Leoparddrengens
Public Key

lørdag den 21. juli 2012

TV2 sender besked til Murdoch

Ingen kommentarer
Det er jo ikke nogen hemmelighed, at Rupert Murdoch meget gerne ville købe TV2. Desværre kunne regeringen aldrig få fingeren ud, så det salg er ikke blevet til noget.

Men TV2 har konstant sørget for at være i Murdochs synsfelt, ved at levere square and biased nyheder, lige som han kan li' det.

Her til aften kom så en skjult meddelelse - vi er klar til at blive det danske Fox News, en stolt del af News Corp.-koncernen. Det blev gjort ved i flere minutter at vise denne grafik, som skal vise hvor Denver ligger, i forbindelse med det skrækkelige skyderi i biografen.

Bemærk Denvers placering, næsten oppe ved de store søer, og ikke i Colorado ved Rocky Mountains hvor byen hører hjemme, og hvor skyderiet fandt sted.

Dette er klassisk Fox News vildledning - og et klart budskab til Murdoch: det er nu det sker!

Det allerfineste er næsten, at grafikken teknisk er sand: den viser byen Denver i staten Indiana, med en befolkning på 541. Og altså ikke Denver, Colorado med sine 619.968 indbygger (eller 2.552.195 med opland). Eller måske vigtigst, ikke den Denver hvor skyderiet fandt sted.

Jeg synes det er flot fundet på det signal!

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

torsdag den 19. juli 2012

Anonym på internettet

4 kommentarer
Da jeg begyndte at blogge for snart 4 år siden kendte jeg stort set ikke noget til den danske blogosfære - og ikke ret meget til den internationale. Udover enkelte amerikanske blogs var det ikke noget jeg gik op i.

Men jeg havde i mere end et år følt behov for at skrive om ting i min hverdag, om nogle egne tanker. Og det endte det så med jeg gjorde, den sidste dag i oktober i 2008 oprettede jeg en blog under navnet Leoparddrengen.

Jeg er en type person, der er meget aflukket i forhold til mine omgivelser, både bekendte, venner og familie. Jeg er for det første meget diskret, fortæller ikke noget om andre, som det ikke er klart det er meningen jeg skal sige videre. Og jeg fortæller også meget nødigt om mig selv. Og når jeg gør, er jeg meget nøjeregnende med hvem jeg fortæller hvad.

Det er nok noget nogen vil genkende til en vis grad, men sikkert også noget mange vil synes lyder lettere sygeligt eller forkvaklet. Ikke desto mindre, sådan er jeg.

Men nu følte jeg altså behov for at komme af med nogle ting, eller bare udtrykke mig måske - hvad jeg egentligt ville med bloggen var meget flydende i starten. Og de første mange måneder havde jeg lukket for kommentarer.

Jeg fandtes så dengang faktisk i virkeligheden som superhelten Leoparddrengen, hvor jeg huserede i nattelivet - ja, iført leoparddragt. Og jeg delte håndskrevne "visitkort" ud til de piger, der prøvede at spørge mig hvad jeg havde gang i når jeg dansede på Amigo, så de kunne få link til bloggen, og der måske svar på nogen spørgsmål.

Det var stort set den eneste indgang til bloggen dengang. Først efter nogle måneder begyndte jeg at besøge andre danske blogs, hvorved der med kommentarer kom trafik til min blog. Og det endte med jeg selv åbnede op for kommentarer. Hvorved man vel kan sige jeg blev en "rigtig" blog - selvom det nu er en definition jeg vil være uenig i.

Ikke desto mindre har jeg fastholdt min anonymitet - eller min hemmelige identitet, som det retteligt er. Jeg eksisterer jo som Leoparddrengen - folk har mødt mig som sådan, der findes endda en udmærket beretning (og her er så iøvrigt min oplevelse af samme nat, som også berører dagens emne).

For givet min psyke, var det næppe blevet til et eneste blogindlæg hvis jeg ikke var anonym. Nu er det blevet til næsten 3000. Som udover de satiriske og politiske indlæg har berørt meget personlige ting. For eksempel beskrivelser af en depression mens jeg var i den; min mors sygehistorie og død; seksuelle fantasier og nøgenbilleder, og i det hele taget meget private beretninger.

