Et af mine tidligste minder er et lidt sært kubistisk skruet sammen i tid og rum - det indeholder flere situationer og flere steder i samme billede: men centralt i det er min mor smilende, stadig ungdommelig - hun må være omkring de 30 - og den blå barnebærerygsæk-ting jeg er i. I baggrunden er tildels lyng, tildels klitter. Og jeg fornemmer noget med nogle blåbær.

Jeg er ret sikker på at det stammer fra i nærheden af et sommerhus ved Gammel Skagen som mine forældre havde adgang til nogle år. Og jeg har været ca 1½ år gammel.

Billedet kom pludseligt til mig i torsdags, da jeg var alene med min mor - og stod i skarp kontrast til det billede af hende som var foran mig. Pludseligt ældet, øjne som når de åbnede sig en smule flakkede sløvt i et forsøg på at finde fokus og en sammenhæng, et ansigt hvis muskler havde opgivet at give det form.

I det øjeblik kunne jeg mærke følelserne komme ind på mig, dem som jeg ellers har holdt på en vis distance. Jeg ved de er der, men kan ikke overgive mig til dem. Men disse to billeder, og deres kontrast, overvældede mig, i et par minutter. Så var jeg klar igen.

Min mor så ellers ikke engang så galt ud - set i forhold til da jeg så hende et døgn før. Liggende på stuens gulv, nøgen fra livet og ned. Blod i hele hovedet og munden (troede jeg, det viste sig senere at være opkast). Hendes åndedræt som lød som en blanding af et damplokomotiv og et næsehorn - det burde være en god lyd, for den viste da at hun ihvertfald var i live, men den var meget uhyggelig. Og den frygtelige bevidsthed om, at hun havde ligget sådan i 12-15 timer.

I tirsdags ringede hun til mig ca kl 17. Hun følte sig svimmel, sagde hun. Jeg spurgte om jeg skulle komme forbi, men det syntes hun ikke. Nu prøvede hun at spise noget avokado, og drikke noget vand, og så så vi. Vi aftalte at jeg ringede igen en halv time efter, og checkede op på hende. Det gjorde jeg, og da havde hun det fint.

Jeg havde egentligt tænkt at ringe igen senere, men kom væk fra det. Men det var næppe heller så nødvendigt, tænkte jeg, da det var for sent at ringe, svimmelhed havde hun haft kortvarigt før, men det forsvandt altid kort efter, når hun fik forhøjet sit blodsukker.

Onsdag morgen tænkte jeg også på at ringe, men da var det for tidligt - jeg så ingen grund til at vække hende, for hun har tydeligvis brug for meget søvn for tiden. Så klokken blev henad 13 inden jeg ringede, mest for at checke om jeg skulle komme forbi og købe noget til hende.

Der var ikke noget svar. Men hun kunne jo selv være ude og købe ind, tænkte jeg. Men en alarmklokke var så småt begyndt at bimle i mit baghovede. Jeg prøvede igen en halv time efter, stadig intet svar, og nu begyndte jeg at blive bekymret, for hun har ikke bevæget sig meget ud alene den sidste tid. Da jeg stadig ikke havde hørt noget et kvarter efter, besluttede jeg mig for at tage hjem til hende.

Undervejs prøvede jeg stadig at ringe, stadig uden svar. Og jeg blev mere og mere overbevist om at noget var helt galt. Jeg så forskellige billeder for mig, at hun var faldet på trappen og havde brækket en hofte, og lå hjælpeløs. Eller at hun var faldet og havde slået hovedet - et billede som skulle blive alt for livagtigt afspejlet i virkeligheden.

Da jeg kommer hjem til hende og åbner fordøren ligger hendes avis der - som hun troligt læser i, ude at noget hænger fast. Men har været uundværlig for hende, da hun kan bruge den som kalender - hun kan se dagens dato på den. At den ligger der endnu, viser at noget er helt galt.

Jeg haster op til hendes stue, og ser billedet beskrevet før. Lyset er tændt, og viser at det må være sket aftenen før, efter solnedgang.

Jeg kaster et tæppe over hende, mest for blufærdighed, men det var nok også meget fornuftigt af hensyn til kropsvarme. Selvom de 10 minutter der kommer til at gå mens jeg er der, næppe betyder meget i forhold til de 15 timer. Prøver at kalde hendes navn, men uden nogen form for reaktion.

Ringer 112. Opdager på vej derhen, at der er opkast og igen hvad jeg opfatter som blod på gulvet henne ved telefonen. Og enorme mængder af blod i klumper i køkkenet. (Lidt senere finder jeg ud af at det også er opkast - i store mængder.)

Kan ikke klage over noget fra alarmcentralen, politimand stiller mig videre til deres nye sygeplejersker, som instruerer mig i at lægge hende på siden i aflåst sideleje - hvilket jeg ikke kan, for hendes lemmer er helt forkrampede, men på siden kommer hun da. Og holder mig vel ellers med selskab til ambulancen er der. Sammen med en akutlæge, ingen smalle steder.

De spørger mig om diverse, kan ikke huske detaljer, men det bliver vel en lynhurtig genfortælling af sygeforløb. Ned i ambulance, jeg med, afsted til Rigshospitalet. En del af mig synes det er overordentligt interessant at køre afsted med blink af Jagtvej, hvor vi kører på cykelstien for at komme frem.

Ankommer til traumecentret, hende ind hvor de kan få rengjort hende, sender henne videre til CT-skanning efter blodprøver. Jeg ringer rundt. Min mobil er ved at løbe tør for strøm.

Taler med læge, en neurolog - de er ved at samle et helt team af specialister, til at kigge på hende, de vil snart have et bedre billede.

Det får de også. CT-skanning viser ikke tegn på nogen former for blødning eller andet. Blodet viser tegn på infektion, og vigtigst at hendes natrium (altså salt) niveau er alt for lavt. Kan være forklaring på det hele, men kan også være droppet som følge af opkast med videre. Men det skal ihvertfald stabiliseres. Det vil tage en del tid.

Så hun kommer op på neurologisk intensiv, hvor de lægger hende i respirator med videre. De vil prøve at vække hende en gang næste dag. Jeg er der noget tid med min bror, men vi tager hjem i løbet af aftenen.

Vi er der igen næste dag. Hun begynder at vågne om eftermiddagen, hvis man kan kalde det vågne - der er ikke mange tegn på bevidsthed. Og det er i en af disse stunder jeg får billedet af mit barndomsminde, og overvældes.

Siden er det så gået lidt frem. Hun er flyttet fra intensiv, og er begyndt at tale. Fredag morgen kun enstavelses svar, men om eftermiddagen spage, korte sætninger. Og til formiddag lidt mere komplekse ting.

Hun får 3 slags antibiotika, for de har fundet infektion i lungerne, sikkert på grund af inhalering af opkast, men også noget i hendes nervesystem. Og det sidste er for alvor interessant, for det kan jo være det er roden til det hele. Og måske nu kan slås ned. Og hvem ved, måske kan det hele blive bedre end udgangspunktet.

Men der er mange hvis'er og meget tvivl forude. Så jeg er sgu nok lidt optaget den næste tid.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.