Der findes en del grunde til at jeg ikke har været så aktiv på bloggen her de sidste måneder, som jeg har været (de fleste vil sikkert mene jeg stadig er ret aktiv). En af de grunde er Twitter.

For jeg må tilstå at jeg er blevet indfanget en del af det der Twitter den sidste måneds tid - jeg finder det fascinerende at skulle udtrykke sig i pakker af information på 140 karakterer (og helst lidt mindre), og at forholde sig til andre der gør det samme.

Og jeg har ikke fundet nogle af de ting, som jeg afskyr ved Facebook - lemminge- og mobbementaliteten, og de skruppelløse reklamemåder. I det omfang de ting findes på Twitter, er det meget lidt påtrængende. Det er ren, nedbarberet kommunikation, uden nogen dikkedarer.

På Twitter findes der også noget der omtales som Twitterbrain: når man spørger om et eller andet spørgsmål ud i sen følgekreds, og de måske sender spørgsmålet videre, og man så får et svar tilbage, fra en eller anden som måske ved noget mere om emnet.

Og det er altsammen fint, og meget nyttigt. Men det slog mig den anden dag, at Twitter har potentialet til at blive mere end det, mere en rigtig hjerne - den som jeg kalder Kvidre-hjernen.

Det som slog mig er, hvor meget hele opsætningen minder om et neuralt netværk (altså, en computersimulation/modellering af en menneskelig / dyrehjerne).

Hvor vi, brugerne, er de enkelte neuroner, og de beskeder vi sender til hinanden svarer til de signaler der går mellem neuronerne i en hjerne.

Hvor den enkelte bruger mister meget af sin betydning, og indholdet i den enkelte besked er stortset ligegyldig: det interessante er om beskeden sendes videre, eller om den sætter gang i en anden besked, som når andre brugere, som så sender nye beskeder afsted, muligvis influeret af beskeder som kommer andre steder fra.

Ligeledes vil der være nogle signalveje som fungerer bedre end andre, fordi der er større chance for at nogle brugere reagerer på beskeder fra nogle andre brugere end andre, og oftere sender til nogen end til andre.

Det skal igen understreges: i en sådan Kvidre-hjerne vil den enekelte bruger på ingen måde være klar over at deltage i en hjernefunktion, ligesom den enkelte beskeds indhold er uden betydning, udover hvad den sætter i gang af andre beskeder.

Så hvordan man skulle påvise sådan hjerneaktivitet ved jeg ikke - ligesom jeg ikke ved om hjernen nogensinde vil finde en måde at manifesterer sig i forhold til omverdenen.

Og med 200 millioner twitter-brugere, hvis de skal oversættes direkte til neuroner, er det også en frygtelig lille og ikke mindst langsom hjerne. Og da vi allesammen - eller ihvertfald næsten alle sammen - reagerer på ydre stimuli (fra den virkelige verden), udover de beskeder vi modtager fra Twitter, er vi jo nok i virkeligheden mest at anse som en slags sanseceller. (I en social sans?) Det der virkelig er brug for, for at få hjernen op i gear, vil være et utal computerstyrede profiler, som udfra algoritmer modtog beskeder og sender dem videre.

Dem findes der allerede nogle af, som opsamler information på tværs, men jeg er ikke sikker på det er den rigtige form. Som mere vil være 'bots som skal interagerer med brugere, modtage beskeder fra brugerne og sende til andre 'bots. Men igen, hvis vi ser på os menneskelige brugere som en slags nerveceller, vil det gode være, at vi ikke behøver høre ret meget på de 'bots, som vil udgøre det egentligt kognitive lag.

Det hele er nok meget fabulerende (og jeg er sikkert ikke den første til at tænke det) - men jeg synes da at det er en interessant tanke, at der måske er ved at blive skabt et globalt, neuralt netværk, som man selv er del af.

Det minder lidt om Gaia fra de sidste af Asimovs Foundation bøger. Eller for den sags skyld om supercomputeren Jorden i Hitchhiker's Guide to the Galaxy, som de hvide mus stod for at bestyre.

Anyway, hvis man ikke allerede er på Twitter vil jeg godt anbefale at man checker det ud. Og har man så lyst til at følge mig, skal man naturligvis være meget velkommen! :)
Ceterum censeo Facebook esse delendam.