The Man Without a Face - The Unlikely Rise of Vladimir Putin handler, som titlen også antyder om Putin, ikke mindst tiden før han så pludseligt kom frem i rampelyset. Hvor den prøver at fortælle en mere fyldestgørende historie end den autoriserede biografi.

Det gør den på sin vis også meget godt, selvom meget stadig fremstår mystisk og ukendt om denne på en gang gådefulde og simple person. For mig var første halvdel af bogen dog nok mere en genopfriskning af den senere sovjettid, og tiden under Jeltsin.

Men der var nu mange interessante ting at lære om Putin, ikke mindst fra hans tid som vice-borgmester i St. Petersborg.

Men hvor bogen for alvor tager fat, efter min mening, er den anden halvdel, efter han er kommet til magten. Hvor en masse af de store sager tages op og knyttes sammen. Jeg kendte dem jo godt - Bomberne i Moskva, Kursk, Dubrovka og Beslan, mordet på Litvinenko, Khodorkovskij og mange flere.

Men at se dem fortalt samlet og sammenhængende, og ikke mindst med oplysninger jeg ikke kendte, fordi de er gået i glemmebog i medier herhjemme (og i Rusland undertrykt), tegner sig et billede af et langt mere afsindigt regime, end jeg havde forestillet mig. Og jeg havde ellers forestillet mig meget, syntes jeg selv.

Et af de mere sigende afsnit handler om Kasparovs stædige, men forgæves forsøg på at udfordre Putin. Kasparov, en mand med så stor prestige at Putin ikke kan gøre som han plejer, få ham anklaget for et eller andet og gemt væk i Sibirien, eller myrdet i en trappeskakt. Istedet bliver Kasparovs kampagne saboteret 100% systematisk - hvorend Kasparov kommer hen er der gået noget galt i den hal han skulle tale i så arrangementet må aflyses, hoteller har ingen pladser til ham, og når han forsøger at tale på gaden overdænges han af æg eller ketchup fra unge bøller politiet har hentet til at genere ham.

Relativt fredeligt i forhold til så meget andet Putin står bag, men det viser for mig tydeligt hvor magtfuldkommen han er.

Store dele af bogen handler om ting så vanvittige, at man kunne tro den var skrevet af en konspirationsteoretiker - gid det var så vel, men det meste er faktisk veldokumenteret. Putins folk - først og fremmest KGB/FSB - er ikke ligefrem elegante i deres håndtering, nærmere arrogante i forhold hvad de gør, for de ved de kan slippe afsted med det hele.

Bogen slutter dog med overraskende håb og optimisme - ved protesterne efter parlamentsvalget i december.

Det er en rystende bog, som samtidig fænger og er hurtigt læst - hvis man har nogen form for interesse for hvad der sker i Rusland er det en must read, ligesom jeg også mener journalister må have særlig interesse for den.

Masha Gessen er journalist og redaktør i Rusland. Her tale hun om bogen på The Daily Show:


Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Dette var et indlæg, som jeg lå og tænkte over i morges, da jeg var kommet hjem fra spil, og ikke kunne sove. Og jeg har været tæt på ikke at skrive det, da det - kombineret med anden viden på bloggen - kan afsløre min identitet. Men jeg satser nu på, at det er for svært at lave den kombination. Eller for uinteressant...

Anyway, den lidt pudsige ting, jeg ikke kunne lade være med at filosofere over, er at både min far og min farfar i diverse biografier står opførst som Arkivarer. Og jegkan også huske det var det, der stod på nogle officielle breve min far modtog, da jeg var barn. Arkivar. Et pudsigt ord, og et jeg ikke rigtigt forstod som barn.

Og det er nu heller ikke særligt dækkende, for de har begge lavet ganske meget andet gennem deres liv, faktisk har det vel kun været ganske få år de har fungeret som egentlige - arkivarer.

Og hvad fanden er en arkivar? Well, så vidt jeg husker har der været en berømt arkivar i min levetid, Frede Farmand - og det har mest handlet om at han har skaffet sig adgang til skjulte optagelser af gud og hver mand, eller noget. Og det er iøvrigt meget, meget længe siden man har hørt noget til ham, han er nok under jorden.

Det jeg forstår ved en arkivar i titlens forstand, er en person som fungerer som researcher for andre, som har en bred basisviden, og kan bruge den til at vide hvor man skal kigge i arkivet, for at finde netop de oplysninger som har relevans i forhold til noget.

Og under den definition passer både min far og min farfar ind. Nok mest min farfar, som i en periode nærmest var landskendt i det, og også var medredaktør på flere leksika. Men min far har altså også mestret det, men måske mere i privat regi (og der er ihvertfald en anekdote jeg troede jeg havde skrevet, men jeg kan se mangler at blive nedfældet -den kommer så snart).

Anyway, det der slog mig var - at det er jo for en stor del også det jeg gør på denne blog. Ikke blot med Google Spørgsmålene, men også med alt det viden jeg indimellem finder det fornødent at pushe i hovedet på jer læsere.

Arkivet er nok lidt større end min fars og farfars - hele internettet - men idéen og drivet må næsten være den samme. Noget med at vide, at man er god til at skrabe viden sammen, og samtidig have et ønske om at dele ud af den samme viden.

