Tror ikke jeg kan komme igennem i dag uden at skrive nogle ord som farvel til Bowie. Det bliver næppe synderligt interessant eller originalt, for formodentligt har millioner det som mig, lige nu.

Jeg lærte oprindeligt Bowie at kende, da den pige jeg var ulykkeligt forelsket i i folkeskolen var fan af ham. Det var så også samtidigt med at Let's Dance kom ud, og da havde jeg noget svært ved at se fascinationen — altså, det var da OK pop, bevares, men så heller ikke så meget mere.

Det var først da hun fik foranstaltet at vores klasse kom ind og se Christiane F. at jeg forstod ham. Råheden, tunnelbanerne, hans sang, Eno's toner, elendigheden, Heroes — det hele går op i en højere enhed i den film.


Siden lærte jeg naturligvis Ziggy Stardust at kende, og jeg var solgt.

Og det er ikke nogen overdrivelse at sige, at ingen andre musikere med videre har betydet så meget for mig, som han. Jeg havde næppe heller gennem tiden leget så meget med det androgyne, hvis det ikke var for ham. Eller kravlet i en leoparddragt og haft mit eget alter ego.

Jeg så selv Bowie i Hamburg i 1987, på hans Glass Spider Tour. Selvom det næppe kan siges at være Bowie i hans allerypperste periode var det alligevel en fantastisk oplevelse, som jeg aldrig vil glemme.

Faktisk stødte jeg på hel koncert fra samme tour i sommers på YouTube, og genså den. Og den gav mig endnu engang gåsehud flere steder.

Jeg skal nu have hørt Blackstar-albummet. Men jeg må lade gå nogle dage før jeg er klar til det, tror jeg. Men jeg gætter på at der er budskaber til os i det, at det handler om hans død. Og at han kun lige har holdt sig i live, så lanceringen kunne times med hans død. Selve Blackstar videoen, som jeg så første gang for nogle uger siden — og ærligt talt ikke rigtigt vidste hvad jeg skulle synes om — giver da allerede en helt anden mening nu.

Skal jeg være ærlig er det en del år siden at jeg ventede at der skulle komme mere fra hans hånd. Det var som om han havde gennemgået sin sidste transformation, til den tilbagetrukne pensionist.

Jeg havde glemt den sidste, den ultimative transformation.

Farvel, Bowie. Du har betydet så goddamn meget for mig.


Ceterum censeo Facebook esse delendam.

De der har fulgt med på bloggen, har også set mine skriverier om min mors sygdom, som har fyldt meget det sidste års tid. Ihvertfald til jeg kunne komme med en form for afrunding for 5 måneders tid siden, da hun var færdigbehandlet for sin lungekræft.

I nogle måneder så alt forholdsvis fint ud. Hun kom godt nok aldrig op på sit gamle mentale niveau, men hun fungerede fint, omend lidt svingende. Og hendes kontrolbesøg viste ingen problemer, senest i starten af januar.

Det tog en drejning da jeg blev ringet op af hende i starten af februar - hun var lige kommet fra besøg på museum med en veninde, og så var hun kommet hjem til at et vindue tilsyneladende af sig selv var gået i stykker. Det forvirrede hende meget. Samtidigt havde hun noget ondt i hovedet, og vist også ryggen, som om hun havde drejet den forkert, men hun kunne nu ikke huske at hun skulle have gjort det.

Jeg hjalp hende med at ringe til glarmester, så det ville kunne blive fikset, og tænkte at det lød som influenza der var på vej, eller lignende med muskelsmerter. Jeg spurgte i løbet af weekenden flere gange om jeg skulle komme forbi, men det syntes hun ikke - heller ikke selvom jeg advarede om jeg ville få svært ved det de i den kommende uge, da jeg havde børnene og det var vinterferie.

Vinterferien kom, og der brugte jeg nogle koncentrerede dage til ungerne, til deres mor overtog i løbet af torsdag. Her havde jeg så aftalt at komme forbi min mor, der var også praktiske ting der skulle ordnes.

Det var ikke godt det der mødte mig - hun havde tydeligvis en del smerter, ville helst bare ligge på siden. Og hun virkede også meget konfus, men på en ny måde - mere ovre i noget små-hallucinerende, eller ihvertfald med sær tolkning af sanseindtryk.

