Der er en god og dårlig nyhed indenfor bloddonering i Danmark. Den gode nyhed er, at der ikke er mangel på røde blodlegemer, ja faktisk er der så mere end der er brug for.

Den dårlige er så, at der faktisk er mangel på de andre dele af blodet man tager ved en normal tapning: plasma og blodplader - og her er behovet endda stigende.

Det er der imidlertid råd for, med de såkaldte aferesetapninger - som er tapninger hvor man specifikt går efter en af disse bestanddele som der er mangel på. Dem vil blodbankerne meget gerne have donorer til at melde sig til - derfor dette lille oplysende indlæg om dem. Jeg har nemlig for nylig været til min første tapning af plasma, og tænker at jeg dermed kan videreformidle oplevelsen.

Den største forskel man møder når man kommer til sådan en tapning, er at den sædvanlige briks og sat i en mere opret, siddepositur, i stedet for den sædvanlige liggende. Jeg blev endda overladt en betjening i min ikke-tappede hånd, så jeg selv kunne justere.

Og en anden forskel er så, at man bliver koblet op til en maskine, istedet for at blodet blot løber ned i en pose som sædvanligt. Og den dims man får om overarmen er erstattet af en automatiseret opppustelig manchet.

Selve tapningen føles meget normalt. Ihvertfald til at starte med. Blodet flyder fra armen, ind i maskineriet - som egentlig er en centrifuge, der adskiller blodet i dets bestanddele. Og i en pose på maskinen kan man se det opsamlede plasma - som mest af alt ligner en heftig gang morgenurin.

Men efter den har tappet lidt tid - svarende til en normal tapning, ca, vendes processen, og de dele af blodet som ikke er blevet taget fra, sendes tilbage i venen igen. Her altså de røde blodlegemer og blodpladerne. Under denne proces løsner manchetten sig, og man skal ikke længere pumpe med bolden.

Når det alt sammen er kommet tilbage, starter processen forfra - manchetten puster sig op, og blodet tages ud og centrifugeres, etc.

I alt tre gange sker det, til der er tappet 600 ml plasma, og så er man færdig. For mit vedkommende tog selve tapningen cirka 35 minutter, hvor den normalt er klaret på godt 5 minutter. Så man skal afse noget mere tid end normalt - men ellers mærker man ikke synderlig forskel.

Til gengæld svarer de 600 ml plasma til det dobbelte af hvad man får ud af en almindelig tapning.

Og det rigtigt smarte er, at fordi de røde blodlegemer pumpes tilbage igen, kan man tappes igen allerede efter en måned, istedet for de sædvanlige 3 måneder. Så hvis man vil gå all-in kan man altså få foretaget to aferesetapninger og én almindelig tapning på sådan en 3 måneders periode.

Hvis du er interesseret i at deltage i dette, skal man være klar over det kun er nogle blodbanker der gør det. I Region Hovedstaden er det mig bekendt på Hvidovre, Gentofte og Hillerød hospital.

Desuden skal man som donor, udover de sædvanlige betingelser, have "gode årer" - det vil sige de skal ligge tilgængeligt og ikke være for små. Og så skal man have et vist blodvolumen, så er man en petit kvinde går det nok ikke.

Man kan læse mere om aferesetapninger her.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Det er dagens spørgsmål i donorkalenderen. Og nok et de fleste donorer har hørst svaret på mange gange, så næsten lidt spild at bringe det her.

Det rigtige svar er at have spist og drukket inden. Når jeg alligevel vil kommentere det, er det fordi man viost også kan gøre for meget ud af det.

Ihvertfald forstået på den måde, at jeg ligger i den lave ende, blodprocentmæssigt. Og de første gange jeg skulle tappes, var det kun ca halvedelen af gangene min procent var høj nok, til at de ville. Men en sygeplejerske sagde så til mig en dag, at det også kunne være fordi jeg gjorde som de sagde - drak meget vædske inden - at min procent røg ekstra langt ned. Fordi blodet så blev mere fortyndet.

Og det skal nok passe, for jeg sørgede for at drikke virkeligt meget før. Men siden har jeg blot drukket moderat - så jeg var sikker på jeg ihvertfald ikke var decideret dehydreret - og så har der ikke været nogen problemer med blodprocenten.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Ligeså tidligt vinteren kom i år, ligeså tidligt synes jeg foråret er kommet.

Jeg er godt klar over det nok bare er mig, for ganske vist har der været nogle solrige dage indimellem, men det er nok lidt meget at tale om et egentligt forår.

Men i modsætning til sidste år - hvor jeg stort set ikke følte en brik - synes jeg der har været godt gang i mine hormoner og glæde ved at kigge & tænke på det modsatte køn de sidste 14 dages tid.