Hvilket så igen får mig til at tænke på, om det er en eller anden jødisk tradition - idet det er gennem fædrene jeg har mine jødiske aner. Og jeg ikke kan lade være med at tænke på for eksempel Isaac Asimovs biografi, hvori han fortæller hvordan hans (til Amerika emigrerede far) fortalte om de jødiske forfædre, at de var scholars. Og det ret snart gik op for ham, at alle jøder i den der lille fattige jødiske landsby i Rusland hans forældre kom fra, altså alle var doctors eller scholars.

Hvilket jo næppe passer, men viser noget om, at det er en kultur der sætter både det at tilegne sig viden, men også det at videregive den højt.

Og det kunne jeg så ikke lade være at fundere over, at det da var lidt pudsigt gik igen, på den måde. Og lidt sejt.

(Og så er jeg i øvrigt vanvittigt uretfærdig overfor min mor og min morfar - som begge var lærere på forskellige niveauer, og har udgivet mange antologier og lærdomsbøger i det hele taget - men jeg har bare aldrig opfattet, at de havde det samme bærende princip, omkring videreformidling af den rene viden. For dem har det skullet gennemtygges og fortolkes først. Og det er jo ikke det samme.)
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

En grusisk TV-station syntes den ville oplyse borgerne om den russiske fare, og lavede derfor en dramatisering af, hvordan det kunne være, hvis russerne invaderer landet (Georgien/Grusien - jeg foretrækker Grusien for ikke at blande sammen med den amerikanske delstat Georgia).

Problemet var, at de gjorde det lidt for realistisk. Og ikke gjorde særligt meget ud af at fortælle det var fiktion og en dramatisering- så der gik rent War of the Worlds i den. Indbyggerne i den "invaderede" hovedstad Tblisi gik i panik, da de hørte at der var tanks der kørte rundt i gaderne, og at præsident Mikheil Saakashvili var flygtet, og siden dræbt.

Og panikken var selvfølgelig selvforstærkende. Nu er gemytterne faldet til ro, men vrede borgere har haft tv-stationen omringet. Og det kan man et eller andet sted godt forstå.

I Rusland er de skidesure... og det kan man et eller andet sted også godt forstå.

Alt i alt.... nok ikke verdens bedste idé. Men producenten kan da muligvis håbe på en lige så stor fremttid som Orson Welles fik efter sit lignende stunt.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

En lakmusprøve for et demokrati er hvordan et land behandler sine whistleblowers - altså de mennesker der fortæller om inside viden, fordi noget er helt forkert - korrupt eller på anden måde undergravende for demokratiet. Ofte er det mennesker som i sagens natur må overtræde en form for tavshedspligt, fordi de ikke bare kan gå til deres chefer, som er del af problemet.

Således Alexei Alexandrovitch Dymovsky, som i en video lagt ud på YouTube anklagede det korps han var ansat i for korruption. (Advarsel, hvis I ønsker at se den herunder - han bruger sædvanlig russisk retorik, så den første halvdel af videoen siger han sådan set ingenting, der kan roligt springes et godt stykke ind.)

Nu er "den afhoppede" politimand så selv blevet anholdt og sigtet for korruption og bedrageri - et modus operandi der ikke kommer bag på kendere af det russiske retssystem.

Vi kender det jo også lidt herhjemmefra - fra dengang Frank Grevil stillede sig frem, og fortalte hvordan Forsvarets Efterretningstjeneste leverede bestilte rapporter til regeringen som optakt til Irak-krigen, som ikke havde noget hold i fakta.

Hvor Forsvaret og Regeringen kvitterede med et karaktermord i pressen, samt anklager, der kan sammenfattes som:

1. Der var intet holdt hemmeligt i forbindelse med Irak-krigen
2. Det Frank Grevil sagde var løgn og latin
3. Det Frank Grevil offentliggjorde var dybt fortroligt

Som bekendt endte Frank Grevil i fængsel, mens Anders Fogh Rasmussen endte på en toppost i NATO. Og de efterladte sørger stadig for at vi ikke får en undersøgelse af hvad der faktisk skete - og hvorfor mon.

Jeg er i aften kommet hjem fra en dobbelt familie-fødselsdag, hvorfor jeg er en anelse tipsy: og vil derfor gerne udbringe en skål for whistleblowers over hele verden. I fortjener det!


Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Nu vil Rusland med deres forskere og videnskabsmænd (og mon ikke også millitæret inddrages) sørge for, at jorden kan reddes fra at blive ramt af en meteor i 2036.

Chancen for at vi (Jorden) skulle blive ramt er ganske vist at dømme ud fra nuværende odds 4:1.000.000 - så jeg synes umiddelbart ikke der er grund til panik.

Men som chefen for Ruslands rumagentur siger: "Vi taler om at redde menneskers liv. Det er bedre at bruge nogle få hundrede dollar på at skabe et system, der kan hindre en kollision, end at vente til det sker, og hundredtusinder af mennesker dør."

Og dér må jeg da give ham ret. Til den pris er det svært at sige nej - det er jo ligefør det var dyrere at købe biografbilletter til Armageddon eller Deep Impact, ihvertfald hvis man også skulle have popcorn.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.