Ligeså tidligt vinteren kom i år, ligeså tidligt synes jeg foråret er kommet.

Jeg er godt klar over det nok bare er mig, for ganske vist har der været nogle solrige dage indimellem, men det er nok lidt meget at tale om et egentligt forår.

Men i modsætning til sidste år - hvor jeg stort set ikke følte en brik - synes jeg der har været godt gang i mine hormoner og glæde ved at kigge & tænke på det modsatte køn de sidste 14 dages tid.

Eksemplificeret ved mit ikke-møde med Leopardprinsessen, men ikke begrænset til det, langt fra. Og faktisk går jeg og føler mig en smule små-forelsket i en læge, som leder et forsøg jeg deltager i. Et helt fredeligt et, hvor jeg over 4 gange skal have taget en blodprøve.

Og det er helt dønalder-agtigt - jeg har kun mødt hende to gange á 5 minutter, og det er meget begrænset hvor meget vi har kunnet snakke. Og vi er omgivet af en guvernante i form af en bioanalytiker (tror jeg), som stikker mig i armen og tager mit blod. Men jeg kan ikke lade være at føle mig infatuated. Og prøve at lægge strategier for, hvordan man egentlig gør i den situation, som subjekt i en undersøgelse. Om jeg venter til efter den sidste blodprøve, og så spørger om hun vil på date. Eller mailer. Eller kan jeg gøre det før (den sidste prøve er først til maj)  - er det så ikke nærmest uetisk for hende? Og skal jeg prøve at udflitte om hendes privatliv, som om hun har kæreste - bliver det ikke lidt akavet, især med guvernanten omkring...?

Jo - jeg tror foråret er kommet tidligt.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.