Leoparddrengens
Public Key

søndag den 13. marts 2011, kl. 21.48

Demens-teknologi

Jeg har adskillige de sidste par uger ærgret mig over, at min mor ikke har nået at få en smartphone, og nået at blive fortrolig med den inden den seneste udvikling.

For hvor kunne det dog have været praktisk, hvis hun for eksempel havde en google-kalender online, som jeg kunne holde styr på for hende. Og som hun kunne gå ind og checke, og som kunne give besked til hende når hun hun skulle noget. Jeg ville nærmest kunne fjernstyre hende på den måde...

Det ville ihvertfald nok fungere en del bedre end de håndskrevne noter hun kører på nu, som hun får kludret godt og grundigt rundt i.

Jeg har også tænkt på, at nu er der da ihvertfald ingen chance for at hun komme på netbank - noget jeg ellers har prøvet at overbevise hende om en del år, at det da gør livet en del nemmere. Men jeg kan ikke forestille mig at hun ville kunne komme igennem den hurdle der hedder NemID i dag. Hvilket så nok også er meget godt, når det kommer til stykket - jeg kan levende se, hvordan hun ville sidde og betale den samme regning igen og igen.

Udover svigtende hukommelse kommer der så også flere og flere vrangforestillinger til. I dag sendte hun for eksempel mail til mig og min bror, at hun havde været på arabisk hospital halvdelen af dagen. Og ønskede i øvrigt til lykke med fødselsdagen, men hun kunne altså ikke komme. Og hun har naturligvis ikke været i nærheden af et hospital, hverken dansk eller arabisk, og ingen har fødselsdag.

Det virker simpelthen som om hun er begyndt at drømme i vågen tilstand. Det jeg dog finder lidt glædeligt i det hele er, at hun ikke virker så aggressiv og paranoid som jeg en periode syntes der kunne være optræk til, og som var meget udtalt i hendes mor. Hun virker i øjeblikket mere accepterende. Men det kommer nok til at skifte flere gange.

Jeg skal nu langt om længe til læge med hende i morgen - i nsidste uge fik hun saboteret det ved først ikke at ville have mig med, og dernæst glemme sin tid. Men nu slipper hun ikke for mig. Og så gætter jeg på at hun skal scannes bagefter. Jeg har umiddelbart svært ved at forestille mig hvordan hun skal klare en MR-scanning, men hun kan vel forhåbentligt blive fyldt med noget beroligende.

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

5 kommentarer:

Inanna sagde ...

Puha - det er hårdt at læse om. På den positive side er det rart høre at du og din bror tager jer af hende. Sådan som børn skal. Hatten af for det.

Og for at få mig til at tage emnet op med min egen mor, der endnu ikke er dement, men hvis mor var igennem et par meget konfuse år med underlige vandreture/togture hid og did - på vej til et sted som ingen vidste hvor var, heller ikke hende selv.

lilleq sagde ...

Hvor gør det mig trist at læse om din mor. Jeg håber i får afklaret hvad det er der sker med hende om det er demens eller anden sygdom.

Er det en fremadskreden demens, så sørg for mens i stadig kan nå det at få aftalt og afklaret med hende hvordan tiden skal blive når hun ikke længere er i stand til at klare sig selv.
Har hun ønsker til en bestemt plejebolig, til møbler og anden indbo hvad vil hun medbringe og afgive, har hun særlige tanker omk livsforlængende indsatser og hvad med efter dødens indtræden bisættelse/begravelse.

Det er tunge og helt sikkert også foruroligende emner at tage fat på også for hende, men vil også give hende en tryghed i at vide der bliver sørget for hende bedst muligt efter hendes ønsker.

Leoparddrengen sagde ...

@Inanna

Det er også et emne jeg har spekuleret over hvor meget jeg ville skrive om - for jeg har grundliggende ikke lyst til at bloggen skal virke for meget som en sygejournal for min mor.

Men jeg har besluttet mig for alligevel at skrive en del om det - mest af alt fordi det er lidt terapeutisk for mig, jeg har endnu ikke så mange at tale med det om.

Hvad angår din egen mor er der jo ikke sådan nogen grund til at hun skulle være i en farezone - for der er vist ikke nogen udpræget arvelighed i demens genrelt, omend der er for nogen former.


@lilleq

Tak for tanker - men det er såmænd nogen jeg allerede har gjort mig. Ligesom jeg også skal tale med hende om at tage kontakt til hendes vennekreds.

Men jeg har følt det var vigtigt med en diagnose før jeg begyndte på den slags.

spunky sagde ...

øv hver er jeg ked af at læse ... alt det her og jeres kamp ....

jeg håber virkelig at at der er nogle lyspunkter ... for det her er ikke sjovt ... jeg føler med jer!

Leoparddrengen sagde ...

@spunky

Nej, det er ikke sjovt - men det er vel også et eller andet sted et trin i livet. Sådan ser jeg ihvertfald mere og mere på det.

Og tak.