Leoparddrengens
Public Key

torsdag den 27. august 2009, kl. 00.04

Dengang jeg reddede et menneske

Jeg er ikke helt sikker på hvorfor denne historie kommer nu - men det skyldes måske jeg har brug for lidt god karma; som jeg trods alt forbinder ved denne historie.

Det var midt i maj år 2000. Sen aften; jeg var gået ned ved søen for at tænke over dagen - jeg havde været til en meget positiv jobsamtale (som også endte med et herligt job ca 14 dage efter); jeg havde en øl eller to med, og jeg røg sikkert også en smøg eller to.

på et tidspunkt passerer den her bums, jeg har bemærket i området i dagene omkring forbi hvor jeg sidder - jeg sidder på den her beton-udbygning der er i starten af Skt Jørgens, sydlige del. Jeg venter til han er passeret med at pisse i søen - man har vel dannelse.

Så mens jeg sår der og lader mit vand, hører jeg fra længere nede af søen et kæmpeplask. Og jeg tænker, oh fuck! For kan jo godt genkalde bumsens slingrende - meget slingrende - gang. Og ved jo egentlig godt hvad der er sket.

Så jeg får hurtigt afsluttet hvad jeg er i færd med, og skynder mig afsted på stien langs søen. Og ser ham flyde rundt i sin store vinter overfrakke (det var eller en varm maj) - han har simpelthen taget turen over det ½-meter høje hegn, og er ramlet direkte ned i søen.

Han har et lidt betuttet udtryk, men ingen panik; det er han alt, alt for stiv til.

Han er allerede flydt ca 5-10 meter ud i søen, så jeg må jo bare hoppe efter. I nogle ret nye bukser jeg havde på til jobinterviewet; jeg når kun lige at få smidt min jakke. Jokker ud og får fat i hans frakke-båd, og får ham bugseret ind mod bredden.

Han stinker ganske meget, og mumler et eller andet på svensk jeg ikke forstår.

Jeg får ham ind til bredden, og langt nok op til han er i sikkerhed fra at drukne, men jeg kan ikke få ham helt op. Så vi står der nogle minutter, til et ungt par kommer forbi.

De ignorer os egentlig, hvilket overrasker mig, jeg tænkte de straks ville tilbyde hjælp. "Æh, kan I måske hjælpe lidt?", ender jeg med at spørge.

Og det vil de så - jeg kan mærke de er noget skeptiske, og forstår efterhånden de tror vi er to bumser havnet dér sammen. Men det går vist efterhånden op for dem at jeg ikke er helt så langt ude.

Jeg låner fyrens mobil, og får ringet 112 (får hvad helvede skal der ellers ske medmanden - gennemvåd, og fra sans og samling?), og får bestilt en ambulance. selvom det var et svært spørgsmål hvor jeg var - teknisk i København, men den eneste adagng var fra Frederiksberg? Tror nok jeg sagde Frederiksberg.

Og efter hvad der føltes som en uendelighed - vandet i søerne kan stadig godt være koldt i maj - kom der så en ambulance. Og det lykkedes os i fællesskab at få bugseret ham op af bredden, og over hegnet igen. Og smækket ham i ambulancen.

Og så stod jeg der... gik hjem, kom bukserne i en pose til udsmidning. Fik forklaret min daværende kone hvad der var sket næste dag - det var jeg nødt til i betragtning hvad der var sket med tøjet - men ellers har jeg af en eller anden grund aldrig fortalt historien til nogen.

Og svenskeren? Jo ham så jeg et par dage senere, hvor han igen prøvede at navigere den samme sti. Dennegang faldt han omkuld på selve stien. Jeg fik båret løftet ham op (tungt!) og bugseret hen på en bænk. Og fortalt ham at vi ikke kunne blive ved med at mødes på den måde. Han anede tydeligvis ikke hvad jeg talte om.

Men jeg så ham aldrig siden. Så måske noget sivede igennem. Men mere sandsynligt er det nok at han fandt et andet sted at gå død.

Men selvom jeg ikke rigtig anerkender det kinesiske motto med, atnår man redder nogen er man ansvarlig for deres liv; forstår jeg det lidt. Og selvom jeg jo ikke kan vide det, er jeg faktisk ret overbevist om at jeg reddede hans liv den nat - for var han sejlet bare lidt længere ud kunne han ikke have bundet. Og hans hjerne var ca ikke-eksisterende.

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

1 kommentarer:

Inanna sagde ...

Tommel op til den lidt yngre Leoboy!