Da jeg i aftes lige tjekkede nyheder, opdagede jeg at jeg havde misset en what-the-fuck-begivenhed fra dagens løb.

En domsmand i Se & Hør-sagen, Sahar Aslani, havde fundet det smart at udtale sig om, hvilke tanker hun havde gjort sig i forbindelse med voteringen — og ting der var lagt til grund. Blandt andet at den ene tiltalte havde fået elektrochok på grund af depression.

Spoileralert: det er ikke smart. Det er faktisk i højeste grad mangel på dømmekraft. Lidt uheldigt karaktertræk for en domsmand.

Forsvarere taler allerede om mistrial. Der har jeg lidt svært ved at se den havne, på den anden side kan jeg også godt se problemer i forbindelse med en anke.

Det er fucked up. Men hvad der er endnu mere fucked up er hendes forklaring på hvor professionel hun er som domsmand:

Hun slår samtidig fast, at hun som gæst i radioprogrammet forinden havde sikret sig, at hun ikke gjorde noget forkert ved at få programmets vært til at undersøge, om der kunne være problemer.

Det fik hun at vide, at der ikke var.

Okay, som sagt, mangel på dømmekraft… Men det stopper ikke der. For hvem er det lige værten i programmet på Radio24syv var? Ingen ringere end Ditte-fucking-Okman. Mest af alt kendt for som Venstre-medarbejder ikke at kunne holde igen med sin hælden spande lort over medarbejdere i Folketinget.

Fra TV3 programmet Hjemme Hos, hvor Ditte Okman og Henrik Quortrup også har slået dres folder efter Se & Hør -sagens start.

Men før det protegé på Se & Hør under den topanklagede (og iøvrigt også tidligere Venstre-medarbejder) Henrik Qvortrup.

Hun er jo også den helt rigtige at spørge om det. God dømmekraft, dér. Til et program under overskriften Gæst i studiet er Domsmanden — som hader sladderblade.

Ditte Okman har selv udtalt sig om Se & Hør-sagen i Berlingske:

»Jeg tror sådan set, det er rigtigt nok, at man i branchen forsøger at være lidt mere bløde i kanten, end man var for tre år siden, men jeg synes nu ikke, det er en ubetinget positiv udvikling,« siger Ditte Okman.

»I dag er sladderbladene blevet lidt for tandløse til min smag. Det pæne ugeblad er bare ikke lige så interessant som det frække. Så kan jeg jo ligeså godt spare de 30 kroner om ugen og gå på de sociale medier for at se, hvad de kendte skriver af pæne ting om sig selv,« lyder det fra Radio24syvs ukronede sladderdronning.

Nå, men det kan man jo så alt sammen tænke sit om.

Læg så dertil disse observationer fra Christoffer Guldbrandsen (de er fra Facebook, så intet link):

Man kan let blive lidt småkonspiratorisk. Det er der nok ingen grund til — der er i det store hele nok mest af alt bare tale om skorpioner.

Men fuck da for en dømmekraft.


Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Jeg er lige blevet færdig med at se den britiske mini-serie Paranoid på Netflix.

Den var jeg ret hurtig til at begynde at se, da Netflix sendte mig en mail om at den var kommet på, da jeg kunne se Indira Varma havde en større rolle i den. Hende har jeg haft et godt øje til siden jeg så hende i Rome, og stadig efter hun også kom med i Game of Thrones.

Jeg var så også ret tæt på at stå af igen efter ét afsnit, for hold kæft hvor er de underlige alle sammen. (Og det tror jeg mange har gjort — jeg tror at det er forklaringen på den meget lave karakter på IMDb.)

Men heldigvis blev jeg hængende. Og, jo, folk (og historien) vedbliver at være underlige — men når man bliver tunet ind på serien bliver karaktererne og deres excentriciteter og galskaber ret underholdende.

Egentligt er den en krimi; jeg tror endda markedsføringen prøver at gøre den til en thriller, men det er da langt fra.

Men ihvertfald: det starter med et mord. På en legeplads. Og det skal jo så opklares af den lokale politistation, hvis ansatte virker til allesammen at være småskøre (for ikke at sige storskøre). Det er de så ikke ene om; stort set alle er ude på nogle overdrev — ikke mindste psykiateren. Nogle er på piller, nogle er ikke…

Og det viser sig at være en stor del af humlen, det med pillerne. De trækker et spor til Düsseldorf, hvor de også er skøre, men muntre.

Anyways, herligt skuespil (Polly Walker, også Rome, kommer også med i en mindre, men overbevisende rolle), weird manuskript (der er stadig ting jeg undrer mig over) og pudsig produktion. Som jeg efter et par afsnit virkeligt morede mig over.

Men som starter skævt, lige på — og derfor kan filmen let knække for en. Det er nok også grunden til at jeg skriver dette indlæg, for det er lidt synd hvis ingen kommer videre. Og ihvertfald synd med så lav karakter.

For den kan man bestemt godt se, for underholdningens skyld. Men det hjælper sikkert at være på piller.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Jeg er ikke så ked af afskaffelsen af PSOen. Og her står jeg muligvis lidt alene i forhold til dem jeg normal er enige med i klimaspørgsmål.

Og jeg er da på ingen måde heller ekspert på området, så der er sikkert en del argumenter jeg ikke rigtigt har forstået…

Men for mig giver det god mening at få prisen på strøm ned — på sigt er det strøm vi skal over og bruge, det er her vores ikke-fossile energi leverer, og det skal vi selvfølgeligt udnytte.

Så PSO-princippet, hvor man omfordelte udgifter indenfor strømsektoren gav for mig at se ikke meget mening i det lys; den gjorde bare hele sektoren dyrere (udover, indrømmet, at skaffe penge til at det er en fornuftig forretning at lave vindmøller og solceller).

Et højere elforbrug vil dertil have den effekt, at prisen på el vil stige, fordi efterspørgslen er steget. (Altså afregningsprisen, ikke den forbrugerne betaler.) Det vil alt andet lige også være til fordel for vindmøller og solceller, m.v, da de dermed kan forblive mere attraktive også efter at statstøtten bortfalder. Og dermed mere attraktive at investere i.

Jeg synes så at regeringens argumenter for det har været uholdbare og manipulerende; for eksempel den med at det skyldtes en ordre fra EU passede jo ikke, det kunne snildt justeres, hvis man ville det. Men det er naturligvis altid lettere at sige at noget er EUs skyld, og så slipper man også for den diskussion.

Og at energiministeren så ville gøre det blandt andet ved at stoppe for kystnære vindmøller, var jo helt hen i vejret — hvis det skal give mening at bruge mere el, er det fordi det skal være så klimavenligt som muligt. Så vi skal snarere accelerere omstillingen end sætte hindringer i vejen. Omstilling til el, samtidigt med at en større og større del af elproduktionen bliver CO2-fri er noget der virkeligt vil batte.