Så jeg ringede til hendes afdeling på Riget, og vi fik en akut-tid om mandagen, så de kunne undersøge hende nærmere. Min forestilling der var, at det sikkert var noget med en saltbalance der var galt, og det kunne fixes med et drop - det var prøvet før under kemo.

Men blodprøver viste ikke noget unormalt, så de indlagde hende, så de kunne få lavet de tests der skulle til - i første omgang en CT-skanning af hovedet. Det var hun ikke meget for - men hun blev overtalt, på den betingelse at hun kunne komme hjem igen.

CT-skanningen blev foretaget næste formiddag, og i løbet af eftermiddagen fik vi svar. Det viste sig at kræften havde spredt sig til hjernen, så nu skulle der ny omgang strålebehandling til. Det kunne også forklare hendes symptomer, ihvertfald hovedpinen og forvirringen - hjernen hæver, og det forøgede tryk skaber problemerne.

Vi blev sendt hjem - for det var jo det hun ville - med ny skanningstid om torsdagen, de fremrykkede hendes rutinekontrol for at se om noget skulle have udviklet sig andre steder også. Med sig fik hun noget medium smertestillende, samt noget binyrebarkhormon som lettede på symptomerne omkring hævelsen - og det virkede også allerede, hun havde det bedre.

På det tidspunkt var alt sådan set fint, troede jeg - nu var der fundet ud af hvad der var galt, og hvad der skulle gøres. Det ændrede sig dog om natten, da jeg jeg lavede research på det der med metastaser i hjernen, og fandt ud af at det sådan set ikke kunne helbredes. Man kunne udsætte døden med blandt andet strålebehandling, men det ville være et spørgsmål om tid. Jeg kunne se statistik der talte om medio levetid på en måned ubehandlet, og seks måneder med behandling.

Det var noget af et skifte i perspektiv - for indtil nu var den behandling der var givet, givet med henblik på helbredelse. Nu var der pludseligt tale om palliativ - livsforlængende og lindrende. Og selvom jeg selvfølgelig en del gange i det vanvittige forløb har tænkt den tanke, at det kunne være hun snart skulle dø, var det første gang håbet om andet blev fjernet.

Det ramte sgu lidt hårdt, dér om natten. Jeg blev også først lidt sur over, at lægen vi talte med ikke havde gjort det klart. Men ved nærmere eftertanke tænkte jeg, at det nok egentligt var meget godt min mor ikke havde hørt det, i hendes forvirrede tilstand.

Mere research på samme side, viste også at det var forventeligt - 80% af de der rammes af min mors type af kræft, udvikler metastaser i hjernen. Noget jeg også først tænkte, at det kunne de sgu da godt have sagt - men ved nærmere eftertanke: hvad skulle vi have brugt den viden til? Andet end at ødelægge den tid der var?

Jeg ringede til Riget næste dag, for at checke at jeg ikke havde misforstået det hele, men blev bekræftet i hvad jeg havde fundet frem på nettet - der var nu tale om palliativ behandling.

Skanningen torsdag var en slem tur - der var en del smerter, og af tåbelige årsager skulle vi forbi min mors læge, for at få en lægeerklæring - mere om det i andet indlæg - så hun var udmattet da vi kom hjem.

Mandag skulle vi så ind, så der kunne blive gjort klar omkring hendes strålebehandling af hjernen. Men i løbet af weekenden blev smerterne i ryggen mere konstante, samtidgt med at der indimellem dukkede andre op forskellige, skiftende steder. Og jeg følte ikke jeg kunne tage ansvar for mere. Heldigvis kunne hun også selv se det nu, og ville gerne indlægges.

Det tog noget tid, men det blev hun - tilsidst havde hun det virkelig ikke rart, efter flere timer rundt på Riget. Jeg kunne også mærke på de læger jeg nu talte med, at de ikke brød sig om de rygsmerter. CT-skanningen fra om torsdagen havde dog ikke vist tegn på noget i kroppen, men nu blev der bestilt en MR-skanning.

