Leoparddrengens
Public Key
Viser opslag med etiketten myc4. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten myc4. Vis alle opslag

mandag den 7. juni 2010

Afrika-trilogien af Jakob Ejersbo

Ingen kommentarer
I sidste uge blev jeg færdig med Liberty - tredie bog i Jakob Ejersbos såkaldte Afrika-trilogi, hvor de to første er Eksil og Revolution. (Jakob Ejersbo er nok mest kendt for Nordkraft.)

Det var en lang omgang. Og det er nok det bogværk jeg har været tættest på at stå af undervejs, men alligevel ende op med at gennemføre. Og være glad for at have gennemført. Men altså med lange pauser undervejs.

Ejersbo døde - alt for tidligt må man sige - undervejs i udgivelsesprocessen. Faktisk var Liberty slet ikke færdig. Hvorfor redigeringen har været mere udfordrende end normalt, og vel også vil få mere fokus fra mig i en bedømmelse, end normalt. Men mere derom senere.

Overordnet er bøgene et generationsopgør og et opgør med den nykolonialisme vi praktiserer i Afrika, i form af korrupte bistandsprojekter. Den foregår i 1980'erne, mest i Tanzania - så forholdene kan have ændret sig. Men det er nu ikke en fornemmelse jeg har, at så meget er forandret.

Jeg læste bøgerne i udgivelsesrækkefølgen, men det behøver ikke nødvendigvis være den rækkefølge man læser dem i - igen mere derom senere.

Helt generelt er historierne i bogen centreret om eleverne på en international privat/kostskole i Moshi i Tanzania. Som i uhyggelig grad er overladt til sig selv, i en fremmed kultur som de med vekslende held prøver at gøre til deres egen, men de som hvide aldrig vil kunne blive rigtig del af - på godt og ondt.

Overladt til sig selv, mens forældrene forlyster sig i sprut, bhangi og hor - det sorte mirakel.

Den første bog, Eksil, handler om pigen af engelsk familie, Samantha, eller Sam som hun kaldes i familien. Hun er kostskoleelev på skolen, og om nogen rodløs - og med en mildst sagt dysfunktionel familie.

Desværre er bogen efter min mening alt for lang - blandt andet fordi Sam altså ikke fremstår som nogen vanvittig spændende person. Og jeg blev i den første halvdel gevaldigt træt af at læse om hende, og hendes surhed i forhold til sine omgivelser - og det var her jeg havde bogen liggende brak i flere uger af gangen. Den kommer så op i omdrejninger i anden halvdel, og slutter ganske forrygende.

Men tilbage stod jeg stadig med et billede af en alt for lang bog. I efterskriftet står så, at historien oprindeligt var del af novellesamlingen Revolution, men at forlæggeren foreslog den taget ud og forlænget og gjort til selvstændig bog. Hvilket Ejersbo var med på. Efter at have læst hele værket kan jeg godt forstå tanken - men jeg mener at det var en forkert beslutning. Den havde gjort sig bedre som lang novelle.

Anden bog, Revolution, er som nævnt, en novellesamling. Om personer og historier man møder i de andre bøger, først og fremmest Liberty. Og det er den del af værket som for mig fremstår mest uproblematisk i sin læsbarhed - og nok den jeg vil foreslå folk at starte med at læse. Og så læse Eksil efterfølgende. Så har man ganske vist fået et par spoilers i forhold til Eksil, men jeg tror alligevel det vil fungere bedre på den måde. Eller villet have for mig, ihvertfald.

Tredie bog, Liberty, må ses som hovedværket, de andre bøger har ledt op til. I gennem 10 år følger man drengene/mændende Christian og Marcus, i en historie set fra hver deres synspunkt.

Marcus er midteen tanzanianer, men er blevet pseudo-adopteret af en svensk familie. Med pseudo-adopteret menes, at han er taget ind som del af familien, men mere bliver sat til at være en tjenende ånd.

Christian er et par år yngre end Marcus, og kommer til Tanzania fra Danmark, efter at hans far - som ellers har været i fjernøsten - bliver sendt til Tanzania af Mærsk. Det er meget svært ikke at læse en del af Ejersbo selv ind i Christian-figuren.

De to bliver venner, og mens deres familier går i opløsning har de et fællesskab i musikken - for Christian kan skaffe de nyeste plader.

Og... ja, der sker mange ting. Over 700 sider og 10 år. Og som første bog synes jeg den er for lang i perioder, men slet ikke i samme grad - og i Liberty føler man en bærende idé, som gør det mere tiltalende at læse videre. Men lidt pauser havde jeg altså brug for.

Sproget mangler også at blive nævnt. Da jeg læste Eksil blev jeg til tider irriteret, for i Samanthas indre monolog fangede jeg mange direkte oversatte engelske udtryk. Hvilket generede mig. Først henad vejen er det gået op for mig at det var bevidst, for han gør det samme med alle de mange andre sprog, som også bruges i bogen - ikke mindst swahili - og det er en måde at komme ind i tankegangen.

