Jeg må tilstå at jeg er ved at være noget irriteret på de eksperter medierne herhjemme har disket op med i forbindelse med a-kraft problemerne i Japan. Ihvertfald de fleste af dem. Det bedste ved dem, synes jeg, er at de ganske godt demonstrerer hvordan man til alle tider har skullet tage forsikringer om sikkerheden ved a-kraft med et gran salt.

For lige at løbe igennem:

Først var der jordskælvet, men det skulle man ikke være bange for, for japanske a-kraftværker er bygget til at holde til den slags.

Så havde køleanlægget sat ud - men det var der ingen grund til at være urolig for, der var andre måder.

Så kølede man med havvand - intet problem i det, ok reaktoren ville tage skade, men det var kun et økonomisk problem efterfølgende.

Så eksploderede betonkappen om den ene reaktor - jaja, det så da dramatisk ud, men der var ingen grund til bekymring, for inderkappen holder jo stadig.

Så kommer der for højt tryk i reaktoren - tænk ikke på det, der skal bare lukkes lidt radioaktiv damp ud, det er der såmænd ingen der tager skade af - og det blæser jo alligevel udover vandet.

Så nedsmelter brændselsstavene og lægger sig som en ukrontrollerbar masse af 3000 grader varm uran + alt andet godt i bunden af reaktorerne - det går nok, og det er da godt værket ikke har været i drift i flere dage (hvad helvede betyder det om værket producerer strøm - når uranen brænder ukrontolabelt videre??).

Så måles der øget ganske kraftigt forøget strålingsniveau, helt i Tokyo - men det skal man såmænd ikke være bekymret for - 10 gange almindelig stråling tager man ikke skade af.

Og for at holde fast i det sidste - nej, det er overfladisk set rigtigt. sådan en dagsdosis på 10 gange almindelig stråling svarer vel til en uge sydpå.

Det er bare en helt forkert måde at se på det - for det er ikke strålingen i sig selv, der er farlig i øjeblikket, men hvor den stråler.

Langt det meste af den stråling vi dagligt modtager kommer fra verdensrummet - en del fra solen, og en del fra alle mulige steder i universet. Og den stråling tager vores hud sig af, og er ikke synderligt farlig.

Og hvis strålingen fra det radioaktive udslip rammer huden er der heller ingen fare i den. Alpha-strålingen fra det radioaktive materiale kan såmænd ikke stråle et par centimeter gennem atmosfærisk luft før det bremses - og kan slet ikke trænge igennem huden.

Problemet er, at det radioaktive materiale fra udslippet kommer ind i kroppen. I lungerne via luften, og i maven via maden, og derefter i blodbanen og derefter i cellerne - husk på, at der er tale om atomer her, som kan indgå i forbindelser som almindelige, ikke-radioaktive atomer.

Og så sidder der sådan en radioaktiv isotop inden i en celle i et organ - og afgiver sin stråling. Og så er det den stråling går ud og laver rag i en cellekernes DNA - og når den laver den rigtige fejl i DNA'et, er det at man får kræft - eller misdannet afkom. (Det er som skrevet også derfor man giver jod som beskyttelse mod kræft i skjoldbruskkirtlen.)

Og de partikler kan - afhængig af typen - være der som et radioaktivt problem fra i få øjeblikke til adskillige hundrede år.

Så - det giver et meget bedre billede af sådan et udslip, at tænke på det som en forurening med forskellige kræftfremkaldende stoffer. Strålingen kan bruges som indikator for tilstedeværelsen og mængden af disse stoffer - men den stråling man kan måle i atmosfæren har ikke som sådan noget med farligheden at gøre.

(Det ville selvfølgeligt være noget ganske andet hvis der var tale om mere massiv stråling, som gammastrålingen ved en atombombe - men det er misforstået at tænke på det på den måde. Det virker ikke desto mindre som om det er hvad nogle af eksperterne gør.)

Bare lige et surt udslip, som jeg har gået og dampet med hele dagen. Forhåbentligt letter det trykket lidt - og der er nok ikke nogen som tager skade.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.