Som allerede blev gennemført næste morgen - det er meget hurtigt at få tid til sådan en - og den viste, at kræften også havde sat sig i et par ryghvirvler. Så nu skulle der også strålebehandling af ryggen til.

Det gode var dog, at hun nu fik effektiv smertebehandling, morfin, så hun havde det en del bedre. Stadig forvirret, men noget skæv af morfinen, på en god måde.

Så et par dage så tingene lidt bedre ud, set fra mit synspunkt. Men natten til torsdag var hun åbenbart stået op om natten, forvirret - og var faldet. Det gav hende et ordentligt blåt mærke og en hævet læbe. Og hun var blevet endnu mere forvirret, og kunne næsten ikke udtrykke sig.

Hendes strålebehandling af ryggen, som skulle være begyndt om torsdagen måtte de droppe - hun kunne ikke finde ud af at hun skulle ligge stille, og hvad der skulle ske. Og så var det for farligt (fordi hun kunne falde ned fra lejet).

Et endnu større problem var dog, at de nu heller ikke turde give hende strålebehandling af hjernen, da hendes almentilstand var for dårlig - og strålebehandlingen ligesom kræften medfører hævelse af hjernen. Og når den allerede var så hævet, kunne det medføre at hun døde umiddelbart efter behandling. Så de ville give hende massive mængder binyrebarkhormon i det håb at det kunne slå hævelsen nok ned, til at hun kunne modtage behandling.

Dagen efter talte jeg med afdelingens overlæge, som fortalte mig at han havde aflyst strålebehandlingerne. Som det havde udviklet sig ville det i bedste fald være formålsløst. Nu handlede det om, at hun fik så smertefri og rolig sidste tid som muligt. Hvilket jeg var helt enig i - men jeg må tilstå at det var lidt svært at følge med i som perspektiverne skiftede - det var kun 1½ uge siden jeg var på hospitalet med hende første gang, og nu var det kun et spørgsmål om dage, måske.

Så i løbet af weekenden var familie og nærmeste venner forbi og sige farvel - ikke at min mor var meget tilstede, hun sov for det meste, og kunne kun udtrykke sig halve sætninger. Selv havde jeg mine børn inde og se hende fredag aften.

Hun var mindre og mindre ved bevidsthed over de næste dage. En eftermiddag ringede de fra Riget: hun havde fået det en del værre med sin vejrtrækning, måske var det snart. Da sad jeg og min bror der en del timer, til lyden af rallen fra slim i halsen, som samler sig når synkerefleksen ikke længere virker. Men hun døde ikke den dag, hun stabiliserede sig efter et par timer, og holdt sig også sådan næste dag.

På den sidste dag, kunne jeg mærke hun var blevet varm - jeg gætter på hun havde fået feber, sikkert ramt af en infektion. Samtidig havde jeg ingen fornemmelse af at hun var tilstede mere, kroppen fungerede rent mekanisk. Jeg håbede og troede at det ville være hendes sidste dag. (Ja, jeg havde også håbet det de foregående dage, men nu var det også min fornemmelse.)

Jeg blev ringet op sent om aftenen - nu var hun død. Så gik jeg ind på Rigshospitalet og sagde farvel, om natten - der var fuldmåne og solstorm, og Venus og Jupiter stod tæt. Det var for ca 1½ uge siden.

Bisættelsen blev holdt for nogle dage siden. Det blev et fint arrangement, synes jeg - det er jo ikke så tit man skal holde sådan noget...

Her er min tale:

I forbindelse med at [min mor] blev 70 – få måneder inden hun blev syg - rejste hun, [min ældste søn] og jeg til Rom en uge. Det blev en dejlig tur.

Ret tilfældigt havde vi lagt det obligatoriske besøg i Vatikanet om formiddagen på hendes fødselsdag. Det kan måske forekomme lidt fjollet, men ingen af os havde tænkt på at det var søndag, og den katolske kirke var en going concern – så undervejs derhen hørte vi hvad der først lød som fjerne 1. maj-taler, men viste sig at være Hans Hellighed, Benedikt XVI, som holdt prædiken.

