I sidste uge omtalte jeg tv-programmet Min Italienske Drøm særdeles positivt.

Det er efter aftenens afsnit ikke blevet mindre positivt, tværtimod. Men indtil sidste uge så jeg mest programmet som af høj underholdningsværdi, og så selvfølgelig med et interessant billede i den lille italienske by, Rosora.

Men programmets morale gik for alvor op for mig i aftenens afsnit; for det er jo tydeligt at der er en vis kulturkløft i mellem italienerne og danskerne, set over en kamp. Samtidig er de danske par også meget besværlige, og ser tydeligvis meget forskelligt på hele den italienske drøm (eller efterhånden mareridt for nogle, virker det som). Og for os der forstår danskerne, virker kulturforskellene efterhånden større mellem jyderne og københavnerne, eller mellem de unge og gamle - end den gør mellem danskerne og italienerne over en kam.

Og det kræver jo ikke meget fantasi - eller, det gør det måske desværre for nogle - at vende det billede om, og tænke over at hvor meget indvandrere og 2.g'ere mv, generelt bliver skåret over en og samme kam i medierne, er sandheden måske en smule mere nuanceret...

Interessant var det også, hvordan det hemmelige råd anser sagen - for dem er de sgu ikke et underholdningsindslag i et tv-program, for dem er det blodig alvor. Bartenderinden var for eksempel bange for at det jyske par ikke var engagerede nok, men bare var interesserede i at overtage huset, og sælge det videre til de første de bedste - og så ville byen bare stå med en død Bed'n'Breakfast indenfor et par år - var de bange for.

Så, endnue engang - fremragende tv, endda i reality-genren - holdt på et sobert niveau. Jeg anbefaler helhjertet!
Ceterum censeo Facebook esse delendam.