Ting som jeg aldrig ville have kunnet skrive hvis jeg ikke var anonym, og som jeg faktisk tror de færreste ville have gjort. Som jeg har haft behov for og glæde af at skrive. Og som jeg også bilder mig ind, ihvertfald for noget af dets vedkommende, andre også har haft glæde af.

Jeg var relativt tidligt inde på det, jeg ville gerne have bloggen skulle være fuldt udtryk for min personlighed, så jeg engang kan blive en AI på en Google server. Og helt forkert er det ikke - jeg vil hundrede procent mene, at måske lige bortset fra inde i mig selv, er det der er blevet givet udtryk for på denne blog det mest umaskerede udtryk for den person jeg er som findes - andre, venner, familie etc, kender facetter, og kan sikkert gætte sig til en masse, men her kan de manglende brikker findes.

Brikker som aldrig nogensinde ville blive skrevet, hvis jeg optrådte under mit borgerlige navn - men som jeg kan skrive som Leoparddrengen.

Grunden til dette blogindlæg ligger så, som så meget andet for tiden, endnu engang i twitter. Hvor jeg af enkelte - ikke mange, men enkelte - gang på gang for at vide, at jeg ikke rigtigt kan tages alvorligt fordi jeg er anonym. På den ene eller den anden måde.

Og det er helt fair - det har jeg ikke noget imod, det må folk selvom.

Jeg får så bare lyst til at skrive dette. For, ja, jeg kan godt forstå direkte afsky overfor anonyme, hvis man bruger anonymiteten til at hetze eller chikanere andre. Og, ja, der kan man godt finde grænsetilfælde i blogland.

Det synes jeg så ikke jeg gør. Jo, jeg kan måske godt i nogle satirestykker være hård, men jeg synes ikke på nogen måde det er hetz. Og jeg synes ikke jeg misbruger min anonymitet (sig endelig til hvis det sker jeg gør!).

Jeg synes jeg bruger min anonymitet / hemmelige identitet til at kunne være mig selv - 100%. Fred være med alle som kan det, uden at være anonyme - men det kan jeg altså ikke! Tilgengæld synes jeg at jeg med næsten 3000 blogindlæg og nogle af 20.000 tweets har leveret en helstøbt online personlighed. Som man skal tænke på jeg meget nødig vil have vanæret - nok faktisk nødigere end mit borgerlige navn.

Så - i fremtiden, hvis nogen synes de ikke rigtigt kan acceptere jeg er anonym, vil jeg henvise hertil, som forklaring. Hvis de efterfølgende stadig ikke kan acceptere det er det helt ok. Jeg gider bare ikke høre på det, så.

(Og - ja - selvom dette er personligt for mig, tror jeg også det kan være relevant i diskussioner om det generelle spørgsmål, for det forekommer mig at der lidt er en "heksejagt" mod det anonyme internet, i øjeblikket. Men ønsker vi virkeligt at gå glip af de gode historier, der så aldrig kommer frem?) [Opdatering 4/9 '12]: Der har de sidste par dage på twitter været en del debat om emnet - at være anonym på nettet. Det har ikke direkte noget med dette indlæg at gøre, men det startede med dette fra @TrineMaria, og siden blev jeg gjort opmærksom på disse fra @LeaThomsen og fra @MaksBitter.

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

onsdag den 18. juli 2012

Kære Lasse Jensen

1 kommentar
Du havde i aftes et indlæg i Information, hvor du harcelerer lidt over twitter, eller ihvertfald hvad du opfatter som andres forfejlede glæde over "mediet".

Du anfører at det beskedne antal danske twitter-brugere diskvalificerer det som betydende medie; at der i twitter kommer revl og krat; at man kravler ind i en isoleret, selvtilfreds puppe og at indholdskernen stadig er de gamle mediers solide, journalistiske arbejde. Og så har du iøvrigt problemer med de 140.

Du har naturligvis meget ret. Men der er også meget du har misforstået.