Det blev en stor oplevelse at overvære – en veritabel hær af præster, biskopper og alterdrenge som udførte sære ritualer i besynderligt farvede gevandter. En stor oplevelse, ikke så meget på grund af det religiøse – men fordi det gav et særligt tilhørsforhold til historien. Ekstra overvældende blev det nok, fordi det på ingen måde var planlagt af os – og at det altså var på [min mors] fødselsdag.

Så da Paven havde velsignet os alle, udbrød [min mor]: ”Så! Nu har jeg set hvad jeg skulle. Nu kan jeg roligt dø!”

Det var naturligvis sagt dels i sjov – men hun mente det nu også, et sted. Og hun gentog det også flere gange, som hun havde for vane, når hun virkelig mente noget.

Det har jeg ofte tænkt på efter hun blev syg. Som at det var en form for forvarsel. I dag føler jeg mere trøst ved det – hun var faktisk på det tidspunkt – da hun endnu var frisk i krop og sind – mæt af livet. Ikke at hun gerne ville herfra – men hun var tilfreds.

Historier og bøger var en stor del af hendes liv. Derfor regnede hun også sin venden tilbage til normalen efter sygdommen, fra da hun kunne begynde at læse igen, midt i oktober. Det begyndte dog atter at knibe efter et par måneder. Hun læste Proust, på fransk, men "det er som om ordene ikke vil hænge fast". Så hun bad mig købe den på dansk, På Sporet af den Tabte Tid. Og da hun blev indlagt bad hun mig hente den – det blev det sidste hun læste, hun nåede til side 28 ifølge bogmærket.

Da jeg var barn, og hun læste bøger op og vi kom til slutningen af De Store – som for eksempel Kaninbjerget eller Ringenes Herre - kunne hun godt have problemer med at læse slutningen højt. Faktisk kan jeg huske, jeg måtte læse det sidste kapitel af Ringenes Herre for hende, fordi hun ikke selv kunne for de store følelser. Lidt på samme måde har jeg det nu. Så det er op til mig at sige: Farvel [mor] – El-ahrairah har kaldt på dig, du skal fortælle historier i hans owsla. Skibet til Gråhavne er forsvundet i horisonten.

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Farvel, og lykke på rejsen,
Thøgher Seidhenphadhen,
gamle kriger -
du efterlader et tomrum
og en anstændighed
vi allerede har for lidt af.
Men jeg er sikker på
du vil blive vel modtaget
i Gråhavne
og på den anden side af havet,
mod vest.

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Mere opfølgende på seneste indlæg, og Malcolm McLarens død - jeg kan ikke lade Madame Butterfly stå alene:


Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Holy crap, jeg sad og skrev dette indlæg, og ser så på Wikipedia, da jeg skal checke et årstal, at Malcolm McLaren er død i New York i dag, af kræft?! Langt ude tilfælde.

Dette var indlægget:

Madame Butterfly
Fornylig havde jeg et indlæg, hvor et af Malcolm McLarens mærkværdige påfund blev berørt. Well, her er et andet fra 1984, et mystisk mix af pop og opera. Jeg har aldrig været til opera, men det her berørte mig dengang. Og Puccinis Madame Butterfly er da også den eneste opera jeg ejer idag - jeg holder altså meget af den arie. Det havde jeg nok også gjort uden Malcolm McLarens indgriben - men her er den ihvertfald:

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Ja, undskyld mig hvis jeg er lidt kynisk, men jeg kan altså ikke rigtig holde til det dér med, at det er så synd for solsortene at de dør af kulde i øjeblikket, og at vi må hjælpe dem.

Go'morgen Danmark havde endda en biolog(!) inde i morges, som foreslog at man lagde æbler eller solsikkefrø ud til dem, så de kunne få noget at spise. Og så fortalte han i øvrigt (efter hukommelsen) at der normalt om foråret er overlevet omkring 2,5 millioner ynglepar, som om efteråret har foremeret sig til noget med 10-15 millioner eksemplarer, som altså i løbet af vinteren reduceres til de 5 millioner. Og én hård vinter som denne ryger der altså måske et par millioner mere.

Så altså - i forvejen dør der ganske mange en normal vinter, og sådan er det.

