Leoparddrengens
Public Key

onsdag den 1. april 2009, kl. 12.22

Terminator


Der har været en særlig plads i mit hjerte for denne film-serie, fra jeg en dag i 1985 satte mig til rette i stolen i Imperial til premieren på The Terminator med en kammerat - og blev blæst væk. Både af filmen og stemningen.


(I mange år derefter insisterede jeg på at være til premieren på Arnold-filmene - det gav en helt speciel følelse; som en blanding af fodboldkamp, og at se Rocky Horror Picture Show).


Min favorit af filmene er da også stadig den oprindelige 1'er; jeg ved mange er mere til 2'eren - og jeg kan da godt se den visuelt er mere strømlinet, men jeg foretrækker faktisk det mere rå og industrielle fra 1'eren.


De fleste ynder så at sable 3'eren ned - men der er jeg uening. Ganske vist har historien lidt problemer, og der er ingen tvivl om at den ikke er på højde med de to første - men et makværk vil jeg langtfra kalde den.


Grunden til at jeg tager den op, er at der på 6'eren (hvad det så end er??) nu er startet serien Terminator: The Sarah Connor Chronicles - som jeg havde fået min far til at optage, og så første afsnit af i går.


Man skal jo ikke bedømme en hel serie på første afsnit - og det føler jeg også langtfra jeg fik nok indtryk til - men jeg glædede mig ihvertfald over at befinde mig i universet igen, og der var ingen steder hvor jeg følte at den faldt igennem - så er man til Terminator vil jeg bestemt anbefale at give serien et kig. Serien foregår tidsmæssigt efter 2'eren. Dens største problem er umiddelbart castingen, i sær Sarah Connor er svær at genkende.


Jeg tror selv jeg køber den (det er uholdbart med optagelse i længden) - så skal nok vende tilbage når jeg kan give et mere kvalificeret indtryk.

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

0 kommentarer: