Hvad er det iøvrigt med malere, og deres tendens til at hive deres malerier med på værtshus? Jeg husker en anekdote om Frans Kannik som, før han blev anerkendt, havde en pose med malerier med på Andy's Bar - selvfølgelig med det resultat at nogen satte sig på dem, til stor sorg for F.K.

I nat var der så en der havde sit skilderi med på Amigo - og ikke et lille et, det var vel 60x160 cm - som han så placerede lige ved siden af sig, lige op af dansegulvet.

Jeg spurgte ham, om han dog ikke var bange for at hans dejlige maleri (det var noget sort noget, med nogle farvede streger nedover) ville komme til skade, når det sådan stod der; hvilket han så - kunne jeg se på hans kropssprog, jeg forstod ikke rigtig hvad han sagde, det var vist bare sådan nogle gutturale lyde - hidsede sig gevaldigt op over, jeg var faktisk lidt bange for han ville knalde maleriet i hovedet på mig.

Men mere skete der ikke, og han gik ikke så længe efter, med maleriet i god behold - men jeg undrer mig, hvad er det der gør malerierne skal med på værtshus? Har de tænkt sig at prøve at sælge dem (og glemmer det, euforiseret af alkoholen), eller kan de bare ikke lade deres seneste baby være alene hjemme?

[Opdatering]: Nå, nej, googlede jo lige Frans Kannik, og ordet video fik mig til at huske, at det faktisk ikke var billeder han havde med, men videobånd - som der på en eller anden måde kom øl i. Så anektdoten var lidt forkert, men gør ikke undren mindre.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.