Leoparddrengens
Public Key

søndag den 1. november 2009, kl. 22.08

Ramasjang

Så er det meste af første døgn med digitalt TV gået, og det er helt klart DRs Ramasjang der har vundet - det skyldes jo nok at jeg har børnene her.

De har set det stort set hele dagen, hvilket jeg ikke har gjort noget for at forhindre - de har aldrig haft adgang til kanal med uafbrudt børnefjernsyn før, så det er dem vel undt at fornøje sig med her i starten. Og så er det meste jo altså i ret god kvalitet, det er noget andet end nogle af de discount børnekanaler der findes.

Jeg fik så ikke lige set Forbrydelsen II i HD, det havde jeg ellers glædet mig til, men den tager jeg på nettet om lidt.

Min største anke ved de nye kanaler indtil videre, er det der forfærdelige jazz de spiller når der ikke er udsendelse på DR K (og det er jo det meste af tiden) - jeg troede den slags hørte til i en tid hvor DR havde monopol og TV Avisen startede 19:30, og de prøvede at skræmme seerne væk inden med jordens mest ulækre muzak. Men det er altså genopstået nu.

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

4 kommentarer:

Anonym sagde ...

Jeg har ingen børn, så jeg skynder mig at zappe videre, når jeg kommer derhen og programmerne er aktive - men jeg synes, det er ret smart lavet, at værterne (både dyr og mennesker) ligger og sover, når der ikke vises programmer. Det har jeg faktisk taget mig selv i at sidde og kigge på :-)

Mvh, Louise

Leoparddrengen sagde ...

Yes, det er ret genialt. Den ældste prøvede også straks at udnytte det, da jeg langt om længe fik ham i seng i går:

"Jeg skal lige ind og se dem sove igen!"

Men nej, det fik han ikke lov til ;)

Anonym sagde ...

Jeg har siden din blog set andre blogs og Facebook-updates med samme emne - sjovt, som en flok sovende børneværter kan blive så hot et emne. Men en person pointerede det smarte i, at man så kan sige til børnene, at når værterne og dyrene sover, så skal alle børn i Danmark også sove :-)

Mvh, Louise

Leoparddrengen sagde ...

Ja, det er vel også det der er tanken.

Plus, hvis børnene står op midt om natten og tænder for fjernsynet, kan de måske blive gjort sovemodne igen af at se dem ligge og hygge sig i søvne.

Det er ihvertfald bedre end hvis de havde delt kanalen med en TV Shop for Børn! ;)