Jeg har ledt og ledt, men det er ikke lykkedes mig at finde Den Rygende Pistol, som Lars Løkke vil have på bordet.

Men jeg har fundet et kæderygende maskingevær - det må vel være mindst lige så godt?

Det er jo trods alt forsvaret det handler om...
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Jeg havde pudsigt nok tænkt at skrive en del af denne historie i forvejen, men en aktuel historie giver den så et lille twist.

Den egentlige historie er om hvor farligt et rygestop kan være. Ikke at jeg er imod rygestop, tværtimod, jeg er stadig ganske lykkelig for mit eget.

Men min bror har også forsøgt sig. Han kom fro efterhånden en del år hjem fra Thailand, hvor han åbenbart pludseligt havde fået det særdeles dårligt efter for mange dages røg & druk. Så dårligt at han havde besluttet sig til at kvitte smøgerne med det samme.

Og det gik jo også meget godt - han kan dog godt lide sine stoffer, så han kørte den på tyggegummi. Noget jeg ellers ikke vil anbefale, men jeg var efter mit eget først rygestop selv faldet i igen, og var ryger på lavt blus på det tidspunkt - så jeg var måske ikke den rette at tage imod råd fra.

Men det gik så storartet at et par af hans (og mine) venner, et bøssepar også bestemte sig for at kvitte. Og det var jo altsammen meget fint.

Og der gik vel ca 3 uger hvor de alle var røgfrie. Men så fandt en af bøsserne ud af, at sådan noget som cigarer, cerutter etc ike rigtigt talte, fordi det var jo kun noget man gjorde ved særlige lejligheder. Og fandt ud af, at han godt kunne lide cigarillos.

En uges tid efter var der jo en ny særlig lejlighed, og den var hans mand også med på. Og et par uger efter igen var min bror på besøg, og han kunne jo godt se fornuften i det der cigarillos princip, for det er jo ikke noget man sådan ryger til daglig.

Men der er jo det ved den slags særlige lejligheder, at de har det med at formere sig, og blive til flere og flere. Og efterhånden var det jo for ingen af dem et spørgsmål om der nu var en særlig lejlighed den dag, men om hvor mange særlige lejligheder dagen indeholdt.

De var naturligvis stadig allesammen ikke-rygere, puha - det der med at være ryger var de jo så glade for at være sluppet fra at være, men derfor behøvede man jo ikke at blive fanatisk.

Idag en del år efter, er de allesammen rygere - også selvindrømmet. Jeg tror nok ihvertfald en af bøsserne er gået på cigaretter igen, men de øvrige holder ved cigarillosen - jeg tror mest fordi det at gå tilbage til cigaretten er for meget indrømmelse af nederlag. (Iøvrigt også noget jeg kender - i mine hårde rygerdage var jeg King's (uden filter, dengang de kun fandtes i hvis) ryger, men efter mit første stop begyndte jeg på filter (fordi man kunne få dem i 10-styk, og så kunne man bedre lyve for sig selv.)

Problemet med det er jo bare, at det stinker helt vildt, når der nærved kæderyges af de der latterlige tingester - langt mere end for almindelige cigaretter. Og så er det også langt, langt mere skadeligt. Så det er et rygestop, hvor jeg vil hævde at det havde været bedre hvis han aldrig havde forsøgt sig!

Men så den historie, der er lidt apropos idag, handler også om rygning og koblinger - og en form for forsøg på rygestop. For arbejdstilsynet (hvem rygeloven hører under) får nu sat stopper for kagespisning i rygerum på plejehjem. Man må gerne drikke kaffe og spille billiard, men at spise kage er forbudt-forbudt.

Logikken i loven er åbenbart, ifølge sundhedsministeren, at hvis mad tillades i sådan et rygerum, får det for meget karakter af egentligt opholdsrum - og det er jo ikke meningen, for sådan et rygerum er det sandelig kun meningen man er de 7 minutter i, det nu engang tager at ryge en smøg.

Og det tjener bare til at illustrere, hvor absurd forsøg på adfærdsregulerende lovgivning ender op med at være.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Jeg er ikke helt sikker på hvorfor denne historie kommer nu - men det skyldes måske jeg har brug for lidt god karma; som jeg trods alt forbinder ved denne historie.