Hvis vi starter med indholdskernen: Ja, naturligvis skabes de vægtige historier og artikler uden for twitter. Der er ingen der påstår at twitter er historien i sig selv (selvom journalister i de gamle medier i stigende grad bygger deres historier på enkelte tweets, men det er så en anden historie...) - men twitter er idéelt til at sprede historier og kortfattede tanker om dem. Så se twitter som et medie for andre medier, et meta-medie om du vil.

De dybere, længere diskussioner er der ikke mulighed for på twitter, men der indeholder nettet heldigvis mange andre muligheder. Såsom blogs. Som du iøvrigt overser som del af indholdskernen, selvom de i min oplevelse af twitter er ligeså vigtige som de traditionelle medier.

Men altså: hvis nogen har prøvet at give dig indtryk af at twitter kunne stå alene, og ville erstatte alle andre medier, har du ret i at de tager helt fejl.

At man på twitter kravler ind i en isoleret, selvtilfreds puppe: Det kan du have ret i - alle skaber sin egen sammensætning af hvem ens timeline leveres af - og det kan være fristende kun at følge folk man er helt enig med, i praksis vil det sige at unfollowe så snart man ser noget man ikke bryder sig om. Men det er noget der kan undgås, hvis man er opmærksom på det.

Og rent faktisk vil jeg påstå, at jeg mediemæssigt er meget mindre isoleret og forpuppet end før jeg kom på twitter. Dengang læste jeg Politiken, Information og DR på nettet, ikke andet. Jeg kunne ikke drømme om at bevæge mig ind på Jyllandsposten, for eksempel. Men med twitter, hvor man får links direkte, havnede jeg der pludseligt ofte. Ja, selv "Den Korte Avis" har jeg ved grød været på et par gange. Og tænk jeg er ikke død af det (men har godt nok fået mig et grin ind i mellem).

Og så kan jeg ikke lade være at more mig en anelse over, at du på den ene side påstår at vi på twitter isolerer og forpupper os, mens du øjeblikket før brokker dig over alt det ligegylde revl og krat du modtager i din strøm, fordi twitter er baseret på den enkelte brugers vurderinger. Så man kan altså ikke undgå alt lortet, trods alt ;)

Danmark er desværre et twittermæssigt u-land, vi blev meget hurtigt besat af Facebook, og det har desværre betydet at mange ikke har fået øjnene op for eller prøvet twitter, fordi de tror det er en slags mini-Facebook (som du ind i mellem også skriver som om det er).

Så du har helt ret i at der er et begrænset antal danske brugere. Tilgengæld er de der er der, og som er aktive, gode til at bruge mediet - og man kan skabe kontakt på tværs af lag, faggrupper og interessesfærer som aldrig set før. Hvis man skal beskylde twittersfæren i Danmark for noget, er det efter min mening først og fremmest at den er for elitær, fordi "masserne" endnu ikke har opdaget twitter.

Men hvis twittersfæren i Danmark er unaturligt lille, så er twitter heldigvis et internationalt medie, hvor du kan følge mennesker over hele kloden. Utroligt fascinerende. For eksempel kan jeg ved at følge et par engelsksprogede japanske journalister få nyheder om Fukushima før de fleste herhjemme, og når der er noget (i mine øjne) interessant RT'e dem, så de som følger mig kan få informationen - hvis de altså synes det er interessant.

Du taler så afsluttende om fragmenteringen af nyheder, fordi vi alle kan vælge vores egen virkelighed - og at dette gør at fællesskabet forsvinder.

Well, ja - vi vælger stadig de folk der leverer vores timeline, og her kan det igen anbefales ikke kun at følge nogen man er enig med, eller leverer ting man allerede vidste i forvejen. Og ja - jeg har ikke så meget overblik i mine nyheder, som i gamle dage, da jeg gik ind og checkede avisernes hovedsider på nettet konstant. (Jeg gør det stadig indimellem, for det kan jo være man kan se noget nyt man kan dele på twitter.)

Men det der overblik - det savner jeg faktisk ikke. De enkelte artikler er helt generelt fint nok, og som regel er der jo links videre fra dem. Så den er go' fin for mig.

Og at fællesskabsfølelsen skulle være forsvundet - nej, der synes jeg godt nok du tager fejl, jeg føler mig i den grad som del af et fællesskab når jeg er på twitter.