Og der synes jeg så det er synd, at man ikke har taget skridtet fuldt ud. For man kunne sagtens have bibeholdt PSO-tanken; at den forurenende del skulle betale — blot ved at brede det ud, så det ikke kun handlede om strøm.

Således at omstillingsudgiften — som nu hovedsageligt er lagt over på bundskatten —i stedet hentes fra afgifter på kul, olie, benzin, naturgas; alle de fossile kilder.

Så ville der blive dobbelt incitament til at skifte over til strøm, ligesom kulkraftværker ville blive (endnu) mindre attraktive. Og elbiler ville ligeledes få et ordentligt boost, hvis prisen på el falder, samtidigt med at benzinafgifter får et hak opad.

(Desuden ville man slippe for at skulle forhandle omstillingspenge på finansloven hvert år, som også er anke mod afskaffelse af PSO'en, da det i hvert fald en årrække kunne være automatisk at penge til omstilling flyttes over på stigende fossil-afgifter.)

Det ville kræve politisk mod, for der er vist stadig mange som mener at en lav benzinpris er det fedeste verden kan tilbyde. Men vi skal til det på et tidspunkt, vi skal af med det benzinlort, og des før des bedre.

Så nu er der taget et halvt skridt, og det kunne have været et meget sortere skridt. Men kan vi ikke nok gennemføre skridtet, så vi gør de forurenende kilder mere uattraktive?
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

(uddrag fra kapitlet Krystalliseringen, fra bogen Dommerens Første Periode, udgivet af Nationalmediet 2027)

[…]
Hvilket bringer os frem til juni 2017. Præsident Trumps reformer var begyndt at virke, arbejdet med de nye miner i Appalacherne var undervejs, og efter importstoppet for udenlandske biler kom der atter gang i fabrikkerne omkring Detroit. Ikke mindst efter det kom frem at Teslas-fabrikkernes batterier var en latent eksplosionsfare, og der blev nedlagt forbud mod salg af elbiler, indtil man kunne finde ud af hvad der foregik.

Så optimismen prægede den ellers så hårdt prøvede amerikanske befolkning — man følte at Obama-årenes åg nu ikke længere hvilede om skuldrene, og der var lys forude. Og man glemte at være vagtsom!

For da var det det skete — angrebet på Trump Tower i New York, den 14. juni 2017, da en bombe eksploderede i Atriumet i dette symbol på Amerikas storhed. På selve Dommerens fødselsdag. En hån.

17 amerikanere blev dræbt, 67 såret (og paradoksalt nok blev også 5 muslimer dræbt). Det varede dog ikke længe før chefen for Homeland Security kunne fortælle, at angriberne var blevet identificeret som en celle af den hidtil hemmelige terrorgruppe I Kalifat for Martyriet, og dræbt — nogle af dem var syriske "flygtninge" med falske pas, kom det frem, men mere skræmmende var de fleste amerikanske muslimer, som ikke havde udvist tegn på radikalisering.

Og hvad værre, var, der var tydelige tegn på, at de var del af et vidt forgrenet netværk.

Der blev straks indført undtagelsestilstand, og myndighederne beroligede med, at de allerede var igang med at optrevle dette netværk.

Men det var et wake-up call for den amerikanske befolkning. Man havde — baseret på liberal propaganda — troet at truslen fra muslimerne var isoleret til en forholdsvis lille radikaliseret gruppe, men nu stod det klart at den var allestedsnærværende. Dette førte til kaotiske scener, da amerikanere i selvforsvar begyndte at jage muslimer overalt i landet — politiet stod magtesløse overfor at skulle splitte parterne ad.

Da var det, at Præsident Trump. Dommeren,holdt sin tale den 20. juni 2017. Hvori han redegjorde for, at den amerikanske befolkning nu var blevet krystalliseret som en krystal; at det nu ikke længere handlede om blot America First, men om America Only; og at han nu ville indføre det, som fremsynede amerikanere — ham selv indbefattet — længe havde talt om, sikkerhedslejre for muslimer.

Ikke kun for amerikanernes skyld, men mindst lige så meget for muslimernes.

Dette gjorde befolkningen tryg igen, da lejre i rekordfart blev opført i Indianerreservater (hvis juridiske status gjorde at man kunne agere mere smidigt) over hele landet, blev indrettet til de muslimer der ikke var mistanke til; og lejren på Guantanomo, samt en ny og større på Guam, blev indrettet til Opklaringslejre, hvor de der var mistanke til, herunder de muslimer som ikke frivilligt tog med i Sikkerhedslejre, kunne afhøres nærmere.

Endvidere åbnede undtagelsestilstanden op for, at man kunne sætte ind overfor de som propaganderede i mode Amerikas Sikkerhed, og ligeledes anbringe disse propagandister i Sikkerhedslejre. Det viste sig hurtigt nødvendigt, da flere liberale propagandister prøvede at fremføre konspirationsteorier uden hold i virkeligheden, om at man ikke havde nogle beviser for hvem der egentligt stod bag angrebet på Trump Tower; nogle påstod endda at Præsidenten skulle have brugt det til forsikringssvindel, blot fordi han som en naturlig manøvre et par uger før havde hævet policen på området.

Men heldigvis var det nu også muligt hurtigt at få sat en stopper for disse utryghedsskabende elementer. Der var selvsagt ingen internet i Sikkerhedslejrene.
[…]
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Hvis jeg nu måtte stemme til det amerikanske præsidentvalg, hvad ville jeg så egentligt stemme? Det er et spørgsmål jeg har stillet mig selv undervejs i valgkampen, og jeg har været lidt spændt på svaret, for jeg har følt det måtte komme lidt an på hvordan tingene lå.

Svaret kan måske lyde enkelt: det handler først og fremmest om at den orange kæmpebaby ikke skal komme til. Men: det er ikke nogen hemmelighed at jeg ikke just er fan af Hillary Rodham Clinton. Noget som på ingen måde har ændret sig undervejs i valgkampen. (Så var jeg også blevet for alvor overrasket.)

Så hvad ville jeg stemme?

Svaret må blive: det kommer an på. An på hvor jeg skulle stemme — i hvilken stat. For det amerikanske valgsystem, der er ganske vanvittigt, gør det til en nødvendig overvejelse.

I langt de fleste stater ville jeg dog stemme Jill Stein. Man kan sige meget om hende, og som præsident ville det nok gå hen og blive ret kokset. Men hun står for en del værdier, som USA i den grad har brug for. Rettigheder, fordeling og grønt. Hende ville jeg stemme på, hvis jeg for eksempel skulle stemme i Californien, Washington eller New York; de mest sandsynlige steder for mig at bo i USA, tænker jeg. Stater som helt sikkert går til Hillary.

Men jeg ville også stemme på Jill Stein, hvis jeg stemte i Mississippi eller Louisiana, eller andre af de stater der helt sikkert går til den orange kæmpebaby.

