ind for at finde en mailadresse til dem. Men det var der ikke noget af - kun en kontaktform for medlemmer. Men med sådan en er der jo en masse ting man ikke kan skrive, og man kan ikke medsende billeder.

Så jeg endte med istedet at skrive til Gyldendal selv, ikke til bogklubben, til deres hoved-adresse. Så tænkte jeg, at de vel kunne finde ud af ekspedere det videre til rette vedkommende. Det her var den mail jeg skrev:

Hej -

Egentligt burde denne mail gå til Gyldendals Bogklub, men det er mig ganske umuligt at finde en email direkte til dem.

klik for at se det i stor udgave

Anyway, jeg havnede (med min Chrome browser) på Gyldendals Bogklubs hjemmeside forleden dag - og bemærkede at den så ganske forfærdeligt ud, fordi alle æ, ø og å blev vist forkert (se vedhæftet dump). (Og det endte faktisk med at betyde at jeg istedet valgtee at linke til saxo.com, istedet for jer.)

Fejlen er, at I har encoded siden (altså bruger tegnsættet) med ISO 8859-1 (vestligt tegnsæt) men nede i html-koden (linie 422 i det jeg modtager) angiver den til at være utf-8 med denne linie:
<meta http-equiv="content-type" content="text/html; charset=utf-8" />

Og det giver problemet. Det fremkommer så ikke i Internet Explorer og Firefox har jeg checket - sandsynligvis fordi I har angivet ISO 8859-1 et andet sted, og de forholder sig til det. Men I har altså en fejl i koden, og det er ikke godt for Chrome-brugere. Og jeg kan ikke teste det, men jeg kan forestille mig at det ligeledes rammer de som bruger Safari.

I kan også se at W3Cs HTML validator gør opmærksom på fejlen som det første. (De 478 øvrige fejl på en side vil jeg ikke forholde mig til :) )

Så... eh... det ville jeg da foreslå jer at få rettet. Jeg er sådan set ligeglad, synes bare det var synd med den fejl. (Og blev så efterfølgende lidt irriteret over ikke at kunne finde mail til Bogklubben!)

Bedste hilsner
/Leoparddrengen

Fint nok, tænkte jeg. Og syntes egentligt jeg havde gjort en god gerning. Men ni minutter efter afsendelse modtog jeg dette:

Kære medlem.

Tak for din henvendelse til bogklubben.

I vores bestræbelser på at servicere vores kunder endnu bedre og mere effektivt, har vi udviklet vores mailsystem. Vi beder dig derfor fremover gå ind på bogklubbens hjemmeside, www.gyldendals-bogklub.dk under "Kontakt os", og udfylde formularen.

Bemærk! Dette er et automatisk svar, og derfor ser vi ikke den mail, du netop har sendt til os.

Med venlig hilsen

Gyldendals Bogklub

WTF?! Hvordan min henvendelse er kommet til bogklubben, når jeg sendte til Gyldendals hovedadresse - og hvorfor den ender op med et autosvar - det har jeg lidt svært ved at fatte. Mine teorier går på, at en medarbejder sidder og sorterer indgående post, og hovedløst har sendt mailen videre til autosvar-postkassen; eller at det bliver fordelt via en semi-intelligent procedure, som ser på indholdet, og ser der er noget med bogklubben.

Fucking smart er det ihvertfald ikke, hvis man spørger mig. I det hele taget er det ikke særligt smart, hvis man driver hvad der skulle være et professionelt website, at gøre sig ikke kontaktbar. Især ikke når man laver basale kodefejl.

Og jeg tænker - nu har jeg brugt op i mod en halv time på bare at gøre hvad jeg syntes var en god gerning. Den tid gider jeg ikke lade være gået til spilde. Så nu bruger jeg det til det her blogindlæg, til skræk & advarsel.

Og så sender jeg dem en enkelt mail mere, på hovedadressen, hvor jeg ikke nævner bogklubben, men foreslår dem at de kigger her. Det kommer der næppe noget ud af - men så synes jeg da ihvertfald jeg har gjort hvad jeg kunnet, både hvad angår deres html og deres procedurer.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Jeg havde til ungerne i går købt to poser nytårshalløj i Netto. Som blandt andet indeholdt nogle kugler, som jeg egentligt troede var en form for knaldperler. Så dem sagde jeg de ikke måtte fyre af indenfor, men vi kunne gå ud senere og se på sagerne.

Så ved 20-21 tiden var vi ude, og forsøgte at få noget ud af dem. Men om vi knaldede dem hårdt i jorden, eller stampede på dem - det skete der intet ved. Og jeg har satdig ingen idé om hvad de gik ud på.

Men da vi nu var ude, gik vi op til Skt Jørgens Sø, for at se på hvad der nu var af raketabænding på det tidspunkt. Det var nu godt nok meget sparsomt, da - det var nu også lettere tåget.

Men en man skilte sig ud, deroppe på Svineryggen. Ud af tågen og røgen kom han som en Frankenstein vaklende imod os. Det viste sig at være en meget fuld mand. Af anden etnisk herkomst - mit skud er han var iraker eller lignende.

Jeg sagde godt nytår til ham, og sagde han skulle passe på... han var virkeligt meget fuld og vaklende. Han omfavnede mig, og sagde jeg var en god mand... og væltede så videre.

