Tårnet prøvede at tilbyde at bytte reflekser, hvilket jeg afslog. Men tænkte at jeg hellere som semi-superhelt hellere må prøve at beskrive mine - reflekser er trods alt ofte et kendetegn for de sejeste superhelte.

Jeg har nemlig rigtig gode reflekser, og har stort set altid haft det. Kombineret med min ikke synderlige drøjde er det nok en af grundende til at jeg både i fodbold og håndbold altid har foretrukket målmandens rolle. (Dog har jeg altid haft et problem med håndbold, for begyndte først at spille det sent, efter et skoleskift; og har aldrig rigtigt fattet reglerne omkring hvornår man må holde den, og hvornår kun parere - men at få en legemsdel i vejen har jeg altid været god til.)

Tror så også det har hjulpet, at jeg i lange perioder har været meget nærsynet, uden briller eller kontaktlinser - og det gør man må løbe an på andre ting end normalt. Ens evne til at opfatte og forudsige bevægelser bliver således skærpet (er min påstand).

Men det der virkelig har gjort udslaget for mig, har ikke været at blive bidt af en radioaktiv/gensplejset edderkop - nej, det har været at få børn. Det har virkelig skærpet reflekserne, for jeg kan ikke tælle elle de gange en hurtig indsats har reddet én fra at skulle tørre indholdet af en dyb tallerken med corn flakes og mælk op fra gulvet - eller lignende, eller værre.

Første gang jeg blev opmærksom på min reflekser åbenbart var blevet lidt udover det sædvanlige, var i fakta, op mod juletid for nogle år siden. En dame foran mig i køen nåede frem til kassen, og det lykkedes hende at vælte en hvid Margrethe-skål halvfyldt med pebernødder; mine sanser gik så i ultrafast (altså, verden gik i slow), jeg trådte frem, greb ud og fik fat i skålen, som på dette tidspunkt havde bunden i vejret, greb nogle af de flyvske pebernødder i en nedadgående bevægelse, hvorefter jeg vendte skålen om, og greb resten af de stadigt faldende pebernødder på vejen op, stillede skålen på plads, og trådte tilbage. Sanser gik tilbage i normalt mode, jeg lod som ingenting, og folk stod og måbede. Ret fed følelse.

En anden gang var på Amigo, hvor nogle piger kom til at give et af bordende ved siden af dansegulvet et skub, der medførte at 4 flasker trimlede om og faldt over kanten; igen gik verden i slow, jeg stoppede dans, og greb efter flaskerne, fik fat i dem alle en efter en (mellem fingrene), kom tilbage i normal mode, satte dem på bordet og fortsatte dansen. Det lunede da jeg med det ene øre hørte pigerne tale sammen: "Så du det??", "Ja, som Spiderman eller sådan noget." Og jeg havde ikke engang heldragt på.

Ved godt det lyder som blær, og lidt selvglad er man vel også, men det er altså nogenlunde sandt. Selvfølgelig er det med sanserne nok et spørgsmål om opfattelse og hukommelse, men jeg husker det virkelig sådan.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.