Leoparddrengens
Public Key
Viser opslag med etiketten skaldet. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten skaldet. Vis alle opslag

lørdag den 20. juni 2009

10-4 til T4

kl. 10.54 Ingen kommentarer

Jeg var jo inde og se Terminator: Salvation i går. Og den holdt sgu vand. Titlen burde dog måske have heddet Redemption i stedet for Salvation, men det ville nok ikke sælge så meget.

Vi var en mindre skare i Imperial, det kan ikke have været rart for Nordisk Film med så få en fredag aften. Men jeg var glad for den stadig gik der her 1 dage efter premiere. Og der gik faktisk noget premiere-stemning i den undervejs, og vi endte med at klappe af filmen.

Hvis man intet kender til Terminator universet, skal man ikke se den film. Eller - det kan man måske godt, men man vil ikke fange halvdelen af den. Og hvis man går ind, og forventer at den er ligesom de tidligere, bliver man også overrasket.

Vi befinder os i en post-apokalyptisk verden, så setupet giver en del mindelser til Mad Max på flere måder. Men grundliggende er selvfølgelig kampen mellem mennesker og maskiner. Det kom lidt bag på mig menneskene var så veludrustede som de var, jeg troede nærmest de ville kæmpe fra jordhuler; men det kan jo også være de når til det stadie.

Hovedhistorien er John Connor, der må forsøge at redde sin far, Kyle Reese; som jo er en del yngre end han, da han først bliver far til ham engang i fremtiden, i fortiden... (Jeg overvejede om der ville komme en replik som , "Kyle, your my father!", eller "Kyle, I'm your son!" - men det blev vi forskånet for.)

Derudover er der darkhorsen, Marcus, som vi ser blive henrettet i filmens start, i fortiden - men inden donerer han sin krop til en kræftramt og skaldet (I like!) Helena Bonham Carter, som arbejder for CyberDyne.

Vi ved ikke rigtigt hvad hans rolle er - og lad det blive ved det, udover at det er ham der fik mig til at mene den kunne hedde Redemption i stedet for Salvation (John Connor repræsenterer Salvation).

Der er mange citater og henvisninger til de tidligere film, men ikke så mange at det bliver for meget. Og filmen er ganske sin egen, med nogle fantastiske actionsekvenser, der gjorde mig helt forpustet - og der skal ellers noget til i vore dage. Velcastet - min eneste anke der, er lidt for stor lighed mellem John Connor og Marcus, som i filmens start kunne virke lidt forvirrende, men det kan forsvares.
Der er så også lagt nogle overraskelser ind, men dem vil jeg lade være at afsløre her!

Hvis jeg skal brokke mig over noget, må det være at der er hvad der virker som nogle huller undervejs. De bliver højst sandsynligyt fyldt ud i DVD udgaven, der er en halv time længere. (Film-udgaven er faktisk kun på omkring godt halvanden time, en sjældenhed i vore dage, men det er fint her.)

I helheden var jeg ganske begejstret for den, og har været i godt humør på grund af den hele dagen; og kom til at købe første sæson af Sarah Connor Chronicles - men det havde jeg jo også tænkt mig at gøre, så det var jo fint nok.

Er man til den slags - så se den!!

Ceterum censeo Facebook esse delendam.
Etiketter: , , , , , , ,

tirsdag den 9. juni 2009

Jeg overlevede Roskilde '91!

kl. 02.19 Ingen kommentarer

Jeg hører ikke til dem, der er på Roskilde hvert år. Jeg har vel ialt været på 5-6 festivaler, og den seneste midt i '90erne. Så jeg kan godt adskille de forskellige gange i hukommelsen.

Men en står som den klart mest vanvittige, mest sjove og mest alt muligt: Roskilde '91.

Og det var sgu ikke fordi jeg blev særligt stiv eller intoxikeret på anden vis det år; det var simpelthen for farligt; den festival handlede om overlevelse. Det var det år, da Roskilde blev ramt af en syndflod, som overgik alt hvad der var set før, og satte hele festivalen under vand. Eller fortyndet smat, om man vil.


Det regnede ganske vist mere for et par år siden, i følge DMI. Forskellen på den gang og nu, har dog været, at man lavede dræn i jorden efter '91. Så nu bliver det hele ganske vist meget vådt og kedeligt, når det regner på den måde, men den samme form for oversvømmelse opstår ikke.

