Jeg har egentlig altid været lidt forundret når jeg hører om den der tilsyneladende evige diskussion om toiletsædet nu skal efterlades slået op eller slået ned.
For jeg har aldrig følt jeg rigtig har været involveret i den, og har heller aldrig fået henstillinger fra partnere eller samlevende kvinder om det ene eller det andet. Ligesom jeg ikke selv har insisteret på noget.
Men jeg tror måske jeg har forklaringen på det har været så relativt fredeligt for mig. Og det er da en mulig løsning jeg gerne vil give videre ud i den store verden.
For jeg har hvad toiletter angår haft den samme holdning, som jeg har haft med alt muligt andet - nemlig at jeg ønsker at være så diskret som muligt, og man helst ikke skal kunne se jeg har været der. Så jeg efterlader så vidt muligt ting og steder som de så ud, da jeg kom. (Måske noget med en leopards jagtinstinkt?)
Så hvis sædet er oppe når jeg kommer ind på et toilet, efterlader jeg det også sådan. Ligemeget om det har været nede i mellemtiden. Og ligeledes hvis det er nede - så er det også nede når jeg går.
På den måde er ikke rigtig nogen der kan brokke sig - eller det vil ihvertfald være åbenlyst urimeligt. Og der er samtidig ikke nogen position der har forret frem for en anden, og ingen som bliver forfordelt.
Så hvis alle gjorde sådan burde alle kunne blive glade - naturligvis med undtagelse af Carl-Mar Møller, som sikkert vil udvikle nye teorier hvis han hører om det.
(Jeg skal dog lige understrege at det ikke fungerer sådan når jeg er alene hjemme - der efterlades det ganske vilkårligt.)
Ceterum censeo Facebook esse delendam.
5 kommentarer:
det simpleste er at sæde og låg er nede.. så slipper man også for strinte bukser/ben til med urin og lort når man skyller ud og tandbørsten og og og.
Det lyder da som nogle meget voldsomme, nærmest geyser-agtige toiletter du omgiver dig med? Den slags synes jeg aldrig jeg har været ude for.
Men hvis jeg kommer på et toilet, hvor det hele er slået ned & lukket, så efterlader jeg det også sådan. Samme princip. Men det er faktisk ret sjældent man støder på det.
(Noget andet man også kan gøre, er at forsegle kummen i gennemsigtig husholdningsplastfilm. Det giver også sådan en sjov reaktion fra den næste som benytter toilettet.)
Næhh bare de strint af vand, urin og lort, der svæver op i luften under almindelig toilet skylning.. den slags er faktisk undersøgt og viser at, ud over manglende eller elendig håndhygiejne er de en af de grimme smitteoverførere.. faktisk er der flere gange påvist i forskellige undersøgelser, fækalier på familens tandbørster i de private badeværelser og jeg tvivler på at samtlige familiemedlemmer på skift lige kører tandbørsterne en tur rundt i kummen, inden der skylles ud...men man kan jo aldrig vide.
Bare fordi man ikke kan se vanddråberne betyder det ikke de er usynlige og ikke er der.. ligesom med nys, hvor smitte spredes af små næsten usynlige vanddråber.
Den med husholdningsfilm har jeg aldrig set udført, kun hørt om...men være en flue på væggen der. sikke potentiale for at falde ned på gulvet af grin.
Jeg vil så glæde mig over mit ganske gammeldags toilet på ca ½ kvadratmeter - hvor der ikke foregår så meget andet end lige præcis toiletbesøget. Det begrænser vel udslip og forurening i forhold til andre gøremål noget...
Det da store forhold du holder dig, nærmest et palads... noget større end mit, hvor der knapt nok er plads til et lille nys.
Send en kommentar