Kun i Ohio, Florida eller en af de andre få svingstater, ville jeg ende op med at stemme på Hillary. Nødtvungent, og jeg ville have det virkeligt dårligt med det — og nok kaste lidt op bagefter. Men jeg ville gøre det. Fordi alternativet, at den orange kæmpebaby skulle vinde der, er for forfærdelig en udsigt.

Og så er der pudsigheden, Utah: her ville jeg stemme på mormonen Evan McMullin — der på landsplan ikke har en chance for noget som helst, men i Utah har en chance for at slå kæmpebabyen og score statens 6 valgmænd. (Det kan så føre til andre interessante situationer længere nede ad vejen, men vil alt andet lige være en kæp i hjulet for den orange befamler.)

At amerikanerne stadig (på nær få stater) kører med winner takes all på deres valgmænd er grotesk; ja hele valgmandsystemet er langt ude.

Jeg mener jeg læste i år 2000 — i balladen om Gore og W. Bush — at det oprindeligt var lavet som værn mod at en populist skulle kunne narre folket. Hvis det var sandt, kunne valgmændene jo passende træde i karakter i tilfælde af en Trump-sejr; men det tror jeg nu ikke meget på de ville gøre. (Omend det måske kan komme på tale, hvis den voldtægtssag mod Trump der starter den 16. december har noget på sig.)

Edsvoren udtalelse i sag om voldtægt af mindreårig af Trump og Epstein, der kommer for retten efter valget. pic.twitter.com/MawtXxBLYF

— Leoparddrengen (@Leoparddrengen) 1. november 2016

Jeg ledte efter noget baggrunden for dette system med valgmænd, men stødte i stedet for på dette forsvar for det. Skrevet af en amerikansk circuit judge og jura-lektor. Og det er fuldstændig ude i hampen i sine argumenter.

Systemet er så skørt at der er lavet en app, så de der vil undgå kæmpebabyen kan bytte stemmer mellem staterne, så de kan stemme på hvem de ønsker, og stadig bremse kæmpebabyen i svingstaterne. Absurd, men skulle jeg stemme i en svingstat ville jeg nok også prøve den.

Og resultatet af det hele? Ja, jeg er jo nødt til at håbe og heppe på Hillary i nat. Selvom jeg virkeligt ikke bryder mig om det. Men det andet er trods alt værre.

Jeg tror nu nok det skal gå. Jeg håber så også at det bliver et så slemt valg for Republikanerne, at de ser at det ikke er en farbar vej, den racisme/fascisme/vanvids kurs de er slået ind på.

Det bedste der kunne ske ville nok være at Hillary vinder, og GOP ender med at splitte fra hinanden, og at det betyder at amerikanerne langt om længe indser at deres valgmandsystem & winner-takes-all ikke længere kan bruges.

Men det er nok lige utopisk nok. Ligesom at Jill Stein skulle få ret mange stemmer.

Men man har da endnu lov at håbe. Hvis kæmpebabyen kommer til bliver det nok forbudt.

[Opdatering: Læs også Peter Kofods indlæg om hele (fra)valget.]


Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Dette tweet fra Kaare Sørensen dukkede idag lidt tilfældigt op i min strøm:

@brianweichardt Interessant tanke: Så medier skal ikke have blogs?

— Kaare Sørensen (@KaareSorensen) 4. november 2016

Spørgsmålet var del af en længere diskussion (som jeg slet ikke var involveret i) om især politikere og blogs, og det forekommer mig at spørgsmålet er retorisk — for som jeg læser det er tanken om at medier ikke skal have blogs utænkelig.

Muligvis læser jeg det forkert — men jeg vil under alle omstændigheder prøve at svare: Nej — medier skal ikke have blogs. Politikere eller ej. Det er en uskik.

Og det er sådan set noget jeg har ment længe; det at medierne begyndte at køre blogs for særligt indbudte har været skadeligt både for blogs og medier. Jeg kan ikke helt regne ud, hvad bevæggrunden har været oprindeligt for at aviserne hev blogs ind. Måske skyldtes det blogs pludselige popularitet og so ein ding; eller måske så aviserne det som en billig måde at få skrevet klummer.

I hvert fald kunne nogle indbudte nu få lov at skrive deres tanker,med rimelig sikkerhed for at de ville blive læst af en del, i og med link til deres stuff ville komme på hovedsiden af avisens site; og avisen kunne få dejligt content, der endda ville blive læst & klikket på af mange, hvis de valgte de rigtige bloggere.

Og det lyder jo som en win-win, ikke sandt. Så hvad er problemet?

Der er en del. Efter min mening.

Det første problem er, at de folk der indbydes til at blogge, for det meste slet ikke er bloggere. De skriver ikke fordi de har noget de må ud med; de skriver fordi de har fået en platform foræret til promovering. (Havde de skrevet blogs i forvejen, som var blevet syndikaliseret, havde det derimod været helt fint for mig.)

Det andet problem er økonomien. Medierne er kommet til at elske de bloggere som skaber "debat" — ikke fordi de skriver godt, sandt eller intelligent og bringer os nye steder hen. Men fordi de skaber klik. Klik, klik, klik. Og hvert klik er penge ned i en stadigt tommere kasse.

Nogle aviser er bedre til at styre det end andre — Berlingske er uden tvivl de værste i klassen. Men for alle gælder at den økonomiske interesse ikke ligger i noget så højpandet som kvalitet af bloggerne, men i hvor mange klik de kan skabe.

Det tredje er det redaktionelle ansvar, som medierne fralægger sig ganske. For der er jo tale om en blog. Det høres igen og igen, når en avis spørges hvordan de dog kan lægge virtuelt papir til had, løgn, paranoia, mere had, mere løgn. "Det er en blog, vi redigerer ikke."

Jamen, så skal I sgu ikke bringe det. Det er så forbandet hyklerisk & ansvarsforflygtigende. Enten er det noget i står på mål for — eller også skal I ikke bringe det. Kraftedderhelvede.

(Og så siges det iøvrigt ofte at det er tydeligt at der er tale om en blog, ikke en del af avisen. Det synes jeg så meget sjældent er tydeligt. Især ikke i mobilversioner.)

At blogverdenen langt fra er hvad den har været, vil det nok være for meget at klandre medierne og deres brug af blogs for, omend jeg tror de er del af det; fordi en blog for mange i dag står som værende en klummeskriver i en avis. Men der er problemet nok mere, at Facebook har ødelagt og kannibaliseret.

Men overordnet har blogs på medier efter min mening ikke først noget godt med sig. Heller ikke selvom der er blogs og bloggere jeg gerne læser og får noget ud af; dem læste jeg hellere andre steder. Og heller ikke selvom nogle medier er bedre til at håndtere blogs end andre. Det handler om klik, klik, klik. Og er med til at ødelægge mediers redaktionelle troværdighed.

Så, ja luk for jeres blogs, kære medier. De af jeres bloggere, der for alvor har noget på hjerte, har masser af steder at udgive deres tanker, åbent for hele internettet og gratis. Og hvis de virkeligt er værd at læse, skal de såmænd nok også blive læst.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Så er ugen ved at være overstået, hvor man, hvis man er kommet forbi TV2 har skullet slalome imellem forfærdelige sygdomshistorier, underholdning og vild med dans, hvor aldanskens kendisser er med, og lodtrækninger om fossilbiler.

