De seneste dages vejr, og historierne fra Bornholm om PMV'er der kører fast, og jordemødre der må ud på ski, får mig helt til at tænke på spillet Midwinter.

Det var et af de første spil jeg købte, da jeg købte min egen første PC, sammen med Wing Commander (og Civilization kom først til senere, jeg huskede forkert da jeg skrev om Wing Commander).

Manden bag var en af mine store helte, Mike Singleton, som 4-5 år tidligere lavede nogle af de absolut bedste spil til Spectrum'en, nemlig Lord's of Midnight og Doomdarks Revenge. Så det skulle jeg jo have!

Spilmæssigt var det nu ikke helt så godt som Spectrum-spillene (men dog ganske fremragende!), men det havde meget af det samme, først og fremmest en - for tiden - enorm verden at udforske.

Spillet foregik på den tilfrosne ø Midwinter, et af de sidste beboelige steder på jorden, efter at en atom-vinter havde sat ind. Men en fascistisk inspireret despot var ifærd med at tage magten, og spilleren skulle ved hjælp af en lille gruppe frihedskæmpere prøve at forhindre det.

Ved at prøve at få flere af øens beboere på ens side, og så iøvrigt lægge sig i baghold og prøve at forhindre fjendens forsyninger i at nå frem.

Transporten rundt foregik enten i en form for snetank, på ski eller med drageflyvning. Jeg bliver simpelthen helt nostalgisk nu hvor jeg har lavet koblingen. Jeg må se at prøve at udnytte det der virtuelle PC lidt mere, og  fremfinde nogle af de gamle spil!

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Er et par gange inde for det sidste døgn blevet mindet om spillet Wing Commander (+ efterfølgere).

Jeg tror det, sammen med Civilization, var det første spil jeg fik til min første state of the art PC i '90 (det var en 25 MHz 386 - hvor der endda udover MS-DOS var installeret det helt nye Windows 3.0).

Et rigtigt godt space skyde spil - som udover det ret fantastiske gameplay også havde en del rollespil i sig; man kunne tale med de andre piloter på moderskibet Galatea, og man kunne blive mere eller mindre populær hos dem - hvilket så siden ville vise sig i kamp med fjenden - de tiger-lignende Kilrathi.

I Wing Commander II blev konceptet udviklet, så der nu var animerede filmsekvenser, som naturligvis blev afspillet efter ens valg af konversation.

Og det blev så fuldendt i III'eren, der såvidt jeg ved er det første PC spil som indeholdt filmsekvenser. Med Mark Hamill (Luke Skywalker) som en selv, og derudover blandt andre Malcom McDowell og John-Rhys Davies.

Optagelserne var nogle af de første, hvor en computer siden fyldte baggrunden ud - som vel nærmest er standard i dag, ikke kun indenfor science fiction.

Meget imponerende, men som jeg husker det gjorde det også handlingen lidt for stiv. Måske var det også derfor jeg ikke købte den senere IV'er. Eller måske følte jeg bare jeg havde prøvet nok.

Jeg så heller ikke den film der blev lavet over spillet - den skulle efter sigende også være rigtigt dårlig. Men er vel tilgengæld også en af de allerførste film der er lavet over et PC-spil.

En anden første gangs ting ved spillet: det går op for mig mens jeg skriver det, at jeg allerede for et lille år siden skrev et meget lignende indlæg. Det er vist ikke sket for mig før - men ser nu ingen grund til at slette de nye ord af den grund.

For jeg synes faktisk det er en vigtig serie at huske, da den har betydet så utrolig meget for teknik på mange planer - og det er lidt synd, at den vist næsten er helt glemt i dag.


Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Jeg sad så lige og så Top Gun i aften - den har jeg vist faktisk aldrig set i sin helhed før. Og jeg sad og blev helt nostalgisk for jeg kom til at tænke på spillet Wing Commander.

Det var faktisk et ret fedt rum dog-fight spil, det første må være fra '89 eller '90. Og også med lidt rollespils elementer, med en historie der kørte mellem kampene - til at starte med still tegninger og animationer, fra 3'eren blev det så det første spil med filmklip - med Mark Hamill (Luke Skywalker) som en selv.

Men jeg kunne nu se, hvor meget de havde stjålet fra Top Gun. Eller stjålet er vel så meget sagt, for det var så åbenlyst - selv deres call signs var de samme, langt henad vejen. (Der blev i øvrigt lavet en film på spillene engang, den har jeg dog aldrig set).

De var jo så den type spil, der virkelig trak tænder ud på en processor. Det første kørte jeg på min første PC, en 386 på 25 MHz, den var heldigvis rimeligt up-to-date, så det kørte udmærket. Men det var sjovt at opleve, da jeg senere installerede den på en Pentium - dér gik det så hurtigt, at man simpelthen ikke kunne nå at se hvad der foregik. Så de havde lige glemt det der med at skrue ned for blusset, hvis processoren var for kraftig.

Nå, det var lige endnu et nostalgisk tilbageblik.

Ceterum censeo Facebook esse delendam.