Eksemplificeret ved mit ikke-møde med Leopardprinsessen, men ikke begrænset til det, langt fra. Og faktisk går jeg og føler mig en smule små-forelsket i en læge, som leder et forsøg jeg deltager i. Et helt fredeligt et, hvor jeg over 4 gange skal have taget en blodprøve.

Og det er helt dønalder-agtigt - jeg har kun mødt hende to gange á 5 minutter, og det er meget begrænset hvor meget vi har kunnet snakke. Og vi er omgivet af en guvernante i form af en bioanalytiker (tror jeg), som stikker mig i armen og tager mit blod. Men jeg kan ikke lade være at føle mig infatuated. Og prøve at lægge strategier for, hvordan man egentlig gør i den situation, som subjekt i en undersøgelse. Om jeg venter til efter den sidste blodprøve, og så spørger om hun vil på date. Eller mailer. Eller kan jeg gøre det før (den sidste prøve er først til maj)  - er det så ikke nærmest uetisk for hende? Og skal jeg prøve at udflitte om hendes privatliv, som om hun har kæreste - bliver det ikke lidt akavet, især med guvernanten omkring...?

Jo - jeg tror foråret er kommet tidligt.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Indimellem melder jeg mig som forsøgsperson til diverse medicinske forsøg, som da jeg sidste år fik scannet min hjerne.

Det er der flere grunde til: det er jo fint hvis det kan gavne noget forskning, og måske i sidste ende nogle syge mennesker; det er lidt interessant; og det kan vel for pokker i længden være med til at jeg har mindre skræk for læger; og så giver det iøvrigt også lidt penge - selvom det er meget lidt i Danmark, hvor det kun er tilladt at betale for ulempe & svie & smerte, men ikke egentlig betaling for deltagelse.

Men som skæbnen har villet det, deltager jeg i hele to forsøg i denne uge (da jeg ellers normalt deltager i ca ét om året, er det meget!)

Det ene er meget fredeligt, jeg var blot forbi og få taget en enkel 15 ml blodprøve i dag - og det skal så gentages nogle gange.

Men det andet er noget mere omfattende, det varer hele ugen. Men igår, førstedagen, var den hårdeste.

Her opholdt jeg mig godt 10 timer isoleret fra omverdenen i kælderen af et hospital i forstæderne, spiste radioaktiv mad (jeg ville gerne sige den smagte strålende, men det ville måske være en overdrivelse), fik taget 20-30 blodprøver i løbet af dagen igennem et udtag, og fik mine indvolde fotograferet cirka ligeså mange gange.

Så hvis jeg ikke har været helt så aktiv her på bloggen, som jeg vist plejer, er det nok det der er forklaringen.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Dagens spørgsmål i donorkalenderen. Med svarmuligheder indenfor forskellige kombinationer af røde & hvide blodlegemer (hvor er det iøvrigt dansk? - det har jeg ikke tænkt på før) og plasma, etc.

Det rigtige svar er, at blodet opdeles i røde blodlegemer (de ilt & CO2 transporterende celler), blodplader (thrombocytter, det det som får blodet til at størkne - koagulere), samt plasma - den væske det hele flyder rundt i. Der er forskelligt behov for de forskellige dele til forskellige patienttyper, så på den måde kan blodet udnyttes mest effektivt.

Muligvis man burde læse Asimovs Fantastic Voyage igen, snart...
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Jeg må sige, at jeg synes dagens spørgsmål i bloddonor-quiz-kalenderen var ret tricky. Og jeg måtte svare udfra udelukkelsesmetode. Spørgsmålet i dag går på: Hvad betyder "blodprocent". Med svarmulighederne, at det er % jern, % hvide blodlegemer, eller % blodplader.

Hvad mon Iron Mans blodprocent er?

Og de svarmuligheder undrede mig - for såvidt jeg ved, handler blodprocenten om de røde blodlegemer - om hvor mange der er af dem i forhold til blodet som helhed. Og ganske vist er det de røde blodlegemer som indeholder jern, som transporterer ilten... men det var jo ikke præcist svaret på spørgsmålet.

Imidlertid var jeg ganske sikker på, at det ikke var hverken de hvide blodlegemer eller blodpladerne. (Som henholdsvis bekæmper infektioner, og sørger for at lukke for skader (sår - koagulering).

Så jeg svarede % Jern, og det var da også rigtigt. Men jeg synes det er lidt af et trick spørgsmål, for blodprocenten / hæmoglobinværdien handler faktisk om antallet af røde blodlegemer, har jeg siden checket. Og jo, de indeholder jern, så på sin vis viser det også hvor meget jern der er i blodet - men ikke som en procentdel jern.