Nej, Knæk Cancer på TV2 er ikke et kønt syn. Men det er ikke det jeg mest har i mod det.

Det er heller ikke det faktum, at det lanceres som et godgørende program, når sandheden er at kræft rammer os alle, og det inderst inde er vores egen dødsangst vi prøver at betale os fra.

Eller for den sags skyld at grunden til at kræft er sådan en alvorlig sygdom for os, er at vi har behandlet os ud af stort set alt andet, og at vi bliver så meget ældre i dag. Døden skal jo for pokker have en årsag. Og, ja, kræft rammer også unge, og det er en tragedie, men hovedparten af os har altså fået kopieret vores celler til overflod før det sker..

Men et show som Knæk Cancer er demonstrativt for hvor mange ressourcer den sygdom får lov at suge til sig, båret af vores alles dødsfrygt og en exceptionel succesfuld lobbyforening i form af Kræftens Bekæmpelse.

Jeg mærkede det selv, da min mor blev syg. Hendes symptomer var heftige, men diffuse, og virkede mest som noget med senilitet. Et område som ikke ligefrem oversvømmes med midler. Så alene det at få en tid, hvor nogen i sygehusvæsnet kunne kigge på hende, var der tre måneders ventetid til (dette var i 2011, så det ville muligvis ikke være sådan i dag).

Jeg fik kæmpet for det, for den var helt gal med hende, og fik vist ventetiden ned på 1½ måned. Men det hjalp ikke meget, for mellem hver ny undersøgelse var der en evighed.

Selv ikke da hun gik i coma og røg på intensiv blev der brugt ressourcer på at finde ud af hvad der egentligt lå til grund.

Men da en PET/CT skanning efter 3-4 måneder, efter vi først havde fået lov at komme i kontakt med systemet, viste at det hele visnok skyldtes lungekræft… ja, så kom der andre boller på suppen.

Så var det næsten ikke til at følge med i undersøgelser & udredninger — hvoraf mange var overflødige, for vi havde allerede været dem igennem i snegletempo, men sådan er det med pakkeløsninger — og inden for 3-4 uger var hun i kemo- og strålebehandling, og der blev brugt en masse ressourcer på hende, og det er jeg meget taknemmelig for, og hun var i klar bedring, inden det et halvt år senere viste sig at det hele var metastaseret i hjernen og hun døde på et par uger.

Så jeg oplevede i den grad forskellen i vores sundhedsvæsen på om man sagde kræft eller ikke kræft.

Jeg fik virkeligt meget sympati for en masse sundshedspersonale, både blandt dem der arbejdede med kræft og dem der ikke gjorde. (Og, ok, så ver der også et par idioter, som jeg stadig i dag forbander langt væk. Men i det store hele.) Så det handler ikke om dem, men om den måde vi forvalter ressourcer.

Og jeg følte hvordan kræften har udviklet sig til noget, der vokser og suger til sig fra det omliggende sundhedsvæsen, så meget at det kan hæmme bekæmpelsen af den.

Og derfor hader jeg Knæk Cancer.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Da jeg første hørte at HBO var igang med at lave en serie baseret på den gamle, semi-klassiske Science Fiction film Westworld, syntes jeg det lød interessant, men så heller ikke mere.

Det var først da jeg for nogle måneder siden stødte på et interview med en af hovedrolleindehaverne i serien, Evan Rachel Wood, at jeg fik fornemmelse af at det måske var mere end blot… interessant. (Og, ja, jeg ved godt interviews gerne må skabe hype, men jeg fornemmede nu en ærlighed, som jeg i det hele taget finder hos hende. Har fulgt hende på twitter et års tid.)

Sister Babe Knudsen introducerede Westworld

Så jeg har gået og glædet mig til det skulle blive start oktober pænt længe. Og fik så muligheden for at komme ind og se premiere-afsnittet i Imperial i dag. (Man kunne godt have fortalt mig det var en decideret gallapremiere med rød løber og fotografer, så skulle jeg nok være kommet i leoparddragt!)

Og det er en lettere opgave end normalt at fortælle indtryk, for jeg er normalt meget undvigende i forhold til at fortælle selv basale ting om historien, da jeg ikke vil spoile noget. Men når serien er baseret på en 40 år gammel film, kan man vel godt slippe afsted med at fortælle hvad grundkonceptet er: Westworld er en forlystelsespark, hvor folk i dyre domme kan tage hen og opleve en tur i det vilde vesten. Og der er befolket med menneskelignene robotter, så du kan skyde beboerne som du lyster. Eller gøre andre interessante ting med dem. Og naturligvis går det hele på et tidspunkt galt. (Jurassic Park med robotter; eller snarere omvendt, da Michael Crichton lavede Westworld længe inden han skrev Jurassic Park.)

Den oprindelige film husker jeg (omend det er længe siden jeg har set den) mest af alt som en forgænger til Terminator.

Men allerede fra seriens første øjeblik drages tankerne snarere hen på Blade Runner; det lyder næsten som er vi havnet i en Voight-Kampff-test.

Og selv om jeg var særdeles interesseret i handlingen på lærredet, sattes mine tanker undervejs igang: fra hvor kunne det være fedt at være gæst i sådan en park — ikke nødvendigvis for at skyde eller kneppe nogen, men for det fuldstændige rollespil, over ville være interessant at skulle programmere de storylines de skal følge, må være meget som level-programmering i et CRPG, til hvordan kan man som gæst være sikker på man ikke er vært [værter er seriens betegnelse for androiderne/robotterne], det er sgudda Paint It Black og fuck, der kommer mange lag i det her!

Netop det sidste synes jeg meget man fornemmer. Det her er ikke gjort med et Spartacus-lignende robotoprør, og lidt bugs værterne har svært ved at håndtere.

Vi skal dybere ind — helt ind i sindet. Og dertil kommer intriger i parkens ledelse, en skjult dagsorden, Asimov og filosofi. Og vi er ikke engang kommet igang endnu, så vi har ikke fået nogen J.J. Abrams what the fuck-øjeblikke endnu, men vi ved det kommer.

Den levede op til mine forventninger for første afsnit. Jeg glæder mig helt vildt til næste mandag. Og jeg tror den ender med at blive større end Game of Thrones. Ihvertfald for mig.

Produktion og cast er der naturligvis ikke en finger at sætte på, det skriger blot på mere. Dobbelt-plus-godt.

[Skal måske lige gøre opmærksom på at jeg ikke fik billet tilgengæld for anmeldelse, dette er skrevet helt på eget initiativ. Billetten havde jeg også fået som almindelig dødelig!]
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Shimon Peres døde i nat. Ham kan man sige meget om, Rigtigt meget. Jeg vil dog i dagens anledning afholde mig fra det meste, og blot huske den idé jeg havde om ham gennem 80'erne og ihvertfald første halvdel af 90'erne, hvor han for mig fremstod som det bedste bud på fred Israel havde.