Den egentlige hovedperson i bøgerne må siges at være Afrika, Tanzania. Og den altfortærende korruption, som også ødelægger bistandstursiterne, selv når de kommer ned med deres bedste intentioner. Hvilket undervejs forstærkede min tro på, at det er idéer som MyC4 som skal til, hvis der for alvor skal ske noget i Afrika - blot for at komme i tvivl om det nu også er holdbart, som der bliver svindlet på kryds og tværs, og jeg jo også selv med MyC4 har set en ganske stor del af mine udlånte penge forsvinde ned i en svindlers lommer.

Men nok om det. Grunden til at man skal læse bøgerne, er at man kommer under huden på Afrika. Det er Ejersbos helt store bedrift, at have lavet et så fantastisk troværdigt billede på livet i Tanzania. Om det er set fra et sort eller hvidt perspektiv, indfødt eller andet. På godt og ondt - og der er meget af begge dele.

Jeg føler mig ihvertfald uendeligt beriget af at være kommet igennem - også selvom jeg indimellem syntes historierne var for lange, og personerne var for svage. For det er i sidste ende ikke dem det handler om, men Moshi, Tanzania. Så jeg vil bestemt, bestemt anbefale den til alle. Men man skal være klar over, at det ikke er en hurtigt læst thriller man giver sig i kast med.

Det kan synes hårdt at kritisere redigeringen, for ingen tvivl om det har været svært at skulle ind og færdiggøre projektet. Og selve den del fungerer ret lydefrit. Men som sagt, kan jeg ikke lade være at synes det var en forkert beslutning at tage Eksil ud af Revolution. Og jeg synes godt der måtte være skåret mere i det hele taget - men det kan nok være ekstra svært når forfatteren er væk.

Og så syntes jeg det havde været oplagt med et kort over Tanzania, en lille swahili-ordbog med de anvendte udtryk samt eventuelt en oplistning af persongalleriet. Det mener jeg ville give en bedre læseoplevelse, når man sidder med bogen.

Og så irriterer det mig iøvrit at Eksil hedder Eksil og ikke Exile. Det ville gøre sig bedre med 3 engelske titler, synes jeg lidt idiosynkratisk.

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

tirsdag den 13. oktober 2009

Et forsvar for MyC4

Ingen kommentarer
Der er en lidt negativt ladet artikel på dr.dk om MyC4 idag. Den er faktuelt god nok på de store linier, så der er sådan set ikke noget at komme efter.

Men jeg synes den mangler lidt modspil. Blandt andet fordi, det er rigtigt at mange mennsesker har tabt (begrænsede) beløb - og ihvertfald sikkert ikke tjent hvad de havde håbet.

Men det er altså ikke sådan, at alle investorer nødvendigvis har tabt på projektet - jeg har faktisk et ok overskud. Nok ikke stort nok i forhold til risikoen, men mere end jeg ville have fået på en bankkonto.

Jeg har så været heldig, så man skal ikke bruge mig som udtryk for det generelle billede - men det hører altså ihvertfald med til det samlede, totale billede.

Jeg synes man skal se sådan på det, at det er et meget nyt koncept MyC4 har kastet sig ud i - og de har bestemt haft startvanskeligheder på en del punkter. Først og fremmest på informationssiden, men den er blevet meget, meget bedre det sidste halve år.

Og så har både MyC4 og deres samarbejdspartnere været for ambitiøse, og er røget i nogle huller undervejs.

Men det er ikke kun MyC4 der har skullet lære; og der synes jeg også man skal rette skytset lidt mod investorerne. Det har ikke været nogen hemmelighed, at der var en pæn risiko ve investering på platformen - tilgengæld fik man så en investering, man nok kunne have det bedre med, end så mange investeringer.

Men hvis man investerer i noget risikofyldt, må man altså også selv prøve at sætte sig noget ind i hvad der foregår. Og der synes jeg der er utrolig mange investorer, der ender op med at pibe, efter at have investeret og ikke forstået en brik af principperne og problemerne - og ikke have prøvet at sætte sig ind i dem.

Hvis de har deltaget i debatten, har det været for at skælde ud på andre over at tage for høj rente - for sidenhen at klage over man ikke tjener penge.

Så kort sagt: MyC4 (og samarbejdspartnere i Afrika) har et ansvar for at oplyse, men investorer har altså også et ansvar for at sætte sig ind i den information, og holde sig opdateret.

Nå - hvor jeg virkelig har en anke omkring artiklen, er i forhold til RUC-professor Lars Hulgårds udtalelser. Han siger, at MyC4 risikerer at sætte sig mellem to stole, fordi MYC4 har det problem, at folk investerer med to motiver. De vil gøre noget godt og selv tjene penge. I sidste ende bliver de skuffet på begge punkter.