Men nu følger jeg så også mere end 57, og har skrevet mere end 12 tweets... Der findes ikke nogen rigtige eller forkerte måder at bruge twitter på, så jeg kan ikke drømme om at sige du bruger twitter forkert på den måde. Men twitter er på den anden side også lige præcist hvad man gør det til - og der synes jeg måske du skylder dig selv at overveje, om dine konklusioner om twitter skyldes hvad du har gjort det til for dig selv?

Jeg er glad for at du bliver på twitter, ihvertfald - jeg følger dig, og det har jeg gjort siden jeg opdagede du var på for nogle måneder siden. Men jeg håber da at du promoverer dig selv lidt mere, snart :)

Se også indlæg fra den yngre kvinde, Elektronista, som også er svar til Lasse.


Ceterum censeo Facebook esse delendam.

tirsdag den 10. juli 2012

Politik med Klasse og Stil

Ingen kommentarer
Efter dagens interview i Politiken med Marianne Jelved, hvor hun fik sat Enhedslisten på plads, følte jeg trang til at få uddybet nogle af de ting hun sagde - for jeg følte der gemte sig en god historie. Jeg fik derfor aftalt et interview med hende, og her til aften var jeg forbi hendes smukke hjem:

Marianne Jelved: "Ih, god Dag, hr. Leoparddreng, er det allerede Dem?"

Leoparddrengen: "Ja, øh, goddag fr. Jelved, jeg håber ikke jeg kommer for tidligt?"

MJ: "Nej, slet ikke, på ingen Maade, det er da blot saa meget desto hyggeligere, nu skal jeg få Pigen til at sætte Vand over til Te!"

LPD: "Jeg håber ikke de gør Dem nogen ulejlighed for min skyld?"

MJ: "Nej, naturligvis, slet ikke - jeg skulle da saamænd nok snart have haft en Kop alligevel."

Jeg bliver ført ind i en dagligstue, som imponerer med sin klassiske indretning, uden at det virker gammeldags. Alting ligger perfekt, i sirlige linier som tager sit udgangspunkt i det gyldne snit.

MJ: "Hvormed kan jeg så hjælpe Dem? Jeg forstår De havde et Ærinde, noget De ville vide?"

LPD: "Ja, jeg tænkte på, Deres udtalelser i dag om Enhedslisten - kan de uddybe dem?"

MJ: "Hvorledes?"

LPD: "Jo, jeg mener - De synes Enhedslisten bruger en brutal retorik, som ikke passer sig ind i et demokrati?"

MJ: "Ja, det er lige præcist, hvad jeg siger. Som Repræsentanter valgt af Folket ind i Folkestyret maa vi virkelig gå foran med et godt Eksempel, og vise Pli og Dannelse."

LPD: "Men vi har jo ytringsfrihed, den gælder vel også for parlamentarikere?"

MJ: "Ih, men hr Leoparddreng, jeg kunne da virkelig ikke forestille mig at lægge Baand paa hvad nogen medlemmer maatte sige, mit Ærinde gaar alene paa hvordan det siges!"

LPD: "Det handler om stil?"

MJ: "Alting handler om Stil! Og Klasse! Hr Sass Larsen fremførte at Enhedslisten vil det klasseløse Samfund, det haaber jeg virkeligt ikke er Sandheden! For hvor ville vi være uden Stil og Klasse?"

LPD: "Så det er ikke det som siges, men...?"

MJ: "...men Maaden det siges paa! De er ved at fatte det!"

LPD: "Så når Johanne sagde svinestreger, skulle hun have sagt - hvad?"

MJ: "Saa kunne have sagt Blændværk..."

LPD: "Og når hun sagde pisset på vælgerne og klaphatte?"

MJ: "Urineret paa Vælgerne og imbecile Tomrumsforlængere..."

LPD: "Så hvis Johanne havde sagt at regeringen var nogle imbecile tomrumsforlængere som udfører blændværk og urinerer på vælgerne?"

MJ: "Så ville det have været nydeligt! Stil og Klasse!! Og det ville endda et stykke ad Vejen være rigtigt, for så vidt angår Socialdemokraterne og de Unævnelige."