Og det var han nok også — men en fredens mand kan man kun kalde ham, hvis man vælger at lukke øjnene for en masse andet. Og det kan vi jo så godt lege at vi gør i dagens anledning.

Men med Peres' død er alle de tre ledere, der sammen modtog Nobels Fredspris i 1994 for deres arbejde for at skabe fred i Mellemøsten ovenpå Osloaftalen, døde.

Og så tænker jeg, at det måske er tid til et fordomsfrit kig på den Osloaftale de var sammen om, som I en periode gav næring til håb om en holdbar, fredelig løsning.

Kan vi ikke, please, erklære den lige så død?

For den — og tankerne om en tostatsløsning — har ikke tjent til andet end forværrede forhold for palæstinenesere, og mere og mere frygt og had mellem befolkningsgrupperne i Israel/Palæstina. Og mest af alt har den tjent som en sovepude for det internationale samfund, især EU, som har undslået sig enhver form for handling med at de ikke ville lægge sig i vejen for fredsprocessen.

Hvilken fredsproces? Der er intet sket i 15 år. Og i Oslo — der i starten af 90'erne — lå en deadline der hed, at man skulle komme videre fra den foreløbige aftale den var indenfor 5 år; for man var udmærket klar over at den var komplet uholdbar i længden.

Men tiden er gået, med "status quo" — et status quo hvor Israel & bosættere langsomt, men sikkert, tvinger palæstinenserne til at bo i stadig mindre og mere isolerede enklaver.

Alle og enhver ved, at det der måske i 1995 kunne forestilles at blive "en levedygtig palæstinensisk stat" i dag er en utopi. Selv hvis der nogensinde skulle blive en palæstinensisk stat, vil den aldrig kunne blive levedygtig på andet end Israels nåde & barmhjertighed.

Og selv det er der på ingen måde udsigt til — for er der noget der passer Israel er det status quo. De har altid levet fint med dualiteter, og elsker at de med de palæstinensiske områder kan bruge både love fra det Osmanniske Rige, Jordan i 60'erne eller israelsk millitærret — alt efter forgodtbefindende.

Så, please, mens vi nærmer os 50 året for besættelsen, erklær Oslo død, erklær fredsprocessen død. Fortæl Israel, at de enten må rømme de palæstinensiske områder fuldstændigt (herunder naturligvis Østjerusalem) og betale erstatning for de ødelæggelser de har forvoldt, eller annektere de besatte områder — med fuldt statsborgerskab og lige rettigheder til alle nuværende og fordrevne beboere.

Det vil der garanteret være en masse mennesker — på begge sider — som ikke er interesseret i. Men det er den eneste vej ud af den konstante etniske rensning der er pågået siden Israels udråbelse — som vi alle sammen er medansvarlige for.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Nu hvor Caroline Wozniacki atter klarer sig godt på tennisbanen i US Open, er der nok atter en eller anden som får interesse for spillet. Og så måske undrer sig lidt over, hvor de underlige udtryk og regler for pointgivning dog stammer fra.

Og ofte er det svært at få svar på det, og får man endeligt noget bliver det ikke til så meget andet end "fordi de er skøre, de englændere!".

Men der er faktisk mening i galskaben; for at forstå den må man imidlertid dykke ned i historien, og se hvad sporten kommer af.

Tennis hed slet ikke tennis til at starte med, og var ikke et boldspil. Det var snarere en slags fangeleg, opfundet af den normanniske første Jarl af Tennys, i grevskabet af samme navn, på grænsen til Wales.

Man mener det er opstået  i slutningen af det 11. århundrede: som del af at vise sig som herrefolket overfor angel-sakserne havde normannerne taget en del skikke med sig fra kontinentet, herunder droit de seigneur - måske bedre kendt som first night,  at når en kvinde blev gift, skulle hendes bryllupsnat foregå med den lokale lord, ikke med gommen.

Dette gad Lord Tennys ikke — om han ikke var til kvinder, eller bare ikke kunne overkomme det melder historien ikke noget om — så istedet udviklede han legen A Gayme of Fyrst Servyce, som hans riddere kunne deltage i; og vinderen fik så retten til bryllupsnatten.

Deltagerne blev inddelt i par, der skulle dyste mod hinanden, og gik simpelthen ud på at den ene (catcher'en) skulle prøve at fange den anden.

Lykkedes det fik den fangne lagt lodder for 15 pund i en sæk han bar på ryggen; lykkedes det ikke fik catcher'en lagt 15 pund i sin sæk.

Så var stillingen Love-Fifteen til den ene: Love som symbol på hvad der var i vente, og Fifteen angav vægten den anden bar i lodder. Derefter skiftede de, så den anden blev catcher.

Vandt man igen en runde kunne man vælge selv at få fjernet lodder for 15 pund (hvis man havde nogen), eller tilføje den anden 15 pund (mere).

Man kunne kun vinde hvis man vandt en runde ved stillingen Love-Fortyfive; altså hvis man ikke selv havde nogle lodder, og den anden bar på 45 pund. Når man vandt gik man så videre og mødte en anden vinder, indtil kun én stod tilbage — og denne kunne så se frem til bryllupsnatten.

Femogfyrre pund viste sig imidlertid i praksis hurtigt at være for meget, kom man hertil havde man de facto tabt, det var for tungt at rende rundt med. Så man satte denne vægt ned til 40 pund, så der i det mindste var en teoretisk mulighed for atm man kunne komme tilbage.

Nogle gange kunne en match dog vare meget længe, hvorfor en dommer kunne erklære at de to kombatanter skulle bindes sammen med et 15 fod langt reb. De blev så bundet sammen med nogle meget udførlige og specifikke knob, som godt kunne tage noget tid at lave. Imens blev der så serveret forfriskninger både til tilskuere og deltagere, hvilket blev kaldt et tie break, en bindingspause.

En noget mere grusom variant af legen blev indført af Jarlens uægte barnebarn, en bastard ved navn Ramsay. Her var det ikke privilegier man kæmpede om, men overlevelse! Tilfangetagne walisere blev sat til at kæmpe mod hinanden, efter nogenlunde samme regler. Men nøgne. Og vægten der blev tilføjet var ikke 15/30/40 pund, men 15/30/40 unser — en vægt, som blev fastgjort til fangens kønsdele; efter eget valg kunne disse fastgøres til penis (kaldet ace), eller testiklerne (kaldet deuce). Tabte man en runde blev man henrettet. Det er også fra denne udgave udtrykket New balls! oprindeligt stammer.

Heldigvis var det ikke en variant der overlevede; og det gjorde Ramsay iøvrigt heller ikke længe.