Det kan han jo godt mene, men det er efter min mening det der er det herlige i MyC4s koncept. Og det skal jo ikke nødvendigvis ses som om den enkelte investor sætter sig på begge stole. Der er ingen tvivl om, at det vil veksle meget mellem andelen af sociale- og afkast-orienterede investorer.

I øjeblikket er der, på grund af manglende udbud af nye lån (fordi der skal styr på de gamle), klart en overvægt af de sociale. Og jeg vil råde dem, som har lyst til også at have mulighed for et afkast, at se tiden an - for så er det ikke tiden at begynde lige nu.

Som tingene ser ud lige nu har jeg selv stort set stoppet at sætte flere penge ind, jeg geninvesterer kun tilbagebetalinger.

Men mit råd ville også være at være tålmodig, jeg tror der begynder at ske noget mere inden for ihvertfald et halvt år.

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

torsdag den 16. juli 2009

Afladskøber?

Ingen kommentarer
Så kom jeg ellers til at gøre noget jeg ikke plejer i går. Jeg plejer at være mere kynisk, og er vel nærmest generelt imod velgørenhed - en af grundende jeg holder meget af MyC4-konceptet.

Men nu var der et indslag i TV-Avisen, om Børnefonden der havde problemer - eller rettere, de sponsorerede børn fik problemer - fordi mange sponsorer var nødt til at trække sig, angiveligt på grund af økonomiske problemer forårsaget af finanskrisen.

Og så kunne jeg ikke lade være at lave en parallel i mit hovede til efterladte sommerhuskatte. Og tænkte at hvis det ikke kostede mere end et par hundrede om måneden kunne jeg vel godt overtage sådan et sponsorat; og så viste det sig jo, at det kostede kr 195,-.

Så jeg gik ind på deres site. I første omgang uden held, der var nok andre der havde fået samme tanke, for serveren sagde den havde for travlt. Men gjorde det så igen senere, så nu er jeg "ejer" af et sponsorbarn.

Hvem skulle nu have troet det...

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

lørdag den 11. juli 2009

€ 1000

2 kommentarer
Mens jeg sidder her i vestlig velstand, og nyder en vodkasmoothie, er det gået op for mig, at jeg i går rundede en milepæl: jeg har nu over 1000 € investeret i MyC4.

Jeg begyndte at investere dér i august sidste år, og sender 10€ to gange om ugen, som jeg så låner ud til små afrikanske businesses. Ialt 76 lån er det blevet til, i Kenya, Uganda, Rwanda, Senegal, Ghana og Tanzania.

Og det er ikke velgørenhed - jeg får renter af pengene (som jeg jo så geninvesterer). Det er vigtigt for mig, ikke så meget for pengenes skyld, men fordi jeg mener at Afrika skal tages alvorligt som sted at gøre forretning. Og forhåbentlig kan tilførsel af risikovillig kapital gøre noget for at landende kan få øget velstand.

MyC4 har haft visse problemer - og man skal være opmærksom på, at både platformen og konceptet er i Beta. Men de lærer af fejlene, og de har forbedret sig - især i deres kommunikation, som virkelig haltede på et tidspunkt. Men jeg synes konceptet er ret genialt, og hvis man har lidt penge der kan investeres, vil jeg da opfordre til at man checker sitet ud, og ser om det eventuelt er noget man har lyst til.

Men man skal sætte sig ind i tingene først, så man ikke bliver overrasket. Ligesom man heller ikke skal blive forarget når man ser at der tales om renter på 15% og 20% - for de procent er altså ikke det samme som hvis man investerer i Danmark, blandt andet er der stor risiko for tab på valutaen.

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

tirsdag den 9. juni 2009

A full-body-hair-remove

2 kommentarer
Nej, det er ikke fordi jeg skal begynde på noget med "en ommer" reklame. Og så langt går jeg jo nok heller ikke til at starte med.

Men sidste sensommer, spurgte min dengang hænge-ud-med-veninde (hun har siden fået kæreste på, og er blevet kedelig), om jeg ikke skulle få fjernet hår fra mine skuldre, så ville jeg blive vildt lækker.

Jeg kiggede lidt betuttet på hende. - Ja, altså endnu mere vildt lækker, skyndte hun sig at sige.

Men jeg var nu mest betuttet fordi jeg aldrig egentlig havde tænkt tanken. Og selvfølgelig er der nogle hår på den bagerste del af mine skuldre (og ryg), og der er da kommet flere med alderen; men jeg føler mig ikke som en bjørn eller lignende.

"Det vil jeg da ikke helt afvise," sagde jeg så; jeg ville jo gerne være endnu mere vildt lækker. "Men jeg ved ikke helt hvordan jeg skal komme til at gøre det."