LPD: "Det mener de alvorligt?"

MJ: "Ja, tag nu en som hr Sass Larsen, han er jo blot enfoldig Plebejer, som er kommet ind hvor han ikke hører hjemme. En hvis drenget Charme kan jeg dog ikke benægte han besidder, som godt kan faa Amorinerne til at bruse i selv en gammel Kvindes Aarer - men saa ender hans Evner ogsaa der. Ikke meget Stil og Klasse over den Løjser."

LPD: "Og hvis de skal beskrive SF?"

MJ: "Shhhh! Vi siger ikke Ordet i dette Hjem! De mener de Andre..."

LPD: "Ja - hvis De skulle beskrive dem?"

Hun tog en lang og dyb indånding.

MJ: "Lad mig se - de er nogle Sjuskehoveder, Vindbøjtler, Charlataner, Ignoranter, Distanceblændere, Bladanblandere, Filistre, Dilletanter, Sodomitter, Pæderaster, Stoddere, Soutenører..."

Dette fortsatte længe endnu, pigen kom med te, og der var dejlige småkager til. Tilsidst blev Marianne Jelved færdig med sin opremsning. Så sagde hun:

MJ: "Men ved De hvad det bedste ved de Andre er?"

LPD: "Nej? Hvad er det?"

MJ: "De er uden Betydning. De er helt og aldeles uden Betydning."

Efter denne fine gennemgang af rigtig politik takkede jeg for besøget og teen og småkagerne, og tog afsked med det fine menneske.

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

onsdag den 27. juni 2012

#twitterhjerne: Hjælp til twitterguide: Apps!

Ingen kommentarer
I sidste uge spurgte jeg på twitter om nogen havde lyst til at skrive nogle gæsteindlæg til twitterguiden om diverse apps man kunne bruge til twitter. Det gav desværre ikke den store respons (jeg fik dog et par links, tak for det!).

Grunden til jeg sprøger, er at jeg ikke selv har kastet mig ud i at undersøge markedet - jeg bruger kun standard twitter på web, og så Twitter for Android, altså en "officiel" klient. Men der findes jo et væld, og med forskellige styrker, og til forskellige platforme.

Så nu beder jeg så om hjælp på ægte twittermaner: skriv et tweet om din foretrukne klient, med hvad den hedder, hvilken platform (altså web, iOS, Android, Windows etc) det er, og hvad du synes er godt ved den. Og skriv det til hashtag #twappsdk - skriv eventuelt flere tweets hvis du bruger til flere platforme, eller du bare gerne vil nævne forskellige. Så samler jeg op på det og lister alle tweets om det i et kapitel om Apps, som stort set kun vil indeholde den tweetliste.

Så er der da for alvor tale om en twitterguide!?

(Og RT gerne :) )

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

søndag den 24. juni 2012

Et uædrueligt rant om #dkpol netop nu

Ingen kommentarer
Lad mig med det samme slå fast, at jeg - af bestemte årsager - stemte radikalt ved det seneste folketingsvalg. Jeg kan derfor ikke personligt føle mig snydt - tværtimod, de radikale har til overflod gjort som de sagde de ville.

Men det er svært ikke at have en meget grim smag i munden over dansk politiks tilstand efter den skatteaftale der kom i hus, mellem regering og VK i fredags. Eller i hus og i hus - de blev vist enige om at blive enige, men forhandler stadig detaljerne.

Den grimme smag skyldes først og fremmest S og SF som har ført politisk hykleri op til helt nye højder. Der har været meget snak om løftebrud, den synes jeg ikke er synderlig interessant, for i starten var det klart, at de løfter ikke kunne gennemføres, såsom bevarelse af efterlønnen.

Mere grelt blev det, da regeringen blev bange for sin egen skygge, og ikke turde gennemføre sin Betalingsring. Som var skrevet ind i regeringsgrundlag og som den havde flertal for - og som den blev bange for, fordi de solgte den på den mest elendige vis.

Man kunne have håbet af betalingsringen var et lavpunkt, og det derfra ville gå op ad, men det har det så langtfra gjort. S og SF har konstant bevæget sig længere og længere væk fra det de stillede op på - uden at ville indrømme det, hvilket er det mest sygelige.