Jeg fulgte ham med øjnene lidt ad vejen, men kom så til at kigge på mere fyrværkeri igen, og faldt i snak med nogen fra Tåstrup. Og kort efter ville ungerne hjem.

Da vi når halvt ned ad opgangen til Svineryggen, spørger min ældste pludselig: "Gad vide hvad der blev af ham der havde drukket så meget?!"

Og jeg skal lige til at sige, at jeg egentligt ikke var sikker på han havde drukket så meget - for måske var han egentligt muslim og ikke vant til at drikke (ja, jeg gætter også på ting om folk udfra deres hudfarve, selvom jeg ikke har andet at bygge det på). Da der inde fra buskene lyder en spag, gebrokken jamren: "Hjææælp".

Det viser sig så at være føromtalte fulderik, som bogstaveligt talt er gået i hegnet - så langt inde at jeg ikke så ham som mere end en skygge i sneen. Og ikke kan komme på benene igen ved egen hjælp - han er en skildpadde væltet om på ryggen.

Jeg får ham - ikke uden besvær - hevet ud af buskene og på benene igen, og spørger hvor han skal henad. Det viser sig at han bor i nærheden, men han skal over en større vej, så jeg beslutter mig for ihverfald at hjælpe ham over den. Og spørger ham på vejen, om han så har haft en festlig aften?

Jo, det har han da. Men, fortæller han, de har haft vildt gang i den, da han fik fri fra arbejde kl 18. Og det bliver jeg også ganske imponeret over, for der er ikke gået mere end 2-3 timer, fra han har fået fri, til han nu vælter stort set sanseløs rundt.

Nå, men sender børnene op af opgang til eks'en på vejen, og følger ham videre. Og det var vist faktisk meget godt, at jeg ikke lod ham gå alene, for kort efter, på den større vej, er der en bil som enten laver en håndbremsevending, eller også er det noget med glatføre... den tager ihvertfald et 180 graders udskrid lige foran os, og kører tilbage samme vej de kom fra. Og havde min fulderik været derude havde han ikke haft nogen mulighed for at undgå det.

Men jeg får ham over vejen, og overlader ham så til sin skæbne - jeg tror på han kan klare den hjem derfra. Og med hvad han kommer af af velsignelser til mig, føler jeg mig godt betalt.

Og længere er den sådan set ikke. Men det var egentligt ganske underholdende, og jeg kom i (endnu bedre) humør af det. Og så er der den pudsighed, at der han gik i hegnet er ca 10 meter fra hvor jeg for godt 10 år siden lavede en større redningsindsats.

Så måske jeg bare skulle sætte en redningsstation op der?
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Jeg kommer netop fra velgennemført blodtapning. Noget jeg næsten altid kommer i rigtigt godt humør af, men som jeg også er noget spændt på resulatet af hver gang. Min blodprocent (hæmoglobinværdi) ligger nemlig i den lave ende, og hopper lige omkring grænseværdien for hvornår der må tappes.

Grænseværdien er 8,4 for mænd - og mit var i dag på 8,7 så jeg fik lov.

Og som sagt - det er noget jeg kommer i godt humør af. Tildels sikkert fordi man føler man kan pudse en glorie lidt (som jeg nu skamløst fortsætter med i al offentlighed), men jeg synes også der er en lille rus i eftervirkningen. Som er svær at sætte en finger på, men en følelse af lethed...?

Anyway - kan altså anbefale det, både af hensyn til hjælp de som har brug for blodet (og det kan jo være os allesammen en dag), og for den her følelse. Som det ganske vist ikke er sikkert man får, men jeg kan da samtidigt se at jeg ikke er den eneste som beskriver den.

Man kan læse mere på GivBlod.dk eller bloddonor.dk.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Så var jeg og ungerne på vej til Vesterport, da vi opdager en Nokia mobil ligge på fortovet. Det er jo lidt surt at miste sin mobil, så hvad kan man gøre for at hjælpe?

Lade den ligge? Tjoh, men chancen for at folk finder den igen er måske ikke så stor; andre mindre hæderlige kan tage den op; eller det kan begynde at regne (som det har set ud tilat ville næsten hele dagen).

Indlevere den til politiet? Tja, men var ikke på vej den vej. Og ved ikke hvor meget de gider gøre ud af det.

Tage den, og vente på nogen ringer? Jo, men så virker det også som om det kan blive misforstået og folk kan tro det er for egen vindings skyld.

Så jeg tjekkede telefonen. Der var et ubesvaret opkald. Jeg prøvede at ringe til vedkommende ("Øldrikkeren" stod han til i telefonen). Og forklarede denne fremmede mand situationen. Han vidste godt hvem telefonen tilhørte, og kunne endda få kontakt til hende - for hun var del af et par, og han havde også nummer på manden.

Så vi aftalte at jeg indleverede telefonen i den Q8 tank, jeg havde fundet den udfor, og han gav dem besked om det.

Som sagt så gjort. Og jeg håber da at alt går godt for telefonen og ejeren. Men nogen mulighed for at vide det har jeg egentlig ikke - hverken gav eller fik/tog nogle numre. Så det føles lidt mærkeligt uafsluttet - men stadig meget fedt at føle sig som en spejderdreng.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.