På en dag, hvor der ellers var lagt op til at medierne kunne gå i selvsving på landets anden DF-dag, var det dejligt med det selvsving der kørte på TV2 News - som jeg heldigvis i dag fandt et link til at få streamet, herligt.

For de kørte jo på raket-opsendelsen, og jeg var som barn igen - og sad i spændt forventning med den ældste og fulgte det hele i mange timer. Og fik da også mindelser om, da jeg sad og ventede på den første rumfærgeopsendelse.

Mest af alt følte jeg mig nu, som om jeg var tilskuer til noget i en Jules Verne-bog. Det var svært ikke at få tankerne i den retning, med billedet af den selvbyggede U-Båd, der lå tøjret til den selvbyggede affyringsrampe til den selvbyggede raket. Fantastisk er det jo, men samtidig altså ret langt fra Cape Canavarel.

Fordrukne af ilt og vægtløse, på vej til månen

Især gik mine tanker til den storslåede bog, Rejsen til Månen (som egentligt består af to, Fra Jorden til Månen og Rundt om Månen). Som - efter hukommelsen - handler om nogle artillerister - veteraner fra den amerikanske borgerkrig (og så kom der alligevel soldaterveteraner ind i indlægget) - der får den idé, at man må kunne bygge en kanon så stor og kraftfuld, at man kan skyde en granat ud i rummet, og op til månen.

Og hvis man gør granaten stor nok og hul, kan den jo være bemandet - en meget tidlig rumkapsel.

Og da de jo ikke rigtigt har andet at foretage sig, nu da krigen er slut, kaster de sig ud i projektet.

Jeg husker historien som en af mine absolutte favoritter af Vernes, det er ellers ikke en man så tit hører omtalt.  Hvilket er synd, for der er mange gode idéer og morsomheder i. (Og så den fuldstændigt vanvittige tanke, at man skule overleve de g-krafter der ville være ved en sådan affyring!)

Så - jeg hyggede mig storartet i eftermiddag. Også selvom ventilen var frosset fast, og der kun kom en lille røgsky. De prøver jo igen, og der skal da være tekniske problemer med sådan noget, ellers er det ikke sjovt!
Ceterum censeo Facebook esse delendam.