Ja, jeg har i den grad været fraværende også med opdateringer om hvordan det går med min mor, siden indlæggelsen.

Lad mig give en kort opdatering: Efter hun vågnede fra koma gik det først langsomt fremad, men efterhånden hurtigt fysisk. Jeg fik dog et chok, da den tilseende læge om mandagen begyndte at tale om at hjemsende hende onsdag - det virkede ganske urealistiskt på mig. Og selvom der eventuelt kom hjemmehjælp mange gange om dagen, var jeg sikker på, at hun så bare ville ende med at sidde i en stol, afkræftet og uden mål eller vilje til at gøre noget.

Sygeplejerskerne ændrede det da også straks til torsdag, og da den oprandt blev hun istedet overflyttet til almindelgt sengeafsnit - hvor de havde en ganske anden tilgang til det med hjemsendelse. Så der lå hun godt en uge mere, var altså ialt på Riget 2 uger, og blev så istedet for at blive sendt hjem visiteret (et ord jeg er begyndt at lære at kende for alvor) til et rehabiliteringscenter, hvor hun har været siden, for at komme sig fysisk.

Og det har på mange måder været rent luksus, det er lidt som at bo på hotel, med tilknyttede fysioterapi. Og da hun er kommet sig ret hurtigt fysisk, er hun nok egentlig i alt for god form til at være der. (Hun er forøvrigt overraskende glad for at være der - hun er ca lige så privat som jeg, og higer efter ensomhed, og til at begynde med var hun bange for at skulle bo med så mange andre. Men hun er faktisk blevet glad for det, og har fået et par veninder der.)

Mentalt er det også gået op ad bakke - samme dag hun skulle udskrives, hvor jeg kom for at følge hende, virkede hun pludseligt meget mere klar. Og den første uge på centret skred det fremad dag for dag, så hun tilsidst var næsten som da jeg først opdagede noget var galt. Siden har der så været dage, hvor hun var en del mere konfus. Men helhedsindtrykket har været klart positivt, i forhold til før indlæggelsen.

Vi var så til en PET/CT skanning for halvanden uge siden - som var blevet bestilt før indlæggelsen, som del af demensudredningen. Det er en helkropsscanning, som kan opdage infektioner eller andre abnormaliteter i kroppen, som kræft - ved at se på hvor meget enrgi cellerne bruger, da syge celler som oftest bruger mere end raske.

Og jeg blev så ringet op i torsdags, der var kommet svar på den prøve, og lægen ville godt tale med min mor og mig. Hvilket vi gjorde idag.

Og den skanning har vist, at der sidder noget på hendes ene lunge, en vækst af en slags. Det er umuligt endnu at sige præcis hvad - men da kræft rent faktisk kan give symptomer af den art min mor har oplevet - hukommelsesproblemer, hallucinationer og andre angreb på hjernen - er det meget svært ikke at tro det er det. (Symptomerne kommer af, at kroppens immunforsvar prøver at bekæmpe kræftcellerne, men det medfører så samtidigt en betændelseslignende tilstand andre steder i kroppen, og der kan hjernen altså være ekstra følsom.)

Så nu ryger sagen over til lungemedicinske eksperter, hvor vi skal i ny udredning - dennegang nok i noget andet tempo end det første.

Jeg kan egentligt ikke sige jeg er chokeret... og med halvtreds års rygning (som hun faktisk netop er stoppet med, 14 dages indlæggelse, hvoraf den første uge nærmest er komatos gør sit til at komme over abstinenser) har hun vel også selv inviteret.

Og - det er faktisk meget rart at finde en forklaring. Og jo faktisk også vide, at ting hvis alt går vel kan blive normale.

Men det er jo altså Big C, og i lungerne. Jeg aner intet om hvor fremskredent det er, og hvad prognosen kan blive, men det bliver jeg/vi forhåbentligt klogee på snarligt. Og, nej, der er jo ikke nogen diagnose endnu, men på det givne grundlag bliver jeg overrasket hvis det ikke er kræft.

Min mor? Hun tog det meget roligt - men der kommer jo nok en reaktion på et tidspunkt. I første omgang er det meget forvirrende for hende - som altså oveni stadig kan være konfus - at hun nu ikke skal tænke på det som en psykisk lidelse (som hun har troet det var), men en fysisk. Eller som hun siger, hun skal vænne sig til, at hun måske slet ikke er blevet tosset, som hun ellers troede (og var overbevist om, at vi andre også gjorde).

Så, ja, Big C er scary, men faktisk bedre end uvished. Og nu kan der da blive gjort noget ved det!
Ceterum censeo Facebook esse delendam.