Såvidt jeg kan se, har jeg dog taget lidt fejl. Jeg troede blodprocenten var lig hæmatokritværdien, som er volumen af røde blodceller i forhold til det totale blodvolumen. Men det er altså hæmoglobinværdien - som handler om mængden af hæmoglobin i blodet. Og hæmoglobin er de molekyler, som indeholder jernet, som transporterer ilten. Så hæmoglobinen er egentlig del af hæmatokriten, og de følges ret meget ad. Men nu skulle det ihvertfald være på plads. (Men % Jern er det altså stadig ikke.)
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Jeg kommer netop fra velgennemført blodtapning. Noget jeg næsten altid kommer i rigtigt godt humør af, men som jeg også er noget spændt på resulatet af hver gang. Min blodprocent (hæmoglobinværdi) ligger nemlig i den lave ende, og hopper lige omkring grænseværdien for hvornår der må tappes.

Grænseværdien er 8,4 for mænd - og mit var i dag på 8,7 så jeg fik lov.

Og som sagt - det er noget jeg kommer i godt humør af. Tildels sikkert fordi man føler man kan pudse en glorie lidt (som jeg nu skamløst fortsætter med i al offentlighed), men jeg synes også der er en lille rus i eftervirkningen. Som er svær at sætte en finger på, men en følelse af lethed...?

Anyway - kan altså anbefale det, både af hensyn til hjælp de som har brug for blodet (og det kan jo være os allesammen en dag), og for den her følelse. Som det ganske vist ikke er sikkert man får, men jeg kan da samtidigt se at jeg ikke er den eneste som beskriver den.

Man kan læse mere på GivBlod.dk eller bloddonor.dk.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Da jeg var for første gang var i noget der kunne kaldes et forhold - det varede vist en lille måned - blev pigen meget glad, da hun fandt ud af jeg ikke var bange for min egen sæd, og ikke havde noget imod at smage på den.

Hun sagde noget i stil med: "Fyre forventer at man slikker dem, og lader dem komme i munden på sig, og sluger spermen - men selv er de død bange for den."

Og det undrede mig - for jeg havde aldrig haft noget imod migselv på den måde. Faktisk var det ganske ofte, da jeg fik mine første reelle udløsninger, jeg ville indtage sæden som måde at slippe af med "bevismaterialet" - inden jeg havde fået mere styr på brug af toiletpapir, køkkenrulle, aviser eller reklamer til at opfange udstødningerne.

Men jeg tror nok, at jeg altid har delt kropsvæsker op i 2 kategorier: affaldsprodukterne, de usunde: tis, snot, galde, betændelse med videre.

Og de sunde: blod, spyt, sæd, fissesafter.

De usunde har jeg ingen lyst til at få i mig, under nogen omstændigheder. Men mine egne af de sunde, ser jeg ingen problemer i. Tværtimod har jeg ofte den følelse, at man kan sørge for at kroppens lagre af forskellige ting ikke udtømmes, ved at genindtage væskerne. For eksempel, hvis man får et sår på fingeren, og kommer såret i munden, holder du både såret rent, og stofferne i blodet bliver genindtaget, jernet for eksempel.

Ligeledes har jeg ingen problemer med at indtage en andens sunde kropsvæsker, hvis det iøvrigt er en man har valgt at være intim med. Ikke at jeg forventer noget den modsatte vej, men jeg synes da at hvis man tager afstand fra den andens væsker, er det et eller andet sted at tage afstand fra personen selv.

(Jeg kan så godt forstå hvis piger ikke har lyst til at man kommer i munden på dem, men det er noget mere mekanisk - kan godt se det må være en underlig følelse, og med stor fare for at få noget i den gale hals.)

Og jeg ville da synes det var ret mærkeligt at være sammen med en pige, som nægtede at have min finger i munden, fordi den havde hendes safter på sig - hvilket signal sender det, om hvordan man har det med sig selv?

Undtagelsen fra dette kan så være menstruationsblod: for ganske vist hedder det blod, men det er jo også mange andr ting, og er egentlig en udskylning af meget andet også. Så burde måske nok henregnes under affaldsstoffer.

Personligt har jeg nu aldrig haft nogle problemer med at være sammen med piger under mens, og heller ikke med atbruge munden. Men der er vi vist ude i noget hvor der er meget forskellige holdninger - og blandt begge køn.

Bortset fra det, synes jeg vi skal lære at elske vore sunde kropsvæsker. Livet ville ikke eksistere uden.

Ceterum censeo Facebook esse delendam.