Leoparddrengens
Public Key
Viser opslag med etiketten abort. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten abort. Vis alle opslag

lørdag den 9. april 2011

Derfor hedder den Dr. Louises Bro

Ingen kommentarer
Den anden dag så jeg et indslag i TV2 Lorry, om at nogle ville have Dr. Louises Bro i Guiness Rekordbog som det mest cyklist-trafikerede sted i verden. Fint nok - bortset fra at de sagde Dronning Louises Bro! Hvilket desværre bliver en mere og mere udbredt fejl (ligesom H.C. Ørstedsparken). Men det har vel noget med historieløsheden at gøre, som der netop også i dag bliver klaget over.

Doktor Louises Bro i en tegning fra 1894.
For Dr. Louises Bro hedder naturligvis ikke Dronning Louises Bro, men Doktor Louises Bro. Opkaldt efter den dansk/italienske læge Dottore Gianfranco de Luis é Benutti, eller som han blev kendt som i Danmark, Doktor Louise.

Han var oprindeligt født i Toscana i 1779, men kom som ung til Danmark med sine forældre, på flugt fra Napoleonskrigene. Her uddannede han sig til læge ved Københavns Universitet, men rektor emeritus (N.A.L. Zahle) så sig siden sur på Gianfranco (der gik rygter om en affære som involverede rektors kone), og dengang var udlændingereglerne ikke retssikkerhedsmæssigt korrekte som idag, så man kunne blive smidt ud af landet for et godt ord.

Hvilket altså også skete for Gianfranco, som derfor afsluttede og forsvarede sin epokegørende doktorafhandling ved universitetet i Firenze - i hvilken han var den første til at beskrive og dokumentere eksistensen af kvinders klitoris. (I dag vil man selvfølgeligt nok hævde at kvinder var klar over det før - men det er altså første gang det blev videnskabeligt dokumenteret.)

Da han sidenhen også postulerede eksistensen af kvindelig orgasme, blev det Vatikanet for meget, og jorden begyndte at brænde under ham i Firenze - men i mellemtiden var Zahle gået bort, og der var en ny ikke-fjendtligt indstillet rektor ved Københavns Universitet, nemlig B. Scavenius. Derfor vendte Gianfranco "hjem" til Danmark, hvor han blev ganske kendt i selskabslivet som Doktor Louise.

I 1835 kom hans sidste store gennembrud, opdagelsen af den provokerede abort (Fosterfordrivelsesteknikken). Når man taler om at der første gang blev indført fri abort i Danmark i 1973 er det således ikke helt korrekt, for der var et par år fra metoden blev opdaget, til den blev forbudt i 1837, hvor abort faktisk var tilladt.

Efter denne opdagelse var kirken herhjemme - især indre mission, Grundtvig prøvede tildels at gyde olie på vandene - også ude efter Doktor Louise, men der blev ro omkring ham da Kronprins Frederik, den senere Frederik VII, gjorde ham til livlæge.

I 1850, i begyndelsen af Guldalderen, melder han sig i en alder af 70 som millitærlæge, og hjælper således ved fronten til at forsvare sit nye fædreland - men han rammes i lungen af en vildfaren kugle mens han er ved at lappe sammen på Bülow, og dør kort efter. Han blev sidenhen begravet på Assistens Kirkegaard i København.

Jeg synes det er trist at han i dag er så glemt, at man ikke engang kan mindes ham ved den bro fra 1887 som er opkaldt efter ham - og jeg synes godt man kan sende ham en kærlig tanke når man cykler over. Ikke mindst de berømte danske cykelpiger skylder ham en del, vil jeg hævde.

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

lørdag den 20. marts 2010

Når moral bliver umoral

Ingen kommentarer
I USA handler de sidste slag om sundhedsreformen om adgangen til abort. Om hvor klart og tydeligt det skal skrives og gøres, at staten aldrig, aldrig, aldrig må komme til at betale for abort.

Nu er amerikanernes forhold til abort jo et noget andet end vores - det europæiske, kan man vel efterhånden sige, for det er vist kun Irland i Europa, som lever i en fundamentalistisk verden på det punkt.