Men der skete også forandringer med den oprindelige sport; som normannerne faldt til i England blev de også mere satte. Så i stedet for at løbe efter hinanden blev spillet til en form for stikbold, hvor man kastede bolde efter hinanden på skift: ramte man talte det som at man havde fanget, undgik den anden (eller greb han) blev kasteren (som dog stadig blev kaldt catcher) dømt til at få lodder.

Spillet blev nu også spillet for sjov, altså uden at det nødvendigvis handlede om en bryllupsnat med en ungmø, og denne skik blev da iøvrigt også snart afskaffet, men da levede spillet videre selvstændigt.

Og bredte sig efterhånden til andre dele af England, her blev det blot kaldt A Game of Tennys, og service gik istedet ind og blev det man kaldte når man måtte kaste bolden.

Snart fandt man på at slå med en form for bat, istedet for at kaste bolden, og det var nu battet man kaldte en catcher — og istedet for at gribe bolden, kunne modstanderen så slå den tilbage efter den der havde service med sin catcher. Og ret snart gik man væk fra at skulle ramme hinanden, men blot holde bolden indenfor en bane. Og man droppede lodderne, og spillede istedet om point. Og så gav det mere mening at man spille om at få point, istedet for om at prøve at undgå at få dem. Men love, 15, 30 og 40 holdt man fast i — hvorfor skulle man da også lave om på det?

Efter man også fandt på at indføre et net lignede det faktisk ret meget det tennis vi kender i dag.

Endnu en variant af tennis blev afprøvet i starten af det 19. århundrede, det var en pudsig blanding af
tennis og fodbold (som gik under navnet Tennis-Soccer Wembleydon Rules). Den gik hurtigt i sig selv igen, men gav alligevel navn til både det engelske nationalstadion, Wembley, og Wimbledon. (Man mener iøvrigt at tvillingetårnene på det oprindelige Wembley var en henvisning til det oprindelige dobbelt-falliske symbol for Lord Tennys' leg: to penisser der kæmper om retten til bryllupsnatten. Idag bruges naturligvis istedet et par krydsede ketchere, men betydningen er klar nok.)

De nutidige regler for tennis er i deres første udgave nedskrevet af Lord Tennyson (selv en fjern slægtning af den oprindelige første jarl af Tennys). Og man mener da også at hans berømte linjer:

'Tis better to have loved and lost
Than never to have loved at all

er en reference til det oprindelige A Gayme of Fyrst Servyce.

Jeg håber meget at denne lille gennemgang har været lærerig for dig, kære læser, og at de fornøjelige tenniskampe giver meget mere mening fremover! Hvis du følte dig oplyst af dette indlæg er der flere lignende oplysende historier i min bog, Til almeen Dannelse.

Og her findes iøvrigt: kildemateriale og noteapparat.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

I aften er det højt proklameret at Statsministeren går på Facebook, hvor han live vil fortælle om sine planer for Danmarks fremtid. Hvilket er et brud på hidtidig medieanvendelse.

Ekstra Bladets Poul Madsen er da med det samme også ude og kritisere det, i det de mener at det er noget Løkke gør for at undgå kritiske spørgsmål fra medierne.

.@larsloekke vil ikke have kritiske spørgsmål! Den store plan præsenteres på Facebook #envejskommunikation #dkpol pic.twitter.com/64mTVq7V0V

— Poul Madsen (@pomaEB) 29. august 2016

Og det har han uden tvivl en pointe i.

Men det er for mig at se ikke det største demokratiske problem. For mig er det største demokratiske problem: hvorfor bruge Facebook som platform?

Facebook er ikke et åben sted. Det er et sted du kun kan bruge, hvis du i samme ombæring går med til at du sælger ud af dit privatliv, og dine forbindelser til andre.

Og det er muligt at det kan forekomme at alle danskere er på Facebook — men vi er nu stadig en del der holder os fra det. Enten af principielle grunde (som for eksempel det med privatlivet), eller fordi vi ikke kan holde den mobbekultur ud der er på Facebook, eller fordi vi ikke kan holde det elendige interface ud, eller fordi reklamerne, konkurrencerne og like-søgningen er så ucharmerende, eller fordi vi bare ikke føler vi har et behov for det.

Og rigtigt mange er udelukkende på Facebook fordi de er tvunget til det — fordi andre er på Facebook. Hvis Statsministeren begynder at bruge Facebook som eksklusivt medie, kan dette pres blive endnu større.

Bør jeg få en facebook profil? Eller skal jeg ikke? #smdk pic.twitter.com/IMjowbR6Oh

— Ulla Terkelsen (@ullaterkelsen1) 29. august 2016

Jeg er muligvis bare en gammel, forstokket Facebook-hader, men jeg finder faktisk det er et demokratisk problem. Især når Facebook ikke er en neutral spiller, men i flere tilfælde aktivt redigerer i hvad folk skal have at se i deres strøm. Og meget ofte fungerer regime-støttende.

Havde Statsministeren valgt at køre sin tale af på Statsministeriets hjemmeside, og samtidigt kørt den ud på diverse andre platforme (herunder YouTube og Facebook) havde jeg ikke haft noget problem med det. Og jeg har heller ikke noget problem med at bruge nye medier på nye måder, det er klart at der må eksperimenteres for at finde nye former.

Men ren Facebook - det går ikke!

(Noget andet er så, at jeg ikke villet gide se hans visioner ligemeget hvilken platform han valgte. De er lidt ligegyldige, for mig. Og på den måde passer det jo meget godt med 97% af andet der foregår på Facebook.)
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Efter en dag som stod mere eller mindre i kataklysmens tegn, da det gik op for EU at briterne (dvs englænderne) havde gjort det utænkelige, og forladt det fine projekt, synes jeg måske det er på sin plads også at kigge på de positive sider.

Ikke for det, jeg kan da også se en masse lort der kan komme ud af det. Men først og fremmest synes jeg man skal se det som en chance for EU — sandsynligvis en sidste, før hele projektet falder fra hinanden.

Hvilket man jo så vil kunne glædes eller græmmes over, alt efter temperament.

For briterne (englænderne) er der næppe noget at glæde sig over. De vil formodentlig over de næste år se skotterne og irerne forlade dem, og så kan de ellers sidde på pubben og drikke doven & lunken øl, og drømme sig tilbage til Queen Victoria.

Vi andre kan se frem til et EU uden det måske mest bagstræberiske medlem (når man ser bort fra Danmark). Hvor en masse nødvendigt nu måske har en chance for at blive gennemført.

Og så er der måske et lille-bitte håb for, at nogen kan få øjnene op for at EU er en synkende skude, som vil tage mere og mere vand i og falde mere og mere fra hinanden, hvis man ikke gør noget ved det væsentligste og essentielle problem.

Og det handler ikke om hverken immigration, flygtningekriser, Grækenland, fejlslagen idiotisk pengepolitik, for meget integration eller for lidt integration. Selvom det alt sammen er problemer i ekstrem grad, er det alt sammen blot symptomer på det væsentlige.

Der er ikke demokrati i EU. For der er ikke accountability. Og uden det kan befolkningernes forståelige frustration og vrede ikke vendes nogen andre steder hen end mod selve systemet. Og sige fra på forskellige mindre heldige måder.