Hun kigede opgivende på mig. "Det er jo ikke noget du selv gør, fjols. Det får du ordnet på en klinik. Sådan!"

Mig, endnu mere betuttet: "Det er ikke noget du ville gøre?"

Hende: "Fanme nej, det kan du godt glemme alt om!!"

Og så sluttede den ligesom der. På det tidspunkt.

Men tanken spøgte videre i mig, men det er lidt modsatrettede kræfter. På den ene side er jeg jo nok på nogen måder noget gammeldags, og er vokset op før det der hårfjerning varsynderligt in; og ihvertfald for mænd. Og har jo så været i parforhold i al den tid her, hvor der var metrosexualitet med videre på tapetet; og da min eks bestemt heller ikke var den store hårfjerner har det ikke rigtigt været oppe at vende.

På den anden side er jeg jo også forfængelig. Så hvis det lissom var noget der kunne gøre mig endnu mere vildt lækker, så... er det jo næsten noget der skulle til.

Tilgengæld er det der med at have fremmede røre ved mig, som del af en betalt service heller ikke noget jeg har prøvet. Det nærmeste er vel de 4-5 gange i mit liv jeg har været til en professionel frisør. Så det vil også være lidt grænseoverskridende. Men også, skal jeg gerne indrømme, noget som kan lyde lidt interessant; man kan jo godt komme til at savne berøring, også selvom det er af relativ uskyldig slags.

Sidste hurdle var så min psoriasis, som uden tvivl ville være noget der kom op, og som ikke er noget jeg generelt har den store lyst til at tale om. Og slet ikke tidligere, jeg er kommet meget mere på bølgelængde omkring den siden, blandt andet fordi jeg har nævnt den en del her.

Faktum var, at jeg over noget tid fandt ud af, at det ville jeg sgu prøve. Og fandt også på nettet et sted, jeg agtede at benytte. Jeg var lidt i tvivl om hvor meget jeg ville have ordnet så, men ihvertfald en rygvoksning. Men jeg fik aldrig rigtigt taget mig sammen, og så var det vinter og lissom ikke så aktuelt, og så gik det lidt i glemmebogen igen.

Og så kom der også nogle blogindlæg andre steder, hvor det med mænd på klinikker etc var forfejlet. Så tænkte jeg vel lidt, at jeg hellere måtte blive ved min læst. Men iøvrigt gik det i glemmebogen atter engang.

Indtil jeg lavede indlægget om de barberede kvinder den anden dag. Det, plus kommentarer, var lidt en reminder, så nu tager jeg mig sgu sammen og får lavet en tid. Til noget ryg, og hvis jeg føler mig eventyrlysten lidt mere. Men nok kun ryg i første omgang.

Inspireret af kommentarer prøver jeg så også at trimme min rødblonde hårvækst omkring kønsdelene - det kræver så nok lidt eksperimenteren at finde en passende længde, der så matcher hår omkring - for medmindre man virkelig laver en total fjerning af alt hår, synes jeg det vil virke lidt underligt hvis man går for meget i dybden der?

Men et tillægsspørgsmål: Jeg kan huske salig Trine Michelsen engang - nok i 80'erne - under stort mediepostyr lod sig barbere for Rapport, og derefter satte sin dusk på auktion; overskuddet gik til godgørende formål, vistnok eteller andet dyreværnsting; Missens Værn, måske? Men mit spørgsmål er: hvis nu jeg sætter mine afklippede hår på auktion, tror I så der er penge i det? Jeg kan jo for eksempel "donere" pengene til MyC4 konto - så gør de da lidt nytte...?

(Skal iøvrigt inden jeg går igang med projektet have fundet mit digitalkamera, så jeg kan få lavet nogle før/efter billeder.)

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

tirsdag den 17. februar 2009

Ayn Rand og jeg

1 kommentar
Mit første møde med Ayn Rand var i sig selv lettere eventyrligt:

Det er ca 20 år siden; jeg var af Østerbrogade på vej hjem fra en fest i Brumleby, og passerede forbi Park Café-komplekset, da en vildt udseende mand kommer kravlende ud af en UFF-container, med et par affaldssække fyldt med stjålent genbrugstøj. Vi falder (af en eller anden grund?) i snak med hinanden, og jeg finder hurtigt ud af, at han er lidt mere end meets the eye.

Så jeg ender med at følges med ham hjem til hans lejlighed på Nørrebro, mens vi snakker om lidt af hvert; han er satanist & junkie, og lettere gal, men samtidigt meget vidende, så bestemt interessant at snakke med. Jeg kunne samtidig min Neutzsky-Wulff og kendte en del til okkultisme & diverse mytologier fra D&D - han var udover satanismen meget optaget af Ægyptisk mytologi, så han har jo nok følt at han havde fundet en mulig acolyt i mig.

