Som jeg for snart længe siden har været inde på, hader jeg at dumme mig. Hvilket jeg har gjort siden barndommen. Og nok mere end de fleste, vil jeg hævde, og jeg er ikke altid god til at tackle det når det sker - helt ubeskedent skyldes det sandsynligvis at det faktisk sker ret sjældent.

Men nu er en af barndommens hændelser dukket op. Og den skal selvfølgeligt så beskrives.

Som barn voksede jeg op i et kartoffelrække-lignende kvarter, og jeg holdt meget af at skyde med bue & pil. Jeg og drengene på vejen lavede selv nogle ud af min nabos bambushæk, men de var ærligt talt lidt slatne. Tilgengæld fungerede det storartet med en bure købt i en legetøjsforretning af træ, med 3 pile med sugekopper i stedet for spidser.

Jeg husker især at jeg holdt af, at stå nede på vejen og skyde pile ind af vores førstesals vindue, ind i stuen der - hvor de som nu var der kunne få lov at kaste pilene ud igen. Det har muligvis ikke været så sjovt at være i stuen, men jeg hyggede mig ganske godt med det. Og blev faktisk ganske god til at ramme det jeg sigede efter, med den der legetøjsbue.

Sceneskift: jeg var i Jylland med min mor, og har set nogle reklamer (sikkert bagerst i Anders And) for et sommerland - jeg tror det har været Faarup, men kan også have været et andet - hvor man kunne skyde med buer. Rigtige buer, ikke sådan en flad legetøjstingest.

Min fornemmelse siger mig jeg har været ca 10 år, og det ville jeg gevaldigt gerne prøve - så det har jeg i den grad plaget om vi ikke kunne. Kan ellers sagtens se for mig, at det bestemt ikke har været noget min mor havde lyst til, men det endte ihvertfald med at ske.

Højst sandsynlight har jeg fået styret os direkte hen til bueskydningen, hvor vi får udleveret en bue og nogle pile med en slags rund spids, og så kommer vi ind i en slags træaflukke, bare mig og min mor. Et stykke væk - det har nok været 5 og 15 meter - står nogle skydeskiver, nogle beregnet på børn, andre på voksne.

Jeg lægger en pil på den enorme bue vi har fået, og prøver at trække den tilbage - og den rokker sig ikke en millimeter, liegmeget hvor hårdt jeg trækker.

Det hører med at jeg bestemt ikke var jordens stærkeste dreng, var i det hele taget ganske spinkel. Men det står mig i dag helt klart, at jeg for det første har fået udleveret en voksenbue, og ikke bare det, men en som kræver gode kræfter, sikkert en 36 punds bue, eller sådan. Hvilket sikkert i Jylland blandt de voksne gårdmænd på brun sovs ville være meget fint, men ikke er noget man skal give til børn, slet ikke spinkle københavnerdrenge.

Jeg prøvede at gøre min mor opmærksom på at det ikke gik, men hun hang ud af træhuset og talte med nogen, og jeg kunne ikke få hendes opmærksomhed - højst sandsynligt flirtede hun med en eller anden.

Men jeg vil jo få skudt den bue, så jeg bruger den eneste måde jeg kan komme på - lægger pilen på buen, vender den om så pilespidsen trykker mod min mave, og prøver så at trække selve buen ud i nogenlunde spændt form med begge hænder. Hvordan jeg helt nøjagtigt har tænkt mig at komme fra den position, til en skydbar kan jeg ikke lige gennemskue - jeg er ikke sikker på jeg havde en plan til det. I første omgang handlede det om at få noget spænding på buestrengen.

Og det er jo set i mit voksenperspektiv ikke jordens bedste idé, med en pil hvilende op mod maven - jeg kan se tusinde ting der kunne gøre at jeg blev gennemboret af den pil. Men det prøvede jeg altså. Og min fornemmelse er at jeg stod og kæmpede med den streng i flere minutter.

Indtil en ansat fik øje på hvad jeg havde gang i, og ganske panisk fik stoppet mig. Desværre har jeg stadig lyst til at sige, får jeg var vildt forbandet over ikke at få den streng trukket ud - men det var jo nok meget godt, for meget kunne være gået galt. Han fik vist også sagt til min mor, at hun måtte holde øje med mig. Også meget fornuftigt, men ikke noget der normalt var nødvendigt at sige om mig.

Men en mere passende bue skaffede han mig ikke. Så efter et forsøgt skud med en streng som var trukket måske 2 millimeter tilbage, og faldt impotent ned en halv meters penge ude.

Så ville jeg ikke mere - jeg følte mig ydmyget, og vidste også godt det jeg havde haft gang i ikke var så smart. Men hvad jeg egentligt havde lavet holdt jeg for mig selv, det gik aldrig op for min mor.

Og jeg rørte i mage, mange år efter ikke en bue, er fornyligt gået op for mig. Jeg kan faktisk huske nogle år senere, da har jeg vel været 16 år, at jeg var sammen med en flok venner + nogle andre på Saltholm, og én havde en bue med derud, som nogle prøvede at skyde med - og den skulle jeg absolut ikke i nærheden af.

For ca 15 år siden begyndte min søsters bror (it's complicated) at gå til bueskydning en periode - jeg kan huske jeg var fascineret af det, tænk at man sådan kunne det. Og det tror jeg lagde en kim til noget, meget senere.

For i år har det virkeligt været et bueskydningsår, startende med den fremragende Hunger Games og sluttende af med OL og Brave. Og da jeg var på jagt efter en sport som jeg kunne lokke min ældste, computerfikserede søn på, kom jeg så til at tænke på bueskydning som en mulighed.

Dejligt individuelt og fokuseret - og uden alt for intense energiudladninger, som for eksempel fægtning som jeg ellers har prøvet at få ham lokket til - og som jeg stadig synes er fed sport.

Så for nogle måneder siden hev jeg ham til prøveskydning, og deltog selv. Og det har vi begge gået til siden. Og det er fedt, nærmest meditativt.

Og jeg kunne pludselig huske hvor meget sjov jeg havde med det som barn. Og spekulerede på, hvorfor jeg egentligt dog holdt op med det. Og kom så i tanke om den historie i det der sommerland, og hvordan den har gjort at jeg ikke ville røre ved buer mere, i skuffelse, vrede og skam.

Ikke at hændelsen var fotrængt - nej, jeg har altid kunnet huske den, som en mine dumheder.

Men jeg kan så heldigvis se i dag, fordi jeg kan se historien i lidt større perspektiv, at skammen er en tåbelig ting at have haft siddende - I was a kid, for fucks sake. Vreden synes jeg tilgengæld er velbegrundet - først og fremmest overfor et sommerland, som det fuldstændigt lykkedes at ødelægge min glæde ved noget jeg holdt meget af, og overfor min mor, som ved grød også burde have været mere opmærksom.

Men så kan jeg tilgengæld glæde mig over, at skuffelsen fik en ende, at jeg nu igen kan hygge mig med bueskydningen, og mærke glæden når pilen går ind i bullseye. Det er nemlig fedt. Og så kan jeg endda glæde mig over at gøre det sammen med min egen søn.

Og man kan selvfølgeligt ærgrer sig over den tid der gik tabt - men det gider jeg ikke i dag.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.