Det år var der fra fredag til søndag mellem 10 og 75 cm mudder eller vand overalt på festivalpladsen, bortset fra inde i de telte som lå højest. Og man kunne ikke se meget af hvor der var dybt, fordi det hele var dækket af det flis der var lagt ud, for at forhindre at vandet skulle blive et problem. Et lag flis på 5 cm virker fint, hvis vandet holder sig under det niveau - men når vandet stiger over - hvad det altså gjorde - betyder det bare at flisen flyder ovenpå, og lægger sig i et tykt tæppe ovenpå.

Temaet performance kunst. Og min gamle vens mors kæreste var et internationalt navn inden for installation og performance dengang, og var blevet hyret til at lave et større projekt: Soundwalk, som hovedsageligt bestod af et stillads i 3 etager med en herrens masse højtalere på, og mikrofoner til disse placeret skjult rundt omkring på festivalen. Samt nogle mikrofoner i bevægelse, der gik rundt mellem de forskellige steder. Gæsterne kunne så gå rundt på stilladset og opleve de forskellige lydindtryk med videre koncentreret.

Og vi blev jo så hyret som hjælpere, det vil sige vi fik frivillig-armbånd og hvad dertil hører. Vi fik endda et større army telt at sove i - jeg kan ikke huske hvor mange vi var afsted, men det var en del stykker.

Desuden havde alle performancegrupperne et fast hovedkvarter, en træbygning ca midt i, hvor de kunne mødes, forberede sig med videre. Et sted der skulle vise sig at blive et vidunderligt helle. Og iøvrigt et fantastisk sted at være, fordi de der performance folk altså er ganske morsomme typer. Og der var alt fra de helt selvudnævnte og uetablerede (som f. eks de 3 piger, hvis gimmick var at de havde lavet kjoler og paraplyer af plastikposer - de var ret meget i medierne det år), til forskellige mere eller mindre amatørteatergrupper, til en fyr der kørte rundt i en skringrende vanvittig cykelhimstregims med et utal af båthorn med videre der gik igang når han kørte. Hvilket han også gjorde inde i huset.

Så der var muntert, og der skete altid noget uventet. Og så var der Maja. Hun var fra en af amatørteatergrupperne, noget Køge lokalteater tror jeg. Har altid holdt meget af det navn, ihvertfald efter at have læste Richard Adams Maia. Og så var hun pilskaldet, hvilket jeg jo har en svaghed for. Og meget sød. Så hende blev jeg jo meget interesseret i; desværre var det ikke gensidigt. Jeg tror nok hun syntes jeg var lidt for almindelig - there's a new one, men det er sandt at vores gruppe var den udpræget mest borgerlige i forsamlingen. Vi var jo sådan set også bare praktiske medarbejdere.

Men sådan en små-forelskelse er jo altid godt for entusiasmen, og måske en af grundende til jeg husker festivalen i sådan et positivt lys.

Henad aftenstide torsdag begyndte det at regne, og det blev det jo så sådan cirka ved med resten af festivalen, med enkelte ophold af en halv time, hvor man svagt kunne mærke at der fandtes en sol et sted bag skyerne. (Og det havde regnet hele juni i forvejen, så jorden var i forvejen mættet af vand).

Vi kommer tilbage til vores army telt om aftenen den aften, og får det første billede på hvad der venter os: teltet er ikke videre tæt midt på, så vores soveposer sejler rundt i en sø midt i teltet, på liggeunderlagene. Mirakuløst nok har liggeunderlagene faktisk holdt tæt, så det er kun de dele der har hængt ud over, der er vådt på min sovepose. Hvilket vil sige den nederste tredjedel.

What to do? Der er ikke så meget at gøre. Der er dog nogle relativt tørre områder ude i siden af teltet, så det er med at krybe sammen der. Og ikke få fødderne for langt ned i posen, hvilket ikke helt kan lade sig gøre. Jeg begynder at ane på dette tidspunkt, og det skal også vise sig at være sandt, at jeg ikke på noget tidspunkt resten af festivalen vil være tør.

Fra fredag er der som nævnt oversvømmet; og jeg kan ikke længere huske nogen kronologi, blot en masse indtryk og vanvittige situationer. Jeg melder mig til at være en af dem der går rundt med mikrofon, hvilket jeg får lov til stort set hele tiden, da de andre ikke er meget for at bevæge sig ud søen; jeg vil hellere være aktiv end bare at stå at fryse. Hvilket jo så også betyder, at jeg får gået endnu mere rundt, og er endnu mere opsøgende i forhold til mærkværdigheder end jeg normalt ville være.

Og der sker mange mærkelige ting. Men det er en meget fredelig festival, for der bliver ikke drukket så meget igennem (som sagt, det handler om overlevelse), og svenskerne tager hjem. Min teori er, at danskerne bor så tæt på, at de trods alt godt kan overskue at vente med at tage hjem, til de virkelig ikke kan holde det ud længere, og folk fra andre lande har rejst for langt, og skal rejse for langt igen, så de føler sig tvunget til at være der. Men svenskerne kan altså ikke overskue det, og tager afsted.