Problemet ligger i hele EUs opbygning, men man kan alligevel sige det med ét ord: Ministerrådet. EUs mest magtfulde organ er samtidigt det borgerne har mindst mulighed for at stille til regnskab for noget som helst.

Fordi det er noget rod, og fordi de skiftende medlemmer slet ikke er hyret af os, folket, til at lave det dér. Og vi har ikke en kinamands chance for at stille dem til regnskab for noget som helst der foregår der, 1) fordi vi ikke ved hvad der foregår, og 2) fordi vi når vi stemmer til vore parlamenter stemmer om noget helt andet.

Konstruktionen gav muligvis mening dengang EU bestod af 6 lande, og mest af alt handlede om et fælles marked for kul og stål. Men som føderation — som vi lige så godt kan se i øjnene EU er og må være — er det en håbløs konstruktion.

Skrot ministerrådet, simpelthen. Dets job skal overtages af Europa Parlamentet.

Hvis man gerne vil have at nationalstaterne stadig skal have mere magt i forhold til deres befolkningstal, så kan man da godt indføre et andetkammer, hvor vi vælger en eller 2 personer fra hvert land til at repræsentere os. Men det skal være ved direkte valg. Og så skal der naturligvis være fuld åbenhed i begge kamre.

Så kan vores hjemlige ministre koncentrere sig om hvad der foregår hjemligt, og lade det der foregå i EU varetage af nogle andre — som vi, befolkningerne, har valgt til det.

Naturligvis vil ting stadig gå ad Helvede til, og der vil blive taget forkerte beslutninger. Men så har vi, vælgerne, i det mindste selv skylden, og kan måske endda træffe bedre beslutninger næste gang. Det kan vi ikke nu — og så tror pokker vi bliver fascister eller melder os ud af det hele.

Se, det blev måske et lidt andet indlæg en overskriften lovede. Det blev måske også et lidt andet end jeg havde tænkt da jeg startede — jeg havde nok tænkt at liste lidt flere glæder ved at Englænderne havde besluttet sig for at nyde deres egen sø.

Men hvorfor spilde tiden? Den er knap. Lad os komme til det essentielle. EU er ikke et demokrati, og det er det nødt til at være. Skriften står nu på væggen, bøjet i lysende neon — det er den enestående chance #Brexit giver os, at opdage at konstruktionen EU ikke dur.

Og det nytter ikke med lappeløsninger, eller 10.000-sider lange traktater. Vi skal have et ægte demokrati, nu. Og, ja, det betyder mindre magt til de enkelte lande. Men det tror jeg godt vi kan leve med. For det betyder mere magt til os, befolkningerne. Og ansvar.

Det andet går i hvert fald ikke.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Lad mig starte med at slå fast, at jeg holder med Bernie Sanders — selvom jeg synes han er vel gammel til jobbet som USAs præsident.

Udover jeg naturligvis synes at USA nok kunne have meget godt af en lidt skandinavisk inspireret tilgang til velfærd, så skyldes det at jeg holder med Sanders mindste lige så meget min modvilje mod Hillary Clinton. Som jeg på rigtig mange måder synes er ret forfærdelig.

Det er en modvilje der nok or alvor begyndte, da jeg en nattetime i januar 2003 sad og så George W. Bush' State of the Union-tale. Hvor grunden blev lagt til den krig mod Irak der kom et par måneder senere. Og hvor de mest entusiastiske klappere ved udsigten til krig mod Irak ikke var nogle neokonservative — men de Demokratiske senatorer Joseph Lieberman og Hillary Rodham Clinton.

Siden er den blevet udbygget. Som da hun i et interview i The Atlantic affærdigede kritik af Israel i  forbindelse med bombardementerne og myrderierne i Gaza med, at det var udtryk for europæisk anti-semitisme. (Hvilket hun så netop selv gjorde sig skyldig i.) Og hendes nylige carte blanche til Netanyahu — lige meget hvad han finder på, vil han og Israel have hendes opbakning.

Der er (den jødiske) Bernie Sanders noget mere balanceret.

Men jeg tror ikke at det at jeg håber på Sanders vil komme bag på så mange af mine læsere. Der kan jeg måske mere overrumple, når jeg siger at jeg blandt republikanerne håber på Trump.

Det er naturnligvis ikke fordi jeg er fan af Trump. Men hans eneste relle modkandidat, Ted Cruz, er simpelthen meget værre. Trump har ikke rigtigt nogen ideologi, men Cruz er fundamentalistisk teokrat.

Af de to onder ser jeg Trump som det mindste — også selvom hans wannabe brunskjorte følgere er skræmmende.

Så har meget været sagt om mediedækningen — først og fremmest hvor uforholdsmæssigt meget tid Trump har fået. Men ser man på demokraterne er fordelingen — især herhjemme — lige så skæv. Sanders ignoreres stort set; medierne har besluttet sig for at Hillary er den der vinder, og så må dækningen afpasses derefter.

Så Sanders overaskende mange sejre ignoreres, istedet fremhæves det når Hillary vinder, og "øger" afstanden til Sanders.

Et eksempel på en sådan øgning var primærvalgene 22 marts: Arizona, Idaho og Utah var i spil. Clinton vandt Arizona 57,6% mod Sanders 39,9%. Det blev af danske medier udlagt til at Clinton endnu engang øgede. De få medier der nævnte at Sanders vandt Idaho og Utah sagde at det ikke rigtigt betød noget, for Arizona gav flest delegerede.

Nuvel. Men Sanders vandt de to stater med 75%-80%. Og sammenlagt gav dagen 77 delegerede til Sanders, mens Clinton fik 63. Hvilket altså blev udlagt til at Clinton øgede sit forspring.

Nu tog Sanders så i nat 3 stater mere, den største Washington; med 70%-80% af stemmerne. Den har været lidt svær at udlægge som fremgang til Hillary, så for næsten første gang nævnes det at Sanders vandt.

Så bliver det igen og igen slået fast at Clinton har et forspring som er nærmest umuligt at indhente. Og man kan for eksempel se en aktuel stilling som hedder 1004 til Sanders mod 1712 til Clinton.

Og det er da sandt, at det ser svært ud. Men der er et par ting at bemærke: Clintons store sejre er alle kommet i Sydstaterne. Og der er ikke rigtigt flere tilbage.

En anden vigtig pointe, man stort set aldrig hører, er at dette store forspring skyldes de såkaldt Superdelegerede. Hvis man tager dem ud af ligningen hedder stillingen 925 til Sanders og 1243 til Clinton; altså meget tættere på dødt løb, hvis man ser på den stemmemæssige opbakning, indtil nu. (De Superdelegerede er ikke demokratisk valgt, men er udpeget af partiet, samt medlemmer af Repræsentanternes Hus og Senatorer fra staterne; deres stemmer afhænger således af studehandler og hvem partiet gerne ser: dem fra Sanders stort set ingen af).

