Leoparddrengens
Public Key

fredag den 22. januar 2010, kl. 22.21

Whistleblowers

En lakmusprøve for et demokrati er hvordan et land behandler sine whistleblowers - altså de mennesker der fortæller om inside viden, fordi noget er helt forkert - korrupt eller på anden måde undergravende for demokratiet. Ofte er det mennesker som i sagens natur må overtræde en form for tavshedspligt, fordi de ikke bare kan gå til deres chefer, som er del af problemet.

Således Alexei Alexandrovitch Dymovsky, som i en video lagt ud på YouTube anklagede det korps han var ansat i for korruption. (Advarsel, hvis I ønsker at se den herunder - han bruger sædvanlig russisk retorik, så den første halvdel af videoen siger han sådan set ingenting, der kan roligt springes et godt stykke ind.)

Nu er "den afhoppede" politimand så selv blevet anholdt og sigtet for korruption og bedrageri - et modus operandi der ikke kommer bag på kendere af det russiske retssystem.

Vi kender det jo også lidt herhjemmefra - fra dengang Frank Grevil stillede sig frem, og fortalte hvordan Forsvarets Efterretningstjeneste leverede bestilte rapporter til regeringen som optakt til Irak-krigen, som ikke havde noget hold i fakta.

Hvor Forsvaret og Regeringen kvitterede med et karaktermord i pressen, samt anklager, der kan sammenfattes som:
  1. Der var intet holdt hemmeligt i forbindelse med Irak-krigen
  2. Det Frank Grevil sagde var løgn og latin
  3. Det Frank Grevil offentliggjorde var dybt fortroligt
Som bekendt endte Frank Grevil i fængsel, mens Anders Fogh Rasmussen endte på en toppost i NATO. Og de efterladte sørger stadig for at vi ikke får en undersøgelse af hvad der faktisk skete - og hvorfor mon.

Jeg er i aften kommet hjem fra en dobbelt familie-fødselsdag, hvorfor jeg er en anelse tipsy: og vil derfor gerne udbringe en skål for whistleblowers over hele verden. I fortjener det!


Ceterum censeo Facebook esse delendam.

0 kommentarer: