På en dag, hvor der ellers var lagt op til at medierne kunne gå i selvsving på landets anden DF-dag, var det dejligt med det selvsving der kørte på TV2 News - som jeg heldigvis i dag fandt et link til at få streamet, herligt.

For de kørte jo på raket-opsendelsen, og jeg var som barn igen - og sad i spændt forventning med den ældste og fulgte det hele i mange timer. Og fik da også mindelser om, da jeg sad og ventede på den første rumfærgeopsendelse.

Mest af alt følte jeg mig nu, som om jeg var tilskuer til noget i en Jules Verne-bog. Det var svært ikke at få tankerne i den retning, med billedet af den selvbyggede U-Båd, der lå tøjret til den selvbyggede affyringsrampe til den selvbyggede raket. Fantastisk er det jo, men samtidig altså ret langt fra Cape Canavarel.

Fordrukne af ilt og vægtløse, på vej til månen

Især gik mine tanker til den storslåede bog, Rejsen til Månen (som egentligt består af to, Fra Jorden til Månen og Rundt om Månen). Som - efter hukommelsen - handler om nogle artillerister - veteraner fra den amerikanske borgerkrig (og så kom der alligevel soldaterveteraner ind i indlægget) - der får den idé, at man må kunne bygge en kanon så stor og kraftfuld, at man kan skyde en granat ud i rummet, og op til månen.

Og hvis man gør granaten stor nok og hul, kan den jo være bemandet - en meget tidlig rumkapsel.

Og da de jo ikke rigtigt har andet at foretage sig, nu da krigen er slut, kaster de sig ud i projektet.

Jeg husker historien som en af mine absolutte favoritter af Vernes, det er ellers ikke en man så tit hører omtalt.  Hvilket er synd, for der er mange gode idéer og morsomheder i. (Og så den fuldstændigt vanvittige tanke, at man skule overleve de g-krafter der ville være ved en sådan affyring!)

Så - jeg hyggede mig storartet i eftermiddag. Også selvom ventilen var frosset fast, og der kun kom en lille røgsky. De prøver jo igen, og der skal da være tekniske problemer med sådan noget, ellers er det ikke sjovt!
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

I starten af årtusindet arbejdede jeg i dotcom-bølgens sidste krampetrækninger for en lille udviklingsvirksomhed med store drømme. En kollega der var webdesigner, men udover det meget nørdet. Og hans store hobby på det tidspunkt var at han arbejdede på et raketopsendingsprojekt. Det brugte han rigtigt meget fritid på, og han fortalte begejstret om deres problemer ved frokosten.

Men projektet stoppede, eller blev lagt på køl - for lederen af projektet havde fundet ud af, at han hellere ville satse på at bygge en u-båd. Og det syntes min kollega var lidt for langt ude - der satte man jo livet på spil selv, og så var der ikke så meget brag i det. Samtidig blev hans kæreste gravid, så han fik mere at se til på andre fronter.

Firmaet gik så konkurs, og vore veje skiltes.

Men da Peter Madsen et par år efter trådte frem og til almindelig hovedrysten præsenterede sin hjemmebyggede U-Båd, var jeg godt klar over hvem det måtte være. Og jeg havde med det samme stor sympati for ham, for én ting er at få vanvittige idéer, men også at kunne gennemføre dem - det er ret fantastisk. Og U-Båden kunne både dykke og sykke ud - og det e efterhånden blevet til 3 af dem, i 2008 præsenterede han UC3 Nautilus.

Så da jeg for en uges tid siden så, at en privatbygget raket skulle opsendes, var jeg ret spændt - var det ham der have genoptaget det gamle projekt? Og det var det jo så, under navnet Copenhagen Suborbitals. Og om den nu kommer op eller ej, kan jeg altså ikke lade være at tage hatten af for at de er nået så langt (jeg har dog ingen idé om min gamle kollega er del af projektet i dag).

Så jeg krydser fingre for, at Tycho Brahe kommer ordentligt op, når vejret er til det- også selvom det endnu ikke er ud i rummet, men kun 30 km op. Eller eksploderer i et spektakulært crash. Man kan følge opsendelsen live her.

At Peter Madsens planer nu også rækker skridtet videre, så han mener han på et tidspunkt selv skal sendes op med sin raket - ja, det kan vel ikke rigtigt overraske mere. Og det vil jo være storslået.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.