Og er det ikke sådan - eller er det blot min børnelærdom, der er forkert? - at sådan en vinter, hvor der ryger nogle ekstra, faktisk er en af de naturlige måder, en art holdes stærk på? Fordi det er de mest hårdføre individer, eller de som er bedst til at finde mad, som overlever? Og tilgengæld belønnes med mange overlevende unger, fordi maden i foråret/sommeren er rigelig, da der er færre at dele den med?

Og hvorfor pokker skal vi som mennesker overhovedet til at blande os i det? Jeg forstår det ærlig talt ikke!
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Jeg var ude og gå en tur her til aften. På vej hjem langs søerne, beundrende himlen og i godt humør, fandt jeg mig selv småsyngende Like a Prayer. Og jeg kom til at tænke på, tænk hvis det var Madonna der var død, og ikke Michael Jackson?

De er jo meget samme segment, og har ca samme alder, og har været på nogenlunde lige længe. (MJ startede før, men stoppede reelt også for noget tid siden.)

Og jeg tror roligt jeg kan sige: hvis Madonna skulle dø pludseligt, nu, ville det påvirke mig væsentligt meget mere! Det ville jeg godt nok finde sørgeligt. For hendes musik har jeg altid kunnet bruge til noget, og jeg føler den langt mere som min. Og så glemmer jeg iøvrigt aldrig første gang jeg hørte Like a Virgin - jeg sad på Burger King på Rådhuspladsen/Strøget, og tænkte Wouw! da den kom i radioen.


Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Det her blev jeg sgu lidt ked af!

På grund af en tilfældighed på TV kom jeg i tanker om en dansk skuespillerinde, som var det store lys ca midt i 80'erne, og modtog en masse priseer for hendes debuter. Hvorefter hun forsvandt meget pludseligt.

Jeg talte så med hende på Floss engang sidst i 90'erne. Jeg kunne godt genkende hende, da hun fortalte hvem hun var, men hun var hærget. Meget. Især i forhold til det engleagtige udtryk hun var kendt for. Hun havde været på junk en del år fortalte hun; men var clean nu - ihvertfald i øjeblikket. Vi fik lang snak om lidt af hvert; og hun virkede fucking sympatisk.

Kom jo så lige i tanke om hende, som sagt. Og googlede hende. Og kan så se hun døde som 40-årig i 2007; ingen uddybet årsag. Men der er vel to-tre muligheder man umiddelbart tænker på.

Anyway - det gjorde mig lige lidt trist. RIP til hende; og nogle minutters stilhed og eftertænkssomhed.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Det sker stadig ofte, at jeg kommer til at tænke på min/vores kat, Katya, som døde for ca 4 år siden. Et par gange mere end sædvanligt i denne uge.

Det var en varm sommeraften, ca 14 dage efter min yngste søn var blevet født. Da telefonen ringede (tænk - havde jeg stadig fastnet dengang?) ved 23-tiden.

Det viste sig at være et dyrehospital, der spurgte om jeg var ejer af katten Katya, en gråstribet huskat? Det måtte jeg jo tilstå, men i begyndende chok fattede jeg ikke hvorfor de ringede - for hun lå da og sov oppe på reolen, som hun plejede - troede jeg?

Men nej, de havde fået bragt en kat ind af Falck med den øremærkning, som nogle mennesker havde fundet slemt tilredt i en blodpøl i en gård.

Jeg huskede nu, hvordan jeg nogle timer forinden havde været ude i køkkenet, og været overrasket over hvordan det stod helt åbent - normalt var det bare lidt åbent. Mit gæt er at hun har været på jagt efter en flue, og i jagtens hede har lænet sig op af det, og det er gået op, og hun har mistet balancen. Min værste skræk er at hun var gået ned i vindueskarmen (som pga køkkenets opbygning er skult af køkkenbordet) - og jeg ikke har set hende, og da jeg lukkede vinduet har skubbet hende over kanten.

Hun var næsten 9 år gammel, og var blevet en noget adstadig dame - så det var ikke normalt for hende med meget jagt eller udforskning mere. Men hun havde lige været me i sommerhus, hvor hun havde fået fornyet energi, nærmest en ny ungdom. Jeg er ihvertfald lykkelig for, at hun nåede at få den tur med.