Jeg kan huske CNN dukker op på et tidspunkt, der er gået rygter om at folk er druknede på Festivalen, de bliver vist slemt skuffede da det viser sig at være en and.

Ellers kan jeg også huske jeg opholdt mig en del i Grønlænderteltet; et af de få steder med fast grund under fødderne, og så en rigtig god lydkulisse at sende til stilladset. (Og derinde blev iøvrigt drukket igennem!)

Musikmæssigt husker jeg kun svagt at jeg så Iggy Pop. Men langt det meste musik endte også op med at være aflyst, fordi de elektriske installationer kortsluttede på stribe. Og der er ren kaos i informationsstrømmen, ingen aner hvad der sker hvornår. Kan huske den daværende danske MTV vært, Maiken Vexø, tror jeg er en der bør vide noget - velsagtens på grund af mit armbånd - men jeg må skuffe hende. Hun så ellers meget sød ud i gul regnfrakke.

Gummistøvler kommer i starten i høj kurs; meget høj kurs. Men det viser sig hurtigt at være spildte penge, for det er waders der er brug for. Der er ikke meget sjov i at rende rundt med gummistøvler fyldt med vand. I virkeligheden ville det bedste på mange måder nok bare være at gå i bare tæer, hvis det ikke var for de glasskår man så ville flænse foden på.

På en eller anden måde overlever vi alle til søndag - hvor regnen selvfølgelig holder op mod slutningen. Det var dengang overlevelses- og kanindræberkurser var meget på mode; jeg vil til enhver tid hævde at '91 overgik dem med mange længder. Men viste tilgengæld også noget om, hvordan folk kan holde humøret oppe i en fuldstændig vanvittig og kaotisk situation.
Jeg tog efterfølgende hjem til min mor, og lå 2-3 timer i et karbad for at få kernetemperaturen lidt op. Og sov vist så ca en uge bagefter.

Men det var fedt!

Ceterum censeo Facebook esse delendam.
Etiketter: , , , , , ,

søndag den 7. juni 2009

Barberede kvinder

kl. 00.58 17 kommentarer
Okay, lidt i opfølgning på historie om min egen skaldethed, må jeg vel også indrømme en fetish jeg har. Hvis det er ordet.

Men jeg har en svaghed for skaldede kvinder. Eller til nød kvinder med meget kort hår. Eller, nogle gange, virker det også på kvinder hvor kun ansigtet er synligt; hvorfor jeg synes hele den muslimske idé med ikke at ville vise sit hår offentligt, fordi det kan være æggende, virker ret mod sin hensigt; for jeg kan blive særdeles tiltrukket af piger med tildækket hår.

Jeg ved ikke hvorfra det stammer; andet end hele det helt hårløse vel for mig har et eller andet science fiction/fremtidigt menneske over sig. Men jeg kan huske hvornår det første gang for alvor manifesterede sig: det var en forside af Politiken Søndag, altså den der P.S. sektion, må have være i starten af 90'erne. Som, på forkant af udviklingen, talte om barberede kvinder - og hvordan mænd ønskede det, fordi de ville i seng med børn. Eller noget i den stil.

Men til at ledsage artiklen, var et billede af en kvinde. Skaldet & barberet, overalt. Hende... kunne jeg godt lide. Hendes skaldede hovede, hvorom man kunne lægge fingrene, og mærke varmen fra hendes tanker, hendes bryster, hendes mave og hendes blottede køn & klit - et særsyn dengang.

Det var en avis jeg bevarede længe - fatter faktisk ikke hvorfor jeg ikke har den mere.

Anyway, har jo så været i fast parforhold i mange år efter. Og siden er det begrænset hvad der er sket. Men som det er min opfattelse, er det sket de senere år, at mange kvinder nu er barberet mere eller mindre forneden.

Hvilket jeg da godt ville nyde godt af; ikke så meget på grund af min fetish (som handler mere om hovedet, eller det totale) - men på grund af det ville betyde jeg i det hele taget var i nærkontakt.

Men jeg tror jeg kan huske det nøjagtige øjeblik, hvor normen skiftede til at være barberet: det har været i Big Brother's første år - den som Dildo Jill vistnok vandt. Men det var ikke hende, men en af de andre kvindelige indsatte, som jeg kan huske brugte tid på at barbere sig i det næsten videofilmede kvindebad; og forklarede hvorfor: når hun var sammen med en mand, skulle han altså ikke lave den dér: løfter hovedet op, tager hår ud af munden: "var det godt for dig skat".