Anyway, efter noget tid føler jeg jo det er tid for at komme hjemad, og udover at insistere på jeg tager noget af genbrugstøjet med(?), giver han mig også en mursten af en bog, med ordene "den kan du lære meget af".





Bogen var Atlas Shrugged af Ayn Rand, og jeg må give ham ret, jeg lærte meget af den.


For hurtigt at give en kort anmeldelse er den skide god. Og er det sådan set ligegyldigt om man deler hendes holdninger eller ej - jeg kan dog sagtens forestille mig folk som simpelthen ikke kan læse den, fordi alt i den er for modstridende af hvad de står for (eller de måske genkender sig selv lidt for meget), men det er nu en skam, for de ville også kunne lære noget; om ikke andet hvordan andre tænker.

For bogen er, udover altså at være en utrolig flot roman, et filosofisk/ideologisk manifest; Ayn Rand kalder det selv for objektivisme, jeg synes det bedst kort kan beskrives som en naiv rendyrket kapitalisme, hvor Adam Smith møder Nietzsche. (Jeg kommer tilbage til det naive.)

Mit ståsted da jeg læste bogen - og er det vel langt henad vejen også i dag - er en grundlæggende anarkistisk holdning, med en hvis venstredrejning. Anarkismen harmonerede sådan set meget godt langt henad vejen med filosofien dér, men venstredrejningen kom unægtelig under skarp beskydning, og måtte ihvertfald revurderes på en del punkter.

Rands syn kan nemlig kort skitseres som stammende fra den totale modstand af Marx' sætninger om "from each according to his abilities, to each according to his needs." Som hun mener uundgåeligt fører til slaveri (og hun har mærket det på egen krop, udvandrede fra sovjet under Stalin.) Faktisk er ethvert forsøg på opfyldelse af andres behov, uden selv at få noget for det, en slavegørelse af sig selv, og ydmygelse af modtageren.

Hendes andet store hade-objekt er Robin Hood, og hele tanken om at tage fra de rige, og give til de fattige. For i hendes optik er rigdom lig at have gjort sig fortjent til noget, og fattigdom kommer enten af mangel på kompetence, eller dovenskab. (Og der kan man nok diskutere om det holder vand i et feudalt England i det 12. århundrede, men det er også mest konceptet hun bekriger.)

Da hun i 50'erne skriver Atlas Shrugged ser hun USA (og resten af verden) som værende på vej i et socialistisk, moralsk forfald og bogen kan ses som et opråb imod dette. Og med eksempel på eksempel, som man unægteligt godt kan genkende fra verden omkrings os, demonstrerer hun hvordan folk, med påberåbelsen af deres behov og andres pligt til at opfylde dem, suger kraften ud af samfundet, og ikke mindst hvordan de, som virkelig har evnerne, trælbindes.

(Jeg vil ikke gå nærmere ind på hvad der iøvrigt så sker, for jeg håber da at nogle kan få lyst til at læse bogen, og jeg vil ikke komme med spoilers.)

Jeg kan ikke med ord her sige hvor dygtigt og effektivt det gøres, men det er fantastisk godt gjort. En tour-de-force, og det er forståeligt at bogen/filosofien har fået en del followers verden over, dog vel især i USA.

Og jeg mener også at have lært en del af hende, som jeg bruger i min daglige tilgang til tingene. Der er for eksempel nok ingen tvivl om, at en af grundende til at jeg godt kan lide konceptet i MyC4 netop er, at det er noget for noget, og ikke en almisse - men en måde at skabe levedygtig kapital til Afrika. Og noget sund egoisme kan man også få ud af hende.

Når det så er sagt, er jeg altså ikke Ayn Rand fanatiker - langtfra. For hendes filosofi holder fint indenfor et bogunivers, hvor hun selv kan sætte parametrene, men i praksis er der lidt for mange steder hvor jeg kommer til at måtte stå af - kan ikke leve op til den kynisme der er nødvendig for at gennemføre filosofien - hvis man tager medfødt handicappede, for eksempel.

Desuden er der så en del områder, hvor hun (som andre grundlæggere af økonomiske 'ismer) er nødt til at tro på den absolutte, uhæmmede vækst - der er ikke plads til tanker om forurening med videre. Og det er ærlig talt lidt svært at se hendes ideelle statsdannelse - som grundlæggende udelukkende tager sig af beskyttelsen af suveræniteten (altså via et forsvar), og opretholdelse af den personlige frihed og private ejendomsret (via et politi) - fungere i en moderne verden.

Lidt paradoksalt i forhold til hendes anti-slave tilgang, er det måske også, at billedet man (jeg?) har af heltene og heltinderne fra hendes bøger, er noget stærkt, smukt, stoisk og hårdt - som måske bedst er udtrykt i stalinistiske eller nazistiske skulpturer.

