Leoparddrengens
Public Key
Viser opslag med etiketten 42. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten 42. Vis alle opslag

mandag den 13. december 2010

Lowlife, the Universe and Everything

2 kommentarer
Mens jeg skriver dette er der et kvarter til jeg bliver de 42 - og jeg forestiller mig jeg er færdig med indlægget ca når datoen skifter. Jeg sidder og drikker gløgg - solo. Deraf den del af titlen som angår lowlife.

For det føles lidt lowlife. Men jeg kom hjem fra middag hos min mor med ungerne, som nu langt om længe sover. Og følte at jeg havde brug for noget alkohol, til sådan at gå ind i de voksnes rækker på. Men havde ikke været mere forudseende end at der var to øl i køleskabet, og det føltes ikke af nok. Og den sibiriske kulde gjorde at jeg ikke havde lyst til at bevæge mig udenfor. Der er ganske vist ikke udsendt isbjørnevarsel endnu, men jeg er sikker på de er derude.

Så jeg kom i tanke om en liter færdiggløgg jeg i et svagt øjeblik, Gud ved af hvilken grund, havde købt. Og tænkte, at hvis det ikke skulle være nu - hvornår skulle det så egentligt være?

Så - derfor sidder jeg og pimper gløgg, solo.

Men - det er nu ikke så galt. Skal ud med vennerne i morgen. Og ganske vist viste det sig at den gourmetburgerbiks jeg egentligt havde planlagt holder mandagslukket (sgu meget godt at jeg opdagede det i går aftes, og ikke i morgen, ellers kunne det hurtigt have udviklet sig til et Frank Hvam-moment) - men hoveddelen af planen ligger stadig fast: noget mad (nyt sted) - og Klovn. Som jeg har høje (lave!) forventninger til.

Anyway - vi ved jo alle - som man har vidst siden ihvertfald Oplysningstiden - at 42 er et særligt tal. Så det vil jeg glæde mig over. Sammen med de nice, friendly letters som skriver Don't Panic! for mit indre sind.

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

torsdag den 4. juni 2009

Verdens skabelse forklaret - en numerologisk analyse

Ingen kommentarer
Som bekendt er tallet 42 specielt; og som jeg blev opmærksom på forleden, og som kloge hoveder har vidst gennem århundreder, er tallet 117 nogenlunde ligeså specielt.

Men hvad jeg ikke tidligere har tænkt på, er hvordan numerologi kombineret med taoisme og nyeste fysiske viden kan forklare ikke mindre en Universets Skabelse. Måske kan det endda lede til en Unified Field Theory?

42 består naturligvis af primfaktorerne 2, 3 og 7.
117 består af faktorerne 3, 3, 13.

Alene dette antyder jo hvilke hellige byggekloder de to tal er sat sammen af.

Men den virkelig aha-oplevelse får man, når man ser på tværsummen af de to tal: nemlig (for 42) 6 og (for 117) 9.

6 og 9 - minder det ikke om noget vi kender andetsteds fra? Yin og yang? 69?

Og da yin og yang jo også står for det mandlige og kvindelige, kan vi gå skridtet videre: 6/42 er et lige tal og står dermed for det kvindelige, hvor 9/117 er ulige, og dermed mandligt.

Når vi så ved, at 42/6/det kvindelige er svaret på Life, The Universe and Everything - er det vel naturligt at regne med at 117/9/det mandlige står for det mystiske manglende spørgsmål.

Og når vi så kender til fysikkens teorier, og sætter dette mandlige spørgsmål og det kvindelige svar sammen, er det vel klart nok at det forklarer The Big Bang?

Kan man blive doktor i numerologisk fysik? Jeg er klar!

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

onsdag den 3. juni 2009

Søvnløs på nettet

2 kommentarer
Kan se at Influenza A - den så frygtede Svineinfluenza - nu snart bliver erklæret egentlig pandemi. Huha.

Og de skriver at de fleste af de 117 dødsfald* ikke har tilhørt de såkaldt udsatte grupper, det vil sige det vil sige hverken ældre, kronisk syge eller gravide.

Så det gælder altså om at komme til at tilhøre en af disse grupper, for at få størst chance for at overleve.

Ældre kommer jo af sig selv, men der går trods alt en del år. Kronisk syge: tja, man må vel prøve at finde noget man kan døje med (virker psoriasis?), men det kan på den anden side også blive trist.

Tilsidst er der det med at blive gravid. Det er jo af begrænset varighed, så det kan vel lige dække sådan en pandemi? Nu regner jeg det bare ikke lige for særligt sandsynligt at jeg går hen og bliver gravid, så jeg må virkelig gøre noget for at øge chancerne.

Og der er det så at tilfældet tilsmiler mig: for på netop samme DR side ser jeg en overskrift som måske kan hjælpe: Stress mindsker chance for at blive gravid. Ikke noget jeg som regel ville hæfte mig ved - er også virkelig overraskende!? - men i denne situation, hvor det jo nærmest gælder artens overlevelse vil jeg virkelig prøve at undgå stress den nærmeste tid!

*Hvad er det iøvrigt lige med 117? Jeg synes snart det tal dukker op næsten lige så meget som 42.



Ceterum censeo Facebook esse delendam.