Jeg overvejede faktisk alvorligt at gå til arabisk på et tidspunkt. Det har været i 2003, omkring optakten til Irak-krigen, og tiden efter, hvor det for alvor var tydeligt at man ikke kunne stole på ret meget i vestlige medier - så jeg ønskede virkelig at kunne danne et mere nuanceret billede.

På samme måde som jeg i 80'erne ihvertfald ville gå på et gymnasium, hvor man kunne lære russisk. Jeg gik der så ikke sålænge, men det er en anden sag...

Det blev så aldrig til noget med det arabiske - noget med at finde tiden i en småbørnsfamilie, ligesom jeg heller aldrig rigtigt har fået genoptaget fægningen.

Men jeg kunne godt forestille mig at jeg kunne finde på det om nogle år - både det arabiske og fægtningen - jeg forestiller mig, at jeg godt kan være væk nogle aftener til den tid, og ungerne kan klare sig selv lidt.

Men det kan da også være man skulle checke markedet for gør-det-selv-kurser ud på nettet.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Hvis man læste mit refleks-indlæg den anden dag, kunne man måske komme for skade at tro at jeg havde spillet meget håndold eller fodbold. Spillede godt nok en del fodbold med min bror + drenge fra vejen som barn, og var også rimeligt ok til det. Men nej, det har aldrig haft min store interesse - nok mest af alt fordi det er en holdsport.

I virkeligheen har jeg altid vist hvad sporten for mig er - desværre har jeg kun dyrket det ca ½ år; jeg udskød det i lang tid, fordi... well, hele tanken om mig som aktiv sportsdyrkende var forkert for mig der. Men fik så heldigvis meldt mig til et begynderhold - og det var vidunderligt. Planlægger stadig at begynde igen om nogle år.

Problemet er at børn kom i vejen. Hvilket nok kan lyde som, og sikkert også er, dårlig undskyldning. Men det er altså svært at tage nogle dage fri om aftenen hver uge, hvilket jeg synes er nødvendigt hvis man vil noget med det. Og ellersw er der ikke så meget ved det.

Men sporten er fægtning. Nok ikke så underligt når man tager min interesse for rollespil med mere i betragtning; men derudover har den alt det jeg ønsker: traditioner, gentlemanformer, reflekser, individualisme, interessante personer, tænksomhed. Og for den sags skyld endda lækre kvindelige modstandere.

Jeg må jo nok se i øjnene, at jeg er for gammel til en plads på noget OL-hold - men jeg syntes faktisk jeg havde noget talent - selvom jeg altså var ca 30 da jeg gik til det. En af mine fedeste oplevelser var da vi begyndere skulle prøve at fægte med kårde første gang (ellers er fleuretten jo begynder våbnet), og vores intro-lærer var den daværende DM i kårde. Og jeg skulle gå først. Og for at gøre en lang historie kort, var det tydeligt at han gik meget løst ind til opgaven, men jeg overraskede ham, og kom foran 3-0. Så skruede han bissen på, og jeg havde ikke en chance derefter, men det var en fed fornemmelse kort at kunne overraske en DM.

Tror i øvrigt også, hvis/når jeg begynder igen, at det er kården jeg satser på. Jeg tror aldrig helt jeg bliver glad for de noget kunstige regler der er i fleuret fægtning, der er kården mere ud af landevejen. Sabel kan nok også være interessant, men skal jeg være helt ærligt tror jeg jeg er for meget tøsedreng i forhold til den. (Man kan altså slå sig rigeligt også i de andre, men med sabel spanker man hinanden med et fladt stykke metal.)

Så, jo, jeg glæder mig til at vende tilbage.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.