Hendes tilgang til sex fortjener også et afsnit for sig selv: grundlæggende tror hun jo på kønnenes ligeberettigelse (i et for 50'erne nærmest uhørt omfang), men hun mener samtidig det er manden der i forhold til sex skal være den dominerende og aggressive, og kvinden den underkastende; hvilket i hendes bøger fører til at den bedste sex fremkommer ved noget der er meget svært at adskille fra voldtægter - som hun prøver at forklare med hendes grundfilosofier og ikke at give, uden at få noget igen, etc. Jeg har aldrig helt kunnet finde hoved og hale i det - tror egentlig bare grunlæggende det er sådan hun kan li' det.

Atlas Shrugged er så ikke hendes eneste bog, men den stærkeste. Før Atlas Shrugged kom The Fountainhead, som lægger grunden - også en storartet bog (og iøvrigt filmatiseret, hvad Atlas Shrugged af en eller anden grund aldrig er blevet.) Jeg har også læst We the Living, som kan læses mere eller mindre selvbiografisk, om en kvindes opvækst og undertrykkelse i og flugt fra Sovjet.

Men kan altså anbefale Atlas Shrugged (på dansk -og jorden skælvede, men læs den dog på engelsk). Først og fremmest fordi det er en god bog, men også fordi man kan blive en del klogere på både sig selv, andre og verden - uden nødvendigvis at være enig.

Så har hun jo i øvrigt været en del omtalt på det seneste - partiejer Lars "Det er heeelt vildt" Seier har jo udtalt sin store beundring for hende (tror nu ikke det ville være gensidigt), og hans trofaste stik-i-renddreng, Anders Samuelsen, har i den anledning udtalt at "ham [Ayn Rand] har jeg hørt om."

Og hvorfor så dette essay-lignende indlæg? Jo, kom til at tænke på hende i går - og har egentlig nok i lang tid følt at jeg måtte have afklaret mit eget forhold til hende. Jeg har på nettet set rigtig mange diskussioner mellem folk jeg respekterer, der kan ryge i nærmest religiøse slagsmål for eller imod hende. Men jeg mener faktisk godt man kan være pragmatisk omkring hende, selvom hun selv ville have afskyet en sådan tanke.

Til afslutning:

Who's John Galt?

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

fredag den 6. februar 2009

En MyC4 investeringsguide

Som jeg tidligere har nævnt er jeg lidt involveret i små-investeringer på MyC4, samt i deres fora.

Jeg har i den anledning skrevet en længere guide til netop små investeringer, som jeg har lagt der. Men har af en eller anden grund også lyst til at poste den her. Ved ikke helt hvorfor, men måske den kan give andre lyst til at se hvad det er for noget? Anyway, here goes:

En investeringsguide
... og metode for småinvestorer

At bruge ordet guide er måske så meget sagt. Men dette er ihvertfald sådan jeg gør, og jeg er rimeligt tilfreds med resultatet - jeg regner med at kunne nå et effektivt afkast på omkring 8%.

Bemærk: Når jeg i overskriften skriver at det er til danskere, er det fordi jeg bruger en del indbetalinger til MyC4, og hvis disse koster penge er det ikke en særlig effektiv metode.

BEGREBER & FAKTORER
Forskellige faktorer er vigtige ifht hvor stort effektivt afkast dine investeringer giver. Man kan ikke nøjes med at se på en enkelt faktor, men må se på det samlede billede:

A) Rente
B) Valutarisiko
C) Liggetid
D) Risiko for manglende betaling/konkurs

PUNKT A: RENTE
Dette er nok det mest overskuelige punkt, og derfor det de fleste fokuserer på. Men det er jo dejligt enkelt: des højere rente, des højere afkast. Men det er altså vigtigt ikke at stirre sig blind på renten, for de andre faktorer er ligeså vigtige.

Og så vil jeg lige nævne her, selvom det egentlig ikke har noget med metoden at gøre, men det er så ofte misforstået at der bør gøres opmærksom på det:

Du får kun rente af de penge du har lånt ud! Det vil sige, når en låntager betaler afdrag, betaler han ikke længere renter af de penge han har afdraget. Så hvis du låner 100 € ud til 12 % skal du efter et år ikke regne med at have modtaget 12 € i renter - for en del af de 100 € er blevet afdraget undervejs - kun den første måned får du renter af det fulde beløb. (Hvor meget der afdrages afhænger af lånets løbetid.) For at opnå en højere effektiv rente skal pengene reinvesteres - se herunder under liggetider.

Lån på store beløb ender som regel op med en gennemsnitlig rente højere end de små lån, og de er også lettere at forudse, hvis man skal gætte på en slutkurs. Så i denne sammenhæng er de at foretrække.

