Leoparddrengens
Public Key
Viser opslag med etiketten skinhead. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten skinhead. Vis alle opslag

torsdag den 4. marts 2010

Google: Hvorfor er skinheads skaldede

1 kommentar
Dette bliver endnu et indlæg i min nye serie, hvor jeg forsøger at besvare Google-spørgsmål. Spørgsmålet her, hvorfor er skinheads skaldede, så jeg første gang pinge ind for et par uger siden, og så igen i dag.

Først tænkte jeg, at det var da et åndssvagt spørgsmål, for det ligger jo ligesom i konceptet & navnet. Så gik det op for mig, at spørgsmålet jo nok gik på: men hvorfor lave det koncept i første omgang? Hvad ligger der bag? Et antropologisk/kulturelt spørgsmål med andre ord.

Og da det så atter pingede ind, satte jeg mig for at finde ud af, hvad årsagen vel kunne være.

Heldigvis var det ikke svært at finde, hvad der lyder som en udmærket teori - nemlig i Wikipedias opslag om skinheads - som faktisk er ganske interessant. Men de tilbyder ihvertfald denne forklaring:
Around 1965, a schism developed between the peacock mods (also known as smooth mods), who were less violent and always wore the latest expensive clothes, and the hard mods (also known as gang mods), who were identified by their shorter hair and more working-class image.[7] Also known as lemonheads and peanuts, these hard mods became commonly known as skinheads by about 1968.[8] Their shorter hair may have come about for practical reasons, since long hair can be a liability in industrial jobs and a disadvantage in streetfights. Skinheads may also have cut their hair short in defiance of the more middle class hippie culture popular at the time.[9]
Og det lyder sådan set fornuftigt nok? Check hele indlægget, og følg eventuelt nogle af kilderne der henvises til.

(Grunden til at spørgsmålet havner hos mig, går jeg ud fra skyldes, dette tidligere indlæg, om da jeg var  skinhead. Hvis nogen skulle være nysgerrig.)

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

lørdag den 6. juni 2009

Da jeg var Skinhead

Ingen kommentarer

Ja, det var jeg jo sådan set ikke. Men jeg følte åbenbart jeg trængte til noget andet end mine lange lokker.


Så engang i løbet af sommeren (tror jeg det var) 1985, hvor min mor var ude at rejse, besluttede jeg mig for at gøre alvor af det. Jeg kunne jo ligesågodt blive lidt semipunket, da jeg et halvt år før var droppet ud af gymnasiet. Jeg har været 16 på det tidspunkt.

Og så var jeg jo naturligvis overbevist om, at mit ansigt og min hovedform kunne klare det - hvilket de heldigvis også viste sig at kunne.

Så en aften inden vi skulle spille rollespil gik jeg igang, med en elktrisk barbermaskine. Jeg tror jeg havde været fornuftig nok til at klippe det meste med en saks, men var ikke klar over hvor stor en opgave der var foran mig; den maskine havde kun en meget primitiv trimmer, som virkelig er det vigtigste ved sådan en omgang.

Men det lykkedes faktisk - næsten. Maskinen var de sidste timer så varm, at jeg kun kunne bruge den i nogle minutter, så måtte den have hvil på en halv time. Og knivene i den var selvfølgelig begyndt at være nedslidte, så den sidste tid var en smertefuld proces, hvor den hele tiden greb fat i hårstumperne. Men det er straffen for altid at ville gøre alting selv.

I det store og hele endte jeg skaldet, men maskinen var tilsidst så varm og nedkørt, at jeg den dag måtte opgive enkelte øer af hår i baghovedet; så det vel nærmest så ud til jeg havde små svulster. Mine medspillere syntes vistnok det så noget ulækkert ud; udover de havde lidt svært ved at vænne sig til det drástisk forandrede udtryk.

Særligt punket kom jeg nu aldrig til at virke, nok mest fordi jeg stadig brugte briller - som min bror udtrykte det, lignede jeg en intellektuel neger.

Som jeg husker det, holdt jeg det skaldet, eller næsten skaldet i et års tid (og fik fjernet svulsterne), indtil jeg igen lod det gro; og hurtigt igen havde langt hår, hvilket jeg så havde indtil engang sidst i '90erne, hvor min ex fik den idé at jeg skulle til at være præsentabel. Det holdst så et par år, nu har jeg igen det lange hår, der får piger til at råbe vredt og misundeligt efter mig :)

Men jeg kom til at ville skrive historien, da der pludselig dukkede billeder op af det, til den 40-års fødselsdag jeg var til for en uge siden. Som jeg senere fik mailet.

Har redigeret et af dem, og det er det der ledsager indlægget her. Beklager størrelse og kvalitet, men det er det jeg foreløbig har fået det i.

Ceterum censeo Facebook esse delendam.