Og på et plan kan man vel næsten se det som et fremskridt, at det taler om at staten ikke må betale for abort - for det er vel samtidig på et eller andet plan en anerkendelse af at aborten er lovlig, og kommet for at blive; når bare de kan vaske deres hænder og ikke betale for det.

Men samtidig udstiller det mere end nogensinde hykleriet og dobbeltmoralen. For the rich kid, og middelklassepigen kan så få deres aborter uden problemer - dyrere er det trods alt heller ikke.

De som vedbliver med at have problemet, er underklassen - hvis piger ikke har råd. Og ellers nok er dem, for hvem et barn i en tidlig alder vil være mest på tværs, og ødelægge enhver chance for at bryde nogen form for social arv. Og hvor barnet vil have de værste fremtidsudsigter.

Der er sådan set ikke noget nyt i den sociale skævvridning i forhold til adgangen til abort, skellet rykkes blot længere ned, når aborten er lovlig men selvbetalt (for de rige har altid haft adgang, lovlig eller ej).

Men at der ikke er noget nyt i det, gør det sgu ikke kønnere.

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

mandag den 21. december 2009

Graviditet: Strafbart

Ingen kommentarer
Det er konsekvensen af nye regler for de amerikanske soldater i Nord-Irak: Hvis du som tjenestegørende soldat bliver gravid, eller gør en anden soldat gravid, kan du blive dømt ved en krigsret.

En lidt interessant udmelding. Som godt kan gå hen og lede til nogle interessante debatter i USA, ikke mindst i lyset af deres anstrengte forhold til abort og prævention, specielt i de områder som leverer de fleste soldater.

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

tirsdag den 14. juli 2009

Etisk Råd & Den Virkelige Verden

Ingen kommentarer
TV2 Nyhederne havde et indslag her til aften, om en test der allerede fra 10ende uge, via en simpel urinprøve, kan fortælle om en kvinde er gravid med en dreng eller en pige.

Hvilket jo vil betyde, at hvis man er virkelig utilfreds med kønnet, vil kunne få en abort, indenfor den almindelige abortgrænse. Et medlem af abortankenævntet, psykolog Birgit Petersson, og et medlem af etisk råd, teolog Morten Kvist, var straks ude og mene at testen skulle forbydes.

For puhada!

Nu tror jeg reelt set ikke problemet er særlig stort - det ville være noget andet hvis vi boede i Kina, men det gør vi jo ikke. Men lad os sige, vi har nogle gale forældre som absolut ikke vil have en pige? Så kan vi mene om dem hvad vi vil - men strengt taget ville det måske heller ikke være det bedste for en datter at vokse op i det miljø?

Men det er jo sådan set irrelevant - testen findes, og lad os bare sige den skulle blive forbudt i Danmark. Så er der jo ikke noget til hinder for, at disse mennesker ville tage til udlandet og få lavet testen. Og siden få lavet en eventuel abort dér, eller herhjemme.

Højst sandsynligt ville der ved et forbud straks opstå nogle netsider, hvor man kan bestille en test, sende urinprøven, og få svar et par dage efter.

Så hold da op med at tale om forbud, som alligevel ikke nytter en brik, og blot vil være til hinder for at der tages fat om det egentlige problem:

Nemlig de tilfælde hvor faren har et bestemt ønske om barnets køn, og ønsker at presse moren til en abort. Det er ikke utænkeligt, og der skal man da ihvertfald sørge for at støtte op om moren, og sørge for at hun er orienteret om at hun hverken kan tvinges til testen eller aborten.

Men der er nok ingen tvivl om, at der vil opstå problemer i den retning. Men tag da fat om den nældes rod, istedet for at tale om latterlige forbud.

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

søndag den 17. maj 2009

Mums

Ingen kommentarer
Sikke dog en herlig eftermiddag - har spist en god gang Lamb Korma (rester af take-away fra igår), med ris kogt i riskoger og indtaget med øl til 90210, som jeg ellers ikke har fået set meget af.

Men idag, med Korma etc, virkede den faktisk rigtig fint - og håber da at Obama kan gør det lidt lettere at blive gravid, eller rettere ikke-gravid, som teenager over there; apropos proklamerede demonstrationer i dag.

Ceterum censeo Facebook esse delendam.