Der var engang to landsbyer som lå ganske tæt på hinanden, Slaan hed den ene, og den anden hed Vælpe.

I Slaan boede en enlig yngre kvinde, Camilla, hun fik meget tit herrebesøg fra både Slaan og Vælpe, besøg af en kortere varighed, hvor man kunne se herrerne forlade hendes hus med et saligt smil om munden.

Men en dag blev det konerne til mændene i Slaan for meget, og de gik i samlet deportation til hendes hus. "Hvis du bliver ved at servicere vore mænd, smider vi dig ud af byen!" truede de.

Camilla indvilgede: "Jeg vil kun tage mod besøg af mænd fra Vælpe fra nu af," beroligede hun dem.

Kort efter skete det hverken værre eller bedre, end at Camillas søster, Charlotte, blev enke. Hun var gift med en studepranger i Vælpe, men han skar sig på en rusten kniv, og fik blodforgiftning. Man forsøgte at sætte hans arm af, men der gik infektion i såret, og han døde hurtigt.

Charlotte havde således ingen form for indtægt, men Camilla foreslog hende at slå ind på samme levevej, som hun selv.

Og Charlotte kunne se at Camilla levede fint, og begyndte derfor også at få herrebesøg - men hun fulgte sin søsters eksempel, og tog kun imod mænd som ikke var fra Vælpe - det ville i praksis sige, at de kom fra Slaan.

Så der var en livlig trafik frem og tilbage mellem de to byer, og nye huse blev opført langs denne trafikerede landevej, således at de to byer nærmede sig hinanden over årene.

Men en dag døde Charlotte, og hun efterlod sig ingen arvinger, så hele hendes formue gik til Camilla i Slaan. Camilla følte sig på dette tidspunkt godt oppe i årene, og med sin egen formue samt sin søsters følte hun, at det nu måtte være tid til at nyde et velfortjent otium.

Godt det samme, for kort efter blev de to byer officielt lagt sammen, og hun ville sikkert have fået problemer, hvis hun var vedblevet at servicere sit klientel fra det gamle Vælpe.

Camilla fik dog ikke lang tid, hun døde pludseligt af en blodprop et års tid senere. Hun efterlod sig en gigantisk formue, for hun havde levet sparsommeligt, og haft en stor indtægt, og så havde hun jo lige arvet sin søster. Men hun havde ingen arvinger, så hun havde testamenteret alle pengene til sin by.

Derfor blev Vælpe-Slaan den rigeste by i området, hvilket blev almindeligt kendt. Så når folk sagde: jeg er fra Vælpe-Slaan, blev der gået ud fra at man var rig, og det var noget indbyggerne begyndte at sige ofte. Men sprog har det jo med at ændre sig, så et fast udtryk i området for at være rig blev: "Jeg er Vælpe-Slaan", hvilket spredte sig til resten af landet, men her blev stavemåden "jeg er velbeslaaen".

Og det er derfor det i dag hedder at være velbeslået. Vælpe-Slaan findes ikke mere, den er forlængst blevet opslugt af en større by i det jyske.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.