Det var midt i maj år 2000. Sen aften; jeg var gået ned ved søen for at tænke over dagen - jeg havde været til en meget positiv jobsamtale (som også endte med et herligt job ca 14 dage efter); jeg havde en øl eller to med, og jeg røg sikkert også en smøg eller to.

på et tidspunkt passerer den her bums, jeg har bemærket i området i dagene omkring forbi hvor jeg sidder - jeg sidder på den her beton-udbygning der er i starten af Skt Jørgens, sydlige del. Jeg venter til han er passeret med at pisse i søen - man har vel dannelse.

Så mens jeg sår der og lader mit vand, hører jeg fra længere nede af søen et kæmpeplask. Og jeg tænker, oh fuck! For kan jo godt genkalde bumsens slingrende - meget slingrende - gang. Og ved jo egentlig godt hvad der er sket.

Så jeg får hurtigt afsluttet hvad jeg er i færd med, og skynder mig afsted på stien langs søen. Og ser ham flyde rundt i sin store vinter overfrakke (det var eller en varm maj) - han har simpelthen taget turen over det ½-meter høje hegn, og er ramlet direkte ned i søen.

Han har et lidt betuttet udtryk, men ingen panik; det er han alt, alt for stiv til.

Han er allerede flydt ca 5-10 meter ud i søen, så jeg må jo bare hoppe efter. I nogle ret nye bukser jeg havde på til jobinterviewet; jeg når kun lige at få smidt min jakke. Jokker ud og får fat i hans frakke-båd, og får ham bugseret ind mod bredden.

Han stinker ganske meget, og mumler et eller andet på svensk jeg ikke forstår.

Jeg får ham ind til bredden, og langt nok op til han er i sikkerhed fra at drukne, men jeg kan ikke få ham helt op. Så vi står der nogle minutter, til et ungt par kommer forbi.

De ignorer os egentlig, hvilket overrasker mig, jeg tænkte de straks ville tilbyde hjælp. "Æh, kan I måske hjælpe lidt?", ender jeg med at spørge.

Og det vil de så - jeg kan mærke de er noget skeptiske, og forstår efterhånden de tror vi er to bumser havnet dér sammen. Men det går vist efterhånden op for dem at jeg ikke er helt så langt ude.

Jeg låner fyrens mobil, og får ringet 112 (får hvad helvede skal der ellers ske medmanden - gennemvåd, og fra sans og samling?), og får bestilt en ambulance. selvom det var et svært spørgsmål hvor jeg var - teknisk i København, men den eneste adagng var fra Frederiksberg? Tror nok jeg sagde Frederiksberg.

Og efter hvad der føltes som en uendelighed - vandet i søerne kan stadig godt være koldt i maj - kom der så en ambulance. Og det lykkedes os i fællesskab at få bugseret ham op af bredden, og over hegnet igen. Og smækket ham i ambulancen.

Og så stod jeg der... gik hjem, kom bukserne i en pose til udsmidning. Fik forklaret min daværende kone hvad der var sket næste dag - det var jeg nødt til i betragtning hvad der var sket med tøjet - men ellers har jeg af en eller anden grund aldrig fortalt historien til nogen.

Og svenskeren? Jo ham så jeg et par dage senere, hvor han igen prøvede at navigere den samme sti. Dennegang faldt han omkuld på selve stien. Jeg fik båret løftet ham op (tungt!) og bugseret hen på en bænk. Og fortalt ham at vi ikke kunne blive ved med at mødes på den måde. Han anede tydeligvis ikke hvad jeg talte om.

Men jeg så ham aldrig siden. Så måske noget sivede igennem. Men mere sandsynligt er det nok at han fandt et andet sted at gå død.

Men selvom jeg ikke rigtig anerkender det kinesiske motto med, atnår man redder nogen er man ansvarlig for deres liv; forstår jeg det lidt. Og selvom jeg jo ikke kan vide det, er jeg faktisk ret overbevist om at jeg reddede hans liv den nat - for var han sejlet bare lidt længere ud kunne han ikke have bundet. Og hans hjerne var ca ikke-eksisterende.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Om få timer - lidt over midnat for at være præcis - er det 2 år siden jeg røg min sidste smøg. Og jeg regner med det holder resten af mit liv - for det behøver jeg heldigvis ikke mere.

Jeg begyndte at ryge sent - var vist 19 år - egentlig startede det med at jeg ville lære at inhalere, så jeg kunne ryge hash. Hashen blev aldrig den store last, men jeg fandt ud af at smøger havde en fantastisk virkning. Meget imod den propaganda jeg var vokset op med fra skolen.