Men de ringede altså fra dyrehospitalet - de kunne ikke umiddelbart sige, hvor slemt tilredt hun var, og om hun kune reddes. Men de kunne ikke umiddelbart se at hun ikke skulle kunne. Så de ville jo gerne vide hvad vi ønskede - om vi ønskede at betale for at de gik videre.

I første omgang aftalte vi, at de gik videre med undersøgelser og den nødvendige behandling, og vi så måtte tage nærmere stilling.

En ny samtale næste morgen afklarede, at de kunne prøvede med nogle operationer, men både hendes bryst, det ene ben og hendes underkæbe skulle opereres; og der var ingen garanti for hvordan det ville falde ud, og hvis hun kunne overleve, hvordan hendes livskvalitet ville blive. Det lød ikke som de bedste udsigter, og hvad der også var vigtigt på det tidspunkt, og med en nyfødt oveni, det lød dyrt. Meget dyrt.

Så vi endte med at afslå videre behandling, og aftalte at vi kom forbi hospitalet i løbet af formiddagen for at sige farvel til hende, og være med til aflivning. Hvilket vi så gjorde - min eks og jeg, + barnevogn. Den ældste var i skole - han er stadig sur over at han ikke var med, og det var nok også en fejl; selvom han og Katya altid havde haft et anstrengt forhold.

Hun var stærkt bedøvet, men kunne ihvertfald kende mig, og prøvede at kravle hen til mig, men hendes ben gav efter under hende. Jeg tog hende op og sad med hende på skødet i 5-10 minutter. Hun spandt. Jeg bilder mig ind et sted, at hun godt vidste hun skulle dø. Så kom dyrlægen, og forklarede hvad der nu skulle ske; hun ville få en sprøjte, som ville få hende til at sove, og derefter en gift som ville stoppe hendes hjerte.

Og som sagt så gjort: som jeg usker det gik der 1 minut fra den første sprøjte til den næste, og 10 sekunder fra nr to, til han stille sagde, "så, nu er hun død." Hun var stadig i mine arme, men nu var hun en tom skald for hvem hun havde været.

Vi beslutede der ikke skulle ske noget med liget; eller rettere som det så fintfølende hedder, at det skulle til destruktion.

Men minderne er der stadig. Og jeg kan stadig her længe after, tage mig at tænke at jeg skal passe på når jeg åbner døren til min lejlighed, så hun ikke løber ud.

Det stærkeste minde er dog fra da vi fik hende og hun knyttede sig til mig, eller rettere vi knyttede os til hinanden. Jeg har hele tiden lyst til at bruge det engelske bonded, men knyttet er vel i bund og grund det samme.

Jeg var rasende. For godt nok havde vi talt om at få en kat, og der var det her kuld killinger. Men for det første ville jeg gerne se dem an først, for det andet var de endnu alt for unge. Jeg tror hun har været noget med 6-7 uger på denne aften vi taler om.

Men min eks havde veninde-aften, og veninden med kattene havde så uden mit vidende taget killingen med. Og så var der ellers fait-accompli en killing i huset, uden vi havde noget som helst til den, inklusive bakke - og med lejligheden fuld af larmende og fulde russerinder. Ikke de ideelle omgivelser at tage imod en alt for ung kat.

Så jeg gik for mig selv og arbejdede - det ville jeg ikke have noget med at gøre. På et tidspunkt kom killingen så ind til mig - vist nok godt hjulpet på vej af tidligere ejer, og jeg tog den op og sad med den, og den spindede og jeg aede den på maven. Og i løbet af - ja, jeg ved ikke - en halv time? - havde vi opbygget en form for sjælefællesskab - som altså holdt til hendes død.

Tilgengæld var hun altid meget reserveret over for andre mennesker (og katte!) - til tider endda fjendtlig. Inklusive min eks; det sidste gav en del problemer, da det jo egentlig var hende der havde insisteret på at få kat, men det var ikke helt sådan det faldt ud. I hendes verden blev det også siden til, at det var noget hun havde insisteret på for min skyld. Men sådan var der så meget dér, henad vejen.

Men nu har jeg altså så alligevel reserveret en lille plads til hende her i cyberspace, også. Farvel Katya, og tak for alt.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.