PUNKT B: VALUTARISIKO
En stor del af dit afkast risikerer at blive ædt op af faldende valutakurser - du kan også være heldig og tjene på udsving, men den generelle tendens er at tab er mest sandsynlige. Der er forskel fra land til land, så det er vigtigt at være opmærksom på - 12% i rente i Uganda er bestemt ikke det samme som 12 % i rente i Senegal, når du ser på det effektive afkast.

Uden at jeg har analyseret tallene i bund (det kan du selv prøve at gøre på myc4watch.com) er mit indtryk at en liste over landende fra mest risikabel til mindst ser ca således ud:

Uganda
Kenya
Ghana
Rwanda*
Senegal/Cote d'Ivoire**

* Rwanda har faktisk indtil videre givet mig et overskud.
** Senegal og Cote d'Ivoire er bundet op til Euroen så der skal ske helt exceptionelle ting for at der kommer kursudsving af betydning.

C) LIGGETID
Hvad mange der starter på MyC4 nok ikke er klar over, er at der er en del liggetid for ens penge, hvor de ikke forrentes:

1) Fra de er indsat på konto til de er blevet brugt til bud
2a) Fra de er brugt til bud, til man bliver underbudt
2b) Fra de er brugt til bud, til auktionen slutter
3) Fra auktion lukker til pengene overdrages til låntager
4) Fra afdrag og renter betales, til de indgår på din konto på MyC4

Dertil kommer unormale hændelser, som at et lån aflyses (bliver cancelled) i pkt 3 - som har vist sig i nogle tilfælde at give den længste liggetid.

Pkt 3 og 4 kan man ikke gøre så meget ved - man kan nok prøve at analysere hvilke Providers/Lenders der fungerer mest effektivt, men så langt er jeg ikke gået - men derudover er pengene ude af dine hænder.

Men punkterne 1 & 2 kan man i høj grad selv gøre noget for.

Desuden ligger der et skjult punkt, som i høj grad har betydning:

Reinvestering, som i virkeligheden er når pengene går fra pkt 4 til 1; problemet er at ved små investeringer er beløbet fra 4 så lavt at det ikke umiddelbart kan reinvesteres, men skal hjælpes på vej.

Det er meget dette sidste min metode hjælper til.

D) RISIKO FOR MANGLENDE BETALING / KONKURS
Dette er en risiko man bør se i øjnene; og der er ikke særlig meget man kan gøre ved det. Man kan selvfølgelig prøve at læse hvad der står om den forretning man vil investere i, men jeg synes de oplysninger man får er af så svingende kvalitet, så det er ikke noget jeg lægger meget vægt på.

Det sikreste man kan gøre er at sprede sine investeringer så vidt muligt - det betyder så at man har ret stor sandsynlighed for at støde på lån som ikke kan betales; men det vil så være et mindre beløb man mister.

MyC4 regner med en manglende tilbagebetaling på ca 3 %; så det skal man alstå have med i sine betragtninger.

METODEN
Ok, og hvad er så denne metode?

I alt sin enkelthed at overføre små beløb ofte, og investere dem med det samme til så høj en rente som muligt.

A) OVERFØRSEL
Jeg overfører (som fast overførsel) kr 75, dvs ca 10 €, 2 gange om ugen med en almindelig konto-til-konto overførsel - det er gratis.

(Hvis du har en bank som tager penge for standardoverførsler ville jeg overveje en konto et andet sted; jeg bruger selv & kan anbefale Eik Bank, en ren internetbank, som iøvrigt også giver en pænt høj rente på en standardkonto; og har du først konto dér kan du selv oprette op til 10 konti, hvis du foretrækker det - så hvis du ønsker f. eks at trække penge fra din lønkonto en gang om måneden kan du overføre til en anden konto, og så overføre penge derfra til MyC4 i mindre portioner.)

B) BUD
Når pengene så er gået ind (sker som regel sent på eftermiddagen dagen efter pengene går ud af min konto) kigger jeg på hvad der er i "Final Call", og udfra de tidligere nævnte faktorer vælger jeg så en, måske 2, lån at investere de 10 $ i. Jeg venter til så sent som muligt med at afgive bud, da jeg derved kan være ret sikker på at komme indenfor et kvart procentpoint af max-renten. Nogle gange kan det dog være nødvendigt at gå ½ point under, for at være rimeligt sikker på ikke at blive budt ud.

C) REINVESTERING
Når der kommer penge på MyC4 kontoen i form af renter og afdrag er det naturligvis alt for små beløb til at kunne investeres i sig selv (grænsen for et bud er jo på 5 €). Men fordi jeg hele tiden sætter nye penge ind, bliver det muligt at reinvestere dem hurtigt; liggetiden for dem er højst 3 dage.

D) RISIKOSPREDNING
Det går faktisk af sig selv, da det jo kun er småbeløb der er til rådighed til det enkelte lån. Jeg prøver dog også at sørge for at variere mest muligt på lande for også at sprede kursrisko. (Og så er det da også sjovt at være repræsenteret bredt....)