Så begyndte i det små - efterhånden steg forbruget jo så, og virkningen forsvandt. Og det meste af 90'erne var jeg storryger, og røg vel en pakke eller to om dagen.

Da min eks så fortalte hun var gravid stoppede jeg (næsten) fra den ene dag til den anden. Det var egentlig ikke noget jeg havde tænkt over på forhånd, men følte det var det mindste jeg kunne gøre. Og opdagede efter lidt tid, hvordan jeg fik meget mere luft i lungerne, og en masse energi jeg ikke vidste hvad jeg skulle gøre med; så begyndte at motionere og cykle, og endte endda med at gå til fægtning - en drøm jeg længe havde haft.

Men efter fødslen faldt jeg i igen. Til at starte med en enkelt i ny og næ - og det var jo ikke noget problem at holde op igen. Men det var det alligevel - det snyder det skidt. Så efter noget tid måtte jeg se i øjnene at jeg var ryger igen. Med enkelte stop som ikke holdt var jeg så det siden.

Dog med nogle forskelle; jeg røg ikke hjemme, og aldrig foran mine børn - dem har jeg været total smugryger overfor. Ikke fordi jeg har skammet mig, men jeg har en idé om at det præger børn hvis de ser forældrene ryge, og senere ubevidst vil prøve at følge i forældrenes fodspor. Så det ville jeg undgå.

Og jeg ønskede sådan set hele tiden at holde op med at ryge, for jeg havde det fedt med at være ikke-ryger.

Men især på grund af hjemlige problemer var det meget svært at holde op. Jeg sagde ofte til mig selv, at hvis bare jeg kunne få nogle dage uden børn, og især uden kone, ville jeg kunne stoppe. Så da min skilsmisse langt om længe var en realitet for et par år siden tænkte jeg også, at nu måtte jeg vise for mig selv, at det ikke kun var noget jeg havde i munden (eller hovedet, da jeg aldrig havde formuleret det udadtil).

Så jeg tog en kold tyrker (igen - det har altid været den metode jeg har brugt; kan ikke forestille mig andet ville virke for mig - ligesom jeg ikke bruger medikamenter). Men jeg fandt på et trick, som jeg virkelig tror har holdt mig fra at falde i igen:

Hvergang jeg tænkte på en smøg, tænkte jeg bevidst bagefter: men det behøver jeg heldigvis ikke. I starten var jeg jo godt klar over jeg snød mig selv - for jeg behøvede sgu den smøg. Da var det kun vilje der holdt mig fra, sådan er det ihvertfald de første 2 uger. Men efterhånden kom tanken af sig selv, uden jeg behøvede være bevidst om det: men det behøver jeg heldigvis ikke.

Og den har helt klart hjulpet i den senere periode, hvor man faktisk er helt afvænnet, og føler man ikke længere behøver passe på, og måske er på en bar, og bliver tilbudt en smøg, og hvorfor ikke, det er jo ikke noget problem, bare en enkelt en og det gør jo ikke noget, de er jo lagt på hylden, og det kunne sgu da være meget fedt, for det er jo rart - så får jeg istedet tanken det behøver jeg heldigvis ikke.

Så det er bestemt et trick jeg kan anbefale. Jeg ved faktisk ikke hvordan jeg fandt på det, for det er ikke noget jeg har hørt nogen steer fra. Og jeg tror ordet heldigvis er vigtigt i mantraet, for det kaster et positivt lys på det hele. Jeg ved ikke meget om NLP, men udfra navnet (Neuro Linguistisk Porgrammering) forestiller jeg mig at det måske er noget af de samme metoder de bruger(?).

Så idag er jeg glad ikke-ryger; eller måske snarere ikke-rygende ryger. Lidt absurd er det måske så, at mit stamsted (Amigo Bar) er et af de få steder hvor der ikke er indført rygeforbud, og jeg dermed stadig kommer hjem med smøglugtende tøj efter en bytur. Men det gør nu ikke så meget - har ingen problemer med at folk ryger omkring mig.

Jeg skal ikke være hellig: men hvis du går med tanker om at holde op, så er det altså kun noget jeg kan anbefale at gennemføre. Måske skriver jeg nogle løse råd til at holde op, og mine erfaringer, lidt senere. Foreløbig må dette række - jeg vil smage lidt på min vodkasmoothie. (Og åhja - ting smager jo også bedre når man ikke ryger; og det behøver jeg heldigvis ikke mere.)
Ceterum censeo Facebook esse delendam.