Anyway, altså - udover min fetish med den totalt hårløse kvinde, har jeg altså egentlig ikke den store preference hvad hår omkring fissen angår; sålænge det er fisse er det fint med mig. Men vil da et eller andet sted godt nå at opleve nuværende bølge.

Hvad der er mit store spørgsmålstegn: hvordan ligger det egentlig med mænd? Er fashion også at vi skal være barberet? Og hvor meget?

For hvis det er, er det vel enkelt nok lige at tage en trimmer til meste, og så lige finbarbere bagefter - men nosserne må altså være lidt besværlige, hvis det skal være helt pænt.

Men det er vel til at finde ud af. Jeg spørger bare - for jeg føler mig lidt ude af informationsstrømmen et sted. Hvad forventes; og hvad ønskes? (De to ting behøver jo ikke være det samme).

Det sidste minder mig lidt om: I starten var alt det med barberede fisser jo (ifølge nogle højtråbende kvinder) noget mænd fandt på, fordi de i bund og grund er pædofile, og fordi de ikke ønsker kvinder skal have noget at sige; derfor ville jeg meget gerne vide hvad lesbiskes syn er på barberede fisser i vore dage. For hvis lesbiske også kan lide barberede fisser, da kan man vel så ikke lægges udelukkende lægge tvivlsomme mandlige motiver til grund?

Og mit indtryk er, at lesbiske har præcis samme preference som ihvertfald jeg omkring fisser. Som er lidt af hvert, og at den findes.

Ceterum censeo Facebook esse delendam.
Etiketter: , , , , , , , , ,

lørdag den 6. juni 2009

Da jeg var Skinhead

kl. 15.20 Ingen kommentarer

Ja, det var jeg jo sådan set ikke. Men jeg følte åbenbart jeg trængte til noget andet end mine lange lokker.


Så engang i løbet af sommeren (tror jeg det var) 1985, hvor min mor var ude at rejse, besluttede jeg mig for at gøre alvor af det. Jeg kunne jo ligesågodt blive lidt semipunket, da jeg et halvt år før var droppet ud af gymnasiet. Jeg har været 16 på det tidspunkt.

Og så var jeg jo naturligvis overbevist om, at mit ansigt og min hovedform kunne klare det - hvilket de heldigvis også viste sig at kunne.

Så en aften inden vi skulle spille rollespil gik jeg igang, med en elktrisk barbermaskine. Jeg tror jeg havde været fornuftig nok til at klippe det meste med en saks, men var ikke klar over hvor stor en opgave der var foran mig; den maskine havde kun en meget primitiv trimmer, som virkelig er det vigtigste ved sådan en omgang.

Men det lykkedes faktisk - næsten. Maskinen var de sidste timer så varm, at jeg kun kunne bruge den i nogle minutter, så måtte den have hvil på en halv time. Og knivene i den var selvfølgelig begyndt at være nedslidte, så den sidste tid var en smertefuld proces, hvor den hele tiden greb fat i hårstumperne. Men det er straffen for altid at ville gøre alting selv.

I det store og hele endte jeg skaldet, men maskinen var tilsidst så varm og nedkørt, at jeg den dag måtte opgive enkelte øer af hår i baghovedet; så det vel nærmest så ud til jeg havde små svulster. Mine medspillere syntes vistnok det så noget ulækkert ud; udover de havde lidt svært ved at vænne sig til det drástisk forandrede udtryk.

Særligt punket kom jeg nu aldrig til at virke, nok mest fordi jeg stadig brugte briller - som min bror udtrykte det, lignede jeg en intellektuel neger.

Som jeg husker det, holdt jeg det skaldet, eller næsten skaldet i et års tid (og fik fjernet svulsterne), indtil jeg igen lod det gro; og hurtigt igen havde langt hår, hvilket jeg så havde indtil engang sidst i '90erne, hvor min ex fik den idé at jeg skulle til at være præsentabel. Det holdst så et par år, nu har jeg igen det lange hår, der får piger til at råbe vredt og misundeligt efter mig :)

Men jeg kom til at ville skrive historien, da der pludselig dukkede billeder op af det, til den 40-års fødselsdag jeg var til for en uge siden. Som jeg senere fik mailet.

Har redigeret et af dem, og det er det der ledsager indlægget her. Beklager størrelse og kvalitet, men det er det jeg foreløbig har fået det i.

Ceterum censeo Facebook esse delendam.
Etiketter: , , , , , , , ,
Abonner på: Opslag (Atom)