Det danske spil LIMBO har været meget omtalt, ikke mindst på grund af sin meget specielle gråtonede grafik - og jeg har længe gerne ville prøve det. Desværre var det kun til at få til XBox, og når man nu ikke har sådan en var det jo svært. Og intet tydede på at det ville komme til PC, da jeg søgte så sent som for et par måneder siden.

Men så lige pludselig opdagede jeg LIMBO på Steam i går - hvor det var til salg for ikke mere end € 10. Så det købte jeg fluks.

Og det er altså en oplevelse at spille - grafikken giver en helt speciel stemning, og der er gode puzzles i de enkelte baner. Og så masser af god, sort humor. Og så også nogle chokeffekter, som virker - fuck, det har gav nogle sæt i mig, da en kæmpeedderkop angreb...

Den største hage ved spillet er at det ikke er længere - ungerne spillede det igennem på en dag - hvor også andet blev foretaget - og når det er spillet igennem er der så ikke så meget mere. Så man skal mere se det som en film eller lignende, end et spil man kan spille igen og igen.

Men det er altså en oplevelse jeg synes man skal give sig selv - at æstetik, humor og tanke kan mødes. Og så er det da også storartet at spillet er dansk - stor cadeau til Playdead. Så hvad venter du på, køb det da. Det er ikke mange penge...

(Og nu nævnte jeg ungerne spillede det - det skal man nok lige overveje, for har de hang til mareridt kunne jeg godt forestille mig de kan få det. Der er uhyggelige edderkopper og væmmelige fælder, og døden i LIMBO er ikke pæn at se på - men ofte morsom. Jeg gav mine lov, men det er ikke sikkert dine skal.)


Ceterum censeo Facebook esse delendam.

De seneste dages vejr, og historierne fra Bornholm om PMV'er der kører fast, og jordemødre der må ud på ski, får mig helt til at tænke på spillet Midwinter.

Det var et af de første spil jeg købte, da jeg købte min egen første PC, sammen med Wing Commander (og Civilization kom først til senere, jeg huskede forkert da jeg skrev om Wing Commander).

Manden bag var en af mine store helte, Mike Singleton, som 4-5 år tidligere lavede nogle af de absolut bedste spil til Spectrum'en, nemlig Lord's of Midnight og Doomdarks Revenge. Så det skulle jeg jo have!

Spilmæssigt var det nu ikke helt så godt som Spectrum-spillene (men dog ganske fremragende!), men det havde meget af det samme, først og fremmest en - for tiden - enorm verden at udforske.

Spillet foregik på den tilfrosne ø Midwinter, et af de sidste beboelige steder på jorden, efter at en atom-vinter havde sat ind. Men en fascistisk inspireret despot var ifærd med at tage magten, og spilleren skulle ved hjælp af en lille gruppe frihedskæmpere prøve at forhindre det.

Ved at prøve at få flere af øens beboere på ens side, og så iøvrigt lægge sig i baghold og prøve at forhindre fjendens forsyninger i at nå frem.

Transporten rundt foregik enten i en form for snetank, på ski eller med drageflyvning. Jeg bliver simpelthen helt nostalgisk nu hvor jeg har lavet koblingen. Jeg må se at prøve at udnytte det der virtuelle PC lidt mere, og  fremfinde nogle af de gamle spil!

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

5 1/4 tomme - dens eneste plus var lav vægt

Politiken skriver idag, at Sony vil holde op med at lave 3½ tommers disketter. Og det er ikke fordi Sony betyder noget specielt for disketter, eller at det vil være specielt mere dræbende for disketten end udviklingen har været. Det er bare et tydeligt tegn, på det man jo har vidt i mange år - jeg tror ikke jeg har brugt en diskette i 10 år eller mere.

Men man bliver jo nostalgisk - for jeg har været med længe nok til at have oplevet da 5 1/4 disketterne var normen, og 3½'erne var det nye fancy. (Ja, for mig var det hele fancy, for jeg var vant til kassettebånd til min Spectrum.)

En diskette var så ikke bare en diskette - de kunne være i forskellig tæthed, og enkelt eller dobbeltsidede. Standarden blandt 3½'erne var 1.44 MB, altså halvanden megabyte. Hvad skulle man dog bruge al den plads til? (Dobbeltstørrelsen slog af en eller anden grund aldrig rigtigt an - nok fordi CD'en begyndte at komme frem.)

De første PC'er havde jo faktisk slet ikke harddisk - dengang måtte man klare sig med hvad der kunne ligge på en diskette, og man skulle bytte rundt på disketter hele tiden, når operativsystemet (IBM DOS/ MS-DOS) skulle køre programmer.

3½ tomme - farvel, farvel!

Og det var vigtigt når man købte ny pc, at den kunne bruge begge diskette typer, så man kunne kopiere til ældre PC'er.

Dangan var disketter eneste udvekslingsmulighed - idag kan man jo sende ting på nettet, smække dem på en CD eller DVD eller det mest normale, et USB-stik (eller en mobiltlf). Dengang var det en diskette.

