Jeg skal love for det var noget af en overraskende nyhed der ramte mig tidligt i eftermiddags - at der lige i øjeblikket foregår supllerende optagelser til filmen
The Hobbit lige her på Sjælland, i Gribskov. Man kan vel et eller andet sted synes det er meget passende, når de fleste optagelser ellers foregår på New Zealand, at vi også får lidt på (Old) Zealand.
Men overraskende var det.
Min kilde - en trofast læk - havde også sagt at optagelserne snart var slut, så jeg kom hurtigt af sted. Først i et S-tog til Hillerød, og siden med lokalbanen, hvor jeg stod af i Kagerup, nær hjertet af Gribskov.
Jeg havde blot fået at vide at jeg skulle gå mod øst, og at jeg ikke måtte forlade stien. Og endelig ikke drikke af vandet. Instrukser jeg fulgte, men det var svært, det føltes som evigheder jeg gik, og skoven blev mørkere og mørkere, og det hele mere og mere uhyggeligt.
Det
var dunkelt - men så gik solen ned, og det blev helt mørkt. Men det hjalp faktisk, for jeg så nogle lys længere fremme, og tænkte at det måtte være der optagelserne foregik.Så jeg løb frem - og kom til en lysning, som jeg væltede ind i, og med et blev alt mørkt, og jeg fik et gok i hovedet ...
... og da jeg vågnede op igen var lysningen tom. Det kunne jeg først ikke se, der var buldermørkt, men jeg brugte lyset fra min mobil.
Der var dog tegn på at der havde været en eller anden form for fest, og spor i jorden efter de skinner de kører kameraerne på. Men der var ingen mennesker tilbage.
"Fordømt!" tænkte jeg - jeg var åbenbart kommet for sent. Og skulle til at gå igen - da jeg hørte en spag stemme:
"Hjælp!" sagde den. "Jamen, så hjælp mig dog!"
"Halloo," kaldte jeg, og gik i retning af lyden - hvilket er svært i en mørk skov.
"Hjælp! Hjælp!" lød det igen. "Jeg er her!"
Hvor nu her var, var nu ikke sådan til at finde ud af, men tilsidst fandt jeg det - en slags hvidlig puppe i udkanten af lysningen.
Jeg stak til puppen med en gren. "Er der nogen?" spurgte jeg.
"Ja, av, hjælp!" sagde puppen.
"Rolig nu, jeg hælper!" kaldte jeg, og prøvede at flå puppen op, men det var lettere sagt end gjort. Det var et eller andet klistret plastik, som skulle ligne silke.
"Hov, hov, pas nu på!" sagde puppen.
Jeg syntes jeg kendte stemmen. Var det mon en kendt skuespiller?
"Undskyld, kender jeg mon dig?" spurgte jeg.
"Det synes jeg er et meget upræcist spørgsmål!" lød det fra puppen.
"Lars? Lars Løkke? Er det dig??"
"... æh ... ja, det er det vist"
"Men hvad i alverden laver du der indhyllet i filmedderkoppespind i Hobitten?"
"... æh ... jeg blev
castet ..."
"
Castet? Og hvordan gik det lige til?"
"Ja, det var en sekretær i
Venstres Pressetjeneste. Hun så en notits på nettet - at de søgte en stand-in for en dværg, som skulle være indhyllet i spind. Og så tænkte hun at det kunne være starten på min internationale karriere, ligesom Anders' ... - jeg tror hun troede det skulle være
spin."
"Okay, så du skulle være Bombur - eller en af de andre dværge? Men hvorfor efterlod filmholdet dig her ...?"
"Det ved jeg ikke - jeg husker det ikke. Jeg drak lidt, jeg tror det var
vand fra Esrum Sø, og siden husker jeg ikke noget. Men jeg har drømt så dejligt!"
Jeg var efterhånden ved at have kæmpet mig igennem det meste af det falske spind - hvilket ellers kan være svært nok - men fandt ud af der var et lag mere; en slags net af tynde reb, som nærmest havde Lars Løkke snøret ind som en rullesteg.
"Nå, men det bliver nok ikke til så meget med den store internationale karriere, så ..." konstaterede jeg.
"Tværtimod, Peter sagde at jeg ville selvskreven i hovedrollen i hans næste film ..."
"Wow, talte du med Peter Jackson selv?" måtte jeg afbryde.
"Jaja, det var også mig der fik dem til at lave optagelserne her. De talte om Dunkelskov, jeg mente Gribskov måtte være godt nok."
"Og han tilbød dig hovedrollen i sin næste film?"
"Ja, en filmatisering var det vist. Af en eller anden Viktor Hugo. Sært navn."
"Skal du spille
Jean Valjean i
Les Miserables??" udbrød jeg med undren.
"Nejnej, det var en en eller anden kendt film, en Disney film. Noget med en klokkemageren fra Notting Dam?"
"Ah, jo, det giver mening. Ved du hvad, jeg tror ikke jeg kan finde ud af at løsne de her reb!?"
"Nåh, dem? Nej, det er bare min hængekøje, dem skal du sandelig ikke gøre noget ved. Bare lad mig ligge her lidt!"
Og det gjorde jeg så. Jeg forlod ham liggende der i lysningen, på vej mod stjernerne. På vejen hjem kom jeg ud for mange eventyr, men det fører for vidt at fortælle om her. Jeg var blot glad for at være hjemme igen, da jeg nåede til mit dørtrin.