OPFØLGENDE
Og det er sådan set det hele. Jeg påstår ikke at have fuindet de vises sten, men det er ihvertfald mere effektivt end at overføre ét stort beløb en gang - og derefter blive skuffet over sit afkast et år efter. Det kræver selvfølgelig også en lidt større indsats.

Held & Lykke

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

lørdag den 22. november 2008

Er Leoparddrengen i virkeligheden Lånehaj?

Ingen kommentarer
Er jo lidt involveret i MyC4 - et koncept jeg godt kan lide. En ny investor have samvittighedsskrupler over sin rente - og syntes vist også vi andre skulle have det. Er egentlig ganske glad for mit svar:
http://www.myc4.com/Portal/WebForms/Forum/DisplayForumPost.aspx?ForumPostId=5298

Dine overvejelser er nok nogle de fleste der investerer her har haft - jeg tror det er de færreste der kommer her af udelukkende profit-mæssige grunde; så tror jeg de ville finde andre steder hvor gevinst ifht risiko giver et væsentligt bedre afkast. (I øjeblikket er short selling på aktiemarkeder klart at foretrække....)

Sagt på en anden måde, jeg tror ikke der er nogen der kommer her, der som udgangspunkt ønsker at udnytte Afrika.

Når det er sagt tror jeg ikke på velgørenhed (bemærk: velgørenhed er ikke det samme som nødhjæp i min optik). I langt de fleste tilfælde ødelægger velgørenhed den lokale økonomi.

(Eksempel: hvis du forærer en t-shirt til velgørenhed, er det muligt der er en afrikaner, som kan købe den billigere end ellers - der er kun udgifter til transport, og penge til at drive den velgørende organisation, samt hvad der skal stikkes i lommen undervejs; tilgengæld er det umuligt at opretholde en lokal tøjproduktion, da de ikke kan konkurrere med de velgørende priser.)

Det er derfor jeg kan lide MyC4; her fungerer tingene på nogenlunde markedsøkonomiske vilkår; jeg har ingen idé om hvad renten på et lån ligger på i Uganda eller Rwanda - men jeg går ud fra, at hvis låntager kan få lånet billigere et andet sted, vil han gå et andet sted hen.

Jeg går så også ud fra at låntager mener det er et lån, der selvom det lyder dyrt i danske ører, er en fornuftig investering for ham - han har selv, i samarbejde med den lokale Provider, sat en max-grænse for hvad han vil betale i rente.

Og så må jeg stole på at Provider sikrer sig, at der er en rimelig chance for at lånet kan betales tilbage - altså at det rent faktisk er en fornuftig investering; igen har jeg ikke selv viden nok om Afrika til at kunne lave en fornuftig vurdering.

I virkeligheden er min bekymring snarere at renterne kan blive for små, ifht de lokale banker - og at MyC4 kunne gå hen og udkonkurrere den lokale bankverden, jvf mit eksempel med t-shirten. Jeg er derfor glad for, at MyC4 ikke bare kommer som organisation udefra, men bruger lokale til at formidle lånene - at der kun bliver stillet kapital til rådighed.

Som andre så også har været inde på i svar i din blog, hører det med til billedet at de penge man får i renter her, som regel reinvesteres - som platformen er indrettet i øjeblikket kan det ikke rigtigt betale sig andet. Så renterne kan så hjælpe andre.

Til sidst kan man så diskutere hvor høje renterne er: når man indregner skatter betalt i Afrika (som der stadig er nogen usikkerhed om vi i sidste ende kan trække fra), kursudsving, risiko for konkurs (ikke bare hos låntager, men også Lender/Provider eller for den sags skyld MyC4) hvor der ikke er statsgaranti, som der jo ellers er på stort set alt i øjeblikket (sådan virker det ihvertfald) - så synes jeg såmænd ikke den rente man kan opnå ved hele tiden at reinvestere er totalt ublu.

Så - med god samvittighed går jeg efter at få den højeste rente jeg kan på lånene her - med enkelte mulige undtagelser, hvis der er et projekt jeg virkelig har lyst til at støtte, hvor jeg så vil byde ind med lavere rente end ellers. Og så glæder mig over, at hvergang jeg investerer, vil en person få et lån en smule billigere end han elelrs ville - hvis han da overhovedet kunne få et lån.

(Husk: lånene bliver altid billigere: selvom du byder over den aktuelle gennemsnitsrente, betyder det at du skubber en anden ud, som har bedt om endnu højere rente.)

Men MyC4 er sådan indrettet, at du selv kan vælge den investeringsmetode/grad af velgørenhed du ønsker. Jeg har valgt min.

Velkommen til :)

/Waya

Ceterum censeo Facebook esse delendam.