Sandsynligheden taler naturligvis for at Clinton kører den hjem. Men der er bestemt ingen grund til at være skråsikker — og der er ihvertfald slet ingen grund til at tro, at det betyder hat hun nærer synderlig popularitet i befolkningen.

Og Sanders får tvunget Clinton til indrømmelser (hvis man da ellers kan stole på dem). Så hans kampagne har under alle omstændigheder en effekt.

Så har jeg set en del der siger, at de egentligt holder med Sanders, men alligevel håber på Clinton, fordi hun vil have bedst mulighed mod Trump.

Og det har da egentligt også været min instinktive tanke, ikke mindst fordi selve tanken om en valgkamp af Sanders vs Trump lyder så vanvittig — men jeg kom til at tænke nærmere over det, og jeg er ikke længere så sikker på at det er rigtigt. (Og det er lidt grunden til at jeg satte mig for at skrive dette indlæg.)

For det første skal det nok slås fast, at som tingene ser ud nu, er der ikke meget der tyder på at en Trump har nogensomhelst chancer mod en Demokratisk kandidat, hvem det så end måtte blive. Men meget kan ændre sig — og man kan ikke sige andet end at Trump har overrasket igen og igen. Så man skal jo nok passe på med at være for sikker på noget som helst hvad det angår.

Men min tanke er, at Sanders og Trump faktisk ikke er så langt fra hinanden i hvem de henvender sig til: primært hvide vælgere, som på den ene eller den anden måde er desillusionerede ved Washington; i den ene ende af spektret har vi så KKK, Tea Party og survivalists, og i den anden Occupy-bevægelsen og lignende.

De som har det fint med de etablerede vil nok føle sig ret hjemløse i mellem de to. Og kan nok gå hver vej, hvis de da ikke opgiver at stemme.

Hvor jeg så vil påstå at Sanders har fordelen er de etniske stemmer. Som lige nu i høj grad er hans problem i primærvalgene — dem har Clinton (af en eller anden grund) bedre fat i. Men hvis valget står mellem Trump og Sanders, så kan jeg ikke se andet end at langt de fleste (lige bortset fra eksilcubanere) vil gå til Sanders. Som trods alt ikke kalder dem dovne hunde og voldtægtsforbrydere, eller har KKK som nære støtter, eller bruger Mussolini-citater.

Hvorimod Clinton mod Trump er det etablerede Washington imod oprøret. Det er noget Trump kan spille på — det er faktisk lige vand på hans mølle. Jeg er ret sikker på at Trump langt hellere vil op mod Clinton end han vil op imod Sanders. Ikke mindst fordi Trumps metoder kan fungere mod Hillary.

Jeg har svært ved at se dem fungere imod #BirdieSanders.

Det er ikke fordi jeg vil påstå at Sanders har bedst chancer mod Trump. Jeg synes bare heller ikke man skal tage det som givet at hans chancer er dårligere.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Da jeg for et par dage siden begyndte at se den nye Netflix-original Flaked, var det mest for at slå tid ihjel. Navnet, 30-minutter per episode, Will Arnett — det gav altsammen indtryk af letbenet sitcom.

Men det indtryk er bullshit. Det opdager man godt nok ikke med det første. Den lever fint op til hvad man tror af letbenethed:

Will Arnett spiller Chip, en fyr der bor i Venice Beach, han laver taburetter og sælger dem i sin butik. Hvis han da nogensinde har solgt nogen, det fremgår ikke helt. Og hænger ellers mest ud. Ligesom alle andre gør, det er Venice, det er Dude-territorie.

For 10 år siden dræbte Chip en mand. Uagtsomt, ganske vist: han var fuld, han kørte bilen… siden har AA været en stor del af hans liv. Muligvis fordi han her kan lukke alt sit bullshit ud, sine platheder. Og score.

Og Chip er så tilpas røvirriterende, at jeg var meget tæt på at stoppe serien efter de første par episoder. Men det begyndte at gå op for mig, at serien ikke var en letbenet komedie. Den handler om Chips bullshit. Som der unægteligt er meget af. Men som bliver skrællet af, lag efter lag, i et efter min mening ret elegant skrevet manus.

Det er ganske vist en komedie, men letbenet er den ikke, og den er ret meget i mol. Men man opdager det ikke først. Derfor også denne lille anbefaling: giv den lige lidt mere tid, hvis du er ved at droppe den i første afsnit: for måske er det en lidt anden serie end du tror.

Om bullshit og Venice. I 8 afsnit af 30 minutter er den til at overkomme. Og bestemt tiden værd, i mine øjne.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Tror ikke jeg kan komme igennem i dag uden at skrive nogle ord som farvel til Bowie. Det bliver næppe synderligt interessant eller originalt, for formodentligt har millioner det som mig, lige nu.

Jeg lærte oprindeligt Bowie at kende, da den pige jeg var ulykkeligt forelsket i i folkeskolen var fan af ham. Det var så også samtidigt med at Let's Dance kom ud, og da havde jeg noget svært ved at se fascinationen — altså, det var da OK pop, bevares, men så heller ikke så meget mere.

Det var først da hun fik foranstaltet at vores klasse kom ind og se Christiane F. at jeg forstod ham. Råheden, tunnelbanerne, hans sang, Eno's toner, elendigheden, Heroes — det hele går op i en højere enhed i den film.


Siden lærte jeg naturligvis Ziggy Stardust at kende, og jeg var solgt.

Og det er ikke nogen overdrivelse at sige, at ingen andre musikere med videre har betydet så meget for mig, som han. Jeg havde næppe heller gennem tiden leget så meget med det androgyne, hvis det ikke var for ham. Eller kravlet i en leoparddragt og haft mit eget alter ego.

Jeg så selv Bowie i Hamburg i 1987, på hans Glass Spider Tour. Selvom det næppe kan siges at være Bowie i hans allerypperste periode var det alligevel en fantastisk oplevelse, som jeg aldrig vil glemme.

Faktisk stødte jeg på hel koncert fra samme tour i sommers på YouTube, og genså den. Og den gav mig endnu engang gåsehud flere steder.

Jeg skal nu have hørt Blackstar-albummet. Men jeg må lade gå nogle dage før jeg er klar til det, tror jeg. Men jeg gætter på at der er budskaber til os i det, at det handler om hans død. Og at han kun lige har holdt sig i live, så lanceringen kunne times med hans død. Selve Blackstar videoen, som jeg så første gang for nogle uger siden — og ærligt talt ikke rigtigt vidste hvad jeg skulle synes om — giver da allerede en helt anden mening nu.

Skal jeg være ærlig er det en del år siden at jeg ventede at der skulle komme mere fra hans hånd. Det var som om han havde gennemgået sin sidste transformation, til den tilbagetrukne pensionist.

Jeg havde glemt den sidste, den ultimative transformation.

Farvel, Bowie. Du har betydet så goddamn meget for mig.


Ceterum censeo Facebook esse delendam.