Jeg har sådan en fornemmelse af, at der blandt journalister cirkulerer et kædebrev om, hvem og hvad der ligger bag lækken i både jægerbogssagen og Irak/jæger-lækagen.

Et kædebrev hvor flere og flere får fortalt sandheden - men under trusler om forbandelser af enhver tænkelig art, hvis de enten bryder kæden, eller bryder deres "kildebeskyttelse".

Og at denne kæde efterhånden er blevet en af de mest effektive og absurde beskyttelser imod at noget skal komme til offentlighedens kendskab - for alle! i journaliststanden kender sandheden, men alle er edssvoren på ikke at røbe den - under undskyldninger som kildebeskyttelse eller offentlighedens interesse (say what?!)

Vi er i en mærkelig pseudo-videns-verden hvor det må røbes hvad andre muligvis ved, men man må ikke røbe hvad man selv ved. Således at medlemmerne af pressen, for at sørge for deres tilgang til viden, sørger for at hemmligholde deres egen viden. Og hvis de får konkret viden om hvad andre medlemmer ved, kan dette ikke bruges, for det vil være brud på broderskabets regler - kun rygter er fair game.

Vi befinder os åbenbart i et intrigeland - jeg kan godt føle mig henført til Firenze i starten af 1500-tallet, med Niccolò Machiavelli til at lede modstandernes trin. Han ville vide, hvad tingene gik ud på, og hvordan man skulle gebærde sig - ligesom det lader til andre ved nu om dage.

Vel at mærke folk som ikke omtales, som ikke behøver omtale - men vil du vide, hvad som skal holdes hemmeligt, må du også holde dem hemmelige.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.