Kulminerende med den skattereform de fremlagde... og forløbet derefter kender alle vist. Grimt på alle måder - selvom selve aftalens indgåelse kan forvekles med flot politisk håndværk. Det ville det være, hvis det ikke for det første sætter en fed streg under S og SFs hykleri, og for det andet er strategisk snotdumt.

Snotdumt for S og SF. Igen, ikke for de Radikale, som hvis regeringen ryger, med god samvittighed og smil på læben kan gå ind i en V/R eller VKR regering, holde DF ude, og få endnu mere af deres program igennem.

Hvor S og SF vil ligge nedsmeltede tilbage - det vil være umuligt for dem at komme videre, før de begge har taget et kæmpe internt opgør, og smidt deres formænd på porten. Men der står vi nok allerede.

Katrine Lester (socialdemokrat i Frederiksbergs byråd) kom med følgende tweet lørdag morgen:
Som for det første siger noget om, hvor højstemt (som Søvndal senere samme dag sagde) retorikken er, men også lidt om hvor lidt realitetssans S og SF har om hvordan de fremstår. For sandheden, at den atombombe allerede er smidt, i form af to fuldstændigt utroværdige partier.

Og det vil de blive ved med at være - de kan tale fra Herodes til Pilatus om at det var en god aftale, en fornuftig aftale. Det kan endda være det passer - men det er komplet ligegyldigt, når det samtidigt er så klokkeklart imod alt hvad de sagde inden valget - og de havde muligheden for noget andet.

Jeg kan ikke se Enhedslisten har nogen grund til at fortsætte med at holde hånden under en regering, som fører en VKR politik - det vil klart være i deres interesse, at der er rene linier, og der kan blive ryddet op i S og SF, så de gør som de siger, og man kan regne med dem. Ja, det vil faktisk være i hele landets interesse.

Bemærk: Jeg siger ikke S og SF nødvendigvis skal føre en anden politik end de gør nu - men så skal de melde det klart ud, og ikke køre videre i deres utålelige hykleri - som eksemplificeret ved denne Facebook opdatering fra Thor Möger fra kort inden valget.

Og så er S og SF ikke de eneste der er belastede af denne historiske aftale, og dagens politik. Venstre, med en Lars Løkkes latterlige skuespil og også totalt hykleriske adfærd er også et grimt skue. Man kan kun håbe, de bemærker sig, hvor meget af deres politik der kan gennemføres, når Lars Løkke er kørt på sidespor, og opfører sig som den sprællemand han i bund og grund er. De burde også finde en ny formand hurtigst muligt.

Og Vestager forekommer mig mere og mere som en machiavellisk fyrste, hvilket hun vist er stolt af at dømme efter de få timer det tog Politiken at få aktindsigt i hendes sms'er med Venstre. Hun har da også grund til at være tilfreds med udspillet - hvis dansk politik var et brætspil ville det vist være nu man begyndte at råbe til medspillerne at de ikke må hjælpe hende, for hun er jo ved at vinde.

Og Barfoed der i Deadline viser hvor lidt #dkpol handler om politik, men først og fremmest om hvem der får lov til at sidde på taburetterne, når han uden at blinke, siger at stemmer Enhedslisten ikke for en kommende finanslov, så gør Konservative naturligvis heller ikke - uanset det politiske indhold.

Nej, jeg synes sgu ikke de har meget at være stolte af derinde, selvom de går og ser glade ud og kalder det historisk.

P.S. Lige en sidste ting: Hvis man siger det skal kunne betale sig at arbejde, uden at have prøvet at være minimum 6 måneder på kontanthjælp med hvad dertil hører, så synes jeg man skal lukke røven.

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

onsdag den 20. juni 2012

Lister - flyttet

Ingen kommentarer
Guiden er flyttet. Her finder du twitterguidens kapitel om twitter-lister.

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

tirsdag den 19. juni 2012

Samtaler og direkte beskeder (DM) - flyttet

2 kommentarer
Twitterguiden er flyttet - her finder du kapitlet om samtaler og DMs på twitter.

Ceterum censeo Facebook esse delendam.