Og der var 3½'eren altså rar, for den kunne rumme mere, fyldte mindre - og så var den beskyttet.5 1/4'eren var bøjelig, og kunne let komme til skade i en taske.

Men selvom jeg bliver nostalgisk, vil jeg på ingen måde side jeg savner disketterne; tværtimod - good riddance. Men måske det er på tide at jeg gennemgår mine gamle disketter, og ser om der ligger nogle sjove dokumenter på nogle af dem; eller gammel kode. Det er noget jeg altid har udsat, men det er vel ved at være sidste udkald, mens jeg stadig har én computer med et drev som vistnok virker...
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Jeg stiftede først kendskab til videospil på færgen til Oslo, da har jeg været 6 år gammel. Det har været "tv-tennis" hvor en kugle røg frem og tilbage over skærmen, og man skulle stoppe den før den røg over baglinien.

Og siden har det været Space Invaders, et cowboy skydespil, et tank spil, og så var der vist også et med at køre rundt med nogle biler på en meget lille bane, og undgå olien på vejene.

Jeg og min bror fik så siden en spillekonsol, hvor man på eget fjernsyn kunne spille TV-tennis + 3 andre spil (aller varianter af det samme).

Men spilleriet på datidens arcade spil tog først rigtigt fart, da jeg og min evige ven, opdagede at der var kommet spillemaskiner på den lokale kinagrill: Pacman og Galaxian. Og jeg husker hvordan jeg fik vabler på indersiden af langemand, efter for langvarig og belastende kontakt med joysticket.

Det blev starten på nogle år med et vanvittigt højt forbrug af en-kroner, hvor vi rendte rundt på områdets kinagriller - spillemaskinerne afgjorde hvilke der var hotte - og proppede penge i. Gog-ror-i-lol-lol var vores kode på røversprog, om hvad vi skulle tilbringe aftenen med.

Vores store drøm dengang - den totale uopnåelige utopi - var at have vores egen maskinpark, så man kunne spille hvad man ville så tit man ville.

Efterhånden blev vi jo så ældre, fik andre interesser. Og PC-spillene kom, med deres længere fokus end de par minutter man kunne opnå med 2 kroner på de gamle maskiner. Så interessen for betalingsmaskinerne gik fløjten, og i dag kan jeg kun ryste på hovedet over de enorme monstrummer der står i kælderen under Palads.

Tilgengæld er den gamle utopiske drøm jo allerede for nogle år siden blevet til virkelighed, med MAME: Multiple Arcade Machine Emulator. Som er et program som kan emulere de gamle maskiner.

Man skal så også hente ROMs for de spil man ønsker at spille - og det er naturligvis ulovligt at spille sådan en ROM, medmindre man også ejer en spillemaskine med spillet, eller på anden måde har en licens til det (nogle er faktisk givet fri).

Når man så har sin MAME og sine ROMs kan man ellers spille løs - jeg vil dog anbefale at man anskaffet et joystick, helst et som kan minde om de gamle - et game pad kan anbefales.

Hvis man så også fyrer op under frituren, og får nogle til at stå og heppe omkring en, kan illusionen af kinagrill årgang 1982 næsten gøres perfekt.

Jeg må så sige, at jeg faktisk ikke gider spille det så meget nu. Jeg er mere til de spil med bredere fokus - såsom Dragon Age: Origins eller Civilization. Men det er sjovt at genopleve - og det er sjovt lige pludselig at komme i tanker om et obskurt spil, som man måske prøvede på en endnu mere obskur grill i Dragør, og så ikke siden fik spillet, men altid havde lyst til at prøve mere.

Og så er det faktisk også ret sjovt at vise til drengene - og de gode spil holder altså endnu. (Det er så også lidt morsomt, at man får at kunne spille skal komme penge i - det sker så selvfølgelig ved tryk på en tast - det giver altså en lidt anden fornemmelse).

Her kan den seneste udgave af MAME downloades. ROMs må man lede lidt efter, men de har en rigtig stor samling på ROM-World.

En af dagene laver jeg et indlæg om mine yndlingsspil fra dengang, med links.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Er det ikke motto i en af ugebladsreklamerne? Ude & Hjemme, eller sådan?

Nå, ligemeget. Det er ikke derfor jeg glæder mig til mandag. Bestemt ikke.

Men mandag for jeg nogle dejlige nye kasser, indeholdende min nye PC. Det bliver fedt - og så kan jeg skrive indlæg uden at det her gamle hakkebræt jeg bruger nu, indsætter tilfældige mellemrum rundtomkring i teksten.

Og så kan jeg spille Dragon Age: Origins når det også kommer engang i næste uge.

Til gengæld forsvinder mit internet nogle dage, fra engang tirsdag til det nye kommer op. Så det bliver nok ikke fordi jeg bliver meget mere aktiv her, tværtimod. Eller måske spørger jeg nogle naboer om jeg kan koble mig på deres trådløse midlertidigt.

Men indtil videre nøjes jeg med at glæde mig til mandag.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.